Dagen før Donald Trump blev indsat som præsident i 2017, kørte jeg til Pennsylvania for at møde en af dem, der havde stemt på den nye præsident.
Joan Tesche havde ikke bare stemt på Donald Trump; hun havde også stemt dørklokker for ham. Og da jeg mødte hende, var hun på vej til Washington, D.C., for at overvære indsættelsen.
Det forbløffende var, at den 61-årige hvide kvinde ved de to foregående valg havde stemt på Barack Obama. Hvad var der sket?
»Det, der fik mig til at vågne – og som vækkede hele det moralske Amerika – var debatten om transseksuelle, der ville have lov til selv at vælge, hvilket badeværelse de vil bruge«, forklarede hun.
»Der gik det for langt. Det er ikke sund fornuft, bare latterligt«, tilføjede Joan Tesche.
Jeg kom til at tænke på Joan Tesche, da jeg læste min gode kollega Matias Seidelins kommentar her i avisen med overskriften ’De danske medier fortæller ikke den rigtige historie om USA’.
Ifølge Matias Seidelin overser de danske medier nemlig, hvordan vreden hos den hvide middelklasse er i færd med at splitte USA i en grad, så supermagten kan ende med at kollapse. Skal man tro Seidelin, skyldes polariseringen i USA især den enorme kløft mellem eliten og ’det rigtige’ Amerika.
Det er en kløft, hvor provinsen er blevet ladt i stikken af en rig og veluddannet elite i de store byer, især Washington, D.C., hvor Matias Seidelin selv boede i sin tid som korrespondent. Eller som han formulerer det i sin nye bog, ’Game Over There’:
»De rige bliver, hvor de rige er. Det samme gør de politisk liberale. De fattige bor i helt andre områder – og ofte ude på landet. Det samme gør arbejderne og den konservative del af Det Republikanske Parti«.
Det er dejligt nemt at forstå. Men med al respekt bliver jeg nødt til at erklære mig uenig. Virkeligheden er langt mere kompliceret.
Det er indlysende forkert, at de rige amerikanere bor i byerne, og at de fattige bor ude på landet. Den dybeste fattigdom finder man i byerne, ofte blandt sorte og latinoer. Ser man på, hvem der har stemt på Trump ved de seneste valg, passer billedet heller ikke. Ved valget i 2020 stemte de fattigste på demokraterne, mens der i middelklassen og den øvre middelklasse var et flertal, der stemte på Trump.
De to afgørende skillelinjer ved valget i 2020 var race og køn.
Blandt hvide vælgere var der et flertal, der stemte på Trump, især blandt hvide mænd. Omvendt: Blandt ikkehvide vælgere var der ikke en eneste delstat, hvor Trump fik flertal.
Hvis kun mænd kunne stemme, ville Trump have vundet valget komfortabelt. Hvis kun kvinder havde stemmeret, ville Biden have vundet endnu større, end han gjorde. Man kan kort sagt ikke forstå den aktuelle polarisering i USA uden at inkludere race og køn.
I sit forsøg på at forstå fænomenet Donald Trump kommer Matias Seidelin imidlertid til at overtage Trump-lejrens letkøbte og falske analyse om en privilegeret elite på den amerikanske østkyst, der har mistet enhver føling med de såkaldte almindelige amerikanere.
Frustrationen i den hvide middelklasse handler uden tvivl også om økonomi – om mistede jobs og galopperende inflation. Men den handler i høj grad om et traditionelt, hvidt Amerika, der gerne vil skrue tiden tilbage til en tid, hvor ingen skulle skamme sig over at brænde benzin af i store biler, hvor mænd ikke skulle undskylde for sexisme, og hvor sorte kvinder ikke gjorde krav på præsidentposten.
Eller som Joan Tesche forklarede mig i 2017: En tid, hvor man ikke behøvede at forholde sig til kønsidentitet.
På den måde synes jeg faktisk, at det er Matias Seidelin, der overser den rigtige historie om det splittede USA. Den optræder lejlighedsvis i hans bog, men mest som sidebemærkninger fra kilder, som han taler med. Hvide kilder, vel at mærke – for de udgør langt hovedparten af kilderne i bogen.
En af de hvide kilder i bogen er en veteran med forbindelse til de væbnede militser, der deltog i angrebet på Kongressen 6. januar 2021:
»Når man for eksempel vil lave om på hele det amerikanske skolesystem for at give de sorte og folk med andre kønsidentiteter særlige rettigheder, så bliver det for meget«, siger den hvide mand og tilføjer:
»Pres avler modpres«.
Det er en opsigtsvækkende udtalelse om, hvad der egentlig skabte den vrede, som Trump lukrerer på. Race og kønsidentitet.
Men det er, som om Matias Seidelin ikke rigtig tager den slags udsagn for pålydende – heller ikke selv om de kommer fra en mand med forbindelser til det voldelige kupforsøg 6. januar. I stedet solidariserer Seidelin sig med den hvide mand. Han er i Seidelins bog et offer. Eller sagt på en anden måde: I sit sympatiske forsøg på at forstå den hvide amerikanske mand undlader Matias Seidelin paradoksalt nok at lytte til, hvad han siger.
Det paradoks kommer endnu stærkere til udtryk i Matias Seidelins beundrende fascination af vicepræsidentkandidaten, JD Vance. Han blev først kendt for bogen ’Hillbilly Elegy’ fra 2016. Her beskrev han sin opvækst i et fattigt, hvidt middelklassehjem i Ohio, hvor både misbrug og vold var dagligdag.
Den bog er Matias Seidelins bibel til at forstå USA. Men igen vælger den danske journalist at solidarisere sig så meget med Vance, at fremstillingen bliver skæv.
I Seidelins øjne er JD Vance intet mindre end ’en moderne Mother Teresa’, der er vendt hjem til Ohio (hvor han er valgt som senator) for at frelse sine egne. En mand, som kan se alt det, den privilegerede elite på østkysten ikke vil se eller forstå. Det er i mine øjne en højst tvivlsom fortælling.
Hvad ved vi om JD Vance? Vi ved, at han oprindelig var ekstremt kritisk over for Donald Trump, og at han i en privat e-mail til en ven skrev, at Trump kunne ende som »USA’s Hitler«.
Vi ved også, at JD Vance ændrede sit syn på Trump, da han besluttede sig for selv at blive kandidat og derfor havde brug for opbakningen. Pengene til valgkampen fik JD Vance fra techmilliardæren Peter Thiel, der åbent taler om, at han ikke længere tror på, at demokrati og frihed er kompatible størrelser.
Ligesom Elon Musk drømmer Peter Thiel om et USA, der er styret af en stærk ceo – altså en direktør eller en stærk mand. I det omfang, JD Vance gør oprør mod eliten i Washington, D.C., ja, så gør han det ikke på vegne af sine gamle naboer i Middletown, Ohio. Han gør det på vegne af sine stenrige techbagmænd, som gerne vil vriste sig fri af enhver regulering eller anden begrænsning af deres magt.
Hele ideen om at stille den veluddannede elite i Washington op som modsætning til den almindelige arbejder i Ohio er løsrevet fra realiteterne.
Det er korrekt, at den veluddannede elite i byerne (vel at mærke i alle byer, også dem i Texas, Pennsylvania og Ohio) er mere optaget af klima, bæredygtighed og minoritetsrettigheder end den gennemsnitlige amerikaner.
Det er ikke eliten i Washington, der kæmper for skattelettelser til de rigeste, eller som vil gøre det sværere for fattige amerikanere at få lægehjælp. Det er ikke eliten i byerne, der forsøger at afskære kvinder fra adgang til abort.
I tre år boede jeg ligesom Matias Seidelin i de velstående forstæder til Washington, D.C., og ingen andre steder i USA har jeg oplevet større social bevidsthed.
Så når JD Vance og hans chef taler om eliten, er det åbenlyst et populistisk greb, der dyrker selve splittelsen som en måde at mobilisere på. Ikke desto mindre sluger Matias Seidelin det råt.
Så råt, at han konsekvent omtaler forstæderne til Washington som »reservatet« – altså et aflukke, der er afskåret fra den virkelige verden. Bogen er i den forstand et dansk ekko af Donald Trumps krav om at »dræne sumpen«.
Men det mest forbløffende ved bogen ’Game Over There’ er, at Matias Seidelin – ligesom forbløffende mange andre iagttagere – stirrer sig så blind på elitevinklen, at han helt undlader at forholde sig til det, der åbenlyst er det særlige ved denne valgkamp. Nemlig at den ene kandidat og hans vicepræsident er erklærede antidemokrater.
Det er næsten utroligt, at man skal minde om det. Men Donald Trump stod i 2021 bag et organiseret forsøg på at underminere et demokratisk valg. Et forsøg, der kulminerede med et angreb på Kongressen, hvor flere blev dræbt, og hvor angriberne havde medbragt en galge, mens de i kampråb erklærede, at de ville hænge vicepræsidenten.
Den dag i dag har Donald Trump ikke taget afstand fra begivenhederne. Tværtimod hævder han både ved valgmøder og i interviews, at 6. januar var »en dag fyldt med kærlighed«, at demonstranterne var ubevæbnede (forkert), og at ingen mistede livet (forkert). Han har lovet at benåde de angribere, der afsoner fængselsstraffe for begivenhederne 6. januar.
Og JD Vance? Den såkaldte Mother Teresa? Ja, han gjorde det i et interview med The New York Times klart, at han ville have stemt imod godkendelsen af valget i 2020, hvis han havde været valgt dengang.
Læg dertil, at flere end 20 af de mennesker, der arbejdede allernærmest på Donald Trump i hans første præsidentperiode, nu advarer kraftigt mod at genvælge ham. Tag for eksempel Mark Milley, der var forsvarschef og præsidentens øverste militære rådgiver. I en ny bog kalder han Trump for »fascist helt ind i kernen«.
Alt det er kendt stof. Også for de fleste amerikanere. Alligevel er omtrent halvdelen af dem angiveligt parat til at stemme på Donald Trump og JD Vance ved valget 5. november.
Derfor er der al mulig grund til at undersøge, hvad der foregår i hovedet på de mange amerikanske vælgere, der åbenbart alligevel foretrækker Donald Trump. Der er især grund til at undersøge, hvad der foregår i hovedet på den hvide amerikanske mand over 45 år med mellemhøj indkomst. For det er ham mere end nogen anden, der stemmer på Donald Trump og JD Vance.
Gør han det, fordi globaliseringen har ramt ham? Fordi han er sur på eliten i Washington? Eller reagerer han i virkeligheden på nogle forandringer i USA, som stikker langt dybere? Reagerer han, fordi han frygter at miste sine privilegier? Fordi han frygter udsigten til et USA, hvor hvide er en minoritet og dermed ikke længere kan regne med at nyde samme fortrinsret i det amerikanske samfund, som de har gjort fra før revolutionen i 1776?
Polariseringen er langt hen ad vejen en kulturkrig, og det er derfor, Trump og Vance kalder kvinder uden børn for »selvoptagede kattedamer«, derfor de kalder indvandrere for »skadedyr«, pressen for folkets fjende og de politiske modstandere for »den hjemlige fjende«.
Det er en måde at reducere politik til en stammekrig, hvor alle er tvunget til at vælge side. For eller imod den hvide mand? For eller imod eliten? For eller imod indvandring? Det er nyt i et land, der er grundlagt på indvandring, og i en valgkamp, hvor den ene kandidat er datter af indvandrere, og den anden kandidat er barnebarn af en indvandrer.
Der findes aldrig bare én historie om USA, som er sand. Det er for nemt at reducere splittelsen i USA til et spørgsmål om, at det er synd for den hvide mand. Og man går for alvor galt i byen, hvis man tror, at den vrede hvide mand repræsenterer ’det rigtige’ Amerika.
Realiteten er, at demokraternes kandidat fik flere millioner stemmer mere end Donald Trump både ved valget i 2016 og 2020.
Realiteten er også, at valget af Barack Obama i 2008 udløste en racistisk reaktion fra det hvide Amerika, som var anført af Donald Trump. Han kickstartede sin politiske karriere på den falske påstand, at Barack Obama slet ikke var en rigtig amerikaner. Siden har USA – som det også beskrives i Matias Seidelins bog – oplevet en mangedobling i antallet af ekstreme, væbnede militsgrupper bygget på racisme.
En af de grupper planlagde i 2020 at kidnappe den demokratiske guvernør i Michigan, Gretchen Whitmer. Flere af dem deltog i de nazistinspirerede optog i Charlottesville i 2017, hvor en moddemonstrant blev dræbt. Og militsgrupperne deltog også aktivt i angrebet på Kongressen 6. januar 2021.
Måske er de grupper drevet af samme frygt som Joan Tesche, som jeg mødte i Pennsylvania i januar 2017. Hun forklarede mig med dæmpet stemme, at Barack Obama i virkeligheden var muslim, og at han i hvert fald ikke ville det bedste for Amerika.
Det er den frygt, som Donald Trump spiller på i valgkampen, hvor han forleden sagde, at han ville overveje at sætte militæret ind mod navngivne demokratiske politikere, fordi han betragtede dem som langt farligere end Rusland og Kina.
Joan Tesche, militserne, Trump og den vrede hvide mand er en ægte del af Amerika. Men er de det rigtige Amerika? Kan man overhovedet tale om det rigtige Amerika?
USA er en smeltedigel af evig stræben efter at blive en bedre udgave af sig selv. Det gælder i Ohio såvel som i Texas, New York og i forstæderne til Washington, D.C. Og når vi i de kommende dage og uger skal forsøge at forstå udfaldet af det amerikanske præsidentvalg, skal vi gøre os umage for at ikke at reducere splittelsen til et opgør mellem folket og eliten.
Det er nemlig en falsk fortælling, som Donald Trup forsøger at prakke os på – måske for at aflede opmærksomheden fra hans angreb på USA’s 248 år gamle demokrati.
fortsæt med at læse
