For fem år siden, da jeg vendte tilbage til Afghanistan for første gang siden min flugt i 1994, var situationen en ganske anden:

Dengang tog turen 16 timer. I Shamaliområdet små 30 km nord for Kabul hang liget af en hængt Talebanleder på en pæl i haven uden for et ganske almindeligt hus. Han havde hængt der i to måneder. Hans lig var helt indtørret i den tørre luft, og man fik øje på det allerede på lang afstand. I huset boede en stor familie med mange børn; de legede med det indtørrede Talebanlig. Befolkningen hadede Taleban – og nød ligefrem at kigge på den døde. Undervejs var der også mange ødelagte huse, haver og biler. I den 8 km lange Salangtunnel skulle man passe uhyggeligt meget på og kun begive sig igennem den med en bil, der helt sikkert kunne stå distancen. Hundredvis af mennesker døde i tunnelen af forurening og udstødning, hvis de var strandet undervejs i mørket. I de mellemliggende år har jeg været tilbage i Afghanistan mange gange. I dag er vejen til Mazar-e-Sharif asfalteret, og Salangtunnelen er blevet sat i stand med udluftning. Kabul og andre store byer er i meget bedre stand. Ved mit seneste besøg her i december så jeg mange helt nye og mange flot istandsatte bygninger i Kabul, Mazar-e-Sharif og Herat. Kommunikationen virker også fint; Afghanistan har fem store mobiltelefonselskaber i Afghanistan, og de unge ligefrem leger med deres mobiltelefoner. For fem år siden var det ganske enkelt utænkeligt at snakke i telefon fra Kabul til Logarprovinsen kun 50 kilometer væk. I dag tager det kun et øjeblik at ringe fra Kabul til provinserne og hele verden – hvis man ellers har penge! Der er seks store nationale og fire internationale banker i Afghanistan. De vokser, og de tjener store summer. Alene den privatejede Kabulbank firedoblede sin værdi og aktivitet i løbet af tre år. Det tager få minutter at sende penge fra Kabul til Herat 800 kilometer væk; for tre år siden kostede det 8 dollar at sende 100 dollar fra Kabul til Mazar-e-Sharif via Hawalasystemet, der indebærer, at man afleverer eller låner penge hos én i Kabul, hvorefter hans agent så udleverer dem til eller indkasserer dem hos én i Herat. I dag koster det under 2 dollar og få minutter for det samme beløb. Jeg husker kun alt for godt, første gang jeg rejste fra Dubai til Kabul efter Talebanstyrets sammenbrud. Det var i en gammel Boeing 737 med rædsom service og uforklaret lang forsinkelse. Dengang rådede Ariana Afghan Airlines kun over 3 gamle flyvemaskiner, som fløj til Dubai, Islamabad og Teheran. Turen i november fra Delhi til Kabul foregik i en flot Airbus med glimrende service. I dag flyver Ariana på 14 destinationer med 7 udmærkede fly. Et privat flyselskab, Kamair, blev etableret i 2003. I dag flyver Kamair på 11 indenrigs- og udenrigsdestinationer. Da jeg fløj fra Kabul til Herat i december, oplevede jeg professionel service på Kamair med en dejlig Boeing 737. Men husk igen: Al denne effektivitet koster penge. Man skal have mange penge for at bruge Ariana og Kamair. Der er masser af nye tøj- og møbelbutikker. Kabul har 9 store shoppingcentre, Mazar-e-Sharif har 6, og der er 7 i Herat. Jeg så fantastiske femstjernede hoteller i alle de tre store byer – selvfølgelig kun for dem med penge. De koster minimum 120 dollar for et enkeltværelse. Der er 7 private tv-stationer, 1 statslig og 40 nationale og lokale radiostationer. Der er 300 forskellige frie aviser og tidsskrifter i landet. Der er livlig debat på forskellige niveauer om mange forskellige emner i alle medier i Afghanistan. Ytringsfriheden er det største fremskridt i Afghanistan efter Talebanstyrets fald. På uddannelsesområdet har en ægte revolution fundet sted. Der er stor interesse i fattige såvel som velhavende familier for at sende deres børn – og det gælder både pigerne og drengene – i skole. For alle afghanere var det blot en fjern drøm for fem år siden. Civilsamfundet organiserer sig i Afghanistan. I november deltog jeg i et seminar om menneskerettigheder i Heratprovinsen; her oplevede jeg, at der er en vigtig rolle for ngo’er at spille på det sociale såvel som på det politiske område i samfundet. For bare fem år siden var det meget besværligt at få tre eller fire organisationer til at samarbejde. I dag er 58 menneskeretsorganisationer samlet i Civil Society and Human Rights Network (SCHRN), et netværk oprettet med dansk støtte og med hjælp fra Institut for Menneskerettigheder. Netværket, der dækker 19 provinser, har fundet sin plads i samfundet, påvirker menneskeretskulturen og styrker civilsamfundet. Udfordringer: Taleban er stadigvæk et alvorligt problem; bevægelsen får hjælp af Pakistan. Deres genopdukken skaber stor usikkerhed i samfundet. Alle afghanere længes efter sikkerhed og politisk stabilitet. Da jeg besøgte min moster i en af Kabuls forstæder, spurgte jeg, hvad hendes største håb er. Hun har kun ét: at Taleban aldrig kommer tilbage til magten. Taleban og Det Afghanske Islamistparti (Hezb-e-Islami Hekmatyar) har forbindelser til international terrorisme og al-Qaeda. Dialogen mellem Pakistan og Afghanistan om Taleban har ikke på nogen måde forbedret sikkerhedssituationen. De to lande vil snart organisere et stormøde (jirga) om problemer med Taleban og den generelle sikkerhedssituation ved den fælles grænse. Efter min bedste overbevisning er Pakistan ikke oprigtig i sin indsats mod terror. Jeg har også bemærket, at Afghanistans nye statsinstitutioner endnu ikke er ordentligt organiseret, hvilket er et af landets største problemer. Afghanerne har krav på en fungerende stat, som kan lede det afghanske samfund. Uden staten er det meget svært at komme videre. Civilsamfundet skal have større muligheder. Demokrati uden et fungerende civilsamfund er ikke muligt. Afghanerne har brug for, at statens kapacitet styrkes betydeligt på flere områder: Økonomien er svag og ustabil. Genopbygningsprocessen er helt utilstrækkelig på det sociale område. Korruption er et stort problem. Afghanerne er efterhånden dødtrætte af korrupte myndigheder. Jeg har hørt mange beretninger om unge arbejdsløse mænd, der bliver ofre for terrorister – enten fordi de bliver slået ihjel, eller fordi de bliver rekrutteret. Kriminaliteten vokser hastigt i Kabul og de andre store byer. Afghansk politi har ikke kapacitet til at sætte en stopper for organiseret kriminalitet. Krigsherrer er et stort problem for demokratisering og retssikkerhed i Afghanistan, for de har stadigvæk stor magt på alle områder. De sidder i parlament, regering og lokale forvaltninger. Opium er endnu et alvorligt problem. På vejen fra Mazar-e-Sharif til Jawzjan er der opiumsmarker, så langt øjet rækker. Meget tyder på, at internationale mafiaer fra lande som Rusland, Italien, Pakistan, Iran og Tadsjikistan har organiseret sig sammen med den afghanske narkomafia. Narkopengene går til farlige adresser – nogle af dem til terrorister. Det er en stor opgave for afghanerne såvel som det internationale samfund at få stoppet den trafik. Opiumsproduktionen vokser frem for at blive mindre. Krænkelse af menneskerettighederne er ligeledes et problem. Under en dialog i Shberghan i november hørte jeg om private fængsler i Afghanistan, hvor tortur og anden umenneskelig behandling er organiseret af krigsherrer. Krænkelserne af børns og kvinders rettigheder er fortsat det største menneskeretsproblem. Over halvdelen af alle afghanere er kvinder – 52 procent – og alligevel har de i nogle provinser ikke mulighed for at få arbejde. Religiøs ekstremisme er yderligere en forhindring i genopbygningen af Afghanistan. Under en workshop om civilsamfundet og menneskerettigheder i Herat fortalte en ung mand mig, at ekstremistiske islamister fra Iran i provinserne Ghore, Farah og Badghis i det vestlige Afghanistan har betydelig indflydelse. Det samme er tilfældet i den sydlige del af landet i provinserne Kandahar, Helmand og Uruzgan langs grænsen til Pakistan. Internationale fredsbevarende styrker spiller en betydelig rolle i Afghanistan. De såkaldte Provinsielle Genopbyggelseshold (Provincial Reconstruction Teams, PRT) fra de forskellige lande, der deltager i ISAF-operationen, gør en stor indsats. ISAF spiller en vigtig rolle i bestræbelserne på at skabe sikkerhed. En fremtrædende afghansk intellektuel, Qhader Wasiqh, har fortalt mig, at uden ISAF’s tilstedeværelse ville mujahediner atter begynde at kæmpe om magten, og så er borgerkrig en alvorlig trussel. Suraia Parlika, som er en kendt kvinderettighedsaktivist, fortalte mig, at hvis soldaterne fra udlandet krænker menneskerettighederne, vil den afghanske befolkning ikke længere have tillid til dem. Mine rejser til Afghanistan gennem de seneste fem år har overbevist mig om, at der er sket store fremskridt. Men der er også fortsat store udfordringer. Det er ikke nogen overraskelse for et land efter 25 års krig og konflikter. Men én ting er jeg nået frem til. Og det er, at vi afghanere og det internationale samfund må tage ved lære af vore erfaringer. Problemerne i Afghanistan er til at løse. Men kun hvis der er en klar og gennemskuelig strategi – og problemet er ikke kun et lokalt afghansk problem; det er også den øvrige verdens. Og hvis vi løser det, kommer vi også andre løsninger – f.eks. i Irak – nærmere.