0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Redde værdier eller frelse sjæle?

Man skal kæmpe. Det var essensen af modstandsmanden Frode Jakobsens filosofi. Her tegnes et frisk portræt af ham i anledning af hans 100-års fødselsdag.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Frode Jakobsen. Med et billede af Frihedsrådet, som han var medstifter af. Fra venstre Frode Jakobsen, Mogens Fog, Arne Sørensen, Erling Fon, Børge Houmann og Aage Schock. Foto: Thomas Søndergaard

Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

En af vor tids mest markante skikkelser, modstandsmanden og politikeren Frode Jakobsen, blev født 21. december 1906, og i Kroniken tegnes i anledning af hundredårsdagen et billede af denne stædige idealist og demokrat.

»De ville redde de materielle værdier. Vi ville frelse det danske folks sjæl«. »De« var politikerne; »vi« var modstandsbevægelsen, og den, der kom med bemærkningen – her gengivet efter hukommelsen – var en af frihedskampens førende skikkelser, Frode Jakobsen (1906-1997).

Dermed anskueliggjorde han det dilemma, der siden 1945 og lige til denne dag – 100 år efter hans fødsel – har skabt en hidsig debat: Skal et lille land, der besættes af en overmægtig fjende, gå i dialog med eller af al sin kraft bekæmpe denne fjende? Skal man med andre ord forhandle og dermed risikere at sætte sin troværdighed, sin sjæl, over styr, eller skal man kæmpe og dermed sætte sit liv på spil?

For Frode Jakobsen selv var svaret klart: Man skal kæmpe. Og han var parat til at betale prisen. Havde tyskerne dengang fået fingre i ham, ville det have kostet ham livet eller et ophold i en koncentrationslejr. Hans indsats gav dem et godt grundlag for en ekstrem straf.

Da jeg mødte ham første gang, var han allerede en ældre herre, men der var stadig skarphed i hans brune øjne, og jo mere jeg læste om og af ham, og jo mere jeg talte med ham, desto mere kom han for mig til at stå som en personificering af det 20. århundrede.

Han voksede op i et opvakt hjem i Øster Jølby på Mors. Faderen var friskolelærer, og der var megen sang og danmarkshistorie i de små stuer. Børn var der mange af, og pengene var små, så i den henseende lignede hjemmet så mange andre danske hjem i begyndelsen af forrige århundrede.

Da han var barn, lyttede han til debatterne derhjemme mellem faderen og naboerne om verdenskrigen og senere om et af denne blodige krigs få lykkelige resultater: Sønderjyllands genforening med Danmark i 1920.

Som så mange andre kom han i konfirmationsalderen ud at tjene blandt bønder, og den behandling, han udsattes for, skabte en livslang bitterhed hos ham mod danske gårdmænd. Såvel behandlingen som oprøret imod den var karakteristika for det 20. århundrede, som man kan studere nærmere bl.a. hos Peter Sabroe (1867-1913), Jeppe Aakjær (1866-1930) og Johan Skjoldborg (1861-1936).

Men – han brød den sociale arv, og ved skæbnens ironi skyldtes det den samme slags bønder. Nogle af dem derhjemme i Øster Jølby syntes, det var en skam, at Frode ikke kom til at studere. »Professoren« kaldte de ham, for han havde et godt hoved, og de skabte en fond, der økonomisk skulle muliggøre hans studier. Han kunne dog langt senere med et smil i mundvigen fortælle, at de havde sikret sig at få pengene igen, hvis han skulle gå hen og dø »i utide«, dvs. før han fik gennemført et studium, og betaling af renterne var for øvrigt en hård belastning af hjemmets i forvejen stramme økonomi.

Men det var sent, han kom tilbage til skolebænken. Denne gang på den fornemme Viborg Katedralskole. Han var 18 og måtte oven i løbet lide den tort, at han først skulle på prøve i 4. mellem for at bevise, at han var egnet. Det var han. Han fik en flot studentereksamen, fortsatte studierne på Københavns Universitet og blev magister på en afhandling om ’Nietzsches kamp med den kristelige moral’ i – af alle år – 1940.

Endnu et tidens træk kan man finde i Frodes historie. Som studerende i trediverne cyklede han som mange andre unge i sommerferierne lange ture i Europa og nåede bl.a. helt til Italien. Han oplevede her fascismen og nazismen på nærmeste hold. Og han tog fejl af de to »førere«, fortalte han langt senere: »Mussolini var, troede vi, den farligste, mens Hitler, mente vi, hurtigt ville blive afsløret«. Den fejlvurdering var han ikke ene om.

Han mødte også i de år den tyske antisemitisme. På et jugendherberge mente en ung nazist, at han med det navn måtte være jøde og derfor ikke kunne tillade sig at sove blandt arier. Af loyalitet mod jøderne ville han ikke benægte påstanden, så kun fordi en fornuftig herbergvært greb ind, fik han tag over hovedet for natten.

Allerede i studietiden – og det var han jo ikke alene om – havde han sagt farvel til hjemmets solide fodfæste i grundtvigianismen og kristendommen, og han forsøgte sig inden for forskellige venstreorienterede bevægelser. Han fortæller selv, at han blev smidt ud hos Danmarks Kommunistiske Ungdom allerede ved det første møde, han kom til, da han ville opponere. Han fik til gengæld kontakt med venstreorienterede grupper af tyske flygtninge og havde sin første illegale opgave med at bringe breve fra dem til meningsfæller i Hamburg. Det var tæt på at gå galt, så der fik han sin første belæring om security. Det kom ham vist til gode senere. I modsætning til nogle af kampfællerne under besættelsen blev han aldrig pågrebet.

Besættelsen af Danmark 9. april 1940 var et chok. Det tog sin tid at forstå den nye situation med partiernes samarbejde med besættelsesmagten, som skridt for skridt ille føre landet hen i en position som allieret med nazisterne. Som kommende folketingskandidat for Socialdemokratiet udtrykte Jakobsen i en tale i Odense 28. juli 1945 det sådan: »Vi troede, at vore partier ville kalde på os, men vi ventede forgæves. Lidt efter lidt gik det op for os, at vi selv skulle begynde. Det, der dengang var brug for, var oplysning og en kamp for mentaliteten«.

Oplysning og mentalitetskamp kom han i gang med over hele landet som rejsende forretningsfører i en organisation, der blev stiftet i november 1941 og navngivet Dansk Studiering. Men ledelsen med historikeren Erik Møller som formand ville ikke gå længere end netop til oplysning og mentalitetsoprustning. Det ville Jakobsen, og han hævdede senere, at det havde været hensigten lige fra begyndelsen. Efterhånden skilte han de uegnede fra, og tilbage blev en bredt favnende modstandsbevægelse, der fra 29. august 1943 fik navnet Ringen. Den rekrutterede sine medlemmer fra midten i dansk politik – netop fra de samfundsgrupper, der hovedsagelig stemte på de partier, der samarbejdede/forhandlede med besættelsesmagten.

Det var en af grundene til, at han blev så ugleset af sine socialdemokratiske partifæller. De kunne holde modstandsbevægelsens pionerer, de venstreorienterede kommunist