Eisenhüttenstadt fejrer sit 75-års jubilæum i år. De talrige skulpturer, mosaikker, statuer, friser, monumenter samt væg- og glasmalerier strøet gavmildt ud over gader og pladser vidner om, at byen havde en særlig funktion: Den skulle være en reklamesøjle for socialismen – den styreform, som det nyligt grundlagte DDR prøvede at indføre efter Anden Verdenskrigs afslutning og Tysklands deling.
Eisenhüttenstadt blev opført helt fra grunden fra 1950. Som led i bestræbelserne på at få gang i Østtysklands sværindustri opstod den ved siden af et stort jernværk, som myndighederne anlagde tæt på grænsen til Polen. Den nye by skulle huse arbejderne og deres familier. Regimets ledere postede uanede ressourcer i at gøre den til en mønsterby for deres politiske ideologi. De østtyske byplanlæggere fik pålagt at lade kunst og arkitektur spille sammen på måder, der var arbejderklassen værdig.
Som stadsarkitekt fra 1958 til 1968 spillede Herbert Härtel en nøglerolle.
»Af min borgmester Max Richter, som jeg havde et meget nært forhold til, fik jeg til opgave at se mig omkring i DDR og opsøge unge kunstnere, der var villige til at flytte hertil og tage arbejde«, siger han.
Den 96-årige arkitekts markante præg på byen bidrager til, at Eisenhüttenstadt i dag betragtes som et sammenhængende og helt særligt ensemble inden for byggekunst.
»Jeg arbejdede tæt sammen med de kunstnere, der udsmykkede den, herunder Walter Womacka. Vi mødtes både i hans atelier og ude på byggepladserne, hvor vi diskuterede, hvordan hans værker skred frem. I min tid som stadsarkitekt skabte han gavlmosaikken i Leninallee, den nuværende Lindenallee, samt den store mosaik, som kan ses i trappeopgangen i rådhuset«, siger Härtel, idet han nævner navnet på DDR’s førende billedkunstner.
Härtel arbejdede i Eisenhüttenstadt på en tid, hvor der skete et afgørende skift i byggestilen i den tidligere østblok – i årene, hvor arkitekter og byplanlæggere gik væk fra Stalin-tidens krummelurer, søjler og inspiration fra antikken.
»Sammen med gode kolleger havde jeg glæden af at opleve, hvordan vi kunne anvende meget mere moderne principper, end det var muligt i 1950’erne, hvor tendensen var udelukkende at kigge tilbage og lede efter former fra tidligere århundreder. Vi trak på de mest moderne tendenser inden for arkitektur og byplanlægning i Europa på det tidspunkt«, siger han.
Skiftet fra socialistisk klassicisme til socialistisk senmodernisme, som tydeligt kan spores i Eisenhüttenstadt, havde ifølge den pensionerede byplanlægger at gøre med udviklingen i USSR.
»Der var selvfølgelig en direkte sammenhæng. Efter Stalins død i 1953 forsøgte hans efterfølger, Nikita Khrusjtjov, at sætte en ny kurs for Sovjetunionen. Det omfattede også arkitekturen og smittede naturligt af på DDR. Lidt langsomt efter min mening, men alligevel«, siger han.
Som en del af de begivenheder blev byens oprindelige navn Stalinstadt – Stalins by – ændret til det nuværende i 1961. På den måde forsøgte Eisenhüttenstadt at undslippe ånden efter tyrannen i Kreml, der også hjemsøgte en satellitstat som DDR.
Med deres foruroligende konnotationer af imperium og magt er Stalin-husene i Wohnkomplex II blevet renoveret og ser mere pompøse ud end nogensinde.
De ekstraordinære omgivelser har gjort Eisenhüttenstadt til en populær location til indspilninger af film om DDR-tiden. Internationale rejsemagasiner er begyndt at anbefale byen som en helt særlig destination.
Kuratorerne af de populære udstillinger på det fremragende museum Utopie und Alltag stiller skarpt på hverdagskultur og kunst i DDR. På en spadseretur rundt i Eisenhüttenstadt med statssocialismen på mere end tre årtiers afstand bidrager omgivelserne til en helt særlig atmosfære af ikkeindfriet utopi.
Byens arv vækker i stigende grad nysgerrighed blandt urbanister, kunsthistorikere og kulturelt interesserede turister, som genopdager dens kvaliteter. Uden hverken at negligere den totalitære karakter af regimet i det tidligere DDR eller byens nuværende sociale problemer kan det måske alligevel være frugtbart at lege med en tanke:
Her i den neoliberale æra, hvor boligbyggeri og (manglende) byplanlægning i høj grad er drevet af markedskræfter og gentrificeringsprocesser, bliver nogle af de oprindelige ideer bag opførelsen af Eisenhüttenstadt måske relevante igen?
For den nutidige besøgende, der er vant til, at gentrificering driver fattigere mennesker ud af større byer tilsyneladende overalt samt udhuling af reallønnen mange steder i middelklassen på grund af ekstreme huslejestigninger, virker dét at opføre en hel by med denne kvalitet af arkitektur og udfoldelsesmuligheder for helt almindelige mennesker nærmest ubegribeligt.
»I et nutidigt perspektiv er der meget at lade sig inspirere af i Einsehüttenstadt, når det gælder byplanlægning. Det er det, jeg altid plæderer for«, siger Martin Maleschka – en af de vigtigste drivkræfter bag de senere års øgede opmærksomhed omkring byens kulturarv, herunder hvordan Womacka, Härtel og mange andre talentfulde mennesker bidrog.
Den lokale arkitekt og fotograf blev født her i 1982. Han husker stadig sin hjemby fra barndommen som en del af DDR og har gjort det til sin mission at dokumentere dens historie og værdi i en lang række publikationer og kunstprojekter. Utrætteligt arrangerer han byvandringer, sommerkurser, workshops, udstillinger og foredrag om byens historie med fokus på dens kunstværker og arkitektur. Han er forfatter til bogen ’Eisenhüttenstadt’, udgivet i 2021.
»Byen udgør Tysklands største sammenhængende Flächendenkmal – et område, der er beskyttet i sin helhed på grund af sin historiske og kulturelle betydning. Det er den første og sidste socialistiske mønsterby på tysk jord. Der findes ikke noget lignende nogen andre steder. Den er enestående. Det er det store trækplaster, og det er det, der gør den så fantastisk: arkitektur, kunst, byplanlægning. Og det er det, jeg gerne vil formidle til folk«, siger Maleschka, idet han sætter en sandwich til livs i bageriet på hjørnet af Lindenallee og Puschkinstraße, inden han skal af sted til kunstfestival for at afholde en fotoworkshop med udgangspunkt i sine erfaringer fra Eisenhüttenstadt.
»Denne euforiske stemning i 1950’erne, da alt blev planlagt og bygget op fra bunden ... jeg kan næsten ikke begribe det. Forestil dig at opføre en helt ny by ud af ingenting. Det sydede af aktivitet og masser af mennesker kom for at tage del. Fra Hessen, fra Sachsen, fra Vogtland – alle vegne fra. For her blev de tilbudt arbejde. Ligesom min familie. Mine bedsteforældre. De kom som fordrevne fra Schlesien efter Anden Verdenskrig, fra det nuværende Polen, og fik arbejde med det samme. Samt et sted at bo. De var de første beboere i en lejlighed i Wohnkomplex III. Som alle andre fortalte de historier om de steder, de kom fra. Og med deres forskellige baggrunde dannede indbyggerne et nyt fællesskab«, siger Maleschka.
Både fra sin opvækst og fra sit omfattende arbejde med at dokumentere Eisenhüttenstadt gennem fotografi kender han hver en mosaikflise, hver en sirlig krummelure, hvert et fint svunget gelænder.
Og byens fremtoning ligger ham naturligt nok meget på sinde.
»Her, hvor vi sidder nu, befandt sig tidligere en restaurant, hvor de serverede Broiler«, fortæller Maleschka, idet han bruger den typiske DDR-jargon for grillkylling.
»På gamle postkort kan man se, hvor fantastisk stedet så ud dengang. Med rumdelere her, med lamper fra 1960’erne hængende ned der. Interiøret var helt utroligt. Rundt om hjørnet derhenne, hvor selve hovedindgangen var tidligere, gik gæsterne ind og blev mødt af et vægmaleri«, siger han og slår ud med armen.
»Det er malet direkte på væggen, forestiller en havn og findes stadig bag den store reklame. Men at dække kunstværket over tilslører byens identitet, synes jeg. Kapitalismen lægger sig, så at sige, over resterne af DDR med budskabet: Det er bedre, hvis I ser en billig plakat med et stort stykke kage og en kop kaffe i stedet for et dygtigt håndmalet vægmaleri«, siger han og uddyber:
»Helt ærligt, så forstår jeg ikke det valg. Det berøver byen for et element, der giver en følelse af tilknytning, af at høre til, af at være hjemme. Det truer indbyggernes evne til at forstå, hvor de er.«
Når den ikke er tildækket som i dette tilfælde, blander Eisenhüttenstadts sublime æstetik sig med byens sociale udfordringer. Ikke alene har den mistet tusindvis af arbejdspladser siden den tyske genforening i 1990. Jernværket beskæftigede 12.000 arbejdere i DDR’s velmagtsdage. Det tal er i mellemtiden sunket til omkring 2.700. Indbyggertallet er faldet med mere end det halve til omkring 25.000.
Mens nogle kvarterer – primært i centrum – bliver passet godt på og er blevet renoveret som Wohnkomplex II, er andre bygninger i forskellige stadier af forfald. Boligblokke med tæt på 7.000 lejligheder er blevet revet ned de sidste årtier. Hele kvarteret Wohnkomplex VII, hvor Maleschka voksede op, blev jævnet med jorden, hvilket skaber en følelse af tab, der motiverer hans projekt.
På højden af sin karriere som arkitekt i Eisenhüttenstadt i en helt anden tid end sin far, Herbert Härtel, planlagde og opførte Gabriele Haubold netop det kvarter i 1970’erne og 1980’erne. Kun for som ekspert i denne type byggeri at få til opgave at rive det ned i begyndelsen af 2000’erne.
»Antallet af ubeboede lejligheder steg hurtigt. Indtil det nåede mere end 30 procent, hvilket på ingen måde er holdbart. Med 30 procent er man helt sikkert nødt til at gøre noget«, siger 70-årige Haubold, der tidligere arbejdede på rådhusets kontor for byudvikling.
Selv i dag, mens hun kører sin lille bil gennem byen, dukker bulldozere op, der har travlt med at forvandle rester af DDR, der ikke anses for at være bevaringsværdige, til bunker af murbrokker. Nødvendige foranstaltninger for at kunne redde mere værdfulde dele andre steder, påpeger hun.
Haubold føler den samme stærke tilknytning til Eisenhüttenstadt som Maleschka.
Minder fra tidligt i livet knytter hende til den by, hun var med til at forme, og som formede hende.
»Jeg husker i slutningen af 1950’erne og begyndelsen af 1960’erne, hvordan jeg legede med mine venner på byggepladserne. Følelsen af, at en by blev født. Vores forældres og naboers entusiasme. De arbejdede med sådan en stolthed på at opføre jernværket og og de nye kvarterer. Folk ville være med. De ville bidrage«, siger Haubold om det miljø, der med tiden skulle blive en karrierevej.
»Min far tog mig ofte med hen til byggepladserne, hvor han arbejdede, og forklarede, hvad han lavede. Han inviterede ofte sine kolleger og deres børn på besøg. Emner forbundet med arkitektur og byplanlægning blev diskuteret konstant«, husker Gaubold.
Et særligt træk ved byens udformning finder hun særlig tiltalende: »Ifølge de seksten principper for byplanlægning, der gjaldt i DDR, skulle arkitektur være demokratisk i indhold. Det betød blandt andet, at byens sociale sammensætning skulle holdes lige. Derfor boede arbejderen ved siden af lægen, som boede ved siden af postbuddet, som boede ved siden af borgmesteren, som boede ved siden af vaskedamen,og så videre. Der var ingen hegn, der adskilte mennesker. Ingen privilegier for bestemte grupper«, siger Haubold.
Mens det pænt renoverede Wohnkomplex VI glider forbi, reflekterer hun videre over opførelsen af sin hjemby:
»Den skulle ikke blot være et flagskib for socialismen, men havde også en opdragende funktion over for beboerne. På den ene side ønskede staten at styre tingene i en bestemt retning. På den anden side handlede det om spørgsmålet: Hvad skal der ske, og hvad skal indbyggerne tilbydes, for at de finder denne samfundsform attraktiv?«.
Med statssocialismens undergang og neoliberalismen til at fylde det ideologiske vakuum danner Eisenhüttenstadt i dag på underfundig vis et mikrokosmos, som fremhæver nogle aktuelle faldgruber i byudvikling mere generelt.
Som mange andre byer i Tyskland – og i Danmark for den sags skyld – har den oplevet sin del af ejendomsspekulation med henblik på profit, manglende koordinering mellem private entreprenører med forudsigelige resultater, en tiltagende følelse blandt mindrebemidlede beboere af ikke at høre til, almindelige menneskers magtesløshed over for investorer, utilstrækkelig beskyttelse af historiske vartegn …
Blot gør den statssocialistiske ideologi, der stadig er så præsent i gadebilledet, kontrasterne skarpere, så de fænomener trænger endnu tydeligere frem.
fortsæt med at læse
