Jeg er vokset op med stærke fortællinger. Når jeg fulgte Pippi Langstrømpe på DR, fik jeg troen på, at selv om jeg ikke havde prøvet det før, kunne jeg det sikkert godt. For det sagde Pippi. Når jeg læste H.C. Andersens eventyr om ’Den grimme ælling’, gav det troen på, at også jeg kunne blive en svane en dag, selv om mine ben var for lange og tynde, og jeg følte mig helt forkert.
Det er bare et par eksempler på, at fortællingerne formede mig, min selvopfattelse og min relation til verden. Det gav i virkeligheden også den første interesse for selv at være med til at skabe fortællinger for andre og dermed bidrage til at forbinde os som mennesker.
Når man, som jeg, beskæftiger sig med at lave film, er en ægte ambition om at skabe brede, folkelige fortællinger ikke nødvendigvis den lige vej til dyb anerkendelse og respekt. På den røde løber er folkelige fortællinger langt hen ad vejen blevet synonym med uoriginale, platte og kommercielt beregnende produkter, der lefler for det brede publikum ved at plukke de absolut lavest hængende frugter.
Som lystige, forsukrede og alt for let spiselige snackbarer står de folkelige film i klar modsætning til de finkulturelle og kunstneriske anerkendte film, der – sat lidt på spidsen, jeg ved det godt – er fornemt kendetegnet ved langsommelighed, underfortalte dystre temaer og mystiske karakterer.
Hvis man tillader sig at se med samme lidt nedladende blik på de fine film, der ofte sættes i modsætning til de folkelige film, kan man fristes til at beskrive visse dele af filmbranchen som higende efter film, der ekskluderer masserne, mens det omvendt er skamfuldt at lave film, der trækker folk til billetlugerne. Kan éns mission virkelig være at lave film, der er renset for enhver dyb følelse og enhver ambition om at rykke eller ændre på vores selvforståelse og verdenssyn?
Mit svar er selvfølgelig et rungende nej. Jeg vil ikke lave ligegyldige metervarer. Men jeg ser til gengæld heller ikke noget modsætningsforhold mellem folkelige film og kunst. For mig er folkelighed en dyb følelse i sig selv. Folkelighed rykker ved min selvforståelse og mit verdenssyn. Og kunsten at fortælle folkeligt er netop dét. En kunst.
Når Mette Frederiksen spiser en makrelmad, eller Lars Løkke Rasmussen drikker en fadbamse for åben skærm, gør de det sikkert af lyst. Og der er absolut intet galt med at spise makrelmadder eller drikke en øl fra fad. Det handler bare ikke om makrel og øl. Det handler om, hvad den makrelmad og den øl ikke er, og hvad de to politikere signalerer ved at bringe netop disse mad- og drikkevarer ind i deres fortælling om sig selv. En makrelmad er jo netop ikke finere end new nordic cuisine, der tager timer at fremstille og skal tages med pincet, ligesom en fadbamse hverken er hazy shade IPA eller fancy naturvin.
Det vigtigste budskab, de to politikere kommer med, er i virkeligheden, at de er klatret ned af deres rangstiger for at være på niveau med folket. Hvis vi skal være folkelige, skal vi altså sænke niveauet. Vi skal komme ned på jorden. Vi skal ’i øjenhøjde’. Ergo må vi endelig ikke være hverken avancerede eller raffinerede, hvis vi skal være folkelige.
Men hvad nu, hvis det folkelige slet ikke handler om at sænke niveauet? Hvad nu, hvis det folkelige tværtimod handler om at være dybt ambitiøs og om at ville forædle, forbinde og forbedre?
Hvis vi skal forstå, hvad den folkelige film kan og rummer, kan det være gavnligt at lade søgelyset kaste os tilbage i tiden, før Lumiere-brødrene stod for verdens første filmforevisning, og Ole Olsen grundlagde sit danske filmimperium, Nordisk Film, i Valby, hvor vi den dag i dag har vores kontorer og produktionsfaciliteter. Søge tilbage til nationalromantikken og N.F.S. Grundtvig, som for mig på mange måder står som den moderne folkeligheds fader og forsvarer.
For ham var folkeligheden et udtryk for ligeværdighed i hytte og borg, og hans livs mission handlede først og fremmest om at løfte folket op. For Grundtvig kredser det folkelige om at dannes, oplyses og løfte sig op. I hans øjne var det folkelige det, der forbinder os som mennesker. Via vores fælles folkelige fortællinger kunne vi sammen skabe en ny og bedre fremtid. Grundtvig beskrev det for eksempelvis i digtet ’Folkeligt skal alt nu være’:
Folkeligt skal alt nu være
trindt om land fra top til tå,
noget nyt der er i gære,
det selv tosser kan forstå;
men kan alt, hvad brister, bødes
med det ny, som først skal fødes?
Véd man også, hvad man vil
mer end ’brød og skuespil’?
Grundtvig talte også varmt om ’det jævne’. Men det kan være igangsættende at overveje, hvad der sker, når vi tænker folkelighed anderledes end noget med at komme ’ned’.
I Danmark kan vi bryste os af verdenskendte og beundrede auteurer og ikonoklaster som Carl Th. Dreyer og Lars von Trier. Derimod står folkekomediens mesters, Erik Ballings, stjerne måske mindre klart i den filmiske verdenshistorie. Men hos os i Nordisk Film er han en markant og afgørende skikkelse. Og, som Informations filmredaktør Christian Monggaard skriver i sin portrætbog om Balling, der i år udsendes i en ny og revideret udgave, er den folkelige filmmager en lige så stor og betydningsfuld auteur som Dreyer og Trier.
Ballings betydning ligger i, at han har skabt noget, der er eviggyldigt og fortæller sandheder om Danmark og danskerne. Som Monggaard skriver, lader Balling os se os selv lige i øjnene, »han giver os anledning til at få øje på de medfødte paradokser, vi som folk og nation slæber rundt på: ydmyghed og storhedsvanvid, tolerance og selvtilstrækkelighed, åbenhed og snuhed, selvironi og selvhøjtidelighed«.
Balling selv var på ingen måde skamfuld over at lave folkelige film. Han havde, som filmhistorikeren Peter Schepelern skriver i jubilæumsbogen ’100 Years of Nordisk Film’, »indset, at filmkulturens overlevelse i en lille nation hang sammen med den populære film: den folkelige film«. Men det betød på ingen måde et sænket ambitionsniveau.
I april 1975 skrev Erik Balling en artikel i Dagbladet Aktuelt, hvori han definerede begrebet folkelighed, som det tog sig ud for ham: »Der er en slags ’folkelighed’, som består i at tale nedad, at lefle og sludre – og er man god nok til det, er man demagog. Der er en anden slags, som begynder med solidaritet, og som bliver rigtig, når vi alle sammen lærer at tage livet, arbejdet og kunsten alvorligt – uden derfor nødvendigvis at tage os selv og hinanden så fandens højtideligt. Hvis det er det, der menes med folkelighed, så er det mig en ære, en glæde og en dyb tilfredsstillelse at blive betegnet som folkelig filmmager«.
Hvis vi i dag lader os inspirere af Balling, kan det være igangsættende at overveje, hvad der kunne ske, hvis vi begynder at betragte folkelige film som fortællinger, der skaber samhørighed ved at tage både livet, arbejdet og kunsten alvorligt. Balling havde noget på hjerte, han gerne ville formidle videre til så stort et publikum som muligt. Han ville fortælle om det, der for ham var vigtigt: familier, sociale strukturer, opgør med autoriteter, generationskonflikter, køns- og klassekamp. Ja, kort sagt: folkelivet! Balling ville gerne bringe sit publikum i bevægelse. Og hvem vil ikke det?
Hvis man skal pege på en filmmager, der i dag kan noget af det samme, som Balling kunne i sin tid, er en instruktør som Anders Thomas Jensen nok en af de mest oplagte. Jensens debutfilm, ’Blinkende lygter’, er på mange måder en slags moderne udgave af Olsen-banden-filmene: Den er sjov, lettilgængelig og elsket af masserne. Dertil er filmen overdynget med folkelige referencer, og man kan næsten blive i tvivl, om der i dag er flere, der kender Ove Ditlevsen end Tove.
Men hvis man ser lidt dybere, handler filmen om fire venner, der kæmper for at passe ind i det store fællesskab. De er helte, fordi de ved at hjælpe hinanden og ved at være forbundet, overvinder sig selv. De er grimme ællinger, der bliver til svaner i deres egen kontekst. Det er den film, jeg oftest hører citeret, selv i dette års afslutningsdebat i Folketinget af både Morten Messerschmidt og statsminister Mette Frederiksen. Filmen har ramt høj som lav.
Da vores egen streamingtjeneste Nordisk Film+ i samarbejde med analyseinstituttet YouGov sidste år undersøgte, hvilke film der er danskernes alletiders danske favorit, ja, da kom ’Blinkende Lygter’ også ind på en klar førsteplads. Faktisk så det ud, som om Anders Thomas Jensen har opskriften på folkelig filmsucces, for han har haft fingrene dybt nede i hele fire film i top-10. Olsen-banden-filmene lå i øvrigt på fjerdepladsen over vores alles danske favoritfilm.
Som instruktør gør Anders Thomas Jensen ikke meget væsen ud af sig selv som brand. Men hans film har hjerte, nerve og impact. De kommer fra et ægte sted. De er ikke beregnende og ikke forstillede. De er ikke en makrelmad eller en fadbamse på Facebook. Det kan vi lære af.
Jeg tror, at vi som historiefortællere og filmmagere i endnu højere grad skal turde at stille os frem i midten af fællesskabet og fortælle derfra. Vi skal rette blikket mod det, der optager os selv, giver stemme til dem, der ikke selv har en, og bevæge os ind i kroge og afkroge for at løfte dilemmaer frem i lyset og forbinde os som mennesker. Det er generøst at dele. Og vi har alle sammen uendelig meget brug for det.
Når jeg afslutningsvis vover at stille mig ind i fællesskabet for at dele mit perspektiv, vover jeg derfor også at udråbe vor tids nok største ikonoklast, Lars von Trier, til den mest folkelige filmkunstner, vi har. Trier jagter den ægte følelse i fortællingen kompromisløst. Han udfordrer hele tiden genrer, men altid uden kunstige barrierer.
Helt bogstaveligt fjernede Trier alle barrierer af enhver teknisk karakter i Dogme-filmene. Det er folkeligt, når han i ’Breaking the Waves’ får os til at gennemleve komplekse irrationelle følelser. Det er folkeligt, når han sætter systemet under den satiriske lup i ’Riget’. Ja, Triers hele virke er folkeligt, når han via sine filmfortællinger stiller sig selv til rådighed for fællesskabet og påvirker og inspirerer folk og filmskabere i Danmark og i hele verden.
Det er deri, min respekt for det folkelige ligger, og deri, min ambition er.
Jeg tror oprigtigt, at der findes en bro mellem det folkelige og det elitære i ambitionen om at nå et stort publikum med respekt, samhørighed, kunstnerisk kunnen, følelse og mod.
På en begavet måde at ville stille sig ind i fællesskabet for at tale sin sandhed og stille den til rådighed for sine medmennesker. At tilbyde sit publikum muligheden for at spejle sig emotionelt i fortællingen. Alt det er folkeligt for mig.
fortsæt med at læse
