I de år, jeg havde sabbatår, gav tvivlen mig angst og følelsen af utilstrækkelighed, ikke på grund af tvivlens væsen, men på grund af min måde at forholde mig til den på. Det var ikke tvivlen, der holdt mig tilbage. Det var min forestilling om, at jeg burde have overvundet den. Jeg troede, at jeg sad fast, men i virkeligheden var jeg i gang med at blive dannet uden selv at vide det.

Tvivl er ikke nødvendigvis et tegn på, at noget er galt, tværtimod. Hvis man tør lytte til sin tvivl, er man ikke nødvendigvis bagud. Måske tager det bare tid at finde sin vej, og ét eller to sabbatår kan ikke altid gøre det. Det betyder ikke, at man aldrig skal vælge. Det betyder bare, at man ikke behøver vælge, før man er klar.

Nu går mine tanker ud til de unge mennesker på sabbatår, der føler sig stressede, forkerte, ubeslutsomme og utilstrækkelige.