En af vor tids mest markante skikkelser, modstandsmanden og politikeren Frode Jakobsen, blev født 21. december 1906, og i Kroniken tegnes i anledning af hundredårsdagen et billede af denne stædige idealist og demokrat. »De ville redde de materielle værdier. Vi ville frelse det danske folks sjæl«. »De« var politikerne; »vi« var modstandsbevægelsen, og den, der kom med bemærkningen – her gengivet efter hukommelsen – var en af frihedskampens førende skikkelser, Frode Jakobsen (1906-1997). Dermed anskueliggjorde han det dilemma, der siden 1945 og lige til denne dag – 100 år efter hans fødsel – har skabt en hidsig debat: Skal et lille land, der besættes af en overmægtig fjende, gå i dialog med eller af al sin kraft bekæmpe denne fjende? Skal man med andre ord forhandle og dermed risikere at sætte sin troværdighed, sin sjæl, over styr, eller skal man kæmpe og dermed sætte sit liv på spil? For Frode Jakobsen selv var svaret klart: Man skal kæmpe. Og han var parat til at betale prisen. Havde tyskerne dengang fået fingre i ham, ville det have kostet ham livet eller et ophold i en koncentrationslejr. Hans indsats gav dem et godt grundlag for en ekstrem straf. Da jeg mødte ham første gang, var han allerede en ældre herre, men der var stadig skarphed i hans brune øjne, og jo mere jeg læste om og af ham, og jo mere jeg talte med ham, desto mere kom han for mig til at stå som en personificering af det 20. århundrede. Han voksede op i et opvakt hjem i Øster Jølby på Mors. Faderen var friskolelærer, og der var megen sang og danmarkshistorie i de små stuer. Børn var der mange af, og pengene var små, så i den henseende lignede hjemmet så mange andre danske hjem i begyndelsen af forrige århundrede. Da han var barn, lyttede han til debatterne derhjemme mellem faderen og naboerne om verdenskrigen og senere om et af denne blodige krigs få lykkelige resultater: Sønderjyllands genforening med Danmark i 1920. Som så mange andre kom han i konfirmationsalderen ud at tjene blandt bønder, og den behandling, han udsattes for, skabte en livslang bitterhed hos ham mod danske gårdmænd. Såvel behandlingen som oprøret imod den var karakteristika for det 20. århundrede, som man kan studere nærmere bl.a. hos Peter Sabroe (1867-1913), Jeppe Aakjær (1866-1930) og Johan Skjoldborg (1861-1936). Men – han brød den sociale arv, og ved skæbnens ironi skyldtes det den samme slags bønder. Nogle af dem derhjemme i Øster Jølby syntes, det var en skam, at Frode ikke kom til at studere. »Professoren« kaldte de ham, for han havde et godt hoved, og de skabte en fond, der økonomisk skulle muliggøre hans studier. Han kunne dog langt senere med et smil i mundvigen fortælle, at de havde sikret sig at få pengene igen, hvis han skulle gå hen og dø »i utide«, dvs. før han fik gennemført et studium, og betaling af renterne var for øvrigt en hård belastning af hjemmets i forvejen stramme økonomi. Men det var sent, han kom tilbage til skolebænken. Denne gang på den fornemme Viborg Katedralskole. Han var 18 og måtte oven i løbet lide den tort, at han først skulle på prøve i 4. mellem for at bevise, at han var egnet. Det var han. Han fik en flot studentereksamen, fortsatte studierne på Københavns Universitet og blev magister på en afhandling om ’Nietzsches kamp med den kristelige moral’ i – af alle år – 1940. Endnu et tidens træk kan man finde i Frodes historie. Som studerende i trediverne cyklede han som mange andre unge i sommerferierne lange ture i Europa og nåede bl.a. helt til Italien. Han oplevede her fascismen og nazismen på nærmeste hold. Og han tog fejl af de to »førere«, fortalte han langt senere: »Mussolini var, troede vi, den farligste, mens Hitler, mente vi, hurtigt ville blive afsløret«. Den fejlvurdering var han ikke ene om. Han mødte også i de år den tyske antisemitisme. På et jugendherberge mente en ung nazist, at han med det navn måtte være jøde og derfor ikke kunne tillade sig at sove blandt arier. Af loyalitet mod jøderne ville han ikke benægte påstanden, så kun fordi en fornuftig herbergvært greb ind, fik han tag over hovedet for natten. Allerede i studietiden – og det var han jo ikke alene om – havde han sagt farvel til hjemmets solide fodfæste i grundtvigianismen og kristendommen, og han forsøgte sig inden for forskellige venstreorienterede bevægelser. Han fortæller selv, at han blev smidt ud hos Danmarks Kommunistiske Ungdom allerede ved det første møde, han kom til, da han ville opponere. Han fik til gengæld kontakt med venstreorienterede grupper af tyske flygtninge og havde sin første illegale opgave med at bringe breve fra dem til meningsfæller i Hamburg. Det var tæt på at gå galt, så der fik han sin første belæring om security. Det kom ham vist til gode senere. I modsætning til nogle af kampfællerne under besættelsen blev han aldrig pågrebet. Besættelsen af Danmark 9. april 1940 var et chok. Det tog sin tid at forstå den nye situation med partiernes samarbejde med besættelsesmagten, som skridt for skridt ille føre landet hen i en position som allieret med nazisterne. Som kommende folketingskandidat for Socialdemokratiet udtrykte Jakobsen i en tale i Odense 28. juli 1945 det sådan: »Vi troede, at vore partier ville kalde på os, men vi ventede forgæves. Lidt efter lidt gik det op for os, at vi selv skulle begynde. Det, der dengang var brug for, var oplysning og en kamp for mentaliteten«. Oplysning og mentalitetskamp kom han i gang med over hele landet som rejsende forretningsfører i en organisation, der blev stiftet i november 1941 og navngivet Dansk Studiering. Men ledelsen med historikeren Erik Møller som formand ville ikke gå længere end netop til oplysning og mentalitetsoprustning. Det ville Jakobsen, og han hævdede senere, at det havde været hensigten lige fra begyndelsen. Efterhånden skilte han de uegnede fra, og tilbage blev en bredt favnende modstandsbevægelse, der fra 29. august 1943 fik navnet Ringen. Den rekrutterede sine medlemmer fra midten i dansk politik – netop fra de samfundsgrupper, der hovedsagelig stemte på de partier, der samarbejdede/forhandlede med besættelsesmagten. Det var en af grundene til, at han blev så ugleset af sine socialdemokratiske partifæller. De kunne holde modstandsbevægelsens pionerer, de venstreorienterede kommunister og de højreorienterede Dansk Samling-folk, stangen, men her var en mand og en bevægelse, de delte rødder med, og det gjorde det hele meget sværere. Frode JAKOBSEN havde også vanskeligt ved at blive accepteret i de kredse fra venstre og højre, der havde sat et modstandsarbejde i gang, og som satte alle sejl til efter det tyske angreb på Sovjet 22. juni 1941, men i august 1943 var han medstifter af Danmarks Frihedsråd. Han hævdede selv, at stiftelsen ikke havde forbindelse med, at det officielle samarbejde mellem den danske regering og tyskerne netop på det tidspunkt kollapsede. Hans organisation fik vind i sejlene i årene efter 29. august og oprettede afdelinger overalt i landet. Samtidig skete der frafald blandt Frihedsrådets medlemmer. Professor Mogens Fog og redaktør Aage Schoch blev arresteret af tyskerne, og forretningsfører Børge Houmann brød sammen af overanstrengelse. Disse begivenheder såvel som hans egen utrolige arbejdsevne gav ham en central position, der da også aftegner sig symbolsk i det maleri af Frihedsrådet, som hænger på Frederiksborgmuseet. Her er Jakobsen i centrum. Selv om der var fribyttere i modstandsbevægelsen, som ikke sådan lod sig indordne under nogle ukendte mænd i hovedstaden, blev Frihedsrådet alligevel et politisk og organisatorisk kraftcentrum. Det stod klart efter folkestrejken i København i juni-juli 1944, da politikere og organisationsledere måtte erkende, at borgerne var begyndt at rette sig efter, hvad rådet proklamerede, og ikke længere slavisk fulgte de tidligere vejledere som organisationsformænd, lands- og lokalpolitikere. Det var da også imponerende, hvad denne selvbestaltede gruppe opnåede. I december 1943 blev hæren og søværnet koblet til modstandsbevægelsen og til de allieredes invasionsstrategi. Det var vigtigt, at tyskerne ikke kunne vide med sikkerhed, hvor på Festung Europas vestkyst landgangen ville finde sted. Og det var vigtigt at skabe en dansk organisation, der kunne arbejde sammen med en invasionsstyrke mod besætterne. Frode Jakobsen var hovedmanden bag udsendelsen af den tidligere biblioteksdirektør Thomas Døssing som gesandt i Moskva i april 1944. Den sovjetiske vrede mod Danmark over afbrydelsen af de diplomatiske forbindelser i juni 1941 og tilslutning til Antikominternpagten i november samme år var dog så stor, at man kun ville anerkende Døssing som repræsentant for ’det kæmpende Danmark’. Sovjets egen ikkeangrebspagt med Nazityskland 23. august 1939 og udenrigskommissær Vjateslav Molotovs lykønskningstelegram til Berlin på grund af det vellykkede angreb på Danmark 9. april 1940 var slettet af historien. Genoptagelsen af forbindelsen mod øst er et udtryk for, at Frihedsrådets medlemmer ikke nøjedes med enøjet at se på Danmarks interne forhold; man havde også blik for verden omkring – den verden, som Danmark efter bevægelsens opfattelse skulle være en langt mere aktiv operatør i, når Tyskland var nedkæmpet. Dette med puslingelandet, som siden 1864 »hyggede sig i smug«, var en holdning, der skulle gøres op med. Den havde været medvirkende årsag til 9. april, mente modstandsbevægelsens ledelse. På det punkt kan man vist uden overdrivelse sige, at målet blev nået. Danmark anerkendtes aldrig som allieret. England var klar til det, USA var velvillig, men Sovjet afviste, så landet blev blot anerkendt som »venligtsindet«, men fik dog den cadeau at være blandt grundlæggerne af De Forenede Nationer i San Francisco i 1945. I FN’s Generalforsamling gennemførte Frode Jakobsen gennem en årrække et stort arbejde som leder af den danske delegation. Krigen lakkede mod enden, men der var nervøs spænding til det sidste. Ingen kunne vide, om den øverstkommanderende for de tyske tropper i Danmark, generaloberst Georg Lindemann, ville beordre sine soldater i kamp på dansk jord. Nogle udtalelser fra hans side kunne godt tyde på noget i den retning, og følgerne ville være katastrofale. I den atmosfære begyndte forhandlingerne mellem Frihedsrådet med Jakobsen i spidsen og ’de gamle politikere’ med Vilh. Buhl som leder om en befrielsesregerings sammensætning. Den engelske faldskærmsorganisation SOE’s sidste leder i Danmark, Ole Lippmann, fortalte mig, at Buhl havde sagt til ham, at han hellere ville ristes over en sagte ild end sidde i regering med Frode Jakobsen. Så ilde var denne partifælle lidt i Socialdemokratiets top, og en mand som H.C. Hansen lod ikke Buhl meget efter i barsk afvisning af ham, mens partiets tredje ledende personlighed, Hans Hedtoft (-Hansen), var mere positivt indstillet. Frode var da heller ikke nem at bide skeer med. Man havde accepteret en regering under Buhl og bestående af repræsentanter for de store partier og modstandsbevægelsen, men der skulle være lige mange af hver slags, og der måtte ikke være folk med, som havde været ministre i regeringen Scavenius 1942-43. Det holdt hårdt, og de stemplede politikere som Halfdan Hendriksen (K), Jørgen Jørgensen (R) og Niels Elgaard (V), der følte, at de kun havde gjort deres pligt til fædrelandets gavn, var dybt såret. På falderebet udførte Jakobsen den handling, der af nogle besættelsestidsforskere anses for at være hans flotteste præstation. Han forhindrede, at et socialøkonomisk oplæg, udarbejdet af kommunisterne og Dansk Samling, blev et fælles politisk program for Frihedsrådet. Det ville have sat skel, hvor der nu efter Frodes opfattelse skulle være samling. Han holdt fast på, at Frihedsrådet måtte overholde den aftale, der var indgået ved dannelsen: at rådet ophævede sig selv, når, som det noget højstemt formuleredes, »kongen frit kunne udpege sin regering«. Det tidspunkt var kommet nu, og selv om rådets kommunistiske medlem, den fungerende formand, Alfred Jensen, prøvede at lægge en anden linje ved at føre besættelsens samarbejde ind i fredstid, vandt det stædige æsel Jakobsen. Selv om han var uden portefølje som minister i befrielsesregeringen, fik Jakobsen et af de hårdeste job. Det var ham, der stod for skud, da befrielsesbruset gik af champagnen. Han stod nemlig for forbindelsen med frihedsbevægelsen, og han forsvarede med næb og kløer de unge, som havde gennemført likvideringerne af stikkere og andre, som var til fare for modstandsfolkene. Der var fejltagelser imellem, men han hævdede, at landet befandt sig i krig, og at det ikke bare medførte, at der ikke kunne gennemføres tilbundsgående undersøgelser før en likvidering, men at det også hindrede en efterfølgende vurdering undtagen i særlige tilfælde. Han stod som et ubrydeligt bolværk for dem, der havde haft de værste opgaver i de onde år. Han havde vist selv valgt denne rolle; den var i overensstemmelse med hans sindelag, det barske, det urokkelige, det forpligtende. Besættelsesårene var hans livs højdepunkt, selv om han virkede som kommitteret i hjemmeværnet, folketingsmedlem i en menneskealder og ivrig debattør i alle betydende udenrigspolitiske spørgsmål, herunder især de gamle koloniers befrielseskamp, og alle betydende indenrigspolitiske spørgsmål, når det gjaldt besættelsestiden. Han nåede ikke den position, han havde under besættelsen. Krig kræver andre personligheder end fred. Toget kørte en anden vej, og han blev stort set efterladt på tavshedens perroner. Men her ved hans 100-års dag er det værd at pege på, at han var en af dem, der førte bevis for, at en nation ikke bare består af materielle goder, som med fidele smil og snakken efter munden søges reddet, hvis et diktatur tager kvælergreb på den. Nationen, eller lad os bare sige: et fædreland består først og fremmest af mennesker, der siger og gør tingene ligeud og er parate til at ofre sig for dets overlevelse med idealerne/sjælen i behold.