Må jeg ikke have lov til at bestemme, hvem der kan se hvad af min krop? Skal den død og pine kunne betragtes af alle og enhver? Er den, der har blikket, vigtigere end den, der har kroppen? Og hvem er det, der skal se den?
Lige så meget som ingen burde blive tvunget til at bære tørklæde, bør heller ingen tvinges til at tage det af. Jeg kræver ikke, at andre skal bære tørklæde, fordi jeg gør det. Jeg spørger dig ikke, om nogen har tvunget dig til at klæde dig, som du gør.
Du kan ikke se på en person, om de er undertrykt, uden at kende dem. Uden at de fortæller dig deres historie.