Demokratitænkeren Hal Koch, der grundlagde Krogerup Højskole, skrev klogt, at vi som mennesker skal lede efter sandheder, men erklærer nogen, at de har fundet Sandheden – med stort s – bør man være varsom. Virkeligheden er som regel mere kompleks, farverig og interessant end dem, der hævder at have fundet Sandheden, vil være ved.
Følger man Politikens debatspalter i de seneste 10(!) uger, kan det se ud, som om redaktionen mener at have fundet Sandheden om Krogerup Højskole: Elitær, privilegieblind og venstresnoet. Man kunne skrive meget om Politikens presseetik og prioriteringer (er der virkelig ikke andre, der har mere brug for opmærksomheden end Krogerup?), men lad mig først rydde op i en række misforståelser.
I Politiken-debatten er man efterladt med det indtryk, at højskolen alene er for de rige og berømtes børn. Konstruktionen er velegnet til polemik og palaver, men det ændrer ikke på, at det netop er en konstruktion. Flertallet af eleverne på tværs af landets højskoler – også her på Krogerup – sparer selv op gennem job som lærervikarer, cafémedarbejder eller arbejde hos Ikea til deres højskoleophold.
Men ja, mediechefernes døtre er her, og af og til har vi elever, der er vokset op på ambassader. Her deler de så hverdag og værelser med dem, der også går her: Lærerens datter fra Sønderborg, en ung kok fra Brønshøj eller en lgbt+-ung med minoritetsbaggrund, hjulpet herop med fondsmidler. De møder mellem eleverne er nogle gange svære, men oftest – ja faktisk for det meste – er de vidunderlige. Hvis ikke ligefrem livsforandrende.
Jeg følte mig selv som en fremmed og forvirret fugl, da jeg begyndte på højskole, men for mig blev højskolen en mulighed for at tænke nyt om mig selv og verden. På højskolen blev jeg mødt af værdier og forventninger, af mennesker, der havde et anliggende med mig. Jeg blev kroget ud af mig selv.
På samme måde møder vi vores elever på Krogerup. Her insisterer vi på at forstå mennesker i egen ret, at ansvarliggøre og retvende dem mod verden. Hvad vi hver især er rundet af er ikke den enkeltes skyld, men det er den enkeltes ansvar at forvalte den tilværelse, vi nu engang er blevet givet.
Når jeg personligt er skeptisk over for de identitetspolitiske strømninger, som jeg nu klandres for at pode med på skolen, er det netop, fordi tænkningen truer med at offergøre og reducerer den enkelte. Den determinisme, der løber som en åre igennem identitetspolitikken, virker nok tilforladelig og sympatisk, og ja, intet menneske fungerer uafhængigt af struktur og kultur. Men forståelse slår let om i en tænkning, hvor vi mennesker frarøves vores vigtigste ressource, nemlig evnen til at tage ansvar for os selv.
Det sagt, skal vi – både Krogerup og højskolebevægelsen – selvfølgelig have blik for egn, ophav og adgang. Derfor har vi etableret en elevfond, der åbner døren for flere her, og udbredt ideen til andre højskoler – og derfor foreslog jeg som formand for Trivselskommissionen, at adgangen til efterskoler og højskoler skal demokratiseres.
Virkeligheden er, at unge i dag har valget mellem at betale 10.000 kr. om måneden for at gå på højskole eller få 6.000 kroner i SU på en kompetencegivende uddannelse. I det landskab har nogen selvsagt lettere adgang end andre. Den erkendelse er ikke ny for mig. Når Politikens debatchef, Lotte Folke Kaarsholm, skriver, at »den første blinde vinkel hos velmenende institutioner som Krogerup og Politiken [er] overbevisningen om, at verden er retfærdig«, må jeg bare i stilfærdig undren sige: Tal for dig selv.
Fra mit eget liv – og fra arbejdet i Trivselskommissionen – ved jeg, at nu som tidligere er ressourcerne, risiciene og mulighederne urimeligt ulige fordelt.
Men vi kan på Krogerup ikke egenhændigt ændre på den strukturelle ulighed. Det er ikke rimeligt at veje os på den vægt. Vi – og jeg – må vurderes på, om vi her gør en indsats.
Den tidligere amerikanske udenrigsminister Madeleine Albright har engang sagt, at der »er et særligt sted i helvede for kvinder, som ikke hjælper andre kvinder«, og ligeledes findes der et særligt pinefuldt sted til dem, der selv kommer fra tumultariske kår og ikke tager sig af andre, der har brug for en hånd i ryggen. Den erkendelse er og har været en ledetråd i mit liv – også som forstander på Krogerup.
Men hvad med den i Politikens spalter nu etablerede sandhed om Krogerup Højskole som et venstrefløjsekkokammer – passer det? Nuvel, et flertal af skolens elever stemmer antageligt til venstre for midten. Går der på Krogerup elever, der spiser vegansk, er optaget af klimakrisen og føler sig hjemme til møderne i lgbt+-klubben?
Ja, og heldigvis for det, ligesom vi har haft Enhedslistens Pelle Dragsted og forfatter Emma Holten som undervisere. Men er Krogerup en slags woke-stamme med mig som høvding, der sørger for at holde alle synspunkter, der ikke rimer på vegetarmad, multikultur og identitetspolitik ude?
Nej. I de seneste sæsoner har vi haft Andreas Paulsen fra den nystartede borgerlige Rahbeks Højskole som fast og fremragende underviser. Tidligere har Flemming Rose under massivt politiopbud besøgt skolen for at fortælle om sin inspirerende kamp for ytringsfrihed. Liberal Alliances formand, Alex Vanopslagh, har ad flere omgange gæstet os. Socialdemokratiets Frederik Vad har både som underviser og foredragsholder talt om multikulturens pris. Sørine Gotfredsen er fast gæst på matriklen.
Sådan kunne jeg fortsætte. Og derudover – for at det hele ikke skal blive for kedeligt og politisk – undervises her også i dokumentar, seksualitet, udeliv, fotografi, hekseri, økonomi, Mellemøsten, litteratur, drama, yoga, gastronomi, rewildening, kajak, podcast og alt muligt andet.
Og som elev på Krogerup må du selvsagt mene og tænke, hvad du vil. Her skal mennesker og meninger netop mødes og brydes, og ja, det vil være vidunderligt med endnu større politisk diversitet, men uagtet baggrund, og om du er er rød, blå, grøn eller lilla, så taler og lytter vi ordentligt til hinanden. Her må du ikke intimidere andre.
»Det er samtalen og den gensidige forståelse og respekt, som er demokratiets væsen«, skrev Hal Koch i ’Hvad er demokrati?’, og her gør vi faktisk en dyd ud af at forfølge dét ideal.
Ideen om, at man ikke kan møde arbejderklassens sønner og unge med minoritetsbaggrund med samme forventninger som andre, er udtryk for rå patronisering iklædt omsorgens gevandter. Selvfølgelig kan og skal man det. Alternativet er en slags omvendt – men ikke mindre problematisk – diskrimination.
Senest er Politikens læsere blevet præsenteret for en beretning fra en tidligere elev om, at vi ikke kan rumme psykisk sårbare unge.
Jeg hverken kan eller vil forholde mig til den konkrete beretning, men jeg vil blot bemærke, at der hvert år går flere på højskolen, som tumler med trivslen og/eller psykisk sygdom, og for mange bliver højskoleopholdet, med faste rytmer, fællesskaber, livsoplysning og fag at engagere sig i en afgørende en trædesten ind i et nyt kapitel. Her er ikke kort til døren. Tværtimod. Vi har et af landets laveste frafald. Det er ikke noget, jeg finder på til lejligheden. Det er virkeligheden her.
På tværs af skolen – lærere, kontor, pedeller, oldfrue og køkken – gør vi alt, hvad vi kan – og nogle gange lidt mere – for at elever, der i perioder er udfordrede af mistrivsel eller psykisk sygdom, kan være en del af skolens liv. Men enkelte gange kan det være nødvendigt at nægte en elev at rejse, pause eller stoppe opholdet, for eksempel hvis en elev skal have adgang til akut psykiatrisk behandling.
Hvis ikke jeg tog det ansvar på mig – og en sjælden gang besluttede noget imod en elevs ønske – ville der for alvor være grund til at skrive om det i avisen. Alle, der arbejder med børn og unge, kender til dilemmaerne, som vi som skole selvsagt altid vil stå i.
Det bringer mig til slut frem til Politikens valg og fravalg i forbindelse med debatserien om Krogerup Højskole. Jeg er ikke sart, og debatten om mangfoldighed og adgang er væsentlig og velkommen, men jeg sidder tilbage med oplevelsen af, at Politiken – i modsætning til for eksempel DR, Berlingske og Jyllands-Posten – har været mere optaget af polemik for polemikkens skyld end at tegne et retvisende billede.
Det er, som om verden må være af lave, for at Politikens debatredaktion kan være god. Og så er det mindre væsentlig, om virkeligheden gengives korrekt. Man har kastet et skarpt lys på, forstørret og fordrejet et lille hjørne af skolens liv, men har efterladt læserne med det indtryk, at man afdækker en større sandhed. Metoden skaber nok opmærksomhed og generer trafik, men den er også uordentlig.
fortsæt med at læse
