Det eneste geniale ved den europæiske menneskerettighedskonvention (EMRK) er dens navn. For ingen kan da være imod menneskerettigheder, vel? Men sætter man sig ordentligt ind i emnet og forstår, hvordan dette fænomen i flere årtier nu har undergravet vort demokrati og ødelagt tilliden til vores samfund, ser man, at den pæne indpakning er et røgslør.
Det har britiske Lord Peter Lilleys sat sig for, og denne sommer har han udgivet en spændende rapport – ’Britain and the ECHR’ – der dokumenterer, at myten om EMRK som en britisk opfindelse entusiastisk omfavnet af statslederne Winston Churchill og Clement Attlee er grundlæggende falsk.
Sandheden er, at Attlee kun modvilligt ratificerede konventionen og kun under den forudsætning, at den ingen jurisdiktion fik i Storbritannien – en linje som Churchill også lagde sig fast på. Konventionen var altså ikke tænkt som en model for briternes eget retssystem. Tværtimod betragtede briterne den i starten blot som en højtidelig erklæring uden reel indflydelse på britisk lovgivning. Først i 1966 – 15 år efter ratifikationen – gav Storbritannien efter for internationalt pres og tillod, at sager kunne indbringes mod dem ved Menneskerettighedsdomstolen i Strasbourg.
Denne historiske pointe er vigtig – også for Danmark: Den minder os nemlig om, at EMRK fra begyndelsen var tænkt som noget, der ikke måtte blande sig i national selvbestemmelse.
Men i dag ser virkeligheden ganske anderledes ud. Ifølge Lilleys rapport er Storbritannien siden da blevet dømt for konventionsbrud i 329 ud af 567 sager ved Strasbourg-domstolen. Som bekendt er det et vilkår, der ikke sjældent overgår også Danmark. Domstolen blander sig i alt fra national sikkerhed over udlændingepolitik, spørgsmål om militære operationer og familiepolitik til miljøpolitik – og fangers stemmeret.
Men hvordan kunne noget, der oprindelig ikke skulle gælde national lov, udvikle sig til hundredvis af gange at underkende beslutninger truffet af legitime parlamenter?
Svaret skal findes i konventionens indbyggede dynamik og fortolkningsstil. Gennem den såkaldte ’levende dokument’-doktrin har menneskerettighedsdomstolen nemlig tiltaget sig retten til at udvide konventionens rækkevidde, så den i dag omfatter forhold, ingen af de oprindelige stater havde forestillet sig.
Et dokument, der skulle beskytte basale frihedsrettigheder efter krigen, er blevet et juridisk elastik, som kreative dommere i Strasbourg kan strække efter forgodtbefindende. Det er dér, problemet starter.
Den Europæiske Menneskerettighedskonvention lyder smuk i princippet, men dens praksis har skabt en ny retstilstand, hvor folkevalgte parlamenter alt for ofte overtrumfes af ikke-valgte dommere, der gennem konventionens smukke floskler om ’menneskerettigheder’ har tiltaget sig magt til at omskrive lovgivningen i medlemslandene uden demokratisk mandat.
Det får Lilley til korrekt at påpege, at når domstolene får bemyndigelse til at fortolke diffuse rettigheder i konventionen, så sker der et skred: Lovgivningsmagt flyttes fra valgte politikere til ikke-ansvarlige dommere. Med andre ord: Vi får lovgivning uden folkelig repræsentation. Det er en bombe under det repræsentative demokrati.
Forfægterne af konventionen ynder at sige, at domstolen bare »beskytter borgerne mod statens overgreb«. Men hvad med beskyttelsen mod domstolens egne overgreb mod folkestyret?
I modsætning til domstole, er parlamenter som bekendt valgt af befolkningen. Men når en domstol kan ophæve eller omskrive love, som et flertal i Folketinget eller det britiske parlament har vedtaget, så er demokratiet sat skakmat. Men tanken om, at konventionen konstant kan opdateres gennem domspraksis, kan dommerne reelt opfinde nye rettigheder løbende, hvor vores lande underlægges regler, de aldrig har tilsluttet sig.
Miljø- og klimapolitik er et område, hvor Strasbourg for nylig har presset nye regler ned over suveræne stater – helt uden om nationale parlamenter. Eksempelvis har menneskerettighedsdomstolen afsagt en skelsættende afgørelse, der pålægger Schweiz at »gøre mere« for at bekæmpe global opvarmning.
Landets folkevalgte underhus har klogt afvist at bøje sig for kendelsen – en trodsreaktion, der forståeligt nok breder sig, eftersom flere lande ser sig nødsaget til at modsætte sig internationale domstoles stadig mere politiske indblanding.
Når velordnede lande som Schweiz går i åben konfrontation med Strasbourg, forstår man, hvor vidt konventionens domstol har bevæget sig ind på et terræn, som egentligt burde overlades til national politisk debat.
Det hele rejser et ubehageligt spørgsmål: Er demokratiet ved at dø en langsom død i konventionens skygge? For hvis love vedtaget af folkevalgte kan tilsidesættes af et panel af jurister i en international domstol, hvem regerer så reelt? »Menneskerettighederne«, vil nogle svare med himmelvendte øjne, som om det var en selvfølge, at de altid skal stå over folkestyret.
Men menneskerettighederne – i hvert fald sådan som de fortolkes i dag – er blevet en belejlig appelinstans for alt fra klimadagsordener til kriminelles personlige krav, hvor folkevalgte sættes til side, selv om den slags naturligvis burde afgøres af folket gennem dets valgte repræsentanter – ikke af et internationalt præsteskab af dommere.
Forkæmperne for Strasbourg-systemet har i årevis forsikret os om, at konventionen styrker retsstaten. Men virkeligheden er i dag det modsatte: Retsstaten undermineres, når domstolene trækkes ind i politiske spørgsmål, de slet ikke burde afgøre. Når dommerne i Strasbourg med den ene hånd skaber ny ’lov’ og med den anden tilsidesætter beslutninger fra vores nationale parlamenter, så bliver domstolen selv en politisk aktør.
Det er gift for respekten om domstolenes uafhængighed. Lord Lilley advarer direkte om, at EMRK’s konstruktion – uden at det egentlig er vores nationale dommeres skyld – tvinger dem til at træffe politiserede afgørelser, fordi de skal følge konventionen. Det undergraver selvsagt respekten for retsstaten. Magtens tredeling er brudt.
Derfor ser vi allerede flere lande diskutere dommeres politiske holdninger og udnævnelser på en måde, vi før kun forbandt med USA’s højesteret. Når retten bliver politisk, er det kun naturligt, at vi politikere begynder at se dommerembedet som et ideologisk redskab, der skal ’klares’ med de rette udnævnelser. Den udvikling er dybt foruroligende for en retsstat som vores, der hviler på upartiske domstole.
Ligesom den danske inkorporeringslov fra 1992, har den britiske Human Rights Act (HRA) fra 1998 – som bragte konventionen ind i britisk lov – vist sig at være en trojansk hest. HRA skulle angiveligt styrke borgernes rettigheder, men effekten blev, at britiske domstole nu direkte inddrages i at vurdere og omskrive love vedtaget af parlamentet ud fra Strasbourg-domstolens principper. Det britiske overhus’ retsudvalg har påpeget, hvordan britiske dommere stadig oftere havner i politiske sager, hvor de risikerer at blive stemplet som ’aktivistiske’ eller ’værdiladede’.
En tilsvarende debat kendes her fra Danmark. For hele idéen om upolitiske domstole er ved at blive udhulet. Retsstaten – forstået som klare love vedtaget af folket og upartisk håndhævet af domstolene – kommer selvsagt på glatis, når lovene ikke længere er klare (fordi de kan bøjes af menneskerettighedskonventionens elastikker), og når domstolen ikke længere opfattes som upartisk (fordi den i praksis laver politik).
I Storbritannien blev det især en øjenåbner, da Strasbourg domstolen i Hirst v. UK fra 2005 afgjorde, at Storbritanniens forbud mod stemmeret for indsatte forbrydere var konventionsstridigt. Det fik daværende premierminister David Cameron til at kalde dommen »fuldstændig uacceptabel« og advare om, at selve menneskerettighedsbegrebet blev »forvansket og miskrediteret« af Strasbourg, netop fordi rimelige nationale beslutninger ikke blev respekteret.
Cameron havde ret: Når en domstol i menneskerettigheders navn kræver noget dybt upopulært og urimeligt i borgernes øjne, svækkes respekten for både loven og domstolen. Med andre ord miskrediteres retsstaten af de samme institutioner, som foregiver at beskytte den.
Derfor er modviljen mod Strasbourg-systemet vokset frem i brede dele af det britiske establishment over de senere år. Lilleys rapport dokumenterer, hvordan førende skikkelser fra begge de store britiske partier gentagne gange har overvejet at trække Storbritannien ud af EMRK. Det gjaldt også Tony Blair, der ironisk nok selv indførte HRA-loven i 1998. Efter at EMD blokerede hans regerings forsøg på at udvise udenlandske kriminelle, satte Blair embedsmænd til at undersøge, om Storbritannien mon burde forlade konventionen.
Selv manden bag den britiske menneskerettighedslov endte altså med at få nok, da konventionen reelt hindrede ham i at udvise farlige personer, der intet havde at gøre i landet. Og han er ikke alene.
David Cameron lovede i sin tid en ’British Bill of Rights’ som modsvar til Strasbourg og tøvede ikke med at true med at melde Storbritannien ud, hvis ikke der kunne forhandles indrømmelser. Theresa May – ellers ikke kendt for bombastiske udmeldinger – sagde ligeud, at Storbritannien burde melde sig ud af EMRK, selv hvis landet forblev i EU. Og selv premierminister Rishi Sunak har flirtet med tanken om at bryde med konventionen, især i lyset af den uløste migrantkrise over den Engelske Kanal.
At sådan et skifte overhovedet diskuteres af ansvarlige topfolk fra begge partier, viser, hvor dybt problemet stikker. Det her handler ikke om højre kontra venstre – det handler om demokrati kontra domstolsaktivisme.
Briterne har ad flere omgange forsøgt at reformere konventionen indefra. Den tanke har danske politikere også forsøgt at bilde sig selv – og deres vælgere – ind. Men som Lilley nøgternt konstaterer, kræver meningsfulde reformer en næsten utopisk enstemmighed blandt alle konventionens medlemslande. Strasbourg-systemet er kort sagt så cementeret, at reelle ændringer er illusoriske – medmindre et stort land som Storbritannien er parat til at tage det dramatiske skridt at forlade det helt, for derigennem at chokere systemet til reform. Og netop dette skridt er nu rykket fra teori til konkret mulighed i britisk politik.
De seneste måneder er briterne begyndt at vågne. De vender sig imod den elite af politikere, som har ført deres land i fordærv. Og de bakker stadig stærkere op om Nigel Farage og hans Reform UK-parti, som utvetydigt har slået fast at ville melde Storbritannien ud af EMRK.
Som Farage malende formulerer det, vil »tre fjerdedele af landet juble i vilden sky« den dag, briterne vinker farvel til Strasbourg. Den udmelding skal man ikke undervurdere: Farage kanaliserer her en dyb folkelig frustration over konventionen, særligt i forhold til indvandring og grænsekontrol.
For mange briter er EMRK nemlig blevet symbolet på, at man ikke selv må bestemme, hvem der kommer ind i landet. Man husker stadig, hvordan en enkelt dommer i Strasbourg i 2022 fik standset et britisk chartret fly, der stod klar til at bringe illegale migranter til Rwanda som led i en asylaftale.
Det skete med et forbud fra menneskerettighedsdomstolen og satte effektivt en kæp i hjulet på en folkevalgt regerings beslutning. I briternes øjne var det dråben – her havde man fået nok af, at nationale beslutninger saboteres udefra under påskud af ’menneskerettigheder’. Også vi danskere burde her være chokerede. Tænk, at vi har ladet vores politikere binde os til en domstol, der forhindrer Folketinget i at gennemføre en udlændingepolitik, som – jeg tror – 80 procent af danskerne ønsker. Hvorfor denne underdanighed?
Storbritanniens opgør med EMRK er ikke udtryk for et ønske om at krænke menneskerettigheder – det er et ønske om at genskabe balancen mellem rettigheder og ansvar.
Det samme ønske har jeg og Dansk Folkeparti. Det handler ikke om at krænke nogens rettigheder, men at sikre retsstaten og magtens tredeling. Fuldstændig som ved Tvind-dommen – nu blot med modsat fortegn. Rettigheder betyder nemlig stadig mindre, hvis de ikke har et rodfæstet demokratisk mandat bag sig.
Menneskerettigheder skal ikke være en fribillet for forbrydere, en syltekrukke for aktivister eller en rambuk mod national suverænitet. De skal være et minimumsværn – ikke et maksimumstyranni. Lad os lære af briterne. Lad os sige som i London: Enough is enough. Når folket taler, må også domstolene lytte – og hvis ikke, ja så må folket tage magten tilbage.
fortsæt med at læse
