Da Donald Trump som en af sine første gerninger som præsident 20. januar i år underskrev et dekret, der midlertidigt satte en stopper for alle udbetalinger til USaid i 90 dage, var det en beslutning, der fik vidtrækkende konsekvenser. For mig personligt betød dekretet, at præsidenten tilintetgjorde min karriere fra den ene dag til den anden.
Fra det ene øjeblik til det andet blev ikke blot mit job, men tusindvis af jobs – både i USA og globalt – sat på spil, og millioner af mennesker mistede ifølge FN adgangen til livsnødvendige ressourcer som rent vand og sundhedsydelser.
Tillad mig at sætte baggrunden for, hvorfor det her er så alvorligt. Mange danskere tænker ikke over det, men USA har hidtil været verdens største enkeltdonor af udviklings- og nødhjælp. Derfor har et uplanlagt amerikansk stop uoverskuelige konsekvenser i nogle af verdens mest usikre og udsatte områder.
Min arbejdsplads, DAI, er nu stort set lukket ned i USA. DAI er – var – en medarbejderejet organisation med 4.000 medarbejdere i over 100 lande. Vi udførte højt specialiserede udviklingsprojekter for USaid og EU-Kommissionen. Inden præsident Trumps dekret var DAI i gang med at implementere omkring 86 USaid-projekter med budgetter på mellem 5 millioner og 520 millioner dollars.
Da dekretet var underskrevet, var jeg på fjerde år vice president for miljø og energi i DAI. Jeg elskede mit arbejde. Jeg var stolt over at levere resultater. Mine kolleger var dedikerede og passionerede, og vi delte en fælles mission om at gøre verden til et bedre sted.
Jeg havde opbygget det klima- og miljøteam, som jeg stod i spidsen for. Det varet dream team, som arbejdede med projekter, der spændte fra klimaforandringer til biodiversitet og rent drikkevand i lande som Indonesien, Uganda, Colombia og Pakistan.
Det var et arbejde fyldt med mening, hvor vi kunne se de konkrete resultater af vores indsats. Vi hjalp entreprenører i Vietnam med at producere elektriske motorcykler, der var billigere end importerede modeller, hvilket førte til nye arbejdspladser og mindre CO2-udslip.
I Honduras hjalp vi regeringen med at forbedre deres klimadata, så bønder i lokalsamfundene kunne tilpasse deres kaffeproduktion til ændringer i regn og temperatur. Målet var at sikre afgrøderne mod tørke og oversvømmelser og dermed forebygge, at de i stedet ville emigrere til USA.
DAI var også i Ukraine, hvor vi støttede regeringen i at finde nye handelsruter til deres landbrugsprodukter og undgå misbrug og korruption af al den nødhjælp, der strømmede til landet.
Alt dette ændrede sig drastisk 20. januar 2025. Det, som var så chokerende, var, at dekretet ikke bare indførte en pause i USaids indgåelse af nye kontrakter. Det var en total indefrysning af alle USaids aktivitet og betalinger – også for allerede udført arbejde.
Fem dage efter Trumps indsættelse begyndte de officielle meddelelser om indefrysninger af midler til aktuelle projekter at rulle ind. I DAI blev vi nødt til at hjemkalde medarbejdere fra felten og aflyse rejser.
Der var ingen klare instruktioner fra USaid, hvor de ansatte selv oplevede et mareridt tilsvarende vores med ordrer om at indstille deres arbejde øjeblikkeligt, nogle blev fyret med en dags varsel, og andre blev inden for tre dage bedt om at svare på, om de ønskede at sige op og få løn til september eller risikere at blive fyret.
Betalingerne til DAI stoppede derefter brat. Efter nogle få hektiske dage blev 80 procent af DAI’s amerikanske ansatte hjemsendt uden løn, inklusive mig selv. Det eneste, vi fortsat havde tilbage, var vores sundhedsforsikring, som i USA er måden at være sikret behandling. Vi kan nu ansøge om arbejdsløshedsunderstøttelse.
På trods af regeringens manglende betalinger måtte DAI fortsat betale lokale medarbejdere i de lande, hvor vi arbejdede, samt opretholde lejemål og sikkerhedsforanstaltninger – alt sammen uden nogen garanti for, at vi nogensinde vil få dækket vores udgifter. Alt var – og er – kaos. DAI’s banker, som normalt gerne vil låne penge til firmaer, der arbejder for regeringen, stoler ikke længere på, at regeringen betaler sine regninger, og vil ikke give DAI mere kredit.
Efter hjemsendelsen kunne mine kolleger og jeg ikke længere kommunikere via vores arbejdscomputere og telefoner, og vi kunne heller ikke komme i kontakt med vores samarbejdspartnere. Alt var lukket ned.
Først kommunikerede vi internt på WhatsApp, men den er kontrolleret af regeringsvenlige selskaber, og her frygtede vi nu konstant overvågning. I stedet oprettede vi en krypteret chat for at holde kontakten og dele informationer. Så langt ud er det kommet i dagens USA.
Vi kan nu se, at præsident Trump med hjælp fra mangemilliardæren Elon Musk og det uformelle Department of Government Efficiency (Doge) fra dag 1 havde udset USaid til at være udgangspunktet for en skræmmetaktik med dramatiske fyringer og nedskæringer, der med tiden skulle ramme stort set hele regeringsapparatet.
Der er i dag anlagt et hav af retssager om lovligheden af denne form for forvaltning. Sammen med andre organisationer har DAI også lagt personlig sag an mod præsidenten, udenrigsministeren og lederen af Office of Management and Budget (OMB) for kontraktbrud. Beslutningerne skal nu prøves i retssystemet. Og selv om DAI skulle vinde, er der stor risiko for, at selskabet går konkurs inden da.
I DAI gik vi straks efter præsidentvalget i gang med at forberede os på, at der ville ske forandringer i udviklingspolitikken – store forandringer. Vi tilpassede vores strategi til nedsat aktivitet og samarbejde med USaid og ændrede vores projekter til Trumps nye prioriteter om at gøre USA ’sikrere, stærkere og mere velstående’.
Men det stod hurtigt klart, at dette ikke kun handlede om en politisk omprioritering – det var et decideret angreb på hele udviklingssektoren. Det er svært at sætte ord på den frustration og sorg, jeg føler over at se noget så værdifuldt blive smadret på så kort tid.
I dag er det tydeligt, at USaid var det perfekte sted for Trump og Musk at starte deres ’motorsavsmassakre’ på det amerikanske regeringsapparat. USaid er ikke et agentur, som almindelige amerikanere har det store kendskab til. Derfor har de heller ikke gjort sig mange tanker om, hvad konsekvenserne af en nedlukning af USaid vil betyde. Desværre, for Trumps dekret kommer til at betyde et enormt tab af goodwill og international indflydelse for USA.
United State Agency for International Development (USaid) er det amerikanske svar på Danida. Agenturet blev grundlagt af præsident John F. Kennedy i 1961.
USaid står for størstedelen af USA’s nødhjælp og udviklingsbistand, ifølge de seneste kendte tal fra Congressional Research Service var hjælpen i 2023 på godt 40 milliarder dollars til projekter i omkring 130 lande.
Den største modtager af amerikansk bistand var i 2023 Ukraine efterfulgt af Etiopien og Jordan. USaids budget svarer til cirka 0,3 procent af USA’s offentlige udgifter. Til sammenligning var Danmarks samlede ulandsramme i 2023 ifølge Udenrigsministeriet på 20,7 milliarder kroner svarende til 2 procent af statens samlede udgifter sidste år og til 0,7 procent af bni.
Den amerikanske bistand er målrettet, hvad den amerikanske regering vurderer er strategisk vigtige lande og lande i konflikt. Ifølge Congressional Research Service er USaid sat i verden for at udføre »amerikanske bestræbelser på at lindre fattigdom, sygdom og humanitært behov og hjælpe amerikanske kommercielle interesser ved at støtte udviklingslandenes økonomiske vækst og opbygge landenes kapacitet til at deltage i verdenshandelen«.
Når jeg ved, hvilke resultater min virksomhed har skabt med dette for øje, og som er finansieret af amerikansk bistand, er det beskæmmende at lytte til Trumps og Elon Musks beskyldninger om korruption og overforbrug i udviklingssektoren.
Min egen arbejdsplads, DAI, blev grundlagt i 1970 af tre kandidater fra Harvard University Kennedy School of Government, som havde til hensigt at levere en dynamisk og effektiv form for udviklingsbistand. Det har blandt andet sikret, at DAI er kendt for sine stærke systemer til at forebygge svindel og korruption.
Arbejdet med projekter for USaid kræver specialiseret viden og kan indebære risici, da vi ofte arbejder i konfliktfyldte områder. Set fra et forretningsmæssigt synspunkt er marginalerne på disse projekter lave, men USaid har som kunde altid haft en stærk betalingsevne, hvilket har gjort det muligt at opretholde en stabil forretningsmodel.
DAI er som nævnt ejet af de ansatte, hvilket er en helt almindelig forretningsmodel i USA. Dette incitament styrker engagementet og ansvarsfølelsen blandt medarbejderne. Hvis det går godt for virksomheden, går det også godt for dem.
Nu, hvor firmaets fremtid er usikker på grund af den nye administration, er der stor risiko for, at DAI-aktierne vil falde, inklusive den portion, jeg selv har opsparet over de seneste fire år. Dermed står vi medarbejdere over for et enormt værditab oven i tabt indtægt, hvis regeringen ikke betaler for de kontrakter, der allerede er indgået.
Man må forvente, at efterhånden som regeringsapparatet som helhed i de kommende måneder kommer til at opleve dramatiske nedskæringer, vil også andre solide virksomheder, som har været leverandører til regeringen, opleve kursfald. To mindre virksomheder, som jeg har samarbejdet med, er allerede gået konkurs, fordi regeringen ikke har betalt sine regninger.
Efter Trumps dekret og hjemsendelsen følte jeg mig i starten meget magtesløs og fanget i et politisk spil. Jeg havde ikke i min vildeste fantasi forestillet mig, at dette ville kunne ske i det USA, som ellers har givet mig så mange muligheder, og hvor jeg har boet og betalt skat hele mit voksne liv.
Jeg er født i Danmark, men tog som teenager til USA for at gå på college og vendte aldrig hjem igen. Jeg har taget – og selv betalt – min mastergrad på Johns Hopkins School of Advanced International Studies i Washington, D.C., byen, som har været min base i over et kvart århundrede. Jeg er amerikansk gift, og indtil 20. januar havde jeg et godt liv her. Jeg er dobbelt statsborger, og jeg så mig selv bo i USA resten af mit liv. Den dag, hvor jeg blev amerikansk statsborger, fik jeg af mine venner et amerikansk flag, som samme dag var blevet fløjet over Kongressen. Amerika var mit nye fædreland. Min mand har tjent i den amerikanske hær, og min steddatter er major i hjemmeværnet i delstaten Massachusetts. Man bliver ikke meget mere amerikansk end det.
Så det er svært at give slip på noget, der har betydet så meget for mig personligt og professionelt.
Jeg finder trøst og styrke i at vide, at jeg ikke er alene. Mine kolleger i udviklingssektoren står over for de samme udfordringer. Vi taler ofte om behovet for at genopfinde os selv, men det kommer til at tage noget tid.
Jeg ser tilbage på den første måned af Trumps præsidentskab som en tid præget af kaos, frygt og tab, men også med oplevelsen af solidaritet og modstandskraft blandt dem af os, der nægter at give op på trods af alt.
Jeg håber stadig på en fremtid, hvor vores arbejde igen kan få lov til at blomstre og gøre en forskel i verden. Indtil da må vi kæmpe videre – for os selv, for hinanden og for de værdier, vi tror på. For mit vedkommende bliver det med base i Danmark. Huset er sat til salg, og nu håber jeg, at mine kompetencer kan finde brug i mit gamle hjemland.
fortsæt med at læse
