I næsten 50 år har Glyptotekets gæster kunnet opleve et romersk portræt i museets antiksamling. Det er støbt i bronze og med ciselerede detaljer. Et nærværende, levende og markant ansigt med store, ja, stirrende, øjne, bløde, korte lokker, et veltrimmet skæg og markante øjenbryn.
Man fornemmer, at det er en ganske markant herre, der er skildret her. Hovedet er over legemsstørrelse og har oprindelig siddet på en tilhørende bronzekrop og må i sin helhed have været et imponerende syn.
Lad os starte med værkets erhvervelseshistorie og dets historie før ankomsten til Dantes Plads i København i 1970. Proveniens kaldes det i museumskredse. Allerede i slutningen af 1960’erne blev portrættet identificeret som den romerske kejser Septimius Severus (kejser 193-211 e.v.t.) af Vagn Poulsen, klassisk arkæolog og direktør for Ny Carlsberg Glyptotek i perioden 1943-70. Identifikationen blev bekræftet af museets efterfølgende direktør, klassisk arkæolog Mogens Gjødesen (direktør 1970-78), som erhvervede portrættet i 1970. I Glyptotekets erhvervelsesprotokol (oktober 1970) står der: »Kejser Septimius Severus. Portræt. Hoved. Bronze: H. 40 cm. Købt af Robert Hecht for 365.500 sch. francs. Gave fra N.C.F.«.
Senere direktør og klassisk arkæolog Flemming Johansen (direktør 1978-98) tilsluttede sig identifikationen af portrættet som Septimius Severus, ligesom senere forskning har knyttet bronzehovedet til Septimius Severus’ portrættype.
Kejser Septimius Severus var en berejst herre. Han stammede fra den romerske provins Tripolitana (nu Libyen), blev konsul i den romerske provins Pannonia, der i dag omfatter det meste af det nuværende Ungarn, hvorfra han tog magten i Rom, og senere sikrede han sig områder i det nuværende Niger og Syrien samt det romerske Britannien (i dag England og Wales). Han fik således magten over et omfattende romersk rige.
Bronzeportrættet af Septimius Severus er udstillet i Glyptotekets sale sammen med andre portrætterede personer fra antikken. Dog skiller dette portræt sig ud fra mængden ved at være udført i bronze, mens størstedelen af portrætterne er i marmor. Der er nemlig bevaret relativt få antikke bronzeskulpturer, da mange af disse i løbet af historien er blevet omsmeltet og anvendt til andre formål.
Portrættet har haft et roligt ophold i museumssalene. Men nu er freden altså slut! Og hvorfor nu så meget ståhej om det gamle hoved?
Portrættet har det sidste halvandet år været omdrejningspunktet i en såkaldt repatrieringssag, eftersom Tyrkiet i maj 2023 anmodede om at få portrættet udleveret. Et tilbageleveringskrav, som museet har valgt at imødekomme efter grundige arkæologiske, tekniske og arkivalske undersøgelser af portrættets proveniens. På den baggrund gav Slots- og Kulturstyrelsen i efteråret 2024 tilladelse til at udskille værket af samlingen, ligesom Kulturværdiudvalget har godkendt, at det udføres af landet. Så nu skal den berejste kejser altså på rejse igen.
Denne gang til det sydvestlige Tyrkiet, hvorfra portrættet stammer. Kejseren får følgeskab af 48 arkitektoniske terrakottaer, som Glyptoteket på eget initiativ har ønsket at repatriere til Tyrkiet pga. en dokumenteret proveniens, der har vist sig at være lige så problematisk som bronzeportrættets.
Og hvad er så problemet med den proveniens? Jo, først og fremmest viser både tidligere forskning samt Glyptotekets seneste undersøgelser, at portrættet af Septimius Severus med stor sandsynlighed kommer fra den antikke lokalitet Boubon i den sydvestlige del af det moderne Tyrkiet.
Her har portrættet – som del af en statue i helfigur – sandsynligvis været opstillet sammen med adskillige andre bronzestatuer i en helligdom til den romerske kejserkult. Netop Boubon blev udsat for omfattende rovgravninger i 1960’erne og 1970’erne, og genstande blev illegalt udført og solgt herfra.
Det samme gælder den nærliggende lokalitet Düver, hvorfra de omtalte arkitektoniske terrakotter bevisligt stammer. Som følge af rovgravningerne i Boubon strømmede et større antal af de ellers sjældne antikke bronzeskulpturer ud på det illegale kunstmarked netop i disse årtier. Således giver alene det tidsmæssige sammenfald mellem rovgravningerne og Glyptotekets erhvervelse af bronzeportrættet i 1970 anledning til en nærmere granskning.
Det samme er sket på flere internationale museer, og flere museer i USA har de seneste år leveret en række bronzeportrætter og -skulpturer med Boubon-proveniens tilbage til Tyrkiet. Blandt disse er en bronzekrop, tidligere udstillet på Metropolitan Museum of Art i New York, som fagpersoner, heriblandt Glyptotekets egen tidligere direktør Flemming Johansen, tidligere har foreslået hørte sammen med Glyptotekets bronzehoved.
Desuden er både Glyptotekets bronzeportræt og Düver-terrakotterne, der blev erhvervet i 1974, købt fra kunsthandler og klassisk arkæolog Robert Hecht Jr. (1919-2012). Han blev senere hovedperson i en større sag om rovgravede eller illegalt udførte genstande, som han solgte til flere museer i Europa og USA. Hecht blev tiltalt i sagen, men den blev forældet kort før hans død i 2012.
I lyset af ovenstående kan det synes selvfølgeligt, at også Glyptotekets portræt skulle tilbageleveres til Tyrkiet. Men af flere årsager har sagen ikke været helt så enkel.
Museet har navigeret i et komplekst juridisk felt. Glyptoteket blev statsstøttet museum i 1984 og er i dag et statsanerkendt museum underlagt museumsloven. Her står, at statsanerkendte museer kun i særlige tilfælde kan udskille genstande fra samlingerne. Der står samtidig i museumslovens paragraf 33, at et museum ikke må erhverve en genstand, hvis den er udført fra et andet land i strid med dette lands lovgivning, og hvis forholdet er omfattet af en international overenskomst, som er tiltrådt af det pågældende land og Danmark.
Sådan en overenskomst er Unesco-konventionen fra 1970, som netop gælder illegal handel og udførsel af kulturarv. Danmark tiltrådte dog først Unesco-konventionen i 2003 og ratificerede den i 2011. Det betyder i praksis, at paragraf 33 ikke gælder for værker, der er erhvervet før 2003. Der har således ikke været klare juridiske retningslinjer i sagen, da bronzeportrættet er erhvervet i 1970. Det har derfor været museets opgave at fremkomme med faglige og forskningsbaserede argumenter for en udskillelse af værket.
Det har også været afgørende for Glyptoteket, at en tilbagelevering sker til det korrekte ophavsland. I antikken rejste genstande og værker ofte langt, og i det udstrakte romerske rige var der ofte tæt kontakt og udveksling mellem folk på kryds og tværs af imperiet.
Bestemmelsen af en antik genstands oprindelse kan derfor være kompleks. Her er Glyptotekets holdning, at en afgørelse bør træffes med værkets egen integritet og historie for øje for at sikre, at bronzeportrættet ikke endnu en gang skal sendes ud på en uretmæssig rejse.
I tidligere diskussioner om portrættets proveniens har et centralt punkt været, hvorvidt hovedet hørte til den ovenfor omtalte og nu repatrierede bronzekrop. Forskellige argumenter har været fremsat – ikke mindst fra Glyptoteket selv – og museet har i forbindelse med sagen det seneste år fået kritik for at have skiftet mening for og imod denne tese.
Det skal understreges, at de skiftende teser om portrættets proveniens er fremsat fra erhvervelsen i 1970 og til i dag. Sådan er forskning, når der over en 50-årig periode fremkommer ny viden og udvikles nye metoder, tekniske muligheder og indsigter. Det gælder også forskning inden for kulturarv og arkæologi.
Glyptoteket har i de seneste undersøgelser ikke forsket i sammenhængen mellem krop og hoved, da museets forskere ikke har haft adgang til bronzekroppen. Hvorvidt de tilhører den samme skulptur, er dog ikke afgørende i spørgsmålet om hovedets proveniens, da Boubon har været ophavssted for adskillige bronzeskulpturer, hvorfra hovedet lige så vel kunne stamme.
Vi har i stedet undersøgt portrættet ved hjælp af nye tekniske og naturvidenskabelige metoder, som ikke var til rådighed tidligere, kombineret med arkæologiske studier og arkivalske undersøgelser. Bl.a. har analyser af bronzelegeringen dokumenteret en materialemæssig sammensætning, som nogenlunde svarer til andre fund, som er tilskrevet Boubon. Desuden har portrættet en savtakket samling på halsen bestående af rektangulære, vinkelrette bronzestykker. Denne teknik kendes kun fra få bronzer, hvoraf størstedelen er tilskrevet Boubon. Der er således tilvejebragt ny forskningsmæssig evidens for portrættets proveniens.
Den overordnede sagsbehandling er foregået som et konstruktivt og professionelt samarbejde med hhv. den tyrkiske ambassade i København og de danske myndigheder. På grund af den juridiske gråzone har museet navigeret efter museumsetiske retningslinjer i Icom (International Council of Museums), som blev vedtaget i 1986.
Retningslinjerne foreskriver, at etiske aspekter kan vægtes højere end museumsloven, hvis der f.eks. er tungtvejende beviser for, at en genstand er tilvejebragt ved rovgravning og illegal eksport. Således sker den konkrete repatriering til Tyrkiet, fordi Glyptoteket ud fra en vægtning af juridiske og etiske rammer og solid forskningsbaseret dokumentation mener, at det tjener både værkets integritet og museets stærke faglighed og ansvarlighed bedst.
Glyptoteket har fået flere kritiske spørgsmål, bl.a. i en forsideleder i nærværende avis 29. december 2024. Mange angår museets videre praksis i proveniensforskning, som f.eks. »har museet flere værker købt af Hecht, der også bør repatrieres?«, »hvorfor lægger museet ikke sin viden om erhvervelseshistorik frem?«, eller «hvorfor lader museet ikke andre forske i genstandenes proveniens?«
Fra anden side stilles museet spørgsmål angående konsekvenserne af den pågældende sag, f.eks.: »risikerer man ikke, at Glyptoteket bliver tømt, når I først har sagt ja til at udlevere disse genstande?«, eller »er det en problematisk kurs, museet har lagt ved at udskille genstandene, og kan det danne præcedens?«.
Lad det være sagt med det samme: Den aktuelle repatrieringssag er exceptionel. Dette betyder ikke, at eventuelt andre forhold i Glyptotekets samling ikke også fremover vil skulle undersøges, for museet har i forbindelse med sagen gjort sin stilling op i forhold til proveniens og repatrieringsspørgsmål: Glyptoteket tager proveniensspørgsmål meget alvorligt og behandler anmodninger om repatriering på et grundigt juridisk, etisk og fagligt videnskabeligt grundlag, så værkernes integritet i fremtiden ikke kan kompromitteres.
Konkrete vurderinger af repatrieringsspørgsmål må derfor ske sag for sag og med fokus på det individuelle værk og dets historik frem for på f.eks. samlingens, museets eller enkelte landes interesser. Museets principielle tilgang til repatriering er i øvrigt blevet lagt frem offentligt. Vi mener, at debatten om ejerskab til kulturarv er en vigtig og interessant – men også kompleks – problematik, som vi som moderne kulturinstitution naturligvis deltager i.
Nu skal portrættet af Septimius Severus snart tilbage til Tyrkiet, nærmere bestemt Antalya Museum, og udstilles sammen med de andre fund fra området. Det bliver bogstavelig talt et hovedværk i et offentligt tilgængeligt museum og endda i en samlingsmæssig relevant sammenhæng, hvor det vil indgå i formidlingen af en exceptionel antik lokalitet.
Men hvad så med de øvrige genstande, som Glyptoteket engang har købt af Robert Hecht? I 2016-18 repatrierede Glyptoteket 366 etruskiske genstande til Italien, hvoraf en stor del oprindelig blev købt af Hecht. Der er dog stadig et mindre antal genstande erhvervet fra Hecht i museets samlinger.
Det er besnærende at kræve de resterende genstande over én kam sendt retur til oprindelseslandene, nu vi er i gang.
Men det er en meget unuanceret vej at gå. Robert Hecht handlede ikke kun med illegale genstande, men foretog også regulære handler – med genstande fra store dele af Middelhavsområdet.
Og i modsætning til bronzeportrættet og Düver-terrakotterne ved vi endnu meget lidt om de resterende genstandes proveniens og historik inden deres ankomst til Glyptoteket. Ofte mangler grundlæggende informationer om f.eks. fundsted, oprindelse eller handelens nærmere omstændigheder helt eller delvis i de gamle protokoller.
Der rejser sig mindst to spørgsmål angående disse genstande: Er der tale om en problematisk erhvervelse, og hvilken nation vil genstanden i givet fald skulle sendes tilbage til? Proveniensforskning er en kernefaglig disciplin på alle museer, og naturligvis har Glyptoteket brug for at fremskaffe mere viden om disse genstande. Men det er ressourcekrævende arbejde, som kan tage måneder eller år.
Selvfølgelig vil vi gerne forske i egen samling, men vi ønsker også – og er i øvrigt forpligtet til – at lave udstillinger og forske i andet end proveniensspørgsmål. Og selvfølgelig vil Glyptoteket dele sin viden – når den tilvejebringes – og indgå i forskningssamarbejder.
Men helt at overlade dette grundlæggende arbejde til andre forskere, som det tidligere er blevet foreslået i denne avis, vil ikke fremme hverken forskningsudvikling eller viden hos Glyptotekets egne nuværende forskere og samlingsansvarlige, som forventes proaktivt at skulle løfte museet og dets praksis på området ind i fremtiden.
Glyptoteket forvalter en historisk samling og en betydelig kulturarv, og samtidig arbejder vi ud fra nutidens etiske præmisser og faglige standarder – også selv om det betyder, at vi er blevet et hoved mindre. Hvis nogen måtte savne portrættet af Septimius Severus, rummer Glyptotekets sale heldigvis mange andre fantastiske værker og genstande. Nu og i fremtiden.
fortsæt med at læse
