Dansk slaveri og slavehandel fra det 17. til det 19. århundrede indgik i en større global og multinational historisk sammenhæng og var i mange henseender ikke særlig dansk. I Dansk Vestindien var en stor del af plantageejerne engelske eller franske; grossister, der handlede på Vestindien havde lige så vigtige baser i Hamburg og Altona som i København, og kaptajner og besætning på de skibe, der hentede slaver til sukkerplantagerne, var ligeledes ofte af udenlandsk herkomst, heriblandt særlig brutale slaveskippere fra Bretagne med mange lig i lasten.
På Guinea-kysten selv indgik Danmark i et kompliceret magtspil med konkurrerende kolonimagter for at forsvare sine handelsprivilegier, var magtesløs uden alliancer og aftaler med både disse og lokale afrikanske magthavere og mistede i øvrigt helt sin position som betydende europæisk kolonimagt, da England vandt overherredømme efter krigene i 1801 og 1807.
