For mange unge er flytningen til en ny kommune blot en praktisk udfordring i forbindelse med studiestart – noget man gør for at blive selvstændig og lære at klare sig uden forældrene. Men for unge med handikap, der er afhængige af offentlig hjælp, er det en helt anden historie.
At flytte kan være en enormt risikabel beslutning, fordi det ikke kun handler om at lære at lave mad og vaske tøj, men også om at sikre, at man får den nødvendige hjælp til at klare hverdagen. Jeg husker tydeligt, hvordan mit eget handikap gjorde flytningen fra min hjemby til min studieby til en kilde til stor usikkerhed.
Jeg har cerebral parese i en grad, der gør, at jeg ingen kontrol har over mine bevægelser og kommunikerer via en øjenstyret talecomputer. Jeg er afhængig af hjælp til alt fra personlig pleje til praktiske opgaver som at spise, bevæge mig rundt og kommunikere. Min hverdag kræver derfor et team af hjælpere døgnet rundt.
Da jeg flyttede for at starte på universitetet, skulle hele den hjælp, jeg hidtil havde modtaget, søges og godkendes igen i min nye kommune. Frygten for, at jeg ikke ville få genbevilget den nødvendige hjælp, hang konstant over mig.
Som FN-rapporten påpeger, er der store forskelle på, hvor meget støtte mennesker med handikap kan få, afhængigt af hvor i landet de bor. To personer med cerebral parese og behov for hjælp døgnet rundt kan opleve vidt forskellige vilkår, alt efter hvilken kommune de bor i. Én kommune kan bevillige 24-timers hjælp i eget hjem, mens en anden måske kun tilbyder begrænset hjælp, så man må klare sig med færre timer om dagen, eller kommunen vil have, at man bor på et bosted.
Denne geografiske ulighed gør det enormt risikabelt at flytte for at starte på et studie – især hvis man i sin nuværende kommune modtager tilstrækkelig støtte, som man ikke vil sætte på spil. Man kan jo ikke bare flytte tilbage, hvis den nye kommune ikke vil bevillige den nødvendige hjælp, for ens studie kræver, at man bliver. Og selv hvis man flytter tilbage, er der ingen garanti for, at hjælpen genbevilges – hele sagen vil blive vurderet på ny.
For mig var frygten for at miste noget af min hjælp den største bekymring ved flytningen. Min bevilling tog lidt under et år at få på plads, fordi processen ikke måtte starte, før jeg officielt var flyttet til den nye kommune. I løbet af de mange måneder levede jeg i uvished, og det gjorde det svært at fokusere på mit studie.
Men i dag er jeg glad for, at jeg tog chancen og fulgte min drøm om at studere i København. Det var en lidt trættende proces, men til sidst fik jeg den nødvendige hjælp bevilliget, og i dag lever jeg et selvstændigt ungdomsliv. Jeg er dybt taknemmelig for, at jeg turde tage springet og forfølge mine drømme. Nu håber jeg bare, at flere i lignende situationer får de samme muligheder for at realisere deres potentiale. Men for at det kan ske, er det nødvendigt at sikre mere geografisk lighed i hele landet.
Desværre ser vi, at Danmark bevæger sig i den modsatte retning. Med vedtagelsen af rammeaftalen bliver det nu lovligt, at kommunernes økonomi får større betydning for den hjælp, de kan tilbyde borgerne. Det skaber en ulige fordeling af velfærd og muligheder, hvilket risikerer at forværre forskellene mellem kommunerne.
Når debatten handler om, hvorvidt det ’kan betale sig’ at give en ung med handikap de nødvendige hjælpertimer, reduceres deres liv, uddannelse og drømme til en ren økonomisk kalkule. FN-rapporten understreger, at Danmark har en forpligtelse til at sikre tilstrækkelig støtte, så mennesker med handikap – herunder studerende – ikke mister deres hjælp på grund af stramme kommunale budgetter. Studerende burde kunne fokusere på deres faglige udvikling, men alt for ofte tvinges de til at kæmpe for noget så grundlæggende som retten til at deltage på lige vilkår.
Selv når man endelig har fået bevilget sin hjælp, bliver den jævnligt revurderet, og hvor ofte det sker, er op til den enkelte kommune. For mig har processen været simpel, men for mange andre er disse revurderinger benhårde – de tvinges til at dokumentere hvert femte minut af deres behov for hjælp. Det stjæler tid fra studierne, skaber unødig stress og forværrer den allerede ulige kamp for at få de nødvendige vilkår på plads.
Jeg husker tydeligt, hvordan boligjagten gav mig sved på panden, da jeg skulle flytte. Som kørestolsbruger med hjælpemidler og behov for døgnhjælp kunne jeg ikke nøjes med et lille kollegieværelse. Der skulle være elevator, medmindre jeg boede i stueetagen, dørene skulle være brede nok, og dørtrin måtte der ikke være. At finde en bolig, der opfyldte alle disse krav, var et mareridt i sig selv.
Det krævede utallige timer med research, ansøgninger og ikke mindst energi at sikre, at boligen overhovedet var tilgængelig. En udmattende proces, som mange andre studerende ikke behøver at bekymre sig om, men som for mig endnu en gang fjernede fokus fra det, der burde være det vigtigste: studierne.
FN-rapporten udtrykker samme bekymring og påpeger, at boligtilgængelighed fortsat er en massiv udfordring for mennesker med handikap i Danmark. Denne realitet betyder, at mange unge med handikap står over for store barrierer, når de forsøger at flytte hjemmefra og forfølge deres uddannelsesdrømme.
FN-rapporten fremhæver også en bekymrende tendens til øget institutionalisering, hvor personer med handikap i stigende grad placeres på bosteder i stedet for at modtage den nødvendige støtte til at leve selvstændigt. Dette begrænser ikke kun deres frihed, men gør det ofte umuligt for dem at følge en uddannelse, da de simpelthen ikke får tilstrækkelig hjælp til at komme ud af bostedet og deltage i samfundslivet.
Jeg oplever ofte, at folk fejlagtigt antager, at jeg bor på et bosted, blot fordi jeg har et handikap. Denne misforståelse kan bidrage til, at der er færre tilgængelige almene boliger, der passer til behovene for personer som mig. Det er, som om samfundet stadig forventer, at mennesker med handikap skal bo på institutioner, hvilket skaber unødige barrierer for vores mulighed for at leve frit og forfølge vores drømme – herunder at tage en uddannelse på lige fod med andre.
FN-rapporten fremhæver et andet alvorligt problem i Danmark: Lovgivningen mod diskrimination på baggrund af handikap pålægger ikke uddannelsesinstitutioner nogen pligt til at sikre rimelig tilpasning eller tilgængelighed for personer med handikap. Dette gælder blandt andet videregående uddannelser, og det betyder, at unge med handikap ofte selv må finde en uddannelsesinstitution, der er villig til at etablere de nødvendige rammer.
Jeg har selv mærket konsekvenserne af denne manglende lovgivning. Da jeg henvendte mig til tre uddannelsesinstitutioner, blev jeg afvist, simpelthen fordi mit handikap blev betragtet som en for stor udfordring i forbindelse med laboratorieundervisning.
Det var enormt frustrerende, for mit handikap burde ikke være en barriere for at forfølge mine uddannelsesdrømme. Jeg var fagligt kvalificeret, men systemet kunne ikke finde en måde at inkludere mig på. I stedet for at finde løsninger var det lettere at sige nej.
Heldigvis fandt jeg en uddannelsesinstitution, der kunne rumme mine behov, og i dag læser jeg til civilingeniør – noget jeg er utrolig glad for. Men det ændrer ikke ved, at systemet svigter andre unge med handikap, som måske ikke er lige så heldige. FN-rapporten peger med rette på, at den manglende forpligtelse til at sikre tilgængelighed også påvirker fritidslivet, hvilket forhindrer mange unge med handikap i at deltage fuldt ud i sociale aktiviteter.
Social trivsel er en afgørende faktor for at fastholde unge på studiet, og muligheden for at være med, når studiekammerater mødes uden for undervisningen, er essentiel. Men manglende tilgængelighed skaber ofte barrierer.
Jeg har selv oplevet det – mens mine medstuderende hyggede sig på barer, var jeg ofte bekymret for, om jeg overhovedet kunne komme ind. Og selv når jeg kunne, var jeg ofte for udmattet til at deltage fuldt ud, fordi alle de administrative opgaver, vi med handikap står med, suger så meget energi.
Derfor er det ikke overraskende, at mange unge med handikap ender med at droppe ud af studierne, selv når de først er kommet ind. FN fremhæver med rette, at denne strukturelle diskrimination afskærer personer med handikap fra at deltage fuldt i samfundet – og det er en kritik, der rammer lige ned i mine egne oplevelser.
For at Danmark kan leve op til sine internationale forpligtelser og sikre lige muligheder for alle borgere, kræves en gennemgribende forandring. Unge med handikap skal ikke længere kæmpe mod uretfærdige barrierer for at få en uddannelse og leve et selvstændigt liv.
Vi har brug for løsninger, der giver os mulighed for at fokusere på vores studier – uden konstant at skulle kæmpe for vores ret til støtte. Det kræver politisk vilje, investeringer i tilgængelighed og ensartet hjælp på tværs af kommuner. Kommunernes økonomi må aldrig overtrumfe borgernes basale behov for hjælp. Det er på høje tid, at Danmark holder sit løfte om lige muligheder for alle – også for os med handikap.
fortsæt med at læse
