Forleden blev jeg ringet op af en skolepige fra 8. klasse.

Hun var i færd med at skrive en opgave om EU og ville vide, om vi radikale mener, at Danmark skal være medlem af EU. Jeg blev et kort øjeblik i tvivl om, hvad hun mente. Er nutid og fremtid ét fedt i dansk teenageslang, eller er det ikke klart for skoleelever, at Danmark har været med i det europæiske fællesskab siden 1973? Tilsyneladende er det ikke kun teenageres viden om EU, den er gal med. Generelt er danskernes viden om EU ikke imponerende. Ifølge den nyeste meningsmåling fra Eurobarometer har næsten hver tiende af de adspurgte danskere ikke hørt om kommissionen, mens mere end hver femte ikke har hørt om Det Europæiske Råd. En tredjedel er ikke klar over, at Europaparlamentets medlemmer vælges direkte af borgerne. Halvdelen mener, at størsteparten af EU’s budget går til administration og personale, men i virkeligheden er det kun omkring fem procent af budgettet, der anvendes til dette formål. Det er i denne sammenhæng kun en ringe trøst, at det står tilsvarende sløjt til i de øvrige europæiske lande. Meningsmålingen viser samtidig, at der er en klar sammenhæng mellem, hvad vi ved om EU, og hvad vi synes om EU. Jo større kendskab de adspurgte havde, des mere positivt forholdt de sig til EU. Tendensen bekræftes af LO, der i maj offentliggjorde en fokusgruppeundersøgelse om LO-medlemmers viden om og holdning til EU. Undersøgelsen afslører en meget begrænset viden, kombineret med en udbredt tro på myter om EU systemet. Myterne rækker lige fra direktiver om farven på Århus’ bybusser til EU-sygehuse med tomme senge. Med et negativt syn på EU til følge. Undersøgelserne peger logisk hen på spørgsmålet: Hvad lærer vi egentligt om EU i løbet af vores skoletid? Ikke ret meget, hvis man ser på Undervisningsministeriets bekendtgørelser og læseplaner. Den påstand forsøger jeg her at dokumentere – derefter skal jeg vende tilbage til, hvad der er brug for. I læseplanen for historieundervisning i folkeskolen er EU slet ikke nævnt. Når der tales om gennemgribende samfundsforandringer i Danmark og Europa eller om alliance- og blokpolitik i Norden og Europa, skal Europa nemlig forstås som et geografisk område og ikke som en politisk organisation. Af læseplanen for samfundsfagsundervisning på 8.-9. klassetrin, som altså vejleder skolens lærere i, hvad eleverne skal læse og forstå, fremgår det: Det er vigtigt, at eleverne får viden og bevidsthed om, at staten mere præcist dækker over de fora, hvor der tages autoritative beslutninger om fællesanliggender, dvs. i Folketinget og regeringen og i lokale politiske råd. Beslutninger i disse fora har betydning og sætter rammer for den enkelte borger i det danske samfund – og dermed også for den enkelte elev. Også medlemskabet af EU og andre internationale organisationer skal inddrages i disse sammenhænge. EU er nævnt, men nærmest negligeret. Det fremstår ikke som et selvstændigt emne på niveau med det kommunale selvstyre, men er på linje med øvrige internationale organisationer hægtet på som et halehæng – en slags PS. Videre i læseplanen nævnes Europaparlamentet ganske vist parallelt med Folketinget og lokale politiske råd under de demokratiske processer, som undervisningen blandt andet skal fokusere på. Men man må spørge sig selv, hvor de øvrige europæiske politiske institutioner – kommissionen, domstolen og ministerrådet – er blevet af? I 10. klasse er EU røget helt ud. Særlig bemærkelsesværdigt er det, at 10. klasses elever i samfundsfag skal beskæftige sig med: »forudsætningerne hos den enkelte borger for at kunne deltage i den formelle demokratiske beslutningsproces på lokalt og nationalt niveau«, men ikke på europæisk niveau. Burde folkeskolen ikke netop give eleverne forudsætninger for at deltage som demokratiske borgere på det europæiske niveau? På gymnasierne står det ikke meget bedre til. Med den nye gymnasiereform er samfundsfag omsider blevet obligatorisk på C-niveau. Ærgerligt er det imidlertid, at EU slet ikke nævnes under bekendtgørelsens seks tematiske kernestofområder, der blandt andet omhandler politiske partier i Danmark og politiske beslutningsprocesser i Danmark, demokrati og menneskerettigheder. Ser man i stedet på de ni faglige mål for samfundsfag i gymnasiet, indgår som det ene mål: »undersøge aktuelle politiske beslutninger, herunder betydningen af EU og globale forhold«. Igen er fokus nationalt, mens EU reduceres til et emne, som kan have betydning for den nationale politiske proces, men som ikke behandles selvstændigt. Samme gør sig gældende under supplerende stof, hvor det foreslås, at man blandt meget andet eventuelt kan berøre aktuelle eksempler på sammenhænge mellem EU-forhold, globale forhold og danske beslutninger. Det er tankevækkende, at det kun er i samfundsfag som valgfag, at EU som politisk system indgår i kernestoffet. Det signal, vi sender til gymnasieeleverne, er: Det med EU er ikke så vigtigt, at det gør noget. Bekendtgørelsen for den obligatoriske historieundervisning i de gymnasiale uddannelser er et plaster på såret, idet europæisk integration trods alt er at finde som et blandt flere temaer under perioden 1989 til i dag. Værre ser det ud for de unge, der vælger en mere praktisk uddannelse frem for gymnasiet. Tag erhvervsuddannelserne. I bekendtgørelsen, som vejleder lærerne, står der, at eleverne skal undervises i demokrati, grundlov, tredeling af magten, partiernes standpunkter, rollefordelingen mellem stat, amt og kommune og mediernes funktion. Der er intet om EU’s rolle og funktion. Det er kun på E-niveau, at EU – på samme måde som i Folkeskolens læseplaner – får plads som halehæng i én blandt seks målsætninger: » ... at eleverne får kendskab til internationaliseringens betydning for Danmark, herunder også det europæiske samarbejde«. Pointen begynder forhåbentlig at stå klar: Når vi helt bogstaveligt ikke levner EU plads eller interesse i de vejledninger, der er retningsgivende for lærernes undervisning, hvordan skal kendskabet så sive ned til eleverne? Ja, noget tyder ifølge undersøgelsen fra Eurobarometer på, at kendskabet slet ikke siver nogen steder hen. Når man sammenholder denne indbyggede skævhed i det danske uddannelsessystem med mediernes fokus på Folketinget og national politik, bliver resultatet en begrænset viden om EU og en yderst behersket interesse for de beslutninger, der træffes på europæisk plan. Den udbredte opfattelse, at EU er ensbetydende med demokratisk underskud og bureaukratisk lukkethed, trives i bedste velgående, men er i virkeligheden udtryk for mangelfuldt indblik i systemet. Måske kan vi lære noget af de andre EU-lande på dette felt. Selv om vi danskere jo ikke er meget for det – vi mener at være de bedste til den slags. De europæiske uddannelsessystemer er af vidt forskellig karakter, og man kan derfor ikke umiddelbart sammenligne danske læseplaner med vores naboers. Alligevel er det fristende at gøre forsøget. Informationsnetværket Eurydice, der indsamler oplysninger om nationale uddannelsessystemer i en central database, er et godt sted at gå hen, hvis man vil vide mere om uddannelser i Europa. Her kan man blandt andet se, hvordan de europæiske lande indtænker den europæiske dimension i national undervisning. I det meget centralistiske franske skolesystem med deltaljeret vejledning udstukket fra statslig side finder man ikke overraskende yderst specifikke krav til gennemgang af EU’s udvikling, traktaterne og institutionerne fra de tidlige klasser og frem. Men også i lande med et decentralt skolesystem ligesom det danske, hvor man har større tillid til den enkelte lærer, indgår EU som et elementært emne i pensum. Det gælder for eksempel Holland og Storbritannien, hvor man har igangsat varende initiativer med særligt fokus på EU under de respektive formandskaber. I Holland findes der således specielle skoler, der vier EU en særlig plads i undervisningen. I Storbritannien etablerede man en ressourceportal, som hjælper de enkelte lærere med at inkorporere EU i undervisningen. Mange lande har sådanne særlige centraler for EU-relateret undervisningsmateriale. I Tyskland er undervisning et anliggende for de enkelte delstater. Den tyske undervisningsminister opfordrede imidlertid allerede i 1992 delstaterne til at inddrage den europæiske dimension i undervisningen med rapporten ’Zur europäischen Dimension im Bildungswesen’. Slår man op under Danmark, gik man indtil forrige uge forgæves i Eurydice databasen, der baserer sig på bidrag fra de nationale undervisningsministerier. Danmark har længe – sammen Tyrkiet – været de eneste ud af 31 europæiske lande, der ikke havde beskrevet den europæiske dimension i uddannelserne. Der er selvfølgelig heller ikke så meget at berette. Hvilket er tydeligt nu, hvor der endelig er kommet danske oplysninger. Mange danske skoler har vist interesse for på frivillig basis at beskæftige sig med Europa i 10. klasse, står der. Mindre ambitiøst kan det vist ikke være. Det er så i øvrigt det klassetrin, Bertel Haarder mener, er helt overflødigt, og som han derfor forsøgte at nedlægge. Vi er altså med en mild beskrivelse dårlige til at give børn og unge viden om EU gennem undervisningen. Det er beklageligt af flere årsager. F.eks. fordi det begrænser vores indsigt og dermed indflydelse. For at gøre beslutningsprocedurerne mere åbne organiserer kommissionen i stigende grad offentlige høringer forud for lancering af lovforslag og beslutninger, hvor organisationer og borgere inviteres til at give deres besyv med. Men denne uformelle form for indflydelse via offentlige høringer på Europaportalen forudsætter, at man som borger holder sig orienteret om aktuelle sager, og at man har et minimum af kendskab til, hvordan systemet fungerer. Tilsvarende inddrager kommissionen repræsentanter for civilsamfundet i det lovforberedende arbejde. Her er der mulighed for at påvirke processen med ekspert- eller detailviden. For at navigere i EU-systemet som ngo kræver det imidlertid en basal viden om institutionernes rolle og funktioner. For vore virksomheder bliver den ringe viden til et økonomisk problem: Som professor Kjeld Schaumburg fra Roskilde Universitetscenter har påpeget, er manglende viden en hæmsko i forhold til mindre danske virksomheders udnyttelse af de europæiske muligheder for markedsføring, eksport og innovationsstøtte. Ifølge Kjeld Schaumburg kan mange små og mellemstore virksomheder ikke overskue junglen af regler, støttemuligheder og mulige europæiske samarbejdspartnere, og derfor lider deres konkurrenceevne et knæk. Endelig betyder det begrænsede kendskab til EU en amputeret debat om europæiske problemstillinger. Det er min personlige oplevelse fra debatarrangementer rundt om i landet, at manglende kendskab ofte – men selvfølgelig ikke altid – går hånd i hånd med et negativt syn på EU. Når der i Danmark diskuteres mål og visioner for det europæiske samarbejde, ender debatten som oftest enten i en rigid ja/nej-diskussion eller i absurde myter om krumme agurker, der ifølge LO’s fokusgruppeundersøgelser stadig trives i bedste velgående. Regeringens initiativer med helt igennem nationale kulturkanoner og flere test i folkeskolen afhjælper selvsagt ikke problemet, men er selv en del af det. Nu bliver det helt afgørende, at EU skrives ind i læseplanerne, fordi de vil bestemme udformningen af regeringens test, som igen vil styre indholdet af undervisningen. Hvis ikke EU bliver en del af pensum, får danskerne ikke den viden om EU, der er nødvendig, for at vi kan deltage som europæiske borgere i den demokratiske proces. En forudsætning for den demokratiske debat om EU-lovgivningen, der udgør en stadig større andel af den samlede danske lovgivning, er kendskab til måden, EU fungerer på. Det kendskab har vores undervisningsminister jo både fra sin tid som europaminister og som medlem af Europaparlamentet (ud over hvad man har som minister på et område, der ikke er reguleret af EU-lovgivning). Det må derfor være en oplagt opgave for Bertel Haarder at sætte EU på klasseværelsets dagsorden. På kort sigt kan han afholde en konference for at sætte fokus på emnet og dermed højne bevidstheden blandt lærerne om betydningen af den europæiske dimension i undervisningen. I det lange perspektiv kan han for eksempel nedsætte en arbejdsgruppe, der skal gennemgå bekendtgørelser og læseplaner med henblik på at undersøge, hvordan den europæiske dimension kan tilføjes. Regeringen taler jo om, at Danmark skal være verdensmester i globalisering. Hvad med at starte med det nære – som i denne sammenhæng er det europæiske? Faktisk er der midt i fortvivlelsen al mulig grund til at være fortrøstningsfuld. Skolepigens opringning viser nemlig, at de danske folkeskolelærere lever op til deres ansvar. På trods af at EU ikke vægtes i læseplanerne, stiller lærerne opgaver, der går ud på, at eleverne skal undersøge politiske holdninger til dansk EU-medlemskab. Det er glædeligt, men er det ikke på tide at sørge for, at det europæiske samarbejde i lighed med det danske folkestyre kommer på alle børns skoleskema, så vi bygger vores holdninger til EU på viden frem for på myter?