»Flere og flere går om ad Nørregade«. Sådan lød sloganet for det gamle Daells Varehus. Og nu kan det bruges igen. Efter en række turbulente år er Folketeatret atter et tilløbsstykke, der får publikum i tusindvis til at strømme til det gamle teater i Nørregade. Allerede på nuværende tidspunkt har det solgt 38.000 billetter til indeværende sæson, og vi forventer, at cirka 50.000 gæster vil gå om ad Nørregade inden sommeren 2007. Derfor blev jeg mildest talt chokeret, da Københavns Teater i maj i år offentliggjorde sin strategi, der for vores vedkommende indebærer, at Folketeatret skal fusionere med Det Danske Teater. Hvis det sker, risikerer vi, at Folketeatret atter vil gå hårde tider i møde. Ja, vi risikerer mere end det. Vi risikerer, at en fornem tradition for – på et af landets allerbedste teatre – at værne om og udvikle det folkelige teater går til grunde. Og det gør vi, fordi Københavns Teater dels ikke har analyseret, hvad en fusion af Folketeatret og Det Danske Teater i realiteten vil indebære kunstnerisk og økonomisk, dels har gjort sig både blind og døv over for vores velunderbyggede, alternative forslag om fremtidige samarbejdsaftaler med de tre landsdelsscener i Aalborg, Århus og Odense. Men lad os spole tiden lidt tilbage. For hvad er det for et fundament, Folketeatret er bygget på? Begrebet ’folkeligt teater’ optræder første gang i København i 1807. På den tid havde Det Kgl. Teater monopol på teaterforestillinger inden for Københavns volde og også stor indflydelse på, hvad der blev spillet uden for voldene – ligesom for øvrigt i resten af landet. Teaterglade folk mente imidlertid, at Det Kgl. Teater ikke skulle være alene om dække behovet i hovedstaden, og så lagde de hovederne i blød. I 1817 blev der fremlagt en plan om et folkeligt teater, der bl.a. skulle arbejde på, at »de lavere Klassers ledige Timer kunde blive udfyldt med uskyldig Morskab, som ikke alene ville hæmme omløb af mangen en umoden og utidig Mening, men også formindske brugen af stærke Drikke …«. Bygningerne, der siden kom til at huse Folketeatret, blev brugt som bl.a. koncertsal, ridehal, cirkusmanege med elefanter og hele pibetøjet foruden som politisk samlingssted. Men i april 1857 overtog H. W. Lange hele herligheden. Og efter en rask ombygning åbnede Folketeatret 18. september 1857. Vi springer nogle år frem i tiden, forbi Herman Bang, Betty Nansen og mange af de andre, der har arbejdet på og for Folketeatret. I vores egen tid er det især Preben Harris, der huskes. Han overtog direktørposten i 1971. Og i løbet af sin direktørperiode udvidede han teatret, så Store Scene blev suppleret af intimscenerne Snoreloftet, Ung Scene og Hippodromen. Bygningen fik en gennemgribende og nødvendig renovering i årene 1988-1991, og teatret står stort set som dengang, her godt 15 år efter. Preben Harris eksperimenterede, men han præsenterede også klassikerne. Samtidig samlede han familier om ’Nøddebo Præstegaard’, ’Et Juleeventyr’ og musicals som ’Skatteøen’ og ’Nattergalen’ og fik således fat i et bredt og trofast publikum. I 2001 sagde han farvel og tak efter 30 år. I hans sidste sæson løste 75.538 personer billet alene til Store Scene. I de efterfølgende år var teatret desværre præget af økonomisk kaos, mange chefskifter, manglende kunstnerisk styring, dårlig omtale og svigtende salg. Publikum forsvandt. Det folkelige teater var nærmest erklæret dødt. Det var den situation, jeg gik ind til, da jeg i 2005 blev opfordret til at lede Folketeatret. Og jeg var ikke i tvivl om kuren: Teatret skulle have en folkelig profil igen. Alene navnet forpligter. Ved min tiltrædelse i fjor relancerede vi derfor Folketeatret som et teater for hele familien. Det kunne hurtigt mærkes, at strategien er den helt rigtige. Publikum har igen fået tillid til, at det i Folketeatret er sikret en stor oplevelse af høj kunstnerisk kvalitet. Økonomisk er underskuddet vendt til overskud, vores forestillinger får gode anmeldelser, og Folketeatret er atter på det kulturelle landkort. Men hvorfor i alverden så straffe os ved at nedlægge Folketeatret som selvstændigt teater? Københavns Teater skylder os stadig en forklaring. Foreløbig ved vi kun, at strategien i sin enkelhed går ud på, at Folketeatret og turnéteatret Det Danske Teater skal fusioneres. Det er samtidig besluttet, at Det Danske Teaters direktør, Waage Sandø, skal være direktør for det fusionerede teater. Ved at lave produktioner, der kan spille på Folketeatret og siden på turné (eller omvendt), forventer man fra Københavns Teaters side en synergieffekt og ikke mindst en væsentlig besparelse. Spørgsmålet er blot, om der vil komme en positiv synergieffekt ud af at fusionere to så forskellige teatre, og om der overhovedet er nogen besparelser at hente. Det mener jeg ikke er tilfældet. Folketeatret og Det Danske Teater har hver især en sund økonomi, en klar profil og et trofast publikum. Det vil Københavns Teater nu sætte over styr for i stedet at lave et stort teater. På papiret en enkel handling – i praksis en katastrofe. Siden lanceringen af Københavns Teaters strategiplan har Folketeatrets bestyrelse og ledelse, som nævnt, efterspurgt det grundlag, der har ført frem til anbefalingen af en fusion med Det Danske Teater, herunder især en økonomisk beregning samt en kunstnerisk vision. Det har siden hen vist sig, at strategien er udarbejdet, uden at der eksisterede et konkret fusionsgrundlag. Vi skriver nu november måned, og vi har på Folketeatret endnu ikke fået fremlagt et eneste godt argument for den planlagte fusion. En fusion, som vi mener, er en helt igennem forkert beslutning. Problemstillingerne er mange, og jeg vil her gøre rede for nogle af dem: 1. De to teatre kan noget forskelligt og har succes hver især. Men det betyder ikke, at vores forestillinger bare kan overføres fra det ene teater til det andet. Turnéteater har alle muligheder for at blive godt, hvis præmissen er turnéteater, og forestillingen er indrettet og skabt ud fra de betingelser. Teater på Folketeatret er godt, når vi bruger scenens muligheder optimalt. Det har vi pligt til. Over for publikum, skatteydere og politikere. Folketeatret er således et klassisk og bevaringsværdigt teaterhus i hjertet af København med flere scener og et stort teknisk apparatur. Teatret har et af Danmarks smukkeste og bedst fungerende teaterrum, og teatrets Store Scene er skabt til store scenografier. Her er drejescene og højt til loftet, hvilket giver plads til scenografitræk, her er orkestergrav, sidescene m.m. Her kan store forestillinger folde sig ud til fryd for publikum, der indfanges i illusionens verden på de 600 pladser, der er i salen. En forestilling som ’Ronja Røverdatter’, som lige har spillet for fulde huse på Folketeatret, kan ikke pakkes sammen og sendes på turné i landet. Scenografien er ganske simpelt for stor og teknisk kompleks. Hvis forestillingen skal af sted med Det Danske Teater, skal der bygges en helt ny scenografi, laves ny koreografi, og hele holdet skal igennem endnu et prøveforløb. Det vil sige, at en forestilling bliver til to – med ekstra lønninger og udgifter til følge. Så er der jo ikke noget vundet eller noget sparet. 2. Folketeatret er et fuldt funktionsdygtigt og velfungerende teater med de nødvendige værksteder, malersal og skræddersal. Men vi har ikke for megen plads. Det Danske Teater producerer sine forestillinger i bygningen på Hvidkildevej og sender dem på landevejen derfra. De to teatre ligger med cirka fem kilometers afstand. Og hverken Folketeatret eller Det Danske Teater har kapacitet til at huse en samlet personalegruppe endsige fælles værksted, skræddersal, prøvesale m.v. Ergo er fusionen ikke fysisk. Sparer man andet end én direktørlønning ved det? 3. Folketeatret og Det Danske Teater har tidligere lavet co-produktionen ’Klokkeren fra Notre Dame’, hvor vi deltes om udgifterne. Folketeatret har desuden gennem nogle år købt forestillinger af Det Danske Teater som supplement til vores egne produktioner. Nogle gange er disse samarbejder blevet til på vores eget initiativ, andre gange på opfordring af Københavns Teater (daværende DST.) En løsning, der i krisetider har gjort, at vi kunne opfylde vores spilleforpligtelse. Vi har altså ikke nogen principiel modvilje mod co-produktioner eller samarbejder. Men vi frygter, at et fusioneret teater, under de nuværende økonomiske forudsætninger, ikke har ressourcer til at producere tre-fire forestillinger på Store Scene af den høje tekniske og kunstneriske kvalitet som f.eks. ’Ronja Røverdatter’. Og vores største – velbegrundede – frygt er, at man af økonomiske årsager er nødsaget til konsekvent at spille decideret turnéteater på Folketeatrets Store Scene. Turnéteater er bygget til turnélivet og skabt til også at kunne fungere i gymnastiksale og på mindre spillesteder. En turnéforestilling synes ofte fejlplaceret og vil ofte tage sig mindre heldigt ud på en scene som Folketeatrets. Og det er både synd for publikum og for de medvirkende – og også for forestillingen. 4. Teatergængerne i København og omegn forventer meget og med god grund. Der er et stort udbud af godt teater på Københavns store teatre, de små storbyteatre og undergrundsscener. Går man i Det Ny Teater, har man en forventning om at se en storslået opsætning med kæmpestore scenografier, tekniske genialiteter osv. Går man i Sorte Hest, har man forventning om intimteater osv. Og når Folketeatrets publikum køber billetter til hele familien, så forventer og fortjener det en virkelig god oplevelse. Det kan vi give det – og det har vi pligt til at give det. Folketeatret protesterer derfor mod den uigennemtænkte fusion – og har gjort det fra første færd. Københavns Teater bad som følge heraf i august Folketeatrets bestyrelse udarbejde en alternativ løsningsmodel. Den fremsendte vi i september. Denne alternative løsningsmodel viser, at Folketeatret ved at samarbejde med Danmarks tre største teatre uden for København, nemlig Aalborg, Aarhus og Odense Teater, kan sikre Folketeatret den nødvendige økonomiske stabilitet og et fortsat højt kunstnerisk niveau. Direktørerne på de tre pågældende teatre vil gerne samarbejde med os og er klar til at drøfte mulighederne omgående. De ser som vi et kæmpestort kunstnerisk og økonomisk potentiale i denne fleksible, frivillige ordning. Ved at samarbejde med de tre store provinsteatre kan Folketeatret også fremover være i stand til at opføre forestillinger i samme størrelsesorden som dette års store publikumssucces ’Ronja Røverdatter’. Fidusen er, at vi deler omkostninger til produktionen, og at det er muligt at flytte forestillingen, da vores scener har omtrent samme størrelse og tekniske kapacitet og muligheder. Således kan vi bevare kvalitetsniveauet, det økonomiske overskud – og Folketeatret. Nu skriver vi, som sagt, november måned. Folketeatrets bestyrelse har flere gange rykket Københavns Teaters bestyrelse for et svar og mener, at det er meget beklageligt, at den ikke har taget seriøs stilling til vores alternativ for længe siden. Ikke mindst fordi vores fremsendte materiale påviser netop de synergieffekter, som efterspørges i Københavns Teaters eget strategioplæg. Synergieffekter, som vi på ingen måde kan se, at en fusion med Det Danske Teater bedre kan skabe. Vores alternative løsningsmodel sandsynliggør derimod de økonomiske fordele, som efter alt at dømme har været den eneste bevæggrund for Københavns Teaters visionsløse fusionsforslag. Samtidig er samarbejdet med landsdelsscenerne kunstnerisk set et langt bedre match for Folketeatret end Det Danske Teater. Og det er sagt med al respekt for Det Danske Teaters turnéprofil. Sidst, men ikke mindst, opretholder Folketeatret, i vores oplæg, sin status som et selvstændigt teater. Et teater, der kunstnerisk kan udvikle sig med øjnene rettet mod det københavnske publikum, som vi lever og eksisterer for. Jeg forstår godt, at man i Folketeatrets kriseår efter Preben Harris’ exit begyndte at se sig om efter en løsning, så Nordens ældste fungerende, folkelige teater ikke skulle gå tabt. Men at man fra Kulturministeriets og Københavns Teaters side ikke skeler til, at Folketeatret nu er i fremdrift igen, fatter jeg ikke. Det gør Folketeatrets bestyrelse heller ikke. Og derfor er den ikke indstillet på at tiltræde fusionen med Det Danske Teater på det eksisterende, mangelfulde grundlag. Derimod håber vi, at kulturministeren og de kulturpolitiske ordførere vil tage vores alternative løsningsmodel op til seriøs overvejelse. Og gerne bede Københavns Teater om at gøre det samme. Så de sammen med vores trofaste publikum fortsat kan gå om ad Nørregade