Under besættelsen af Danmark foretog den danske stat en række arrestationer og interneringer af danske kommunister. En af de arresterede var min gamle oldefar. Han blev anholdt foran sin kone og sine to sønner i sit hjem. De udsendte betjente kunne ikke fortælle ham, hvilken lov han havde brudt, og han kunne hverken tale med en advokat eller forsvare sin sag over for en dommer.
Min gamle oldefar var maleren og forfatteren Hans Scherfig. Du kender nok nogle af hans bøger, hvis du tænker efter, og har nok set hans litografier hænge på bibliotekerne eller ved tandlægen. Ud over at male og skrive var han medlem af det danske kommunistparti og skrev lidt til deres dagblad. Denne morgen blev dagbladets lokaler oversvømmet af betjente, og trykpressen blev standset.
Stakke af aviser lå væltet ud over gulvet, aviser der aldrig ville blive læst. En af artiklerne handlede om vrede tømrere i 1794, der rottede sig sammen og gennemførte Danmarks første generalstrejke. Denne farlige tekst om oprør og modstand var skrevet af min oldefar og understregede, hvorfor han nu sad fængslet og isoleret i Hillerød Arrest.
En måned efter denne morgen blev der vedtaget en lov, der med tilbagevirkende kraft ulovliggjorde det at være kommunist. Sammenlagt er det lykkedes mig at finde frem til 1.058 personer, der har været interneret i kortere eller længere tid mellem 22. juni 1941 og 29. august 1943. I gennemsnit har der siddet ca. 300 mennesker interneret i perioden, og mange hundrede andre blev jagtet og forfulgt.
Historien om kommunistforfølgelsen under Anden Verdenskrig har spøgt siden befrielsen. De forfulgte har selv forsøgt at beskrive deres historie, og en række jurister har gransket de juridiske spørgsmål bag forfølgelsen.
22. juni i år udkom min bog om Kommunistforfølgelsen 1941. Det er den første egentlige historiske undersøgelse af begivenhederne, og den har medført diskussioner i blandt andet Weekendavisen og Danmarks Radio (på P1).
Hovedanken mod bogen er, at den ikke beskriver, hvor slemme kommunisterne var. »Det var ingen, der rigtig brød sig om dem« gentages det fra alle sider.
I en tekst af historikeren Bo Lidegaard i Weekendavisen forsøger han at opsætte et argument for, at hvis staten skal undskylde forfølgelsen af kommunisterne under Anden Verdenskrig, så skal efterkommerne af de forfulgte kommunister også undskylde for alt muligt, som Sovjetunionen havde ansvaret for.
Det er en tåkrummende oplevelse at læse sådanne udtalelser fra fine historikere med doktorgrader, især da spørgsmålet om undskyldningen for så vidt er forbi. Der er allerede to statsministre, heriblandt den nuværende, og en justitsminister, der har undskyldt for statens overgreb mod kommunisterne.
Jeg ved ikke, om Lidegaard ønsker, at disse ministre skal trække deres undskyldninger tilbage? Men det ville være et spændende spørgsmål at stille, især da han selv var udenrigspolitisk rådgiver for den ene statsminister, da undskyldningen blev givet tilbage i 2005. Derudover er det selvfølgelig også en tosset sammenligning: En stats overgreb mod en del af befolkningen over for efterkommere af de forurettede, som ovenikøbet skal tage ansvar for fremmede magters synder.
For tiden beskæftiger Folketingets Præsidium sig med spørgsmålet, om der skal opsættes en mindeplade for de forfulgte kommunister på Christiansborg. Det ville være passende, da forfølgelsen blev lovliggjort af det daværende folketing tilbage i august 1941.
Men i Weekendavisen har man kunnet læse, at der pågår forhandlinger om en vis ordlyd. Forhandlingen eller uenigheden går på brugen af ordet grundlovsbrud. Disse forhandlinger er imidlertid endnu ikke påbegyndt, selvom det nok er rigtigt, at efterkommerne af de internerede kommunister og for eksempel fangeorganisationen Horserød Stutthof Foreningen mener, at det ville være på sin plads at bruge netop det ord.
En journalist på Weekendavisen har fremhævet et gammelt citat fra den nuværende Højesterets præsident for at påvise, at grundloven ikke blev brudt. Dette altså til trods for, at de to statsministre og en justitsminister understreger, at det netop var et grundlovsbrud. Det kunne være spændende at spørge denne Højesterets præsident, om han stadig mener dette. Eller spørge ham, hvad det er, han taler om, når han siger, at grundloven ikke blev brudt?
Mener han, at det ikke var et grundlovsbrud, at Kommunistloven blev vedtaget med tilbagevirkende kraft og dermed med et slag ulovliggjorde et ellers lovligt politisk parti?
Eller mener han, at kommunisternes rettigheder ikke blev overtrådt en måned tidligere, da de blev anholdt uden lovhjemmel og ikke blev fremstillet for en dommer, som det ellers er retspraksis?
Eller mener han, at de tre kommunistiske folketingsmedlemmers grundlovssikrede beskyttelse ikke blev overtrådt, da de blev jagtet og interneret?
Når jeg har besluttet mig for at forholde mig til især Bo Lidegaards forvirrende indlæg, er det, fordi han i sin gennemgang af de historiske begivenheder uforvarende kommer til at gentage nogle usande fortællinger, som fortjener at blive afklaret.
Lidegaard skriver, at arrestationerne af kommunisterne i 1941 skete efter devisen »hellere flere end færre«. Og det må man da i hvert fald sige! De indkaldte embedsmænd blev af den tyske besættelsesmagt præsenteret for en liste med lidt mere end 63 navngivne kommunister. Disse blev krævet arresteret, ja. Men i løbet af forbløffende kort tid havde myndighederne arresteret op mod 300 personer.
Det er kommet frem, at tyskernes liste over danske kommunister kom direkte fra det danske politi. Her havde en politimand allerede i 1940, kort tid efter besættelsen, afleveret en liste med de 63 navne. Min gamle oldefar, forfatteren og maleren Hans Scherfig, stod opskrevet på denne liste over Danmarks farligste kommunister. Besættelsesmagten kendte altså kun til navne og adresser på de kommunister, det danske politi på forhånd havde udpeget.
Derfor er der intet, der kan underbygge Lidegaards fortælling om, at kommunisterne ville have været interneret under langt strengere forhold, hvis ikke de danske myndigheder havde påtaget sig tørnen med at jagte, forfølge og internere flere hundrede landsmænd – for deres egen skyld!
Besættelsesmagten kunne ikke se, hvem der var kommunist, eller hvem der var socialdemokrat. Og det kunne danske myndigheder for den sags skyld heller ikke. Det eneste, der muliggjorde aktionen mod kommunisterne 22. juni 1941, var en foregående og årelang systematisk overvågning og registrering af kommunisterne. En registrering, der var blevet påbegyndt helt tilbage i slutningen af 1920’erne, og som var blevet stærkt intensiveret frem mod 1940. En registrering, der i april 1940, samtidig med den tyske besættelse af Danmark, blev gennemgået og klargjort.
Men til hvad, kan man spørge. Under Den Parlamentariske Kommissions forhør efter befrielsen var det et spørgsmål, der blev rejst flere gange. Hvad skulle kartotekerne klargøres til? En enkelt af de betjente, der arbejdede med registreringerne, svarede direkte, at de klargjorde »anholdelseslister«. Og det var i hvert fald, hvad det endte med at være.
Flere hundrede danskere blev forfulgt, jagtet, og mange blev interneret. En internering, der frækt nok stadig af historikere som Lidegaard omtales som en beskyttelsesforanstaltning.
Lidegaard beskriver udleveringen af de internerede kommunister til tysk koncentrationslejr som et centralt element i en »kommunistisk fortælling«, som desværre »fortaber sig i historiens mørke«. Her kan jeg være Lidegaard behjælpelig.
Dette mørke kapitel i danmarkshistorien er faktisk meget grundigt gennemgået af Den Parlamentariske Kommission. Og historiker Hans Kirchhoff har skrevet en letlæselig gennemgang af begivenhederne i en historisk artikel, der ikke burde være svær at finde frem.
Selvom Den Parlamentariske Kommission ikke ender med at udpege landsforrædere, er konklusionerne meget klare: De internerede kommunister ventede med at flygte, alene fordi de ventede på grønt lys fra regeringen. Flere personer, heriblandt betjente og fangevogtere, gjorde et kæmpe arbejde for at holde en åben kommunikationslinje og gode muligheder for flugt, så snart advarslen skulle komme. Men den kom aldrig, og 150 danskere endte i tysk koncentrationslejr.
Danmarks politikere ville ikke besværliggøre forhandlingerne med besættelsesmagten. Og da forhandlingerne endelig sluttede, blev der ikke – som lovet – advaret og givet grønt lys for flugt. Den dag i dag er det stadig usikkert, hvorfor de internerede aldrig blev advaret. Men måske har Lidegaard allerede svaret på det – fordi ingen rigtig brød sig om kommunisterne.
Under PET Kommissionens arbejde dukkede der et lille hemmeligt notat op fra Justitsministeriet. Notatet var skrevet i 1950, få år efter befrielsen, og sagde: »Politiets aktion 22.6.1941 mod DKP og ledende personligheder viste, hvilken betydning et slagkraftigt og velorganiseret politi kan have i en given situation, når man i tide har det velforberedt, og der slås til samtidigt over hele landet«.
Det var et uhyggeligt, men oplysende notat, der dukkede op. Sort på hvidt står der beskrevet, hvordan aktionen mod kommunisterne for det første anses som en succes, et eksempel til efterlevelse. For det andet peger ordet »velforberedt« ikke mod myndigheder, der om natten bliver overrumplet af besættelsesmagten, men et politi, der længe har stået klar.
Det uhyggelige tvist i historien dukker op, når man undersøger, hvad vi så har lært af denne historie?
Forfølgelsen af kommunisterne viste, hvor livsfarligt det er at optræde på myndighedernes hemmelige lister over folk, ingen rigtig bryder sig om. Historien viste også, hvor let det var at ende på sådan en livsfarlig liste. I mange tilfælde behøvede man blot have deltaget i et bestemt møde eller abonneret på en bestemt avis. Ingen kontrollerede, om man rent faktisk var en farlig kommunist. Man kunne derfor forestille sig, at myndighederne i fremtiden ville undgå at udfærdige denne type lister og registreringer af borgere.
Men man ønskede ikke at tage ved lære af historien. I stedet blev der allerede få år efter befrielsen opbygget nye hemmelige kartoteker over kommunisterne. I 1950 bestod det nye kartotek af 100.000 kort, hvorpå der var registreret oplysninger om 20.000 danskere, og hertil kommer op mod 62 specialkartoteker over kommunistiske foreninger. Den kolde krig var i gang, og man måtte være klar igen. Snart blev der udformet lister over andre politiske eller religiøse fællesskaber, som ingen rigtig brød sig om.
Har du nogensinde overvejet, hvor livsfarligt det kan være for dig, hvis du deltager i en forkert demonstration? Abonnerer på den forkerte avis? Skriver forkerte tanker på Facebook? Hvis du pludselig er en, ingen rigtig bryder sig om.
fortsæt med at læse
