For en del år siden fejrede min hustru og jeg – som mange gange både før og siden – bryllupsdag med en pæn middag på en pæn restaurant. Under forretten sagde jeg, at jeg havde en betroelse til hende. Min hustru troede et øjeblik, at jeg omsider ville springe ud som romantiker. Stor var hendes skuffelse derfor, da jeg fandt det på tide at indrømme, at jeg gennem hele vores ægteskab og i al hemmelighed havde brugt sprøjtemidlet Roundup på vores fliser og terrasse. Hun havde flere gange gennem årene triumferende kigget på den ukrudtsfrie terrasse og erklæret for alverden, at man sagtens kunne holde det pænt uden kemikalier.
Som gammel landmandssøn vidste jeg naturligvis bedre.
Jeg kom til at tænke på ovenstående, da tidligere professor på Landbohøjskolen og tidligere økonomisk overvismand Niels Kærgaard i en tale i forbindelse med receptionen på min roman ’Ude for uden’ fortalte, hvordan han som endnu ældre landmandssøn så ukrudt, hvor hans biologuddannede datter så biodiversitet.
Han havde for at understrege sin pointe optalt, hvor mange gange ordet ukrudt forekom i min generationsroman, der netop tager udgangspunkt i landbrugets udvikling. Ni gange på de første 100 sider, fortalte han, havde jeg skrevet ukrudt. Ordet biodiversitet var brugt nul gange. Efter hans tale sagde min datter, at først nu forstod hun, hvorfor jeg er så ivrig efter at køre plæneklipperen hen over vores store sommerhusgrund, hvor den næste generation gerne så den blive vild med vilje.
Ukrudt er skidt og tegn på sjusk og laden-stå-til. En kornmark skal være ren og rank, og gårdspladsen skal være nyrevet. Sådan er jeg vokset op, og selv om jeg hele mit voksne liv har levet i byen, heraf de sidste 15 år midt på Frederiksberg, sidder det åbenbart tungere i mig, end jeg selv har været bevidst om. Man kan trække en bondedreng væk fra landet. Men man kan ikke trække landet ud af bondedrengen. Og sådan er det også med et helt land.
Da min far som 19-årig gik på Rødding Højskole i vinteren 1946/47 og sammen med langt de fleste af holdets 143 andre højskoleelever gjorde klar til at etablere sig som landmand, var det ikke bare det naturlige valg – det var også det rigtige, syntes de. De var for unge til at have været aktive i modstandsbevægelsen, men nu skulle de redde Danmark på anden måde.
I årene efter stod landbruget for næsten hver fjerde arbejdsplads i landet. Næsten to-tredjedele af eksporten var fra landbruget – helt overvejende bacon og smør til Storbritannien og Tyskland. Uden landbruget havde vi ikke haft megen fremmed valuta i de år.
Selvbevidstheden i erhvervet var derfor stor og identiteten krystalklar.
Det så jeg tydeligt, da jeg for nogle år siden fandt og bladrede i den vandrebog, som min far etablerede sammen med en håndfuld højskolekammerater og som fulgte dem gennem et halvt århundrede. I dag ville det have været en lukket Facebookgruppe – nu var det i alt tre halvtykke bøger i stift bind med sirlig skråskrift og navneord med stort, der fortæller om et liv på landet og en tid, der var. Skribenterne er alle borte, men inden da blev bogen indleveret til Rigsarkivet og i læsesalen kunne jeg følge deres drømme – både dem, der lykkedes, og dem, der bristede.
Som min far for eksempel skrev til kammeraterne den 29. maj 1959 tre år efter, at han for 104.000 kroner havde købt gården Gammeltoft og 32,5 tønderland god østjysk jord:
»For en snes år siden var der ingen bondemand, der havde travlt. Nu har man knap tid til at tale et øjeblik med naboen. Jeg troede engang, når vi blev selvstændige, vi fik tid til at tænke på tilværelsen og meningen med den. Jeg har nu ikke fået spekuleret ret meget i den retning endnu«.
Det fik han til gengæld mulighed for senere det år, hvor en landsomfattende tørke var ved at lægge det hele ned og fik flere af dem – også min far – til at overveje at opgive drømmen som selvstændig landmand. Senere blev det bedre tider. Vandrebogen er fyldt med beretninger fra en kultur, hvor livet i landsbyerne var frodigt med andelsforeninger, borgerforening og dilettant i forsamlingshuset, og hvor erhvervelsen af biler blev de første tegn på bedre tider.
Men her skal man så ty til andre bøger for at få den fulde forklaring, som for eksempel bogen ’Dansk landbrug fra 1945-2020’, side 243: »statsstøtten målt som andel af landbrugets indkomst steg fra kun 0,5 pct. i 1958 til over 33 pct. ti år senere«.
Det tænkte de jo ikke over, min far og hans højskolekammerater, imens de byggede nye kostalde, udvidede og købte større traktorer, der lettede arbejdet. De så det naturligvis som et resultat af hårdt arbejde (hvad det også var) og et liberalt erhverv (hvad det blev mindre og mindre).
Medlemskabet af EF i 1973 satte blot turbo på støtten, der sammen med voldsomt forøget brug af pesticider og kunstgødning medførte europæisk overproduktion med mælkesøer og smørbjerge og bevirkede, at min far i 1980 sendte hele besætningen til slagteriet mod en check fra Fællesmarkedet og lovning på ikke at levere mælk de næste 5 år. Hvad i alverden var det nu for en verden og virkelighed?
Jeg fornemmede aldrig, at det gjorde min far bitter, men det stred mod alt, hvad han havde brugt sit liv på. I dag er den offentlige støtte til landbrugserhvervet omkring halvdelen af den samlede indtægt med lidt udsving fra det ene år til det andet afhængig af høsten og afregningen fra mejeri og slagteri.
Centraliseringen har været nødvendig og brutal. Jordene sælges fra, gårdene afhændes, og for nogle år siden var det mit barndomshjems tur til at blive revet ned, ligesom det er sket for tusinder af andre gårde. Tilbage er omkring 5.000 supereffektive og for manges vedkommende voldsomt gældsatte storbønder. Det minder dermed på en måde om godsejerne for flere hundrede år siden. Forskellen er - lidt kækt sagt – mest, at navnene på besidderne er ændret fra von-et-eller-andet til Jensen-et-eller-andet.
Landbrugets hovedkvarter, Axelborg, står stadig overfor Tivoli i København og vidner om en tid, hvor Landbrugsrådets præsident Anders Andersen og statsminister Jens Otto Krag kunne sætte sig og handle det meste af. Derefter blev det lokale andelsmejeri til Mejeriselskabet Danmark, der blev til MD Foods, der blev til Europas største mejeriselskab Arla med ’tradition for fornyelse’-reklamerne, som erhvervet må mene gør noget godt for omdømmet. For det er op ad bakke. Karoline-koen er ikke længere nationalsymbolet og opskrifterne i Karolines Kogebog har andre ingredienser end smør, sødmælk, fede oste og masser af kød.
Bundlinjen er, at alt er forandret, siden min far og hans højskolekammerater med Dannebrog på flagstangen bag stuehuset etablerede sig. I dag står landbruget for under to procent af vores bruttonationalprodukt. Hårdt sagt er erhvervet økonomisk set næsten ligegyldigt for Danmark, og forsøgene på at tale betydningen op med brug af ord som ’klynger’ virker desperat. Økonomerne holder i stedet øje med medicinalindustrien. Dén er vigtig.
Men – og nu vender vi tilbage til mit diskrete (tidligere) brug af Roundup på parcellen og ivrige slåning af græsset i sommerhuset. For det er som om vi stadig lever i opfattelsen af, at vi er et landbrugsland med en landbokultur, hvor ukrudtet skal væk og selv den yderste mark ude for uden skal udnyttes til sidste lovlige meter, selv om den grænser op til en fjord, en sø eller et å-løb.
Konsekvensen kender vi med fjorde og søer uden liv og grundvand truet af pesticidrester. Det er ikke den enkelte landmands eller for den sags skyld erhvervets skyld. De har fulgt reglerne og effektiviseret, som de fik besked på. De har som alle andre blot forsøgt at få økonomien til at hænge sammen.
Vi har alle hele tiden vidst, at der var problemer. Med 30 års forsinkelse har vi endelig fået en treparts-aftale, der vil resultere i en nødvendig og gennemgribende omkalfatring af vores land over de næste årtier. Først nu har vi fået landbokulturen og dermed selvopfattelsen så meget op i nutiden, at det var muligt at lave sådan en aftale.
Vi er ikke længere et landbrugsland. Vi har en landbrugsindustri. Det er noget helt andet.
Det vil vi opleve mere og mere de kommende år. Der er for eksempel stadig en strøm af biler fra hovedstaden mod Jylland i dagene op til jul, hvor man drager ’hjem’ for at fejre juledagene. Men om få år går mere og mere af den trafik fra hovedstaden til Hillerød eller Køge – for så er det der, mormor og morfar kommer fra eller bor.
Tilbage er et tabt land i form af små landsbyer, der forfalder og forsvinder, og lidt større landsbyer, der holder stand, men tømmes for indhold. Nogle politikere forsøger at bilde sig selv og andre ind, at det er et nyere fænomen, selv om det har været en udvikling og en afvikling gennem 30-40 år. Nogle af de samme politikere forsøger at overbevise sig selv og andre om, at de kan gøre noget – eller meget – ved det, uden at det fremstår klart hvordan.
Det har været med til at gøre afstanden mellem land og by – hovedstad og provins – til en politisk kampplads. Vi kender alle knebene, når noget udnævnes til Produktions Danmark eller det konkrete Danmark. Eller når hovedstadskommuner igen-igen ikke vil acceptere den kommunale udligningsordning eller har ringe forståelse for, at huspriser også kan gå den forkerte vej med store konsekvenser. Skænderierne om djøf’ere, universiteter, uddannelsespladser, mink, ulve, cykelstier og ladestandere til elbiler bliver – lidt afhængig af sæsonen – gjort til en del af den politiske kamp mellem by og land.
Det hele bunder i diskussionen om, hvem vi er og hvad vi kommer af. Det er tydeligt, hvad vi kommer fra – det er landbokulturen som beskrevet i min far og hans højskolekammeraters vandrebog. Men det nytter ikke noget, at den ene halvdel insisterer på, at den anden halvdel tager fejl i, hvor vi er i dag. Vi har alle ansvaret for, hvor vi er. Og vi har alle ansvaret for at komme videre.
Og jeg er stoppet med at bruge Roundup. Til gengæld har jeg som bondedreng det stadig svært med at lade ukrudtet stå i sommerhuset.
fortsæt med at læse
