Konflikten mellem Israel og de arabiske lande er nok den længstvarende, verden har kendt i nyere tid.

I år er det 60 år siden, FN besluttede at oprette staten Israel, men som bekendt er man endnu langt fra en fredelig ordning i det urolige område. Måske længere væk end nogensinde. Netop siden Irakkrigen i 2003 er også den mere traditionelle konflikt mellem den jødiske statsdannelse og de arabiske lande løbet ind i et dødvande. Krigen sidste sommer i og omkring Gaza og Libanon betød et sørgeligt højdepunkt, og næppe nogen tør forudsige, hvad den nærmeste udvikling vil bringe. Hvad man ser nu, er ruiner i det ofte krigshærgede Libanon, terror og åben konflikt i det palæstinensiske selvstyreområde samt navnlig et stigende had i den arabiske verden, der dog ellers forekommer ret magtesløs. Når man, som jeg har skullet det, i forbindelse med min nylig udgivne bog om mellemøstkonflikten, ’The Middle East Conflict, From Bad to Worse to War’, har søgt at dybdebore i konflikten, springer det i øjnene, at de arabiske lande i marts 2002, under et topmøde i Beirut, accepterede at anerkende Israel under følgende betingelser: Israel må trække sig ud af de besatte områder, og flygtningene må have lov til at vende tilbage til deres udgangspunkt – betingelser, der nøje afspejler dem, som FN med resolution 242 fastlagde efter seksdageskrigen i 1967. Denne udstrakte hånd fra arabisk side – og alle landene stod bag – lå på linje med den politik, som to af Israels nabolande, nemlig Egypten og Jordan, allerede havde fulgt i en del år ligesom PLO, der siden Osloaftalerne i 1993 havde anerkendt Israels eksistens. Den delvise frigørelse af palæstinensisk område, som Jerusalemregeringen forpligtede sig til dengang, er kun i ringe omfang blevet opfyldt af det militært overlegne Israel, og dermed er spændingerne vokset, i takt med de ydmygelser palæstinenserne har måttet leve med. Daværende premierminister Sharon afviste straks det arabiske udspil med henvisning til, at det ikke kunne tages alvorligt. Her bør man erindre den tidligere britiske udenrigsminister Robin Cook, der i forbindelse med Irakkrigen, som han tog afstand fra, erindrede om, at verden ofte havde undladt at tvinge FN-resolutioner igennem, når de krævede noget af Israel, medens man straks forlangte opfyldelse af tilsvarende betingelser af Irak, som tilfældet var i 2003. Med det arabiske udspil i 2002 in mente og det netop citerede britiske udsagn er det interessant at konstatere, at to jødisk/israelske historikere i nyere tid (Benny Morris og Avi Shlaim) har skrevet interessante værker om Mellemøstkonflikten, som efter mit skøn kaster nyt lys over det historiske konfliktforløb siden 1948. I 1992-95 havde Israel en betydelig militær- og statsmand, premierminister Yitzhak Rabin, som var medansvarlig for den afgørende sejr i seksdageskrigen i 1967, men som holdt hovedet koldt og advarede mod en langvarig besættelse af de erobrede områder, fordi den medførte, at Israel nu havde en stor arabisk befolkning inden for de nye grænser. Han blev myrdet i 1995, inden endelige forhandlinger med PLO var gennemført. Siden hans død har især højredrejede regeringer i Israel desværre afvist at følge en positiv forhandlingslinje, ikke mindst under Ariel Sharon, der nu er sat ud af spillet. Man har derimod fokuseret på den terrorisme, som har været en ulykkelig følge af besættelsen og de ydmygelser, der kommer deraf. Tilmed har man opført en mur eller pigtrådshegn, som skal adskille jødisk fra palæstinensisk område, men ofte er beliggende på arabisk territorium, hvad der føjer spot til skade. Går man tilbage i historien med de to nævnte israelske eksperter, er det iøjnefaldende, at de ofte er yderst kritiske mod den traditionelle israelske udlægning af den nye stats kamp mod araberne som ’David mod Goliat’. Med relativt nyåbnede israelske arkiver som kilde påviser de, at den israelske nabopolitik ofte var meget afvisende over for følere fra arabisk hold, både fra egyptisk og jordansk side. Den jordanske konge var endog ret positiv over for den nye jødiske stat. Israels skepsis over for disse følere var måske forståelig, men næppe klog, siger de og retter i det hele taget kritik mod mangt og meget, ikke mindst mod den brutale besættelsespolitik i nyere tid, dvs. efter 1967. USA’s rolle harde seneste mange år været afgørende i Mellemøsten, men var det ikke i det første tiår. EU spiller nu oftest andenviolin og står splittet med Tyskland som det mindst tilbøjelige til at øve kritik mod Israel, hvad man i historiens lys må finde forståeligt. Sammen med FN, USA og Rusland søgte EU (på dansk initiativ) i begyndelsen af dette århundrede at gennemføre en køreplan, som skulle føre til fred og anerkendelse af en uafhængig palæstinensisk stat. Med Herbert Pundiks ord i Politiken varede det imidlertid ikke længe, før dette forsøg endte i grøften efter et sammenstød med Sharon, hvis fredsvilje kunne ligge på et lille sted. Volden – ikke mindst terroren mod Israel – steg til ukendte højder i 2002/03, men er senere heldigvis aftaget en del, når man ser bort fra sidste sommers krigshandlinger. Krigen mod Irak i 2003 blev naturligvis hilst velkommen i Israel, dog ikke for højrøstet, da man gerne ville undgå de bombardementer, som den første Irakkrig medførte. Sharon havde også følt terrorangrebet 11. september 2001 som noget, der på lidt længere sigt kunne bidrage til at svække den arabiske verden. Men ligesom andre ledere overså han forud for krigen i 2003, at den afskyelige Saddam Hussein netop ikke var den, der stod bag den internationale terror. Han nøjedes med at mishandle sin egen befolkning. Den nuværende amerikanske præsident synes længe at have set bort fra det ønskelige mål – en rimelig fredsordning i Mellemøsten – som bør tilgodese hensynet til alle parter, ikke mindst det mishandlede Palæstina, hvis selvstændighed stedse er skudt ud i fremtiden. Trods bløde udtalelser fra tid til anden har Washington ofte ignoreret diplomatiske hensyn og valgt en magtpolitik som den, der skulle ’befri’ Irak med det sørgelige resultat, alle nu kender. Den næsten ubetingede støtte til israelsk politik, også den, der fordømmes fra anden vestlig side, medfører naturligvis stigende afstandtagen til Washington i den arabiske verden. Det er klart, at den, der vil analysere mellemøstkonflikten i snævreste forstand, som jeg har forsøgt det (dvs. nabokonflikten mellem Israel og de omkringliggende lande), ikke kan se bort fra hverken 11. september eller den åbne konflikt i de krigshærgede lande, især Irak og Libanon. Det voksende had på grund af ydmygelserne af befolkningen i de besatte områder og i andre arabiske lande ligger bag en stor del af den internationale terror, også den, som man fortsat søger at bekæmpe i Afghanistan. Nu har den amerikanske præsident indkasseret et nederlag ved valget i november og viser forhåbentlig derfor større lydhørhed over for nødvendigheden af de diplomatiske forhandlinger, som må komme, også med hensyn til de besatte områder, hvis vi skal komme videre i fredelig retning. De seneste krigshandlingeri Libanon i sommeren 2006 viser efter mit skøn en helt fejlagtig anvendelse af vold, hvor forhandlinger havde været på sin plads. Det israelske militær fejlbedømte sammen med regeringen den situation, som opstod efter drab og bortførelse af nogle få soldater. Hizbollah, som både er et parti og en milits i Libanon, viste sig i stort omfang i stand til at modstå den militære indtrængen i Sydlibanon, hvor Israel tidligere – indtil 2000 – havde holdt et større område besat i årtier. Man regnede nok i Jerusalem med, at den libanesiske befolkning ville vende sig mod denne milits, som i nogen grad har været en stat i staten i Libanon. Men dets dygtige guerillakrigsførelse mod de stærke militærenheder vandt en vis beundring, ikke blot i det krigsramte land på trods af de alvorlige ødelæggelser ved bombardementerne, men også i den arabiske verden i øvrigt. Efter FN’s intervention, støttet af enige stormagter, opnåedes en skrøbelig våbenstilstand, som også Hizbollah, under lederen Sheikh Hassan Nazrallah, hurtigt respekterede. Organisationen øver nok terrorvirksomhed, men dens mål har stedse været at opnå en tilbagetrækning af de israelske styrker fra det bjergrige land og næppe at ødelægge Israel. Ovennævnte leder, Nazrallah, forekommer mig så tilpas realistisk, at han – på linje med de andre arabiske lande – udmærket ved, at USA’s støtte til Israel gør dette land så stærkt, at det ikke i overskuelig fremtid vil være muligt at nedkæmpe det. Under alle omstændigheder betød kampene sidste sommer et ’nederlag’ for Israel, naturligvis mere på det politiske end på det militære område. Den nye premierminister, Olmert, synes at slikke sårene og afventer vel, hvad de vestlige lande kan enes om i den nærmeste fremtid. Han træder vande rent politisk, og der ses ikke længere helt klare linjer i israelsk politik. I Libanon har krisen i 2006 efterladt landet med et yderst spændt indenrigspolitisk klima. Nogle frygter, at det kan medføre en ny borgerkrig som den, der hærgede landet i 1975-90. Politiske mord, f.eks. det på tidligere premierminister Hariri i 2005 og senest på minister Gemayel – medlem af en ledende politisk klan – hører næsten til dagens orden, og to fløje står stærkt over for hinanden: på den ene side Hizbollah, som er syrisk orienteret og nyder støtte hos det shiamuslimske flertal i befolkningen og støttes af den tidligere præsident og maronitiske general Aoun, og på den anden side flertallet af de kristne samt det sunnimuslimske mindretal med premierministeren i spidsen, foruden det drusiske befolkningselement. Om det lykkes Libanon at forene disse modsætninger uden fornyet kamp er uvist, men omverdenen bør hjælpe det nødstedte land, der ofte har været genstand for nabolandenes og stormagternes indblanding og igen fik ødelagt for milliarder af kroner sidste sommer, foruden de cirka 1.200 tab af menneskeliv. Med hensyn til Irak har præsident Bush for nylig modtaget en rapport fra en kommission under ledelse af tidligere udenrigsminister James Baker, der foreslår USA nye veje til at slutte krigen i landet, der er ved at udarte til en blodig borgerkrig. Et af forslagene går ud på at optage forhandlinger med ’fjendelandene’ Syrien og Iran, som Washington ellers har lagt så megen afstand til, at deres ambassadører længe ikke har kunnet få den amerikanske regering i tale. Regeringerne i henholdsvis Damaskus og Teheran har længe støttet Hizbollah og må derfor forventes at kunne øve indflydelse over for denne milits. Nogle mener, at et kompromis bør udarbejdes således, at Israel tilbageleverer Golan til Syrien, idet ingen israeler med rette kan påstå, at der her er tale om gammelt jødisk land; som modydelse modtager Israel et tilsagn om, at Damaskus (og Teheran) vil afholde sig fra yderligere støtte til Hizbollah. Om dette kan lykkes ved naturligvis ingen endnu, men med støtte udefra er der nok en mulighed. Med Kissinger i erindring må det understreges, at der ikke kan skabes fred i Mellemøsten uden en aftale med Syrien. Nok er landet hverken demokratisk eller nogen retsstat, men dets politik har længe været ret logisk og rettet mod en retfærdig global løsning af konflikten i Mellemøsten. Israel har også erfaret, at den grænse mellem Israel og Syrien i Golan, der blev fastlagt under våbenstilstandsforhandlingerne i sin tid, er blevet fuldt og helt respekteret fra syrisk side. Man må også erindre, at Syrien stod på USA-alliancens side under den første krig mod Irak – på grund af Kuwait. Et andet vigtigt forslag fra Baker-kommissionens side er, at USA bør søge fredsprocessen genoptaget mellem Israel og de arabiske lande og ikke mindst med palæstinenserne. Det bør her tilføjes, at dette efter mit skøn må læses således, at Washington bør gøre dette med eftertryk, således at det bliver Jerusalem, der lytter til Washingtonregeringen, og ikke omvendt. Forhåbentlig følger præsident Bush de råd, han nu har fået af sin faders udenrigsminister, og indvilger – på linje med tidligere amerikansk politik, men det er længe siden – i at lægge pres på regeringen i Jerusalem. Denne må forstå, at en langsigtet fredsløsning kun kan opnås, ved at der indgås et kompromis. Det forhold, som ovennævnte FN-resolution 242 anvender, og som på engelsk hedder land for peace, betyder, at Israel ikke både kan beholde de besatte områder og få fred. Da vi ved, at et flertal af den israelske befolkning trods alt ønsker en fredelig løsning, ligesom dette givetvis er tilfældet på den anden side, er der ingen vej uden om en tilbagetrækning fra de besatte områder og en etablering af en palæstinensisk stat, som kan leve side om side med Israel. Det sker ikke i morgen, men forhåbentlig har Irakkrigen og den mindre i Libanon lært mange, at krig ikke er velegnet til at skabe nogen rimelig løsning på så indviklede forhold som dem, der eksisterer i Mellemøsten.