Hvad har formet Danmark? Hvad har gjort os til et af de mest rige, demokratiske, ligestillede og lykkelige lande i verden? Mange vil sikkert pege på vores grundlæggende værdier: frihed, lighed og tillid. Men hvad har formet dem? Jeg har et bud: uddannelse og oplysning.
Uddannelse sætter os fri, fordi vi hver især får mulighed for at følge egne drømme og tage ansvar for både os selv og fællesskabet. Uddannelse skaber lighed, fordi der er fri og lige adgang til alle uddannelser i Danmark, og fordi uddannelse statistisk set er din bedste garanti for et langt, sundt og rigt liv. Dertil kommer, at uddannelse giver høj produktivitet og konkurrencekraft på arbejdsmarkedet, hvilket igen er forudsætningen for vores velstand og velfærdssamfund.
Uddannelse skaber tillid, fordi både folkeskolen, ungdomsuddannelser og videregående uddannelser skaber miljøer, hvor unge møder hinanden på tværs af baggrunde, får forståelse og danner fællesskaber med andre, der ikke ligner dem selv. Det er helt afgørende for vores demokrati og sammenhængskraft.
Af alle disse grunde har brede flertal i Folketinget gennem 200 år tilstræbt et stadig højere uddannelsesniveau for flere og for samfundet som sådan. Dét har formet Danmark, som vi kender det. Indtil nu.
For første gang i vores historie forfølger et flertal i Folketinget bevidst at gøre det modsatte.
Første skridt var den såkaldte universitetsreform, hvor regeringen fik opbakning fra SF, K og LA til at fjerne hver tiende uddannelsesplads på universiteterne og skære op mod hver fjerde af de resterende kandidatuddannelser med et år. Derfor står vi nu i den bizarre situation, at der på den ene side står dygtige unge mennesker i kø for at komme ind på Danmarks Tekniske Universitet (DTU), mens der på den anden side står en horde af virksomheder, der mangler ingeniører. Ud fra enhver logik kalder det på flere uddannelsespladser, og alligevel skærer regeringen lige præcis i de uddannelsespladser. Det slukker et væld af unge livsdrømme, det svækker vores virksomheder, og det koster os alle sammen milliarder af kroner i samfundsøkonomi. Det er »hovedløst«, som Dansk Industri har udtrykt det.
Lige op til jul landede regeringens anden bitre gave til de unge, da den sammen med højrefløjen skar et år af SU’en. Ligesom beskæringen af uddannelsespladser rammer det især de unge, der ikke kommer fra en akademisk baggrund eller ikke har solid økonomisk opbakning med hjemmefra.
Næste skridt i regeringens rejse mod et lavere uddannelsesniveau kom så i denne uge, hvor også professionsuddannelserne bliver beskåret med tre måneder. Der er heldigvis også gode tiltag i regeringens udspil, blandt andet flere internationale studerende og flere muligheder for efteruddannelse og videreuddannelse. Men det er mig stadig en gåde, hvorfor regeringen ikke kan tage alle disse gode initiativer uden også at skære i uddannelsernes længde. Især pædagoguddannelsen er vi radikale bekymrede for.
I hverdagene tilbringer de fleste af vores børn mere tid med deres pædagoger end med os forældre. Derfor har Radikale Venstre i årevis kæmpet for en bedre pædagoguddannelse, hvor der både var plads til at lære den grundlæggende faglige pædagogik, også for den voksende gruppe af udfordrede børn, samtidig med at pædagogerne får mulighed for at fordybe sig i kreative og praktiske fag, så de faktisk kan spille musik, lave træarbejde, danse eller hækle med ungerne. Nu sænker regeringen i stedet adgangskravene til at komme ind på pædagoguddannelsen og forkorter den. Det sender det signal, at det skal være en lettere og hurtigere uddannelse. Hvordan kan regeringen være det bekendt over for vores børn?
Det gælder også det fjerde og sidste skridt, som regeringen planlægger for landets ungdomsuddannelser: 10. klasse og hf skal nedlægges, adgangskravet til det almene gymnasium, stx og hhx bliver hævet til 6, og det sker alt sammen for at oprette en ny ungdomsuddannelse, epx, der skal være en form for praktisk gymnasium, hvor mellem 30 og 40 procent af de unge nu skal gå.
Igen er vi radikale glade for, at regeringen nu vil styrke vores erhvervsuddannelser, ligesom vi synes, ideen om en epx er god, fordi den åbner flere muligheder for praktisk orienterede unge. Ligeledes har vi radikale længe advokeret for campusser med flere ungdomsuddannelser under samme tag, som regeringen også foreslår.
Men alle disse positive tiltag falder helt til jorden, når regeringen samtidig insisterer på at afskaffe 10. klasse og hæve adgangskravet for det almene gymnasium stx og hhx til 6. Det nyder hverken opbakning hos eleverne, lærerne eller ledelserne på de danske gymnasier, og derfor risikerer hele denne kæmpe øvelse at ende som folkeskolereformen med et kolossalt tab af ressourcer og flere årgange af unge, der får en dårligere uddannelse.
Først og fremmest forlader vi en uddannelsestradition, hvor der som udgangspunkt er fri og lige adgang til vores ungdomsuddannelser, og hvor vi tager udgangspunkt i den enkelte unges evner og ønsker til eget liv. Det får unge med lave snit ikke længere lov til. Nedlæggelsen af 10. klasse, hf og adgangskravet til stx rammer med kirurgisk præcision de unge, der har sværest ved at komme videre fra folkeskolen til en ungdomsuddannelse. Ifølge Rockwool Fonden vil det høje adgangskrav forhindre mindst 9.000 unge i at gå på stx og hhx, og det vil især ramme drengene og børn fra ikke-boglige eller sprogligt udfordrede hjem samt børn fra yderområderne.
Det vil skabe et mere ulige uddannelsessystem med flere skel, men det vil også skabe et mere ufrit system, hvor SVM vil forsøge at tvinge flere unge til at vælge en uddannelse, de ikke ønsker. Det er en farlig vej at betræde, hvis man netop ønsker at få flere med. Vi burde åbne flere døre for denne gruppe af unge, ikke smække døren i hovedet på dem. Læg dertil, at regeringen nu afskaffer muligheden for at forbedre sine karakterer fra folkeskolens afgangseksamen i 10. klasse og dermed fratager alle de unge, der af den ene eller anden grund ikke fik det rette snit i folkeskolen, og som har brug for et år mere til at modne og forbedre sig, muligheden for at komme på hhx og stx, hvis det er det, de vil.
For det andet vil det have vidtrækkende konsekvenser for det danske landkort, hvis det ikke lykkes at tvinge de unge over i den nye uddannelse.
Ender færre unge end i dag med at søge en ungdomsuddannelse, fordi de ikke kan komme ind på deres foretrukne uddannelse, risikerer flere gymnasier at blive nedlagt i Danmarks yderområder. Eller det almene gymnasium og hhx kan blive så klemt, at regeringen reelt har besluttet, at i Danmarks yderområder skal de unge først og fremmest gå på epx. Oven i det har regeringen netop foreslået at skære hårdt i det såkaldte A-fags taxameter, så en stribe udsatte gymnasier bliver endnu mere udsatte, ud over at musik, klassiske sprogfag og en række naturvidenskabelige fag bliver hårdt skåret over hele landet. Det giver ingen mening at starte drømmen om bedre gymnasier til unge med at forringe undervisningen for 60.000 gymnasieelever – og samtidig skubbe en stribe udkantsgymnasier endnu tættere på afgrunden.
For det tredje vil et karakterkrav på 6 til det almene gymnasium øge karakterræset i folkeskolens to sidste år. Det er stik imod alle faglige anbefalinger om børns trivsel, og det forekommer urimeligt, at børns præstation allerede i 8. og 9. klasse skal blive afgørende for deres muligheder resten af livet. Som vi forstår regeringen, skal det være muligt senere at supplere med andre fag og uddannelser, men det giver i vores øjne ikke mening at tilføje især drengene disse nederlag i folkeskolen, for ikke at tale om børn fra ikke-boglige hjem og Danmarks yderområder. Er det virkelig det, vi ønsker, når vi nu ved, at langt de fleste med et snit på 5 i dag faktisk gennemfører gymnasiet og efterfølgende også får en videregående uddannelse?
Vi står ved en korsvej. Enten gør vi, som SVM anbefaler, og stopper den danske tradition for at løfte stadig flere og tilstræbe et stadig højere uddannelsesniveau.
Eller vi gør det modsatte, insisterer på at give alle vores børn og unge flere og endnu bedre uddannelsesmuligheder, ja endnu bedre end i dag, så de får de bedste forudsætninger for at forfølge deres egne drømme og potentialer i en virkelighed med rivende teknologisk udvikling, store klimaudfordringer og konstante forandringer, som de skal lære at tilpasse sig og selv blive herrer over.
I Radikale Venstre har vi tilladt os at drømme om sådan en uddannelsespolitik. Det er motoren i den nye generationskontrakt, som vi gerne vil skrive. Det er vores plan B for de danske børn og unge.
Den ser sådan ud:
Vi starter med vuggestuer og børnehaver, hvor vores børn bliver mødt, set og udvikles med de bedst uddannede pædagoger og nok af dem. Vi ved alle sammen, at det er i starten af børnenes liv, at vi kan gøre den største forskel med tidlig forebyggelse i forhold til social ulighed, dårlig sundhed og dårlig trivsel.
Vi fortsætter i folkeskolen med flere uddannede lærere, der har bedre tid til forberedelse, og hold med færre elever, både for de børn, der har brug for noget særligt, og de børn, der kan noget særligt. Bedre fysiske rammer, gratis skolemad og gode materialer. Færre prøver, tests og karakterer og mere tid til fordybelse og nysgerrig udforskning. Mindre skærm og mere fysisk leg med og i naturen.
Et særligt fokus har vi radikale på de mange fritidsinstitutioner, der blev rundbarberet ved folkeskolereformen og aldrig er kommet tilbage. SFO’er, fritidshjem, klubber m.v. Vi drømmer om igen at få værksteder, dyr, musikstudier og byggelegepladser tilbage i børnenes fritid, så det ikke bare bliver et nej til skærm, men også et ja til en meningsfuld fritid. Måske vil dette enkeltstående skridt også være det, der har størst chance for at få flere unge til igen at vende sig mod de mere praktiske fag.
Alle disse tiltag er vendt mod vores børn. Vi kalder det Børneløftet. Det koster 15 milliarder kroner om året at gøre det, som vi alle ved, at vi burde gøre: prioritere vores børns udvikling og dannelse.
Dernæst vender vi os mod de unge: Vi er som nævnt enige med regeringen i, at vi bliver nødt til at styrke vores erhvervsuddannelser og styrke ungdomskulturen omkring dem.
Lad os endelig oprette epx-uddannelser og campusser i hele landet. Men lad os da beholde 10. klasse, som er et nødvendigt springbræt for mange unge og et helt afgørende pusterum for de unge, der har brug for et år mere til at forbedre sig fagligt, modnes og finde ud af, hvilken uddannelse der passer dem bedst. Og lad os sænke adgangskravet til alle dele af gymnasiet, så ungdomsuddannelser ligestilles med et adgangskrav på 02. Det er jo en meget mere lige vej til at øge adgangen til gymnasiet end den, regeringen foreslår. Regeringen risikerer at skabe endnu større ulighed blandt de unge ved at smække døren i hovedet på dem, der ikke opnår en høj karakter i folkeskolen.
Endelig: Lad os investere det nødvendige i både vores ungdomsuddannelser og videregående uddannelser i stedet for at forkorte dem. Uddannelse og læring gør os dygtigere. Det er ikke spild af penge, tværtimod er det en fremragende investering for den enkelte og for samfundet. Vi radikale foreslår 7 milliarder kroner mere til uddannelse.
Vores plan B for uddannelserne kan synes dyr, men den koster langt mindre end de mange tilbagetrækningsordninger, som vi i dag tilbyder ikke-nedslidte seniorer før folkepensionen. Dropper vi at hæve pensionsalderen, når vi lever længere, som Socialdemokratiet foreslår, koster det mindst 29 mia. kr. om året. Det handler om prioritering. Vi har råd, hvis vi vil.
Men handler det hele ikke om, at vi har brug for langt flere fagligt uddannede fra landets erhvervsskoler, og står vi ikke over for en demografisk udvikling, der vil betyde endnu færre unge?
Jo, men vi har også stor mangel på læger, ingeniører, dataloger, sygeplejersker, lærere, pædagoger m.v. Ifølge en ny analyse fra de økonomiske vismænd er det økonomisk set faktisk en dårlig forretning for både den enkelte unge og det danske samfund at tvinge flere til at tage en faglig uddannelse.
Lægger vi alle vores indsatser sammen, kan det vigtigste mål ikke være at sænke det samlede uddannelsesniveau, det må være at få flere med. Vi er også nødt til at prioritere de bedste boglige hoveder og de højeste uddannelser i landet. Det er i vidt omfang dem, vi skal leve af, det er dem, der skal sikre vores ejerskab til fremtidens grønne teknologier, som i vidt omfang også bliver et sikkerhedspolitisk spørgsmål, ligesom de skal sikre en anvendelse af den rivende digitalisering, der er i vores egen menneskelige og demokratiske interesse.
Det er en bærende fortælling for Socialdemokratiet, at vi radikale og en noget diffus ’kreativ klasse’ har udviklet et uddannelsessnobberi, der har ført til overakademisering og efterladt de mere praktisk orienterede unge i en blindgyde.
Det er simpelthen forkert. Det er ikke mindst Socialdemokratiet i skiftende regeringer, der har forsømt at lave de nødvendige investeringer i skole, fritid og uddannelser, herunder de praktiske og kreative fag, der kunne gøre det attraktivt for flere unge at tage en erhvervs- eller professionsuddannelse. Radikale Venstre har kæmpet indædt imod de simple tests og prøver, der vurderede ungerne ud fra alt for snævre boglige parametre.
Vi radikale tager således meget gerne vores del af æren for den uddannelsespolitik, der har gjort Danmark til et af de rigeste lande i verden i enhver forstand. Men det vil nok være mere præcist at sige, at vi i Danmark sammen har været enige om, at vores uddannelser skulle følge med tiden og de nye krav, der hele tiden bliver stillet til vores færdigheder. Vi kan ikke skrue tiden tilbage, det kan ingen. Tværtimod kigger vi ind i en kompleks fremtid, hvor der bliver færre traditionelle faglige jobs, fordi automatiseringen er i fuld gang, og hvor vores unge skal blive stadig dygtigere til at tilpasse sig en stadig hårdere konkurrence, både når det handler om vores demokrati i en kompleks verden og vores virksomheder og arbejdspladser.
Når det stormer, kan man som bekendt enten bygge læhegn eller vindmøller. Det ville klæde regeringen at bygge flere vindmøller. Både på land og i vores uddannelsespolitik.
fortsæt med at læse
