Er det rigtigt at levere våben til Ukraine? For dette års modtager af Politikens Frihedspris er svaret ikke entydigt:
»Det er svært at sige. Vladimir Putin udløste krigen, men bomberne rammer også russere,« sagde Julija Navalnaja til den tyske avis die Zeit i oktober 2024.
Udtalelsen vakte forargelse blandt ukrainere. Fordi hun sår tvivl om landets ret og mulighed for at forsvare sig mod Ruslands angrebskrig. Fordi hun skaber tvivl om ukraineres evne til at forsvare deres frihed. Gennem århundreder har en lang række herskere fra Navalnajas hjemland undertrykt ukrainere og ukrainsk kultur.
I snart tre år har Rusland ført krig mod hele Ukraines territorium, har udført massakrer på civile og terrorbombet ukrainske byer. Men det er, som om den erkendelse ikke rigtig har manifesteret sig for Navalnaja. Efter mordet på sin mand, Aleksej Navalnyj, 16. februar 2024 har hun ellers været en af de mest fremtrædende repræsentanter for den russiske opposition. I Vesten nyder oppositionen stor respekt, hvilket tildelingen af Politikens Frihedspris til Navalnaja på lørdag understreger.
Uddelingen af prisen kunne give indtryk af, at den russiske opposition spiller en vigtig rolle i kampen mod den russiske diktator. Snarere fremstår den tandløs, splittet og tæt på irrelevant. I værste fald tjener den til at reproducere russisk imperialisme, som Putin har genoplivet og radikaliseret.
Politikens hædersbevisning skygger desværre for det, men Navalnajas vage holdning til våbenstøtten kan ses som udtryk for et større problem med den russiske opposition.
Et halvt år efter at han blev myrdet af Putins håndlangere, udkom Aleksej Navalnys erindringer, ’Patriot’. Utrætteligt og med stort mod engagerede han sig for at bekæmpe korruption i Rusland. I den massive omtale af bogen i Politiken og andre danske medier bliver han desuden udråbt som en helt og en forkæmper for demokrati og frihed. Hvis ikke ligefrem en martyr eller en helgen.
Af uklare årsager nedtoner eller ignorerer de helt hans veldokumenterede racisme samt imperialistiske og højreradikale synspunkter. Som østeuropaforskeren Franziska Davies skriver i onlinemagasinet Geschichte der Gegenwart i november 2024 er en sådan ensidig fremstilling af Navalnyj og hans enke eksemplarisk for den ukritiske romantisering af den russiske anti-Putin-lejr i Vesten.
For ud over spørgsmålet om, hvorvidt Ukraine bør modtage våben for at kunne forsvare sig, vakler Navalnaja og andre fremtrædende repræsentanter for den russiske opposition, f.eks. Vladimir Kara-Mursa og Ilja Jasjin, på afgørende punkter.
Er den ukrainske hær i sin gode moralske ret til at indtage territorium i nærheden af Kursk som en del af strategien for at modstå russisk aggression? Hører Krim til Ukraine? For at kunne stoppe Putins krigsmaskine bør Vestens sanktioner så ramme bredere end hans inderkreds?
For enhver med forståelse for alvoren og omfanget af Ruslands despoti samt behovet for at modsætte sig russisk militær aggression og imperialisme er svarene indlysende.
At Kara-Mursa som det første efter sin løsladelse i august nævner, at han frem for alt vil kæmpe for ophævelsen af Vestens sanktioner mod Rusland, mens ukrainerne står midt i en brutal uafhængighedskrig og overlevelseskamp, siger meget om det tankegods, der præger den russiske opposition, og den manglende evne til at sætte sig i et koloniseret folks sted. Også Navalnaja arbejder ihærdigt på at tilbagerulle sanktioner, der ikke er skarpt målrettet Putin og hans støtter. Med potentiale til at gøre stor skade på Ukraines mulighed for at forsvare sig.
Derfor er hendes svar på, om hun vil prøve at finde fælles fodslag med det ukrainske lederskab, også logisk. Men alligevel skuffende:
»Det er svært for mig at svare på det spørgsmål lige nu, for det afhænger ikke kun af mig,« sagde hun til Time i april 2024 i stedet for at vise ukrainerne sin faste støtte i kampen for deres frihed.
At ukrainerne fører en antikolonial krig og har ryggen mod muren, er ubegribeligt for en af de højest profilerede repræsentanter for den russiske opposition. Så meget står klart.
Denne vaklen og inkonsekvens i den russiske anti-Putin-lejr – og især hos Navalnaja – hvad angår principielle spørgsmål, har en dybereliggende årsag: deres insisteren på at se Putin og hans regime som noget helt løsrevet fra det russiske samfund og fra russisk kultur.
Det fremgår særlig tydeligt, når de kalder Ruslands krig mod Ukraine for Putins krig. Når de hævder, at almindelige russere ikke støtter krigen.
En underlig, lemfældig omgang med sandheden, når nu alle undersøgelser viser kæmpe opbakning til krigen i den russiske befolkning – den seneste meningsmåling af den uafhængige forskningsorganisation Levada Center fra 11. februar 2025 dokumenterer en tilslutning i den russiske befolkning på 78 procent. Derfor er der også tale om en alvorlig ansvarsforflygtigelse.
Men forståelig, for så vidt at den fratager Navalnaja og den russiske opposition det smertefulde arbejde, det kan være at lede efter dybere, mere fyldestgørende og ærlige svar på, hvorfor Rusland nu igen fortsætter sin lange tradition for at prøve at udslette ukrainsk kultur og myrder ukrainere.
På den ene side Putins regime. På den anden side russisk samfund og kultur. Adskillelsen kan være bekvem. Men den er en illusion. For som Davies undrer sig over: Hvor skal det bedre Rusland, som de russiske oppositionelle drømmer om, komme fra, når de – ud over deres modstand mod Putin – ikke formår at udtrykke selv den mildeste samfundskritik? Når de ikke er i stand til at adressere den koloniale vold, som har gennemsyret det russiske samfund historisk og frem til i dag? En vold, der peger tilbage mod manglende bearbejdning og fortrængt bevidsthed om fortidens forbrydelser under tsarerne og under Stalin. Selvfølgelig ikke sådan at forstå, at Kreml-dirigeret undertrykkelse udelukkende har været rettet mod Ukraine.
I sin bog ’Russian Colonialism 101’ fra 2023 gør journalist Maksym Eristavi rede for de invaderede nationer, befolkningsgrupper og lande alene siden begyndelsen af det 20. århundrede: Tannu-Tuva, Basjkortostan, Tjetjenien, tatarerne på Krim, republikkerne Don og Kuban, Idel-Ural, Kalmykien, Burjatien, Karelen, republikken Tungus, Sakha, Khanty, dolganerne, nenetserne, Iran, Aserbajdsjan, Armenien, Georgien, Estland, Letland, Litauen, Belarus, Moldova, Mongoliet, Polen, Finland, Rumænien, Bulgarien, Ungarn, det daværende Tjekkoslovakiet, det daværende Østtyskland, Tadsjikistan, Kasakhstan og Syrien.
Det er i forlængelse af den liste, at krigen mod Ukraine skal ses. Tildelingen af Frihedsprisen til Navalnaja er desværre et udtryk for, at Politiken ikke rigtig begriber alvoren af den nuværende politiske situation i Rusland og de historiske forhold, der præger den.
Forsøget på at adskille Putins diktatur fra russisk kultur har lederne af den russiske opposition til fælles med Politikens chefredaktør, Christian Jensen. Og jeg formoder, at det spiller ind, når Navalnaja kan komme i betragtning til prisen. Jensens forsvar for russisk litteratur i en artikel fra 20. oktober 2024 er velment. Men det virker uforståeligt i lyset af den velkendte chauvinisme og imperialistiske tangegang, der prægede en række af historiens mest kendte russiske forfattere. Og som de gav udtryk for i deres værker. Fra Pusjkin og Lermontov til Dostojevskij og Brodsky.
Tildelingen af Politikens Frihedspris til Navalnaja, den intense dækning af udgivelsen af hendes mands selvbiografi i efteråret og romantiseringen af deres personer er med til at give russiske perspektiver større vægt end dem, der er fremherskende blandt folkeslagene i imperiets periferi.
Davies nævner et fint eksempel på Navalnyjs blindhed for Ruslands karakter af imperium, idet han sagde:
»Hvis Rusland er et imperium, så er Belarus også et imperium, for angrebet på Ukraine foregik også derfra.«
Et helt absurd argument, når man kender til den indflydelse, Kreml udøver på Lukasjenkos regime.
Navalnyj og hans hustru havde succes med at samle sine følgere om kampen mod korruption – deres hovedtema. Men deri ligger også et politisk svigt. For i Tjetjenien, Syrien og Ukraine står det sørgeligt klart, at det ikke er korruption, der gør Rusland så farligt, men derimod voldsparathed og kolonialisme kombineret med ekstrem nationalisme, som er det, Davies hæfter sig ved.
I de mange nationer på Eristavis liste, som har erfaringer med at blive invaderet og koloniseret af Rusland, ryster man på hovedet ad Vestens idyllisering af den russiske opposition. Hvis det alligevel er vigtigt for Politiken, at prisen netop går til en russer, ville andre kandidater end Navalnaja være bedre egnet. Menneskerettighedsforkæmperen Oleg Orlov og forfatteren Sergej Lebedev for eksempel. De har godt nok om muligt endnu mindre politisk indflydelse i deres hjemland, men til gengæld har de en realistisk bedømmelse af problemets omfang.
De ved, hvor dybt årsagerne til Ruslands angrebskrig mod Ukraine ligger. Dog kan det være svært at forestille sig, at Orlov og Lebedev med deres integritet i den nuværende situation ville have lyst til at lade sig hædre frem for nogen ukrainer.
For faktum er jo, at den reelle kamp mod det russiske despoti ikke udgår fra den russiske opposition, men at den derimod føres af modige ukrainere og foregår under frygtelige betingelser på slagmarken i Ukraine. I langt større skala og langt mere konsekvent end nogen repræsentant for den russiske opposition forsvarer de ikke bare deres egen, men også Europas frihed. Det faktum kunne Politiken have ladet komme til udtryk ved at give Frihedsprisen til en ukrainer.
For eksempel menneskerettighedsaktivisten Maksym Butkevytj, der tilbragte mere end to år i russisk krigsfangenskab, og som med dybe humanistiske indsigter har reflekteret meget over den tortur, han blev udsat for. Indtil videre har hans navn dog kun fundet vej til Politikens spalter i et enkelt Ritzau-telegram, så det vil kræve en skærpet opmærksomhed på avisen på, hvor vigtige begivenheder egentlig foregår, frem for det traditionelle, halvdovne fokus på imperiets centrum, hvor også den russiske opposition overvejende stammer fra.
Stanislav Asjejev kunne være en anden. Han er forfatter til bogen ’Helvedet på Paradisgaden’, har været indsat gennem 962 dage i et af Ruslands værste torturfængsler og er stifter af Justice Initiative Fund, der samler information om russiske krigsforbrydelser.
At skænke prisen til Nariman Dsjeljal kunne sætte fokus på Ruslands forfølgelse af tatarerne på Krim. Han var den øverste politiske leder for denne undertrykte befolkningsgruppe, der var til stede på halvøen efter den russiske annektering i 2014. I 2021 blev han anholdt og idømt 17 års fængsel. Først i juni 2024 slap han fri. Kampen for løsladelse af politiske fanger har været hans hjerteblod lige siden.
Oleksandra Matvijtjuk ville være oplagt, til trods for at hun selvfølgelig allerede har modtaget Nobels Fredspris via sit vigtige arbejde for demokrati og menneskerettigheder i Center for Civil Liberties.
En fjerde kunne være den kendte paramediciner Julija Pajevska, der hjalp så mange civile, da russisk artilleri lagde storbyen Mariupol i ruiner.
Hvis juryen tillader at tildele prisen posthumt, kunne den være gået samlet til de hundredvis af ukrainske kulturskabere i alle aldre og køn, som valgte at skifte deres pensler, mejsler, guitarer, kameraer, penne, mikrofoner, bøger, teatermasker og balletsko ud med geværer, i erkendelse af at frihed er et af de højeste menneskelige goder. Og som betalte med deres liv for at handle på den indsigt. Derudover er datoen for uddelingen ikke velvalgt. At give Navalnaja Frihedsprisen kort før treårsdagen for Ruslands angrebskrig på hele Ukraine grænser til respektløshed.
En opfordring kunne lyde til hende til at dedikere prisen til ukrainernes kamp for frihed. Men over for dem er det nok desværre for sent at rette op på den russiske oppositions troværdighed.
fortsæt med at læse
