Hvorfor er gamle huse interessante? Fordi de gamle huses materialer, håndværk og arkitektoniske kvaliteter ofte langt overgår, hvad selv et dyrt nybyggeri kan præstere. De gamle huse stammer fra en tid, hvor arbejdslønnen var lav og materialerne dyre.
I dag er det omvendt og det kan til gengæld ses på klimaregnskabet. Alt får samme industrielle overflade, som kun kan blive dårligere med tiden. Gamle bygninger slides derimod ofte på en smuk måde, og tiden tilføjer nye kvaliteter. Mange gamle huse besidder en ydmyg værdighed, som ikke kendes fra nybyggeriet.
Folk kan godt lide gamle huse. De er fulde af kvaliteter og herlige overraskelser. At de værdsættes, ses af salgspriserne på bevaringsværdige bygninger, som er højere end i øvrigt byggeri.
Bevaringsværdige bygninger sælges for en 30 procent højere kvadratmeterpris end almindelige huse ifølge Realdanias undersøgelse ’Værdien af Bygningsarven’. Overraskende viste undersøgelsen også, at ret uinteressante bygninger, der ligger ved siden af bevaringsværdige bygninger, også bliver mere værd. Bygningskultur er således noget, man gerne vil betale for.
Et nyt hus er ligesom et par nye cowboybukser: stive og lidt fjendtlige. Den engelske forfatter Jerome K. Jerome siger: Jeg vil have et hus, der er kommet over sine begyndervanskeligheder. Jeg orker ikke at bruge resten af mit liv på at opdrage et nyt og uerfarent hus. Det lyder umiddelbart mærkeligt, men vi ved godt, hvad han mener.
Mennesker bliver påvirket af huse og rum. Først former vi bygningerne, og så former de os, som Winston Churchill sagde. I vellykkede rum føler man sig beriget. Man bliver selv bedre, og det gør livet også.
Man føler sig hjemme i gamle huse. Dørgrebet ligger godt i hånden. Spor af levet liv i huset anviser, hvor man skal drikke sin morgente og slutte dagen på en bænk ved vestgavlen og i det hele taget nyde sit liv. Bygningskulturen byder på finurlige detaljer og oplevelser, som sjældent findes i nybyggeriet.
Skala og hierarki er en glemt kvalitet. I gamle huse er der forskel på hovedtrappen og køkkentrappen. De bredeste gulvplanker ligger i salen, mens køkkenet har smalle gulvbrædder. Denne kvalitet findes ikke i nybyggeri, og den er også ved at forsvinde i restaureringer. Hvis stuen i et lille fiskerhus får brede gulvbrædder som en riddersal, går de harmoniske størrelsesforhold i rummet tabt. Det er så fristende at købe for flotte materialer i en tid, hvor byggeøkonomien er styret af arbejdslønnen. Men det fjerner over- og undertoner i musikken!
Selv modernisten Arne Jacobsen dyrkede hierarki i sine bygninger. Oplevelsen af Søllerød Rådhus (nu Rudersdal Rådhus) bliver understøttet af materialeanvendelsen og detaljeringsgraden. Dette totalværk fra 1942 har lamper, møbler, gørtlerarbejde og skilte tegnet til stedet. Den nyligt udførte restaurering af Varmings Tegnestue har genskabt rådhusets særlige kvaliteter med stor indlevelse.
Man kan mærke, når man nærmer sig de vigtige rum, hvor store beslutninger bliver truffet. Hos bogholderen er der fyrretræsdøre, i udvalgsværelserne er der ahorndøre, og i byrådssalen er der fløjdøre af mahogni.
Variationer er en kvalitet, som findes i ældre bygninger. Det kan være et meget lyst rum i kontrast til et dunkelt rum. Eller et lavt gennemgangsrum, som får et højt naborum til at virke endnu højere. Og enkle, ensfarvede rum giver ekstra fokus på de fine rum med alle deres farver og dekorationer.
Det er livskvalitet at kunne bevæge sig rundt i ældre huse og få forskelligt lysindfald og oplevelser i løbet af dagen. Skrå vindueslysninger er med til at fordele lyset i rummet, som derved bliver meget lysere. Vinduernes profilering kaster lyset ind i rummet. Nutidens vinduer er enten glasvægge, eller også ligner de skudhuller i en blikspand.
Niveauforskydninger opstår ofte af sig selv i gamle bygninger. Et trin op eller ned giver karakterfulde rum. Et lille hus virker større, hvis alle rummene ikke ligger i samme niveau, og hvis der er en variation af højloftede og lavloftede rum med forskelligt lysindfald. Det er lidt som en slankekur, hvor man bliver mæt af nogle små, velsmagende retter. Når vi skal bo småt, må vi tænke i kubikmeter i stedet for kvadratmeter.
Med håndværk får man variationer forærende. Med håndværktøj er det er umuligt at skabe identiske bygningsdele, som var de udført af en maskine. De små variationer er en ekstra kvalitet i bygningskulturen og gør den nærværende. Før industrialiseringen producerede man gulvbrædder så brede som de træstammer, man savede dem ud af. Det betød, at brædderne fik forskellige bredder, hvilket giver en smuk variation til et rum.
Selv det hypermoderne byggeri SAS-hotellet blev skabt som et kunstværk, der voksede frem i skaberens hænder. Da hotellet var under opførelse, havde arkitekten Arne Jacobsen ikke besluttet sig for, hvordan vinduerne skulle se ud. Den var ikke gået i dag!
Den vildeste tilbygning til værdifuld arkitektur er fra 1795. Uden at ryste på hånden udformede arkitekten C.F. Harsdorff en kongelig smutvej mellem to palæer på Amalienborg som en antik søjlegang. Den midlertidige tilbygning af træ er blevet et umisteligt arkitektonisk værk.
Det mest bæredygtige, man kan gøre ved et hus, er at bevare det længst muligt. Jo mindre indgreb, jo mere bæredygtigt. Byggeriet skal gennem en ’grøn omstilling’, men de gamle huse behøver ingen omstilling. De er bygget bæredygtigt. De gamle huses livsbane er cirkulær: Mursten og kalkmørtel kan fuldt ud genanvendes. Der var en ressourcebevidsthed i de gamle byggerier, som vi kan lære af. Vores forfædre var snusfornuftige og byggede instinktivt efter cradle to cradle-principper. De mest udsatte bygningsdele kan nemt udskiftes. Man brugte lokale byggematerialer, som ikke skulle transporteres langt. Og man sammenbyggede ikke materialer med forskellig levetid, så hele huset skal splittes ad for at udskifte det nedbrudte. Og installationerne blev udført synligt, så de nemt kan udskiftes.
Traditionel byggeskik er bygget for fremtiden. En bræddebeklædt gavl blev forneden afsluttet af et skrånende vandbræt, der fører regnvandet væk. Dette ’offerbræt’ betyder, at man ikke behøver udskifte hele gavlen, men kun det nederste rådne bræt.
Man opførte huse af lokale byggematerialer: sten fra markerne, træ fra skoven, strå fra mosen, kalk fra kridtklinter og ler, som man kunne brænde til tegl. Selv havet leverede gratis byggemateriale. På Læsø har man metertykke 300 år gamle tangtage af ålegræs, der binder C02. Ofte hænger tangtagene langt ned over husets sider, og taget isolerer på den måde hele huset.
Vores forfædre vidste, hvor godt det var at bygge på bakker i landskabet, så vandet løb væk fra bygningerne. Ingen gamle bygninger ligger i moser eller på strandenge, og kun fæstninger ligger direkte ud til havet.
Indeklimaet i gamle bygninger er godt, da de er bygget af materialer, der kan ånde, dvs., at materialerne kan absorbere fugt og afgive den igen. Allerede den venezianske arkitekt Andrea Palladio beskrev i 1500-årene i sine 10 bøger om arkitektur, hvordan porøse materialer er i stand til at opsuge og afgive fugt til glæde for de mennesker, der bor i dem. Det er ingeniørkunst på højeste niveau, når Palladios nattefugtige søjlegange hver morgen afgiver kulde til luften, der passerer ind i rummene – uden brug af energi!
Ældre bygninger er sunde at være i – både fysisk og mentalt. En gammel ejendom på Sankt Thomas Plads på Frederiksberg havde mange gamle beboere, og de ønskede sig en elevator. Det fik de, og to år senere var de fleste døde. Måske var det den lille, daglige og besværlige tur på trappen, der holdt dem i form. På Bornholm konstaterer en hjemmesygeplejerske, at de gamle, der har kakkelovn og gammeldags lokum, lever længere end dem, der bor i moderne, friktionsløse boliger. De små nødvendige ture på gårdspladsen flere gange om dagen får de gamle ud i den friske luft, og de lægger mærke til, om vinden har ændret sig. Måske får de snefnug på kinden. Kontakt med naturen og årstiderne giver nærvær og livskraft.
En åben havedør giver sanselig kontakt med haven udenfor. Dufte og fuglestemmer kommer ind i stuerne. Verandaer, karnapper og tilbyggede drivhuse er inde-ude-rum, som besidder en stor herlighedsværdi og skaber et samspil mellem hus og have.
Farver har en stor plads i bygningskulturen. Mange af arkitekturens farver kommer fra byggematerialerne selv: tegl, træ, sten, kobber osv. Det sjove er, at påførte, malede farver også handler om materialer – nemlig dem, man ikke har råd til. Det gælder f.eks. rosa eller beige facader, der imiterer sandsten, mørkegrønne døre ligner patineret bronze, mørkebrune vinduer, døre og porte imiterer mahogni, og en mørkegrå trælåge vil gerne ligne jern.
Neden under nutidens grå og hvide farvelag finder man ofte de frækkeste farver. Vinduernes farve fremhævede ofte facadefarven: gråblå vinduer i sandstensfarvede facader og grønne vinduer i rosa eller røde facader. Der har været masser af stengrå, perlegrå, okkergule, grønne, italienskrøde og brune vinduer. Under de gamle malingslag kan man finde flotte farver, man ellers aldrig ville være kommet på.
I dag køber man facadeistandsættelse som en engangsydelse i priskonkurrence. Hvis man i stedet betalte et abonnement for sin facade, ville arbejdet blive udført mere grundigt, og malermesteren ville vælge billige, sunde materialer, som er nemme at genbehandle eller genopfriske uden sandblæsning eller kemisk afrensning. Man ville vælge kalk til facader og linolie til træ.
Der er meget stor forskel på, hvordan materialerne nedbrydes. Nogle overflader ældes med værdighed, mens andre kommer til at fremstå som bygningsskader. Kalkens og linoliemalingens langsomme forvitring efterlader både murflader og træværk med en skønhed, som ikke kendes fra industrielle overflader. Den smukkeste tilstand ligger midt imellem de to yderligheder: det nye og det forsømte.
Hvorfor kan vi godt lide patinerede og lidt forvitrede overflader? Måske, fordi de ser ægte ud. Og måske, fordi de patinerede overflader flytter vores oplevelse fra den rationelle til den sanselige hjerne. Og fortiden, der normalt synes langt væk, kommer pludselig tæt på. Materialernes død minder os om vores egen forgængelighed og gør os mere nærværende.
Arkitekter og husejere må tænke på, hvordan de kan vælge byggematerialer, der ældes med ynde. Landskabsarkitekter har altid projekteret med tiden for øje. For dem er tiden ikke kun en uomgængelig faktor. Tiden er også en uundværlig medskaber i et projekt.
Gamle huse bærer spor af tidligere beboere. Trappetrin er slidt skæve af menneskefødder gennem flere hundrede år. Husets beboere har ikke set hinanden, men trappen har de alle set.
Det er sjovt at tænke på. De slidte trin er værd at bevare som en hilsen fra en svunden tid, hvor mange mennesker løb op og ned ad trapperne – nu bor der kun få mennesker i huset. Det daglige syn af de slidte trin minder om, at et menneskeliv er kort. Hvis trappen bliver rettet op, og trinnene udskiftet med nye perfekte planker, smutter husets ånd ned ad bagtrappen.
Vi reparerer det, vi er glade for. En god økse, der har fået nyt skaft, giver os større glæde end en ny økse. Når man har gjort sig umage med at finde et nyt skaft og sætte det på, er øksen ikke længere en hvilken som helst økse. Måske er det overflodsmenneskets længsel efter en uskyld, vi regner for tabt? Vi værdsætter de ting, som har klaret hverdagens strabadser.
Patina gør tiden synlig. Og da fortiden er sløret og delvis skjult for os, er det oplagt at læse vores egne forestillinger, følelser og tanker ind i patinerede overflader. Når tiden bliver synlig, bliver ophøret af den det også. I værdsættelsen af patina ligger også, at vi bliver mindet om altings forgængelighed. Vi har et mentalt behov for at forstå, at vi er underlagt tidens gang, og i en menneskeskabt verden er det arkitekturens opgave at formidle denne oplevelse. Arkitekturen giver nøgler til vores kultur, skriver den finske arkitekt Juhani Pallasmaa i ’Arkitekturen og sanserne’.
Vi leder efter de særlige kvaliteter og bygger boliger i en nedlagt torpedohal, indretter kunstudstilling i en underjordisk cisterne og holder koncerter i et gammelt saltlager. Vi fungerer bedst, hvis der er en begrænsning. Det modstandsløse er ikke interessant for os. Hvis alle muligheder står åbne, bliver vi let fyldt af angst, for så har vi ikke andet end os selv at kigge ind i, siger Tor Nørretranders. Ældre bygninger minder os om, at vi kun er en lille del af en lang historie, og forstærker følelsen af at være i live.
Vi må lære at se skønheden i det uperfekte. I japansk kunsthåndværk var der i 1400-årene en tradition for at fremhæve keramikkens limede reparationer ved at belægge dem med guldstøv, så de træder frem og tilføjer porcelænet ekstra værdi.
Metoden kaldes kintsugi, og det betyder ’at samle med guld’. Når de ødelagte dele sættes sammen på ny, skaber det en ny helhed, der er smukkere end den oprindelige tilstand. Skønheden findes i det reparerede. Ud af det brudte, det skårede, når man frem til noget, der er flottere og mere meningsfuldt end det, der var i forvejen.
Sådan er det også med gamle huse.
fortsæt med at læse
