5. maj 1945 blev Danmark frit. Ikke ved egen kraft alene, men med hjælp udefra – fra britiske, franske og sovjetiske styrker, en europæisk modstandsbevægelse og et USA, der dengang så det som sin opgave at forsvare demokratiet verden over.
I 80 år har vi levet i skyggen af den sejr. Ikke kun i Danmark, men i det meste af Europa. Vi har kaldt det freden, velfærden, den europæiske integration. Men bag det hele lå én grundbetingelse: USA’s vilje til at garantere, at frihed og sikkerhed ikke var hinandens modsætninger.
Vi fejrer befrielsen med flag, taler og højtidelighed. Men tiden kalder også på noget andet: ansvar. For meget tyder på, at den frihed, vi fik dengang, nu skal forsvares på ny. Og denne gang uden garantier.
Det, der i årtier er blevet kaldt Pax Americana, den amerikanske sikkerhedsorden, som har sikret Europa relativ fred, er ved at krakelere. En højrerevolutionær bevægelse dominerer amerikansk politik og truer med at nedbryde samfundets frihedsrettigheder. Nato er ikke længere en selvfølge. Og i øst står et Rusland, som truer med at sætte friheden i brand.
I Danmark og Europa er erkendelsen ved at indfinde sig: Den sikkerhed, der blev vundet i 1945, kan ikke længere forsvares med historisk taknemmelighed og tiltro til amerikanske løfter. Europas småstater må lære at tænke som strategiske aktører, ikke kun som moralske vidner til historiens gang. Ikke med ambitioner om stormagt, men med viljen til at tage ansvar for deres egen frihed og for den orden, de vil være en del af. Og der er allerede taget skridt. Forsvarsbudgetter vokser, europæisk koordinering styrkes, og flere lande, herunder Danmark, er ved at forlade årtiers tøven.
Spørgsmålet er derfor ikke længere, om der skal tages ansvar, men hvordan ansvaret skal forvaltes. Hvordan etableres en troværdig europæisk sikkerhedspolitik? Kan der skabes sammenhæng mellem militær oprustning og demokratisk modstandskraft? Og har Europa viljen til at sætte fælles interesser over nationale hensyn? Eller vil kontinentet atter synke ned i splittelse?
Derfor bør 80-året for befrielsen ikke kun markere, hvad vi slap fri af, men hvad vi stadig skal holde fast i. Ikke af pligt over for fortiden, men af ansvar for fremtiden. Hvis vi vil sikre den frihed, andre engang skaffede os, må Europas lande selv tage lederskab. Det gælder i mødet med andre stormagter, med krigene i Ukraine og i Gaza, med splittelsen i vores egne samfund.
Frihed er ikke en tilstand. Den er en opgave. Nu er det Europas tur.
fortsæt med at læse
