Der er skrevet uendelig meget om den tyske besættelse af Danmark, ikke mindst set fra et dansk perspektiv. En bibliografi, Det Kgl. Bibliotek udgav i 2002, rummer således 7.525 titler, og siden er der kommet et par tusinde til.
Næsten alle disse værker ser på Danmark 1940-45 uden i nævneværdig grad at inddrage internationale forhold, ja, ofte uden overhovedet at nævne de store ændringer og brud i verdenskrigens forløb. Som om Danmark var en ø uden større forbindelse til omverdenen.
Sagen er imidlertid, at udviklingen under besættelsen blev fuldstændig determineret af, hvad der skete i den store verden, hvilket vil sige, hvordan krigen udviklede sig på de afgørende fronter. De berømte historiske datoer i Danmark – 9. april 1940, 22. juni 1941, 29. august 1943, oktober 1943 og 5. maj 1945 – var alle betinget af en international udvikling, og uden forståelse af denne bliver forståelsen af besættelsens forløb indsnævret til en rent national historie.
Og dermed også en historie, som var befordrende for nationalistiske historikere som for eksempel Vilhelm la Cour. Efter 1864 – og specielt efter Flensborgbevægelsens nederlag i 1920 – havde nationalismen ellers trange kår i Danmark og blev mest dyrket af Konservativ Ungdom (KU), det nye parti Dansk Samling eller de talrige små ’genrejserbevægelser’ af fascistisk eller rent ud sagt nazistisk karakter.
Demokratiet var nyt og endnu ikke fuldt konsolideret, som det viste sig ved Påskekrisen i 1920, men den form for mere eller mindre aggressiv nationalisme, som havde slået kloen i flere store europæiske nationer i mellemkrigstiden og i sin mest hysteriske og chauvinistiske form foldede sig ud i Tyskland, var stort set ukendt i Danmark. Danskerne var blevet ’vaccineret’ mod den med nederlaget i 1864.
Bortset fra de nævnte bevægelser trivedes nationalismen mest i dele af den økonomiske overklasse, for eksempel i den såkaldte Højgaard-kreds med navne som direktør Knud Højgaard fra entrepenørselskabet Højgaard og Schultz og skibsrederen A.P. Møller. Også la Cour var med i denne udenomsparlamentariske kreds, der forsøgte at vælte regeringen i efteråret 1940.
Her var nationalismen sammenvævet med demokratiskepsis og bestræbelser på at holde arbejderklassen nede. Et projekt, som partiet Venstre også gik meget op i, da det blev en del af samlingsregeringen. Og langt hen ad vejen lykkedes med, da lønningerne faldt drastisk, mens landbruget samtidig blomstrede på grund af afsætningen til Tyskland.
Sammenligner man udviklingen i verdenskrigen med udviklingen i Danmark mellem 1940 og 1945 tegner der sig et klart mønster. Med ’fredsbesættelsen’ i 1940 indledtes forhandlingspolitikken mellem Danmark og Tyskland – det, vi i dag kalder samarbejdspolitikken, og som modstandsbevægelsen kaldte eftergivenheds- eller indrømmelsespolitikken.
Ved det tyske angreb på Sovjet i 1941 tilslutter Danmark sig Antikominternpagten og tillader hvervning af frivillige til Waffen SS. Statsminister Stauning holder en stor tale i Studenterforeningen, hvor han accepterer ideen om det tyske ’storrum’ og Danmarks stilling som landbrugsland i det nye Europa under tysk ledelse. Efter de tyske sejre over Holland, Belgien og Frankrig i sommeren 1940 forventer danske politikere en tysk sejr og indretter sig derefter. I 1941-42 kulminerer samarbejdet.
29. august 1943 går regeringen modvilligt af efter tyske krav om indførelse af dødsstraf for sabotage. Udenrigsministeriets direktør, Nils Svenningsen, og den tyske rigsbefuldmægtigede, Werner Best, bliver nu hovedforhandlerne med politikerne i kulissen. Mussolini bliver væltet i Italien, og udviklingen på fronterne går i de allieredes retning.
Samme efterår, 1943, dannes Danmarks Frihedsråd, og modstandsbevægelsen bliver gradvis stærkere, selv om den bekæmpes hårdt indtil 1943-44, også af både tysk og dansk politi. 5. maj 1945 kapitulerer tyskerne i Danmark, og britiske tropper kommer til landet. Montgomery udtaler, at den danske modstandsbevægelse var »second to none«, og Danmark bliver inviteret med i FN.
Men det var ikke Danmark, der vandt Anden Verdenskrig. Det var Sovjetunionen, Storbritannien og USA, og det resultat var uafhængigt af, hvad der skete i Danmark mellem 1940 og 1945. Selv uden en modstandsbevægelse ville befrielsen være kommet 5. maj 1945.
Man kan tydeligt se sammenfaldet mellem faserne i verdenskrigen og faserne i besættelsen. Krigens udvikling på verdensplan afspejles i udviklingen i Danmark, på den måde at tyske sejre og nederlag og omvendt for de allierede blev bestemmende for udviklingens rammer her.
Det var inden for disse rammer, de politiske begivenheder i Danmark udspillede sig, og de blev determinerende for karakteren af begivenhederne.
Man kan kalde det for magtens logik, for småstaten Danmark måtte hele tiden tage bestik af, hvem det nu var, der så ud til at sejre i krigen. Denne internationale dimension har været underbetonet i historien om besættelsestiden, og på samme måde blev Rigsdagens og regeringens drejning mod Tyskland underbetonet efter besættelsen. Både partierne, erhvervene og fagbevægelsen havde et legitimeringsproblem, og det førte til en lang række udgivelser, hvor man søgte at udglatte og harmonisere modsætningerne mellem samarbejdspolitikerne og modstandsfolkene ved at underbetone visse aspekter og overbetone andre.
På den måde kunne det indtryk fæstne sig hos folk, at politikerne bag facaden havde gjort større modstand mod besættelsesmagten og udvist større forståelse for modstandskampen, end det var fremgået udadtil.
Politikerne havde været skjoldet, og modstandsbevægelsen sværdet. Politikerne skulle have ydet ’passiv modstand’, hvilket fik en af de mest konsekvente støtter af politikerne under besættelsen, professor Hal Koch, til i en bog at beskylde dem for rendyrket hykleri, da de ikke ville stå ved deres politik efter besættelsen.
Man kan spørge, hvilke følger krigen og besættelsen fik for Danmark. Mens der i mange lande, ikke mindst de besejrede, af gode grunde skete store ændringer – og Sovjetimperiet bredte sig langt vestpå i Europa – blev der i Danmark mest tale om business as usual.
Danmark genvandt sin nationale selvstændighed, og det parlamentariske system blev genoprettet. Men de politiske og sociale forhold blev stort set ved med at være som før krigen og besættelsen.
Arbejderklassen og dele af andre klasser havde udgjort modstandsbevægelsens sociale grundlag og leveret en stor del af dens aktivister. Men det danske borgerskab i byerne og ikke mindst på landet beholdt den økonomiske og politiske magt.
Det rokkede Socialdemokratiets program fra 1945, ’Fremtidens Danmark’, foreløbig ikke ved. På længere sigt blev det industriens udvikling, som sammen med arbejderbevægelsen skabte rammerne for det velfærdssamfund, som opstod i 1960’erne.
Hvad var ’læren’ af Anden Verdenskrig? I mange lande har det nationale fokus i de senere år undergået en ændring over imod det internationale og universelle.
Den svenske fortidsbearbejdning gennem de seneste 25 år udgør et eksempel på en egentlig revision af bedømmelsen af landets politik under krigen. Den kunne kaldes for en opportunistisk realpolitik, der koncentrerede sig om ’Sverige først’, i øvrigt ligesom den danske. Man havde sendt jernmalm til Tyskland og ladet tyske tropper køre med tog igennem Sverige mod Norge og Finland.
Men hvor Danmark i 00’erne drog en anden konklusion – se lidt senere – slog Sverige ind på en menneskeretslinje.
I 2000 afholdt staten en stor international konference om holocaust (i Sverige Förintelsen), som fik en række praktiske konsekvenser med oprettelsen af holocaust- og folkedrabscentre rundtom i landet, ligesom der blev oprettet forskningscentre ved universiteterne.
Gennem disse initiativer har den svenske stat kunnet imødegå kritikken af sin opportunistiske politik under krigen og skabt sig en profil som et land, der på basis af historiens lære fører en human og etisk udenrigspolitik (selv om det langtfra altid er sådan). Modsat drog den danske regering med Anders Fogh Rasmussen som statsminister i begyndelsen af 00’erne den lære af besættelsen og ’eftergivenhedspolitikken’, at Danmark skulle deltage i en amerikanskledet folkeretsstridig krig mod Irak. Og ironisk nok blev dette også begrundet med, at det var en mission for demokrati og menneskerettigheder.
Hvad der vil ske under de nye herredømmeforhold i USA, som muligvis smitter af på Europa, er uvist. Menneskerettigheder og universalisme bliver i dag anset for woke af Trump-administrationen og dermed som noget, der skal bekæmpes.
Men ellers har de seneste 25 år generelt betegnet en overgang fra det nationale til det internationale og fra det partikulære til det universelle i synet på Anden Verdenskrig. Ikke kun i Sverige, men i hele Europa.
Betydningen af den nye diskurs blev således understreget på en stor udstilling på Deutsches Historisches Museum i Berlin 2004-05 under titlen ’Myhen der Nationen – Arena der Erinnerungen’.
Her skrev den franske historiker Etienne François, der dengang var professor i tysk historie i Berlin, eksempelvis om de lande, som var neutrale under krigen (hvad Danmark jo også var formelt):
»Den holdning, som blev indtaget af hvert land i krigsårene, bliver i stadig mindre grad vurderet ud fra et nationalt interessesynspunkt og stadig mere under hensyntagen til universelle, etisk-politiske kriterier såsom menneskerettigheder, tolerance og demokrati. Den offentligt fremførte og lidenskabeligt diskuterede kritik er koncentreret om to aspekter: på den ene side den moralske tvetydighed i de økonomiske forbindelser med det nazistiske Tyskland og på den anden side flygtningepolitikken, der bedømmes som restriktiv. I stedet for billedet af forsvarsberedte, neutrale og barmhjertige nationer sætter billedet af eftergivende og ’grusomme’ lande sig igennem, som står under direkte eller indirekte mistanke for involvering i folkemordet«.
Måske har Danmark et figenblad til at dække skammen på grund af befolkningens hjælp til jødernes flugt til Sverige i oktober 1943, men ellers var Danmark snævert fokuseret på sin egen økonomiske og politiske overlevelse og interesserede sig ikke for den udvikling i Tyskland og andre lande såsom Polen, Holland og Frankrig, der førte til folkemordet på jøderne (man kommer til at tænke på den ret lille medieinteresse for folkemordet på Gaza-palæstinenserne i dag).
Uden at jeg mener, den danske stat skulle have lagt landet i ruiner ved at optage en eksistenskamp mod Tyskland, virker det alligevel i dag besynderligt, hvor lidt udsyn den havde, og hvor opportunistisk den opførte sig.
Arrestationen af kommunisterne i 1941 og de fleste kommunisters deportation til kz-lejren Stutthof i 1943 udgør den negative pol til redningen af jøderne (hvoraf en del, der ikke undslap, i øvrigt blev deporteret med samme skib som kommunisterne).
Trods forbeholdet for, hvad der vil ske med historieopfattelsen under trumpismen – og hermed den stigende kurve for det ekstreme højre i Europa – er der foreløbig ingen tvivl om, at tilgangen til krigshistorien er skiftet i Europa. Fra det nationale til det internationale og fra det partikulære til det universelle. Anden Verdenskrig og modstandskampen kan heller ikke længere bruges som legitimation af ulovlig krigsførelse, som Fogh Rasmussen gjorde i 2003.
Murens fald og Sovjetunionens sammenbrud spiller ligeledes en rolle, eftersom opfattelsen af alliancen mellem ’den frie verden’ og Stalins Sovjetunionen har forplumret overleveringen om, at de allierede som sådan kæmpede for frihed. Slutresultatet blev udbredelsen af en endnu større ufrihed, som varede i 45 år.
Ændringen af historiebilledet står dog fast: I dag er det ikke så meget modstillingen af demokrati og diktatur, af fascisme og antifascisme eller spørgsmålet om militær modstand mod en aggressor, der tjener som historisk reference i den politiske debat, som det er de spørgsmål, der drejer sig om humanitet og menneskerettigheder.
Folkemordet på Europas jøder har i flere år stået i centrum og vil formentlig og forhåbentlig blive ved med at gøre det – uden at blive instrumentaliseret politisk. Hvor meget Europa og USA så har lært af denne frygtelige forbrydelse, kan man spekulere over, når man ser på verden af i dag. Én ting er historiesynet og retorikken, en anden virkeligheden.
Som altid er det nutiden, der bestemmer, hvad vi skal mene om fortiden. Den taler ikke af sig selv. Hvis den yderste højrefløj får politisk magt og dermed ideologisk indflydelse, vil den også komme til at influere diskursen. De herskende tanker er de herskendes tanker.
Mindet om fascismens og nazismens forbrydelser er måske blegnet blandt de yngre i samfundet. Og i hvert fald hos en Elon Musk, der ligefrem stiller sig op og heiler foran en stor forsamling.
Både i Tyskland, Ungarn og Frankrig, for slet ikke at tale om Italien (hvor der aldrig var et retsopgør), omtales fascismen i dag på en mere ’forstående’ måde end før, ligesom der nogle steder stadig er statuer af Mussolini, og hans gravmæle i byen Predappio i Emilia-Romagna tiltrækker mange nysgerrige såvel som aficionadoer.
Som den nuværende højrepopulisme var fascismen nationalistisk og satte sit eget land først. Den var kolonialistisk og skelnede mellem ’højere-’ og ’laverestående’ menneskeracer. Den udpegede ‘indre fjender’. Den var militaristisk og chauvinistisk. Den var imod liberalisme, frisind og kulturradikalisme. Den var imod demokratisk socialisme og naturligvis kommunisme. Den var imod kvindernes ligestilling.
Den var i det hele taget mest imod. I stedet dyrkede den ’folket’ i modsætning til ’eliten’, ikke forstået som den økonomiske overklasse og storkapitalen, men som de intellektuelle æggehoveder i storbyerne. Og med nazismen blev det så til jøderne.
Er det ikke alt sammen noget, vi oplever igen?
fortsæt med at læse
