Søndag den 19. januar sendte TV 2 programmet ’Kampen om Grønlands Fremtid’ delvist optaget i det nationale kulturhus Katuaq i Nuuk og delvist optaget i NED studierne på Østerbro.
Programmet blev annonceret som en fælles grønlandsk-dansk samtale og tv-debat om fremtiden for rigsfællesskabet, men handlede reelt ikke om rigsfællesskabet, der som bekendt også inkluderer Færøerne, men om den udfordrede dansk-grønlandske relation. TV 2-værten Cecilie Beck ledte debatten på Østerbro, og TV 2-værten Jesper Steinmetz ledte debatten i Nuuk. Der blev talt meget om ligeværdige relationer, men det, vi så på skærmen, var ikke ligeværd – tværtimod.
Vi befinder os lige nu i historiske tider. Men hvordan de tider kommer til at gå over i historien er op til de valg, vi træffer nu og i de næste mange år. TV 2-programmet traf en række af de valg, og programmet fortæller os en del om, hvad vi står overfor. At der overhovedet blev sat kræfter ind på et fælles debatprogram var ikke sket, hvis ikke den politiske virkelighed havde ændret sig. Det samme gælder dét, at en palet af grønlandske politikere fik massiv taletid – og på eget sprog. Og dét, at piben (endelig) har fået en, i hvert fald lidt, anden lyd fra den danske regering, når det gælder naturligheden i spørgsmålet om grønlandsk selvstændighed.
Men lige præcis nu er det vigtigt at holde tungen lige i munden og have de kritiske briller på, hvis vi skal sikre ligeværdige rammer for fremtidens verden, for mediedækningen af den, og ikke mindst for arbejdet frem mod grønlandsk selvstændighed.
Vi befinder os lige nu begge to i Nuuk, og herfra så vi fjernsynsdebatten med den meget voldsomme titel ’Kampen om Grønlands Fremtid’ (hvem kæmper om Grønland, og hvad betyder det for Grønlands egne kampe?). Imens havde vi en løbende samtale, der gjorde det klart for os, at vi måtte reagere i fællesskab på det, vi med vores forskellige erfaringer og perspektiver så ske i debatten, som var en palet af både synlig og mere subtil magt og ulighed. For os understregede den, at ligeværd er nødt til at være et centralt element i den dansk-grønlandske relation.
Vi skriver denne Kronik sammen, fordi vi i både samarbejder om kunstens mulighedsrum og et privat venskab løbende har undersøgt, hvad vores forskellige udgangspunkter – et grønlandsk, et dansk/comorisk – betyder. Både når vi skal forholde os til magten, til hierarkierne og til hensynene i Danmark og Grønlands indbyrdes forhold. Vi har forskellige udgangspunkter, men arbejder begge med det institutionaliserede (kultur)politiske lag – som henholdsvis museumsdirektør og strategisk rådgiver og forfatter – så vi arbejder også begge med magt og tænker aktivt over magtens betydning for alle dem, der ikke har den.
Selvom TV 2-debatten på overfladen godt kunne se ganske ligeværdig ud, var vores oplevelse, at det langtfra var tilfældet, hvis man kigger tilrettelæggelsen, framingen, vinklerne og formatet efter i sømmene.
Virkeligheden i Nuuk i disse dage er sådan, at medier fra hele verden er yderst synlige i bybilledet, og journalister, kameraer og produktionsfolk turnerer rundt for at finde kilder – både erfarne eksperter samt mere vilkårlige mennesker, der kastes ind i en ofte uoverskuelig mediemølle.
Hastigheden i mediebilledet er enorm, og vores egen erfaring som ofte anvendte eksperter og klummeskribenter er, at journaliststanden ofte ikke har hverken blik eller sprog for sin egen bombastiske adfærd, sin forventning om adgang (»det tager kun 10 minutter!«) eller for de meget reelle konsekvenser, det kan have, når man fortæller historier om mennesker og steder til andre mennesker og steder, uden at de førstes erfaringer danner grundlag for selve researchen, framingen og udkommet. Det er vigtigt at holde sig for øje her, for det er et centralt trin ind i vores forståelse af programmet.
Hvordan skilte denne debat sig så reelt ud fra alle andre debatter skabt af TV2 - og hvori lå så samarbejdet med KNR? Værterne var de samme, strukturen var den samme. De sad på samme måde, som de plejede, og målgruppen var et dansk publikum. Til trods for at der blev talt grønlandsk i store dele af debatten, var dynamikken, strukturen og værterne de samme, og det har store konsekvenser.
Hvor ofte har du set en dansk debat, hvor værterne ikke kunne forstå og tale det sprog, som dele af debatten skulle foregå på? Hvorfor blev der kun oversat og tolket fra grønlandsk til dansk og ikke omvendt?
Hvorfor blev gæsterne på første række i det danske studie inviteret op foran mikrofonen, mens dem i Katuaq ikke fik muligheden? Hvorfor var der udelukkende danske værter, der ingen forudsætninger havde for at forstå og reagere på de grønlandske talere? Der findes masser af dygtige grønlandske værter, der både kan dansk og grønlandsk, men TV 2 valgte at bruge to af sine egne danske værter. I tv-transmissionen var oversættelserne præsenteret som tekstning, men under optagelserne blev de udført som simultantolkning fra grønlandsk til dansk, men udført fra Danmark.
Simultantolkning kan give en overordnet forståelse for en samtale, men det bliver ofte et problem, når der er lagt op til en debat. Samtalen er afhængig af simultantolkens forståelse af forskellen på ord som uafhængighed, løsrivelse, selvstændighed, selvbestemmelse.
Det, samtidig med at de grønlandske ordstillinger er forskellige, intonationerne er forskellige, gestikken passer ikke til det, som bliver sagt. Det giver alt sammen en fordel til de danske talere og bliver en ulempe for de grønlandske. Noget man kunne have mindsket, hvis man havde en grønlandsksproget vært til at fange nuancerne. Det resulterede i, at værterne ikke var i stand til at stille opklarende og uddybende spørgsmål til de grønlandsktalende deltagere, som de kunne til de dansktalende. Det betød også, at samtalerne blandt de danske flød, mens der var meget lidt »debat« blandt de grønlandske.
For at forstå, hvor galt man kan komme af sted, er det nødvendigt at holde sig for øje, hvor forskelligt grønlandsk og dansk er. For menigmand kan det være svært at forstå nuancerne mellem ord som løsrivelse, autonomi, statsdannelse og selvstændighed, og hvis ikke oversætterne er helt sikre på konteksten, kan det hurtigt ende med, at folk taler om forskellige begreber på dansk og grønlandsk. Det skete flere gange i debatten, noget som en grønlandsktalende moderator kunne have fanget.
De her pointer kan fremstå som sproglige detaljer, men de er et direkte og fuldstændig afgørende eksempel på, hvilket publikum og hvilken verdensforståelse, programmet både tog udgangspunkt i og primært henvendte sig til – nemlig den (manglende) danske forståelse for Grønland. Og på den måde illustrerer sproget den både synlige og usynlige magt, der er til stede i rummet, selvom samtalen igen og igen skulle handle om ligeværd – vel at mærke i en panelsamtale, hvor den danske forsvarsminister fik det sidste og altid vigtige ord.
Fraværet af grønlandske eksperter var endnu et eksempel på den ulighed. Programmet var annonceret som en debat mellem grønlandske og danske politikere, men det var krydret med enkelte eksperter hist og her – og alle eksperter i programmet var danske. Det er også et udtryk for, at TV 2 og Danmark over årtier ikke har formået at opbygge de relationer og den gensidige tillid, som det kræver at skabe en ligeværdig debat.
Mange eksperter i Grønland ønskede ikke at stille op, derfor var der tale om politikere og meget personlige beretninger, hvorimod det danske blik repræsenteredes af politikere, politiske kommentatorer og fagfolk. Det gav nærmest et indtryk af, at Grønland ikke har fagfolk, og det er langt fra sandheden. Man fristes til at sige selvfølgelig – fordi en ligeværdig debat kræver langvarige samarbejder og grundig relationsopbygning.
Det virkede, som om udsendelsen var udgjort af to dele, der ikke var kørt sammen. Én del, hvor forskellige mennesker fra Grønland talte til et bredt dansk publikum, men primært til de danske journalister og politikere. Og en anden del, hvor danske talere talte til et dansk publikum. For der er jo stor enighed om, at Grønlands fremtid skal afgøres af Grønland – og derfor ikke i en dansk tv-debat, som delvist var optaget i Grønland. Med andre ord var Grønland tilskuere til, hvordan Grønlands deltagere forsvarede egne grænser over for Danmark – noget de til alle i Grønlands store lettelse og stolthed gjorde rigtig godt.
Men ligesom i dansk politik er der i grønlandsk politik generelt store politiske uenigheder. I programmet fremstod alle politikerne nærmest enige. Med andre ord dannede de fælles front – en nødvendighed, da deres indbyrdes uenigheder ofte bruges imod dem fra dansk side. Det tydeliggør igen uligheden, fordi de danske politikere havde det privilegium at kunne tale fra hver deres ståsted.
De grønlandske deltagere blev angrebet med påstande om, at Danmark har lige så meget ret til Grønland som Grønland selv; de skulle lytte til, hvordan danskere havde behov for at diskutere, om de syntes, det var værd at bruge danske skattekroner på at forsvare Grønlands grænser. Ligeledes blev mange danske pointer fremsat på en måde, så det er tydeligt, at der faktisk ikke lyttes til, hvad de grønlandske politikere siger. For eksempel, når det helt naturlige ønske om selvstændighed gøres til et spørgsmål om, hvorvidt Grønland ville kunne klare sig alene – Danmark er selvstændigt, men ville ikke have en jordisk chance for at klare sig alene i verden uden alliancer og partnerskaber som det nordiske samarbejde, EU, NATO og FN.
På den måde sætter man helt andre og umulige scenarier op for samtalen om muliggørelsen af et selvstændigt Grønland, end man nogensinde har gjort for et dansk. Det er symptomatisk, for i vores perspektiv sker det ikke ud fra en grundlæggende bekymring for Grønlands mulighed for at agere selvstændig stat, men ud fra et behov for selvbeskyttelse af Danmarks interesser og muligheder for at opretholde sin egen magtposition og dominans, ikke bare i det såkaldte rigsfællesskab, men også på den globale politiske scene. Ligeledes er det helt utilstedeligt at bede politikere om »at lege«, at Grønland er selvstændigt i 2050 og forklare, hvordan det ser ud. Vi leger ikke her; vi er ikke i børnehave. Vi taler om meget vigtig realpolitik med store konsekvenser for rigtig mange mennesker.
Et segment med seje og modige unge mennesker, der talte om de nedladende og hadefulde kommentarer, de møder i Danmark, blev efterfølgende framet som »dumsmarte bemærkninger« med henvisning til Dronning Margrethes ord. Men det er ikke dumsmarte bemærkninger, det er et udtryk for raciale fordomme og et nedladende menneskesyn, og den slags har et navn: racisme. Det er veldokumenteret, at grønlændere i Danmark møder racisme og det i en grad, så disse dages politiske opmærksomhed endelig har fået den danske regering til at tage sig sammen i arbejdet for en handlingsplan mod racisme efter flere års venten og opråb fra minoritetsgrupper og ngo’er i Danmark.
Vi står midt i en fuldstændig afgørende tid, der uden tvivl kommer til at definere rigtig mange beslutninger og muligheder for arbejdet frem mod grønlandsk selvstændighed. Men hvis der fra dansk side ikke afgørende arbejdes med, hvordan vi sikrer ligeværd, så klinger de danske ord hult. For vi kan ikke adskille, hvordan sproglige dynamikker, (manglende) taletid, vinkling og italesættelse afspejler den mangeårige vold og de ulige magtforhold og hierarkier, som den mangeårige danske undertrykkelse og/eller ligegyldighed over for Grønland til stadighed resulterer i.
En del danske politikere har ændret deres retorik, men politikere agerer ikke alene – de kommunikerer til medier, organisationer, befolkning, embedsværk og fagfolk. Og selv om tv-debatten på mange måder indvarslede nye tider, så understregede den også noget meget, meget vigtigt: At Danmark og mennesker i Danmark skal tage sig helt gevaldigt sammen, kigge sig selv i spejlet, konfrontere alle de ubehagelige sandheder og komme langt mere ærbødigt og ydmygt til bordet, hvis vi for alvor skal arbejde på at mødes på lige vilkår. For det, der blev så tydeligt i debatten, var jo, at Grønland godt ved, hvor Grønland vil hen. Hvis ikke vi for alvor begynder at lytte og handle derefter, ligner det en historie om magt og kontrol, der gentager sig selv.
’Kampen om Grønlands fremtid’ var et dansk debatprogram med en dansk agenda og grønlandsk tilstedeværelse, endnu engang forklædt som samarbejde. Hvis der for alvor skal skabes fælles samtaler, skal det ske med et helt andet fundament. Kun sådan kan vi for alvor arbejde frem mod ligeværdige relationer.
