Jeg tror, jeg har adhd«. Pigen foran mig er 17 år og kigger ned på sine hænder, mens hun taler. Hendes stemme er rolig, men jeg kan høre en svag nervøsitet bag ordene. »Hvis jeg får en diagnose, så giver det hele måske mening«, fortsætter hun.
Hun fortæller om følelsen af konstant at være bagud – i skolen, blandt veninderne, i livet generelt. Hun har set videoer på TikTok om symptomerne på adhd, og de passer næsten skræmmende godt på hende, siger hun.
Det er langtfra første gang, jeg hører noget lignende. Mange af de unge piger, jeg taler med, kæmper med en konstant følelse af ikke at slå til – både dem med og uden diagnoser. For nogle handler det om, at deres symptomer ikke er blevet set og anerkendt, fordi de har været gode til at skjule deres udfordringer.
Piger med adhd ’larmer’ sjældent som drengene. I stedet forsøger de at tilpasse sig ved at arbejde hårdere, gøre sig ekstra umage og leve op til de kønnede forventninger om at være velorganiseret, social og hjælpsom. Men det betyder, at de ofte bliver overset og ikke får den rette hjælp i tide.
Det er afgørende, at vi bliver bedre til at forebygge og hjælpe de piger tidligere, inden de risikerer at blive ramt af stress, depression eller alvorlig mistrivsel. For det handler ikke kun om diagnoser – det handler også om at skabe et samfund, der ser og støtter de unge, der kæmper, før deres udfordringer vokser sig store og svære at håndtere.
Men der er også en gruppe af unge, hvor der ikke er tale om en diagnose, men nærmere en belastningsreaktion på et usundt samfund. Så måske er det ikke kun de unge, vi skal rette blikket mod – måske er det nærmere de mange krav og høje forventninger, der omgiver dem, vi skal tage op til revision.
Når så mange unge kæmper for at leve op til de krav, der stilles, og samtidig forsøger at forstå, hvorfor de føler sig utilstrækkelige, er det på tide til at sige det højt: Vi har skabt et samfund, hvor værdien af den enkelte alt for ofte afhænger af præstationer.
De unge mødes med urealistisk høje krav og pålægges en snæver og ensartet målestok, som mange knækker under i forsøget på at leve op til. Vi har skabt et samfund, hvor det at være ung føles som en konstant kamp for at leve op til uopnåelige idealer. For mange bliver en diagnose en form for lettelse – en legitim forklaring på, hvorfor de ikke passer ind i de stramme rammer.
På TikTok har influencer Mathilde Olsen, der også er ambassadør for GirlTalk, ofte delt sine erfaringer med at leve med add. Hos GirlTalk mener vi, at det er enormt vigtigt at aftabuisere og sætte fokus på, at livet ikke altid er perfekt. Og Mathilde gør det med en beundringsværdig balance mellem humor og alvor.
I DR’s aktuelle programserie ’Hvad fejler Fuhlendorff?’ fortæller Mathilde om sin tilgang til at dele ud af sit liv med en diagnose. Hun er meget bevidst om, at hendes videoer ikke skal være en tjekliste til andre eller opfordre til selvdiagnostisering, men jeg forstår godt behovet for at finde en forklaring, hvis man som ung gang på gang oplever ikke at kunne leve op til det, der kræves af en.
Allerede tilbage i 2021 havde hashtagget #selfdiagnosis over 13,5 millioner visninger på TikTok. Man vil ofte falde over opslag som: »Jeg har lige set en video om adhd, og det hele giver så meget mening – det er jo mig!«. Kommentarerne vælter ind: »Også mig!« »Wow, jeg troede, jeg var alene«.
Når videoer viser adhd-symptomer som noget, mange kan genkende – f.eks. at miste fokus, føle sig overvældet eller undgå huslige pligter – kan det få unge til at spejle sig i symptomerne og tro, at de måske har en diagnose. Det kan give en kortvarig følelse af at høre til og blive forstået, men uden hjælp fra en fagperson risikerer vi, at de rigtige udfordringer ikke bliver taget hånd om.
Hos GirlTalk ser vi tendensen tydeligt. Når unge fortæller os om deres frustrationer og følelser af utilstrækkelighed, kan det at få en diagnose være en lettelse over at have fundet en forklaring.
En diagnose kan give svar på spørgsmål, der længe har været svære at sætte ord på: Hvorfor føler jeg mig anderledes? Hvorfor kan jeg ikke præstere som de andre? Men for en stor gruppe ligger svaret ikke nødvendigvis i en diagnose, men i virkeligheden i det samfund, vi har bygget op omkring unge.
F.eks. viser en rapport fra Psykiatrifonden fra 2021, at over halvdelen af unge føler, at de kun er gode nok, når de har succes på næsten alle livets områder. Det er ikke svært at forstå, hvorfor mange søger svar i diagnoser, når sådanne urealistiske forventninger fylder i deres hverdag.
Dykker vi dybere ned i tallene, bliver det klart, hvor massivt præstationspresset er – ikke kun for pigerne. Ifølge undersøgelsen, mener 70 procent af de unge, de kan blive, lige præcis hvad de vil, hvis bare de tager sig sammen. Det siger meget om en kultur, hvor ansvaret for succes lægges helt over på den enkelte, mens de større strukturelle udfordringer, der skaber ulighed og pres, ofte bliver overset.
12-talssystemet er et godt eksempel på, hvordan vi har skabt en ramme, hvor det næsten kun er muligt at fejle. For mange unge føles det som en konstant test, hvor de ikke blot skal vise, hvad de kan, men også bevise deres værd. Hvis man ikke kan leve op til de højeste standarder, står man tilbage med en følelse af utilstrækkelighed.
Rasmus Meyer, formand for Trivselskommissionen, har i et interview peget på, hvordan unge i dag ofte låner diagnostiske termer som en måde at forstå deres oplevelser på. »De er stressede i stedet for at have travlt. De er angste i stedet for at være nervøse. Og de har adhd i stedet for at have svært ved at koncentrere sig«, siger han og advarer mod en udvikling, hvor vi sygeliggør det almindelige og blander trivsel og sygdom sammen.
Jeg er enig i, at den form for sprogbrug ikke altid er hensigtsmæssigt. Men når de unge spejler sig i diagnoser, er det nok nærmere et udtryk for en kultur, der ikke giver dem andre måder at forstå sig selv på. Når en diagnose føles som den eneste forklaring på, hvorfor man føler sig forkert eller ikke kan leve op til samfundets krav, er det ikke de unges skyld.
Det er vores ansvar at ændre narrativen og skabe nogle rammer, som de ikke føler sig forkerte i. Derfor håber jeg også, at Trivselskommissionens kommende anbefalinger vil adressere nogle af de strukturelle udfordringer i stedet for bare at pege på de unges ’forkerte’ sammenblanding af begreber.
Hvad nu, hvis vi vendte det hele på hovedet? Hvad, hvis vi begyndte at værdsætte fejl som en naturlig del af læringsprocessen? Hvad nu, hvis vores skolesystem fokuserede på udvikling, dannelse og fællesskab frem for individuelle præstationer?
Når unge føler, at de bliver mødt som hele mennesker, kan det være, at der er mindre behov for at forstå sig selv diagnostisk. Hvis vi ønsker at mindske behovet for selvdiagnostisering og skabe et sundere ungdomsliv, skal vi som samfund tage ansvar for at ændre strukturer og reducere det ekstreme præstationspres, som de unge udsættes for, og facilitere nogle trygge fællesskaber, de kan spejle sig i.
Hos GirlTalk ved vi, at mange unge slet ikke deler, hvordan de har det, med andre. Når de træder ind i vores fællesskaber, er det ofte med en overbevisning om, at de ikke har noget til fælles med de andre. Men når samtalerne først begynder, opdager de hurtigt, at deres bekymringer og oplevelser er langt mere universelle, end de troede.
Det er gennem udvekslingen af tanker og følelser, at pigerne indser, at de ikke er alene. Dette fællesskab bliver en afgørende faktor, hvor styrken ikke ligger i en forklaring, men i erkendelsen af, at deres udfordringer er en del af det at være menneske.
Når unge ikke oplever, at andre åbent deler deres tanker og bekymringer, kan de nemt få en følelse af, at de står alene med deres udfordringer. Uden et rum til at spejle sig i andre og udveksle erfaringer bliver det let at konkludere: Der må være noget galt med mig. Denne følelse kan føre til en søgen efter en diagnose som en måde at forklare det svære på.
Dermed ikke sagt, at der ikke er brug for diagnoser. Adhd diagnosticeres langt senere hos piger end hos drenge, ofte med mere end ti års forskel. Hvor de fleste drenge diagnosticeres som småbørn, går mange piger igennem hele barndommen uden at få øje på deres vanskeligheder. De fleste for pige er omkring 17 år, mens drenge oftest får diagnosen allerede som 7-8-årige.
Denne forskel skyldes blandt andet, at symptomerne ofte kommer forskelligt til udtryk hos kønnene. Drenge viser typisk hyperaktivitet og adfærdsforstyrrelser, som fanger lærernes og forældrenes opmærksomhed tidligt. Piger kæmper derimod mere med opmærksomhedsforstyrrelser, dagdrømmeri og indre uro – træk, der ofte bliver overset, fordi de ikke forstyrrer omgivelserne. Derudover præger kønnede forventninger opvæksten; piger forventes at være rolige, velorganiserede og sociale.
Mange piger lærer at kompensere for deres vanskeligheder ved at lægge ekstra kræfter i at opfylde disse forventninger. De gør sig umage for at klare sig godt fagligt, være hjælpsomme og undgå konflikter – ofte på bekostning af deres egen trivsel. Det er ofte først, når de rammer muren i teenageårene eller i starten af voksenlivet, at deres udfordringer bliver tydelige nok til at få en diagnose.
Denne sene diagnosticering betyder, at mange piger gennemgår deres formative år med en konstant følelse af at være forkert eller utilstrækkelig. Diagnosen kan være en lettelse, men det er også en påmindelse om, at vi som samfund svigter dem ved ikke at opdage deres behov tidligere. Samtidig er det vigtigt at huske, at ikke alle symptomer nødvendigvis skyldes en diagnose.
Mange af de symptomer, der forbindes med f.eks. adhd – f.eks. koncentrationsbesvær, glemsomhed og rastløshed – er også almindelige reaktioner på stress, præstationspres eller følelsesmæssige udfordringer.
Eksempelvis kan følelsesmæssige reaktioner på tab, konflikter eller store livsforandringer nemt ligne symptomer på adhd. Når unge søger forklaringer på deres udfordringer, er det vigtigt at være opmærksom på, at nogle symptomer også kan være naturlige, almenmenneskelige reaktioner på svære situationer. Det er afgørende, at vi som samfund tilbyder en helhedsorienteret tilgang, hvor vi undersøger både de bagvedliggende årsager og konteksten, og ikke kun ser isoleret på symptomerne.
Der er behov for, at vi som samfund skaber rum, hvor unge kan dele deres tanker og erfaringer, investerer i trygge fællesskaber og skaber en kultur, hvor fejl og usikkerheder ses som naturlige og værdifulde dele af livet. På den måde kan vi sikre, at de, der har behov for hjælp, bliver set og støttet – med eller uden en diagnose – samtidig med at vi ikke sygeliggør udfordringer, der ofte hører til det at være menneske.
Vi har som samfund et ansvar for at skabe bedre rammer for unges trivsel. Selvdiagnostisering er ikke problemet i sig selv – det er et symptom på noget større. Det handler ikke kun om diagnoser eller ikkediagnoser, men om at give unge en følelse af at høre til i en verden, der ofte kun ser dem som deres præstationer.
Det er på tide, at vi som forældre, fagpersoner og politikere tager et opgør med en usund kultur og fokuserer på at skabe fællesskaber og støtte, der møder unge som hele mennesker. Lad os vise de unge, at de altid er gode nok, som de er – ikke fordi de præsterer, men fordi de eksisterer – med eller uden diagnoser.
fortsæt med at læse
