Gøgleren Preben Harris er herligt selskab i erindringsbog

Spiller. Preben Harris som en af håndværkerne i  Shakespeares 'En skærsommernatsdrøm'.  Foto: Fra bogen
Spiller. Preben Harris som en af håndværkerne i Shakespeares 'En skærsommernatsdrøm'. Foto: Fra bogen
Lyt til artiklen

En bekendt af mig fortalte for nylig om et møde med en række skuespillere, hvoriblandt også teaterdirektør og skuespiller Preben Harris. Ligegyldigt hvad han berettede, forholdt skuespillene sig tavse og tilsyneladende uinteresserede. Der var kun én person, der lyttede ivrigt og samtalede, og det var Preben Harris. Appetit og perspektiv Og nysgerrig er præcis, hvad han er, sjovt nok i stigende grad. Ivrig og hastig og konsekvent i sine beslutninger. Han har antenner uden for sit miljø, han er inde i det - men han har også perspektiv på det. Tidligere har Preben Harris skrevet om dr. Dampe, demokraten, der blev så uretfærdigt behandlet af staten i 1800-tallet, netop fordi han i utide var en dansk demokrat. Preben Harris har også skrevet en mærkelig bog om sin far, den dominerende dentaldepotdirektør og konsul, som var 'ukendt' - navnlig for sin søn. Det er også denne far, som leverer titlen på Preben Harris' nye bog: 'Min søn gøgler. Sørgeligt!' Glimrende replik, morsom titel! LÆS OGSÅDen fornuftige galning Her er vi først i barndommen, som kan være tung og forpligtet nok. I det borgerlige hjem går det ikke med hidsighed, og en dag, da han er deporteret til Johannesskolen, tager han hævn for alle de dårlige karakterbøger og sender med et veltilrettelagt spark i rumpetten sin matematiklærer over i kulkassen. Hidsigheden bliver belønnet med endnu en forvisning - nu til Bogø Kostskole, og det begynder at gå fremad. Han er ude på fjorden og samle et par druknede drenge op. To små drenge, som måske var skilsmissebørn. Og mærkeligt, at større skoledrenge skulle lede efter dem. Men Preben Harris interesserer sig ikke for at fordømme og moralisere. Han synes med Strindberg: »Det er synd for menneskene«. Humanist Det er denne enkle, medmenneskelige og kontante stil i både personlighed og iagttagelser, der gør en god bog ud af gamle erindringer fra halvtredserne - som vel var grå og lagt i læ af krigen, men som også for de initiativrige blev en begyndelse på nye tider. Hvad er 'nye tider'? Teatret er altid bagefter andre kulturfænomener, mener Preben Harris et sted, med en opsigtsvækkende beskedenhed.

Men teatret er også stedet for eksperimenter og nybrud. Harris kommer på Aarhus Teaters elevskole og bliver en aktiv elev. Den hastige mand melder sig! »Mens mange af mine kammerater gik langt forsigtigere til værks, når de skulle i gang med en opgave, måtte jeg handle )...) Det gjorde mig selvfølgelig mere sårbar end den mere velovervejede strateg, men vi har jo ikke alle samme arbejdsmetode, og gudskelov for det«. Ja. Gudskelov. Preben Harris får kun små roller, f.eks. sendebud i sin debut med en enkelt markant replik: »Gaius Maximus?«. Anmelder Jens Kruuse hånede ham. Hvor må det have været rædselsfuldt. Det nye teater Et er roller, men han bliver til gengæld leder af Aarhus Teaters Forsøgsscene, et af halvtredsernes første eksempler på, at teatret kunne vise vej. Det er det, der gør bogen interessant. Den viser, at meget v ar på vej i disse halvtredsere - de 'absurde' dramatikere, Ionesco, Arrabal, Beckett, Osborne, Obaldia, Harold Pinter - teatret som offensiv murbrækker. Farvel til Leck Fischer og hans Gajus Maximus og goddag til en ny tid - sammen med et nyt verdenssyn, socialisme og politisk stillingtagen, flid og arbejdsomhed med sigte på resultater. Der skal røve i sæderne! Uanset netop folks politiske baggrund. Jeg skulle mene, at der står socialdemokrat på Preben Harris, og han gør ingen forsøg på at skjule det, men han har respekt for alle dem, der vil noget teaterpositivt, uanset deres politiske ståsted. LÆS OGSÅBetagende roman om glemslens tvivlsomme nådegave Undervejs er der gode minder om folk, vi måske har glemt: John Hahn-Petersen, som havde haft omtrent samme slags barndom som Preben Harris, Bodil Ipsen, som han drak blue velvet med, talentspejderen Holger Gabrielsen, et kort møde med Ruth Berlau og navnlig et kønt stykke om den gamle overregissør på Aarhus Teater,Ad. Wantzin. Ikke glemt, ikke gemt. Og naturligvis mange søde piger, bedst af alle Preben Harris' kone. Bende. Meget af tiden i Aarhus var også min tid, selv om jeg færdedes på Bjerget og han i byen. Mange aarhusianere vil nyde bogen. Man er i godt selskab.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her