Donald Trump er et symptom på, at USA befinder sig i en alvorlig demokratisk krise, men han er også en katalysator for den. Under sin valgkamp sidste år lagde han ikke skjul på sine intentioner om at fjerne de forhindringer, han mente havde hindret ham i at nå sine politiske mål første gang, han var præsident. De hindringer han nævnte, afspejler imidlertid de grundlæggende principper i USA’s liberale forfatningsbaserede demokrati, og det er dem, der nu er under angreb.
Ifølge årsrapporten fra det svenske V-Dem Institute er demokratiet i USA siden begyndelsen af året eroderet hurtigere end noget andet sted – også hurtigere end tilfældet var i Ungarn, hvis ’illiberale demokrati’ ifølge en af Trumps nærmeste rådgivere, OMB-direktøren Russell Vought, er det erklærede forbillede for den amerikanske regering.
Når det hidtil har været så svært at dæmme op for erosionen, skyldes det først og fremmest, at kampen bliver ført på så mange fronter samtidig.
Her vil jeg begrænse mig til at se nærmere på et par af de metoder Trump har taget i anvendelse for at svække eller omgå forfatningens magtadskillelse og checks and balances. Først må vi se på den historiske kontekst, det amerikanske demokrati blev skabt i.
Under Uafhængighedskrigen (1775-83) udarbejdede de 13 nordamerikanske delstater en fælles forfatning, konføderationsartiklerne. Den gav ikke en føderal regering nogen udøvende magt, hvilket hurtigt efter uafhængigheden viste sig at være et stort problem. Derfor mødtes repræsentanter for staterne – de såkaldte forfatningsfædre – i 1787 i Philadelphia for at udarbejde en ny forfatning.
Efter mange ugers overvejelser enedes de om at lade en enkelt person stå i spidsen for den nye udøvende magt, og man gav vedkommende titlen ’præsident’. Eftersom man havde udkæmpet en blodig krig for at slippe af med den britiske konge, foreslog forfatningsfædrene et system, der begrænsede præsidentembedets magt, magt, så man ikke blot endte med en folkevalgt monark. Forfatningen skulle være ’konge’ og præsidenten skulle sværge sin troskab til den.
»En dårlig udgave af en polsk konge«
Uafhængighedserklæringens forfatter (og senere præsident) Thomas Jefferson var i Paris, men blev orienteret om udkastet til forfatningen. Det bekymrede ham, at personen i præsidentembedet kunne genvælges ubegrænset og også ville få kommandoen over de væbnede styrker.
Han syntes, det fik ham til at fremstå som »en dårlig udgave af en polsk konge«. Jeffersons pointe var, at den polske konge i princippet kunne fjernes hver eneste dag, men at det reelt aldrig skete. Nok kunne en amerikansk præsident ifølge udkastet til forfatningen også fjernes med en rigsretssag, men ville det rent faktisk ske? Ville et flertal i Senatet være parate til at fjerne ham fra magten?
Vennen James Madison, der var den ledende kraft i udarbejdelsen af den nye forfatning, fik Jefferson overbevist om, at magtadskillelsen mellem tre ligestillede grene – den lovgivende, den udøvende og den dømmende, sammenholdt med princippet om ’checks and balances’ – at alle tre grene også havde midler til at begrænse de andres magtudfoldelse – samlet set ville forhindre den amerikanske præsident i at kunne regere som en folkevalgt monark.
I flere af de delstater, der nu skulle ratificere forfatningen, syntes man ikke det var nok. Derfor tilføjede man en Bill of Rights – 10 forfatningstilføjelser, som gjorde det eksplicit, hvilke beføjelser den føderale regering ikke havde over for borgerne.
Begrænsningerne af præsidentembedets magt har siden for det meste været respekteret, skønt der op gennem USA’s historie ofte har været uenigheder om fortolkninger af forfatningens ordlyd og diskussioner om underforståede og afledte beføjelser, som højesteret har måttet afgøre.
Der har aldrig været en som Trump
Men der har aldrig tidligere været en præsident, der som Trump åbenlyst har udfordret normerne i det dokument, han har aflagt ed på at håndhæve. Det overordnede mål for ham synes at være at erstatte forfatningens liberale principper med en langt mere autoritær styreform, hvor præsidentembedets beføjelser i langt højere grad kan anvendes til at belønne venner og straffe politiske modstandere. Han praktiserer det allerede i udbredt grad med det prærogativ, præsidentembedet faktisk overtog fra den britiske konge: benådningsretten.
Trump har også nedbrudt den barriere, der traditionelt har været mellem præsidenten og justitsministeriet ved at placere sine egne tidligere forsvarsadvokater i ledende stillinger.
Han kan nu mere direkte bestemme, hvilke modstandere han ønsker sigtet for noget, og hvilke sager han ønsker frafaldet. Han har også fyret føderale anklagere, der ikke rejste sager, han ønskede rejst og chikaneret dommere, der har underkendt hans beslutninger.
Da en dommer i Portland, Oregon besluttede, at der ikke var noget lovligt grundlag for, at den føderale regering udkommanderede nationalgarden til at patruljere i byens gader, fordømte Trumps nærmeste rådgiver, Stephen Miller, det som en legal insurrection – et juridisk oprør mod præsidenten i hans egenskab af øverstkommanderende for de væbnede styrker.
Millers udtalelse understregede Trump-regeringens ønske om at kunne anvende nødret efter eget skøn til at gøre militære styrker i Amerikas storbyer til en del af gadebilledet. Det har hidtil været forhindret af Posse Comitatus Act of 1878 – og af de herskende normer om ikke at blande militæret ind i civil ordenshåndhævelse.
Nu har Trump imidlertid informeret sine generaler om, at han gerne i fremtiden ser militæret bekæmpe, hvad han kalder »den indre fjende«, og at de passende kan betragte amerikanske storbyer som »træningsarealer«.
Nødret og trusler mod national sikkerhed
Hvad præsidenten hver gang henviser til, uanset om det gælder militær i storbyerne eller straftold på import fra andre lande, er nødret og trusler mod den nationale sikkerhed. Han mener også, at det er ham selv, der ganske arbitrært kan afgøre, hvad og hvem der udgør en sådan trussel. Om det er tilfældet, skal højesteret forholde sig til i den kommende uge, og afgørelsen kan måske være med til at dæmme op for Trumps angreb på forfatningens princip om magtadskillelse, hvis den fastslår, at nødret kun kan anvendes akut, når der ikke er tid til at inddrage Kongressen.
Hvad angår fastsættelsen af toldsatser, som er Kongressens ansvar, medmindre præsidenten kan påkalde sig nødret (ifølge International Emergency Economic Powers Act fra 1977), har Trump ikke ligefrem styrket sit argument ved at lægge ekstra straftold på Canada, fordi Ontarios guvernør lavede en video, hvor Ronald Reagan taler om de skadelige virkninger af toldmure, eller lægge 50 procent straftold på Brasilien, fordi hans ven Jair Bolsonaro er blevet dømt for sit kupforsøg. Det styrker heller ikke hans sag, at han har lagt straftold på en ø, hvor der kun bor pingviner.
Men selv hvis en dom i højesteret begrænser Trumps brug af nødret, er det fortsat svært at forestille sig, at den nuværende Kongres vil leve op til den rolle, forfatningen tiltænker den som det vigtigste værn mod præsidentens magtmisbrug.
En del af forklaringen er Trumps brug af dekreter (executive orders). I de første 100 dage efter Trumps genindsættelse underskrev han således kun fem love, men udsendte til gengæld 145 dekreter.
Det er flere, end der tilsammen blev udstedt i de foregående 25 år. Mange af dem forekommer at være åbenlyst ulovlige, men det tager tid, før sagsanlæg bliver endeligt afgjort ved de føderale domstole. I Trumps første embedsperiode tabte hans regering 93 procent af alle de sager, der kom for en føderal domstol, siden januar 2025 har den også tabt langt de fleste af de sager, der er blevet anlagt ved føderale distriktsdomstole.
I øjeblikket behandler de yderligere 227 sager. Mange af de allerede afsagte domme har regeringen dog appelleret til en højere retsinstans, og flere af dekreterne står ved magt, indtil sagerne er endelig afgjort. Trump sætter særligt sin lid til, at han kan få medhold hos det konservative flertal i højesteret.
Frygt for repressalier
Har brugen af dekreter undergravet Kongressens beføjelser, synes det Republikanske flertal i begge kamre også at være kuet af simpel frygt for repressalier fra Trumps tilhængere. Partiets senator fra Alaska, Lisa Murkowski – en af de få, som faktisk har været villig til indimellem at gå imod Trumps ønsker – fortalte i april 2025 en gruppe ledere i sin hjemstat om sin egen og sine kollegers frygt:
»Vi er alle bange. Det er noget af en udtalelse. Men vi er i en tid og på et sted, hvor jeg i hvert fald aldrig har været før. Og jeg kan sige jer, at jeg ofte selv er meget bange for at bruge min stemme, fordi gengældelse er en realitet. Og sådan burde det ikke være. Det hedder ’checks and balances’, og lige nu skaber vi i Kongressen ikke nogen balance«.
Endnu et magtmiddel, som Trump har forsøgt sig med for at stække Kongressen, er ’indefrysning’ af bevillinger (impoundment).
Forfatningen gør det klart, at Kongressen har the power of the purse, hvilket betyder, at præsidenten ikke kan bruge penge, Kongressen ikke har bevilget, og heller ikke anvende penge til andet end det formål, Kongressen har fastsat.
Men det betyder også, at præsidenten ikke kan undlade at bruge penge, Kongressen har besluttet skal anvendes. At indefrysning er ulovligt fremgår klart af The Congressional Budget and Impoundment Control Act of 1974, for det undergraver helt indlysende det grundlæggende princip i magtadskillelsen.
Det gør det nærmest umuligt for de to partier i Kongressen at indgå politiske kompromiser, hvis præsidenten blot efterfølgende kan tilsidesætte dens ønsker ved at tilbageholde penge. Netop det var kernen i den første rigsretssag mod præsident Trump, efter han havde forsøgt at tilbageholde militær støtte til Ukraine og betingede sig, at Zelensky skulle meddele offentligt, at hans regering havde indledt en undersøgelse af Joe Biden og hans søn Hunter for korruption (ud over overtrædelsen af the Impoundment Act var det muligvis også ulovligt, at Trump bad om en fremmed regerings hjælp til sit genvalg).
Endnu en måde, hvorpå præsident Trump forsøger at unddrage sig ’checks and balances’ er ved at skabe sit eget pay to play-system. De såkaldte Emolument Clauses i USA’s forfatning gør det i generelle vendinger ulovligt for præsidenter at bruge deres embede til at berige sig ved at sælge indflydelse og tjenester.
Bestemmelserne havde aldrig rigtig været anvendt før Trumps første embedsperiode, hvor de pludselig blev særdeles relevante, men de viste sig også at være for vagt formulerede til at danne grundlag for et egentligt sagsanlæg mod ham.
Siden dengang har højesteret med sin dom i Trump v. United States (2024) givet præsidenten yderligere immunitet for efterfølgende retsforfølgelse, hvilket måske har ansporet Trump til siden sin tilbagevenden til Det Hvide Hus at praktisere en form for korruption, der er ganske uden fortilfælde i amerikansk historie. Alene siden januar er hans personlige formue næsten fordoblet.
Det anslås, at han har tjent et beløb svarende til 21 milliarder kroner på især kryptovaluta, men også salg af ure, tøj, etc. Disse indtægter er ikke skabt sideløbende i familiefirmaet, som hans sønner angiveligt driver, men er direkte knyttet til hans rolle som præsident.
I slutningen af oktober gik Trump skridtet videre med endnu en nyskabelse: Han sagsøgte sin egen regering for ca. 1,6 milliarder kroner for svie og smerte, fordi FBI i 2022 ransagede hans bolig og tog de 33 bokse med fortrolige dokumenter, han uretmæssigt havde fjernet fra Det Hvide Hus og efterfølgende løjet om ikke at være i besiddelse af.
Den erstatning, Trump søger, skal i givet fald godkendes af ham selv og betales af skatteyderne. Måske overvejer han at donere noget af erstatningen til opførelsen af den store balsal, han er i færd med at opføre som en del af Det Hvide Hus – uden en tilladelse til at ændre en føderal bygning og uden en bevilling fra Kongressen.
Kan håbe på mange ting
Hvad kan bremse den igangværende erosion af det amerikanske demokrati?
Man kan håbe, Det Demokratiske Parti, som længe nærmest har været paralyseret, er ved at samle sig. Det har fortsat særdeles gode chancer for at erobre mindst et kammer i Kongressen ved midtvejsvalget næste år.
Det er værd at huske, at selv om Trump nu to gange har formået at vinde et valg, er han fortsat den eneste præsident, der aldrig har opnået en opbakning på 50 procent eller mere i de meningsmålinger, Gallup har foretaget siden 1937.
Hans popularitet vil formentlig fortsat dale i takt med, at konsekvenserne af hans økonomiske politik for alvor rammer hans egne vælgere. Måske ansporer det Republikanerne i Kongressen til at udvikle en smule rygrad og varetage den kontrolfunktion, forfatningen pålægger dem.
Man kan også håbe, at hans kernevælgere fastholder deres ønske om at få offentliggjort de såkaldte Epstein-filer, som Trump sammen med de Republikanske ledere i Kongressen kæmper så hårdt for at holde skjult. Man kan håbe på mange ting, men indtil videre – og indtil midtvejsvalget i 2026 – er det først og fremmest de føderale domstole, der forsøger at stoppe indførelsen af enevælde i USA.
fortsæt med at læse
