Lyt til artiklen
Atomfilmen har altid kæmpet med et umuligt paradoks: Hvordan viser man det, der ikke kan vises? Hvordan fortæller man historien om alle historiers ophør?
Stanley Kubricks ’Dr. Strangelove’ (1964) valgte satiren. Den gjorde galskaben så grotesk, at vi måtte le for ikke at græde. ’The Day After’ (1983) forsøgte med tv-mediets nøgterne realisme at vise amerikanerne, hvad der ville ske med Kansas efter et sovjetisk atomangreb. Den britiske ’Threads’ (1984) gik endnu længere i sin ubarmhjertige skildring af Sheffields langsomme kollaps efter bomben. ’When the Wind Blows’ (1986) brugte tegnefilmens uskyldige form til at vise et ældre ægtepar, der naivt følger regeringens ubrugelige råd, mens strålingen langsomt dræber dem.
