I 1831 rejste den franske aristokrat Alexis de Tocqueville til USA for at opleve det nye demokratiske eksperiment på den anden side af Atlanten. I sit berømte værk ’Democracy in America’, som udkom i 1835, beskrev Tocqueville det amerikanske demokrati som fremtiden for Europa.
»Jeg må bekende, at jeg i Amerika så mere end blot Amerika; jeg så selve demokratiets billede med dets tilbøjeligheder, dets fordomme og dets lidenskaber, for at lære, hvad vi har at frygte eller at håbe af dets fremgang«.
Jeg brugte et år på Harvard i 2024-2025. Ligesom Tocqueville havde jeg set mere end USA. Jeg havde set Europas fremtid. Hvis vi ikke passer på.
2025 var året, hvor USA’s ældste og mest berømte universitet mødte sin største fjende nogensinde: Donald J. Trump. Det var året, hvor flere internationale studerende blev udvist på baggrund af, hvad de sagde og tænkte. Trump-administrationen forsøgte at få Harvard til at indføre en whistleblower-ordning, så man kunne angive sine medstuderende for uamerikansk opførsel.
Der var ikke meget land of the free, over hvad jeg oplevede i USA. Jovist var der politisk korrekthed på Harvard, men det var ikke selvcensur, der bekymrede mig. Det var statens indgriben i den akademiske frihed, der gjorde mig bange.
Trumps korstog mod Harvard betød, at jeg begyndte at tænke over, hvad jeg sagde. Jeg skulle holde en fremlæggelse på Harvard Law School. Jeg havde skrevet et 80-siders projekt om Camp Century i Grønland. En forladt amerikansk militærbase under indlandsisen, der nu som følge af klimaforandringerne risikerede at bringe atomaffald op til overfladen. Projektet undersøgte, hvem der bar det juridiske ansvar for oprydningen.
Jeg tænkte tilbage på den paragraf, der retfærdiggjorde og tillod udvisningerne af internationale studerende, hvis deres handlinger eller ytringer »kan have negative udenrigspolitiske konsekvenser« for USA. Kunne det være mig?
Jeg vidste, at der var mange republikanere på Harvard Law School. På valgaftenen havde jeg set mine naboer, et par unge jurastuderende, ryge cigarer og fejre, at »Trump finally takes back control!«. Jeg har boet to år i Tyskland uden for alvor at forstå, hvordan det hemmelige østtyske politi Stasi havde påvirket befolkningen i det gamle DDR. Det gør noget særligt ved en, når man ikke kan stole på sin sidekammerat.
Denne mangel på frihed og angreb på samfundsinstitutioner har gjort noget ved mig. Et år i USA har fået mig til at vende tilbage som en radikaliseret europæer.
Hvad vil det sige at være en radikaliseret europæer? Det lyder måske lidt farligt. Normalt er radikalisering noget slemt og ekstremt. Men lever vi ikke også i en ekstrem tid?
Radikalisering beskrives som nogen eller noget ’gennemgribende, dybtgående eller yderligtgående’. Den amerikanske socialpsykolog Arie W. Kruglanski og psykolog Sophia Moskalenko skriver i deres bog ’The Psychology of the Extreme’, hvordan ekstremisme ikke kun er en destruktiv kraft, der kan ødelægge individer og samfund, men også kan være skabende og en drivkraft for forandring– en konstruktiv ekstremisme.
Man kan også spørge, hvad alternativet er til at være en radikaliseret europæer? Svaret findes i en Harvard Business School-case fra 1997. Her udviklede Professor Robert Robinson ideen om the lone moderate, eller ’den ensomme moderate’. Ideen er grundlæggende, at gennemsnittet tjekker ud og trækker sig fra debatten i et polariseret miljø. De føler ikke, at det er værd at diskutere og deltage i konflikten, og de føler sig isolerede.
Reaktionen på yderligtgående ideologier bliver, at de mere moderate stemmer føler, at de er de eneste rationelle stemmer. De er de eneste fornuftige, mens andre har ekstreme synspunkter. Der er dermed noget ved, hvordan vi opfatter os selv i polariserede miljøer. Men der er også en politisk risiko, da polariseringen bliver forstærket, når midterpositionen tjekker ud.
Forskningsprojektet ’The Hidden Tribes of America’ viste, at 67 procent af amerikanske vælgere er en del af the exhausted majority (det udmattede flertal). De er trætte og udkørte af den politiske polarisering og har derfor tjekket ud af politik.
Jeg genkender følelsen af at ville trække sig fra samtalen, når man følte, at modparten havde skøre synspunkter. Gennem året havde jeg flere samtaler med en republikansk medstuderende. Første gang vi talte sammen beskrev han Trumps idé om at købe Grønland som det mest inspirerende en præsident havde sagt, siden John F. Kennedy – manden, som vores skole var opkaldt efter – ytrede Amerikas ambition om at lande på Månen. Det var svært at være i den slags samtaler, men det var vigtigt at tage diskussionen.
Jeg ser en risiko for, at Europa bliver the lone moderate i verden. Mens demokrati bliver presset af højreradikal populisme i vest, og vi samtidig har autoritære styrer som Kina og Rusland i øst, der truer demokratiske og liberale værdier, er der en risiko for, at Europa tjekker ud af den globale polarisering.
Hvis vi trækker på skuldrene og tænker, at verden er af lave, og at det kun er os, der er fornuftige, giver vi plads til, at normalen rykkes. Men det er her, at jeg mener, at vi skal se vores forsvar af de europæiske værdier, ikke som en midtersøgende position, der ender med at være stille og overset. Stilhed og passivitet fra moderate stemmer er farlig. Vi skal være radikale i vores insisteren på de europæiske værdier og friheder.
Radikaliseringen bliver modgiften til at blive the lone moderate. Europa må ikke tjekke ud af den globale værdikamp, der i øjeblikket finder sted. Det vakuum, USA efterlader i det globale system, om det så handler om udviklingssamarbejde eller klimaforhandlinger, skal Europa ikke tjekke ud af. I en ny verdensorden, hvor pendulet svinger mellem demokrater og republikanere i Det Hvide Hus, kan verden ikke længere regne med et stabilt USA. Der kan Europa være det stabile anker.
Hvis vi ikke skal ende med at være the lone moderate i verden og lade ekstreme kræfter tage over, bliver vi nødt til at hvæsse kniven og selv være ekstreme. Vores ståsted skal defineres klart. På Kennedy-skolens vægge står lidt klichéfyldt malet: What is your why? Det skal Europa spørge sig selv om. Da Friedrich Merz blev valgt som kansler for Tyskland, erklærede han, at Europa bør blive »uafhængig af USA«. Det er den nye verdensorden, vi står overfor. Med den følger afgørende spørgsmål for Europa. Hvad er det, vi vil i den nye verdensorden? Hvem er det, vi er?
Der er forsøg på at klargøre det europæiske ståsted. Regeringen har talt om »åndelig oprustning«. Socialdemokratiets nye ordfører for åndelig oprustning, Ida Auken, har beskrevet det som en måde at klargøre, »hvad det er vi kæmper for«. Det synes jeg grundlæggende, er et vigtigt spørgsmål. Men det må ikke udvikle sig til en ensformig tankegang, der bliver presset ned over dem, som er uenige med regeringen. Så risikerer vi netop at bevæge os hen imod den censur, jeg oplevede presset ned over Harvard. Vores styrke er friheden til at diskutere og sige, hvad vi mener. Den frihed, jeg så truet og knægtet på Harvard.
For mig handler det at være en radikaliseret europæer om at forsvare europæiske institutioner, frihed og tillid til hinanden. Det var i USA og ikke Europa, at jeg oplevede min frihed indskrænket. Europa er ikke længere den gamle verden. Det er nu Europa, som står i spidsen for den frie og liberale verden. Her kan man mene, hvad man vil, og man bliver ikke udvist for at skrive en kronik i en studenteravis.
Friheden bør være vores udgangspunkt. Derfor skal vi heller ikke lade os distrahere af anklager og beskyldninger om ’woke’. I USA har jeg set, hvordan det giver ammunition til at skade og såre folk. Trump har eksempelvis fjernet støtten til den nationale lgbtq-selvmordslinje. En af de linjer, der blev lagt ned dagene efter valget af transpersoner, der var bange for, at der ikke var plads til dem i USA længere. At deres eksistens lige pludselig ikke længere var en rettighed, men et privilegium.
Jeg så i USA, hvordan institutionerne bukkede under for Trumps pres. Men det var på mange måder en forstærkning af den mistillid, der herskede i forvejen. Lige fra servitricen på en diner i New Hampshire, der stemte på Robert F. Kennedy, fordi hun ikke stolede på, hvad der blev puttet i maden, til min republikanske medstuderende på Harvard, der ikke stolede på, at der var plads til hans politiske overbevisning. Institutionerne stod på et fundament, der allerede var i gang med at smuldre.
Jeg ser derfor med bekymring regeringen gå i konflikt med RUC og planer om en statslig medieombudsmand, der vil give regeringen stærkere beføjelser over for pressen. Jeg siger bestemt ikke, at den danske regering er ligesom Trump, men jeg siger, at vi bør være skeptiske, når staten begynder at udfordre uafhængige institutioners frihed. Det hører sig til på den anden side af Atlanen. Ikke her.
Vi skal turde at tale Europa op. På Harvard mødte jeg den tidligere belgiske ministerpræsident Alexander De Croo, som slog vejen forbi på hans sidste rejse som ministerpræsident. Han var rejst til Harvard på sin allersidste dag i embedet, da der var indgået en koalitionsaftale mellem andre partier hjemme i Belgien, som betød, at De Croo ikke længere skulle være landets ministerpræsident.
Som han sagde:
»Jeg har en god grund til at drikke et par ekstra øl i aften«.
Han mødtes med os studerende om aftenen.
En statsleder, som giver magten videre som det naturligste i verden – og drikker en god belgisk øl på det. Det er Europa! Donald Trump har som bekendt aldrig accepteret, at han tabte præsidentvalget i 2020 til Joe Biden.
De Croo opfordrede til, at EU skulle stoppe med at opføre sig som nummer to. Vi er nummer ét på så mange områder. Når det gælder grønne investeringer i kampen mod klimaforandringer, i udviklingssamarbejde, i innovation og i diplomati.
»Det er tid til, at vi opfører os som nummer ét«.
Europa skal være mere selvsikkert, hvis vi skal kunne navigere i den nye verdensorden.
Mit år på Harvard var en unik oplevelse. Jeg havde det store privilegium at studere på et af verdens bedste universiteter. Jeg så, hvordan den stolte institution mødte sin største fjende nogensinde. Ja, Harvard bør kigge indad, og der har været reelle problemer, især med antisemitisme. Men jeg er stolt af at have været en del af Harvard og af modstanden mod Trump.
Europa kan lære af Harvards modstand. Vi er nødt til at arbejde sammen med USA – de er stadig vores allierede. Men vi skal ikke være bange for at sætte grænser.
Noget af det, jeg hørte allermest på Harvard om Grønland, var beundring. Da JD Vance annoncerede i marts 2025, at han ville besøge Grønland med sin kone, var der stor modstand. Grønland var midt i regeringsforhandlinger, og man ønskede ikke et officielt statsbesøg. Vance endte med kun at besøge den militære base og tog ikke til Nuuk, da besøget ellers ville blive domineret af protester. En nation med mindre end 60.000 mennesker fik sat verdens supermagt på plads. Fik sat en grænse.
Det er en stor udfordring at forsvare og beskytte det europæiske projekt. Det kræver handling ikke at ende som the lone moderate.
Men som en tidligere ansat i det amerikanske miljøministerium, der netop var blevet fyret af Elon Musks Doge-kommission, sagde til mig i Washington, D.C.: »Trying times are the times to be trying«.
At være en radikaliseret europæer er ikke en trussel, men et løfte. Et løfte om at kæmpe for vores frihed, vores institutioner og vores fælles europæiske fremtid – med eller uden USA.
fortsæt med at læse
