I den omfattende undersøgelse af danskernes sexliv ’Projekt Sexus’ fandt man, at 56 procent af mænd i faste parforhold svarede, at de oftere havde lyst til sex end deres partner. 14 procent af kvinderne svarede modsat, at de oplevede at have mere lyst end deres partner. Nogle par lever fint med ubalancen og kæmper mest med omverdenens forventninger om, at det burde være anderledes.
Men mange andre frustreres, og de seksuelle frustrationer giver næring til en række andre parforholdskonflikter. Det er ikke uden grund, at seksuel tilfredsstillelse lader til at forudsige trivslen i parforholdet.
I forskningen kan vi også se, at ubalancen i lyst bliver større, som tiden går. Særligt kvinders lyst ser ud til at blive mindre, hvor mandens er nogenlunde konstant. Måske fordi hendes lyst er mere påvirkelig end mandens. Påvirkelig over for følelsesmæssige konflikter i forholdet. Over for utilfredsstillende sex. Over for forventningspres.
Et pres, som desværre er næsten uundgåeligt i et parforhold, hvor begge ved, at partneren for de fleste af os er den eneste seksuelle forsyningskilde. Nogle gange har jeg lavet den øvelse med par, at de som et slags skuespil skulle ændre balancen.
Så skulle kvinden, hvis det var hende, som havde mindst lyst, være den opsøgende part, og manden, hvis han almindeligvis var den mest lystne, fik til opgave venligt at afvise hendes tilnærmelser.
Hvis de var vedholdende med øvelsen, skete der næsten altid det, at kvinden pludselig mærkede sin lyst igen.
Hvorfor? Fordi forventningspresset var væk. Det gjaldt, uanset hvilket køn som havde mistet lysten. Det ser derfor ud, som om forventningspresset udfordrer den følelse af frivillighed, som er fuldstændig afgørende for, at lysten kan folde sig ud.
Forventningspresset bliver fodret fra utallige kanaler. Jeg kan huske, hvordan Vibeke, min hustru, og jeg til fødselsforberedelse for 12 år siden blev undervist i betydningen af rugbrødssex: Det var den sex, man egentlig ikke har lyst til, men som skulle være sundt for parforholdet. Man skal jo have sine fuldkorn! Eller en anerkendt sexolog, som sammenlignede sex med motionscentret: Man har ikke lyst inden, men det er så godt bagefter.
Underforstået måtte man være lidt dum eller doven, siden man ikke gik i gang med lagengymnastikken.
At det tilsyneladende typisk er kvinder, som kæmper med ulysten, skyldes imidlertid en række andre faktorer end forventningspres. Dels skyldes det hendes hormonelle sammensætning. Vi kan se, at testosteron koder for seksuel lyst.
Det skyldes også hendes cyklus, hvor hendes lyst peaker på særlige tidspunkter. Den gennemsnitlige mand oplever modsat en nogenlunde konstant lyst til sex. Hendes ulyst skyldes også, at hun, modsat ham, undergår store fysiologiske forandringer i forbindelse med fødsel, hvor vi kan se, at lysten til sex typisk falder. For nogle opstår der komplikationer omkring skeden, som gør sex til en smertefuld affære efterfølgende.
Andre har vanskeligt ved at finde sig til rette i den nye krop. Atter andre er så ’hudmættede’ af at have børn tæt på, at sex føles klaustrofobisk og omklamrende. Dertil kommer grunde, som kan være fælles for begge køn. Man kan være meget kontrolleret og have svært ved den hengivelse, som lysten forudsætter. Man kan have et negativt selvbillede, som ligeledes gør hengivelsen vanskelig.
Man kan være meget bekymret og stresset. Føle, at man står for det hele selv. Man kan være vokset op med overbevisninger om, at den egoisme, nydelsen forudsætter, er forkert. Der er også en fysiologisk forskel på mænd og kvinder, som ofte gør manglende sex til en skyldbetynget forestilling for mange kvinder, hvis det er hende, som har mistet lysten.
Hun kan nemlig godt have klassisk penetrationssex, selv om hun ikke har fysisk lyst. Det kan mænd ikke. Derfor får vi hurtigere et fejlagtigt indtryk af, at kvinder modsat mænd vælger ikke at have sex, hvor manden uskyldigt er taget til fange med sin ulyst. Hun kunne jo bare ’vælge’ at have sex. Det kan nogle også godt og får lyst undervejs, men for mange er det ikke sådan. De kan godt vælge det, men kroppen bliver om muligt endnu mere lukket.
Måske handler hendes skyldfølelse også om, at hun også et sted ved, hvor stort et afkald det er for hendes mandlige partner. I den omtalte ’Projekt Sexus’-undersøgelse kan vi se, at cirka 32 procent af alle mænd rapporterer, at de har lyst til sex dagligt. Det gælder ifølge rapporten 9,4 procent af kvinderne. Man skal være på vagt over for, at tallene også kan skyldes, at kvinderne svarer mere konservativt, end hvad virkeligheden er, og mændene omvendt svarer mere offensivt, end hvad virkeligheden er.
Men alt andet lige er forskellen betydelig. Spørgsmålet er derfor, om mænd i seksuel henseende betaler en højere pris for monogamiet end kvinder? Det næste spørgsmål er så, om den pris er blevet anerkendt? På en lang række områder er det blevet belyst og underbygget, at kvinderne betaler en høj pris i familien. Kvinders mentale byrder er blevet anerkendt og har været en del af den offentlige samtale længe. Men hvad med den seksuelle byrde? Er det mandens kors?
Det tror jeg. Og jeg tror, at det er et kors, vi af mange grunde har haft vanskeligt ved at anerkende. Dels fordi mænd igennem kulturhistorien har lært, at de ikke må pibe, men også fordi det passer dårligt med en tidsånd, hvor #MeToo og kvinderettigheder af gode grunde har været dominerende.
Vi vil heldigvis ikke tilbage til en tid, hvor det var kvindens ægteskabelige pligt at stå seksuelt til rådighed for manden. Hvor ægteskabet blev en form for frivillig prostitution. Vi har brug for frivilligheden. Men hvordan kan vi få frivillighed i det frivillige fangenskab, ægteskabet unægtelig også er?
Jeg var forleden gæst i en podcast, hvor en lytter beskrev problemet meget rammende:
»Hvis man ikke kan stille krav om sex i et parforhold, hvad kan man så stille krav om? Hvis den ene part melder sig ud af sex og intimitet over en længere periode, hvordan skal man så tage ansvar for og udleve sin egen seksualitet? Nu har man jo ikke længere nogen at gøre det med«.
Lytteren er ikke ene om at stå i det dilemma. De fleste har en aftale om at være seksuelt eksklusive, men hvis den ene partner ikke vil være med, hvad gør man så? Er behovet for sex så grundlæggende, at jeg må stille det som et krav i mit parforhold?
Det spørgsmål må besvares ad to omgange. Er behovet for sex grundlæggende? Ja. Såvel som behovet for at blive støttet, respekteret og værdsat i sit parforhold er grundlæggende behov. Mange er taget til fange af den idé, at det seksuelle behov på en måde er et ’mindre’ eller mere primitivt behov end andre. Det er jeg dybt uenig i.
For langt de fleste er seksualiteten en udpræget og central del af det at være et menneske. Det er her, mange føler sig forbundet med en særlig følelse af at være henholdsvis mand og kvinde. Det er her, mange tanker både selvtillid og samhørighed. Det er sågar et behov, som i FN’s menneskerettighedserklæring er nedskrevet som en rettighed, når det gælder handikappede: Om handikappedes seksualitet står der således, »at ingen mennesker med handikap må nægtes muligheden for at opleve egen seksualitet, have seksuelle forhold eller blive forældre«.
Man må forvente, at rettighederne også gælder for folk uden handikap, forstået sådan, at intet menneske må nægtes muligheden for at opleve sin egen seksualitet.
Alligevel accepterer mange, at de i deres forhold nægtes at få tilfredsstillet dette basale behov. Jeg oplever generelt, at det i udgangspunktet er vanskeligere for mænd at stå fast på behovet, hvis det er ham, som har det. Det hænger sammen med seksualitetens historie, hvor det kvindelige køn bærer på en lang erfaring med overgreb og undertrykkelse. Han føler på en måde ikke, at han kan insistere på det.
Det har han på en måde ikke ret til. Alligevel bobler det over og kommer til udtryk i et afmægtigt krav om sex. Og her kommer vi til svaret på det andet spørgsmål: Må man kræve at få indfriet sine behov? Ja, det kommer man bare ikke særlig langt med. Krav i alle henseender vil kun skabe modstand og ulyst hos partneren. Det vil ikke hjælp noget at tage FN’s menneskerettighedserklæring med ind i soveværelset som en løftestang til mere intimitet: »Det er min ret!«. Men det vil hjælpe, at han ikke skammer sig over behovet eller tænker, at det er et mindre ’fint’ behov end andre.
Uanset om det er manden eller kvinden, som bærer den seksuelle byrde i forholdet, er det første væsentlige skridt, at partneren anerkender det. Anerkender, at det har en pris at leve med en vild seksualitet i et monogamt forhold. Lige så vel som det har en pris at være den, som må leve med den dårlige samvittighed over ikke at kunne leve op til partnerens seksualdrift. Den gensidige anerkendelse og værdsættelse gør for de fleste byrderne lidt lettere at bære.
Det gælder i øvrigt, uanset hvilke byrder man bærer, at den oprigtige værdsættelse gør dem lidt lettere. Samtidig må vi nå til den erkendelse, som er vanskelig for mange, nemlig at vores partner aldrig kommer til at bære vores byrder, præcis sådan som vi forestiller os.
Hvis jeg vil hjælpe min partner i kontakt med frivilligheden, bliver jeg nødt til at droppe mine egne succeskriterier. Det er med andre ord ufrugtbart at påtvinge min partner de samme standarder for sex, rengøring eller forældreinvolvering, som jeg selv har.
Det er umuligt, selv om vi kan have lyst til det. Hvis jeg rigidt holder fast i, at det kun bliver godt nok, såfremt min partner overtager mine egne succeskriterier, vil jeg kun møde modstand eller aftaler, som aldrig bliver overholdt.
Hvis kvinden eksempelvis er træt af at have ansvaret, når der kommer gæster, bør han tage det alvorligt, såfremt han elsker hende. Det betyder, at han først og fremmest forholder sig nysgerrig til, hvorfor det er endt sådan, at hun har ansvaret.
Svarene kan være mangfoldige. Måske er det bare en arbejdsfordeling, de har lært sig. Måske frygter han, om han kan leve op til hendes standarder. Måske frygter han, om han kan finde ud af det. Hvis han elsker hende og kerer sig om hendes behov, vil han kunne sige til hende:
»Jeg vil godt tage ansvaret for den næste fødselsdag. Og jeg kommer til at gøre det på min måde, så jeg har brug for, at du slipper dine forventninger til, hvordan det skal være«.
Og hvis hun elsker ham, vil hun sige:
»Fedt, det er jeg glad for. Og jeg lover dig, at jeg ikke kommer efter dig bagefter!«.
På præcis samme måde er det med seksualiteten: Hvis hun elsker ham, vil hun også kunne sige:
»Jeg vil godt åbne det seksuelle rum op med dig. Men jeg kommer til at gøre det på min måde, så du bliver nødt til at slippe alle forventninger til, hvordan det skal være«.
At hun tager seksualiteten mellem dem alvorligt, betyder med andre ord, at hun forholder sig aktivt til hans behov.
Det kan være, at hun er nysgerrig på, hvad det er ved deres samspil, som tænder hende af. Det kan være, at der er noget ved deres seksualitet, som ikke fungerer for hende. At tage seksualiteten alvorligt kan også betyde, at hun åbner det seksuelle rum op på en måde, hun selv kan være med i. For eksempel ved ikke at starte med penetration, men måske bare lidt petting eller noget andet intimt. Det er ikke så vigtigt.
Det vigtige er, at den ulystne, uanset om det er manden eller kvinden, er indstillet på at gøre noget, og dette noget har den for tiden ulystne brug for at vide er godt nok! Hvis den lystne partner alligevel ender skuffet, føles det som at blive slået hjem i ludo. Så kan man lige så godt lade være med at prøve.
Det opbyggelige budskab er, at vi slet ikke er så forskellige!
De fleste mennesker, mænd som kvinder, vil, hvis der er kærlighed imellem dem, godt møde hinandens behov, så de ikke ender som byrder. Men de har brug for, at det ikke bliver et diktat, et manuskript, et fængsel. Vi har brug for at mærke, at vi kan gøre det frivilligt. På vores egen måde. Og vide, at det er godt nok.
fortsæt med at læse
