I februar 2017 mistede jeg et barn 6 uger før den planlagte terminsdato. Det var en lille pige, som vi alle havde ventet på og ønsket os meget længe. Men det, der ikke måtte ske, skete helt uventet. Min verden, som jeg kendte den, splintredes, da jordemoderen konstaterede at der ikke længere var liv i maven. At min baby var død, og vores datter, lillesøster, kusine, barnebarn, niece og meget mere ikke længere var her.
Som man nok kan forstå, er det en vanvittig oplevelse at miste et barn. Når jeg nu, snart ti år efter, tænker tilbage, er det svært at huske det hele. Jeg husker ikke længere kronologien i det, der skete, eller de mennesker, der besøgte os. Jeg husker heller ikke tydeligt processen bagefter, men jeg husker i sekvenser, hvordan hun så ud, da hun lå der i sin lille kiste. Svøbt i et gult dynebetræk med en stor elefant på og med huen fra sygehuset om sit lille hoved. Som var hun et spædbarn, der sov.
