For otte år siden fik Ariel Sharon et slagtilfælde, og han har siden ligget i koma. Tidligt på året konstaterede hans læger efter en to timer lang hjerneskanning, at hans hjerneaktivitet var 'signifikant', når han blev præsenteret for familiebilleder eller hørte Mozart. Sharon repræsenterer Israel på godt og ondt. Han anses for at være en af landets dygtigste strateger og hærførere, en bondesoldat, der begyndte sin problematiske militære karriere som 14-årig, da han meldte sig ind i den illegale jødiske militære ungdomsbevægelse, medens englænderne styrede Palæstina. Under den israelske uafhængighedskrig i 1948-49 var Sharon delingschef, og 25 år senere forlod han hæren og gik ind i politik. LÆS OGSÅAriel Sharon - en statsmand Et par gange undervejs blev hans karriere sat i stå af David Ben-Gurion, der var stats- og forsvarsminister. Han opfattede Sharon som en farlig mand, der kunne begå halsløse gerninger. Ben-Gurions efterfølgere ignorerede hans advarsel til både fordel og skade for landet, mest det sidste. Under Yom Kippur-krigen i 1973 vandt Sharon stor hæder, fordi han brød over Suezkanalen ind i Sinaiørkenen og omringede den tredje egyptiske armé. Denne aktion blev afgørende for den israelske sejr. I folkemunde hed han 'Arik', 'Israels Konge' eller 'Zions Løve'. Han var en af de sidste generaler, der fulgte det nu aflagte princip i den israelske hær om, at officererne går forrest under feltråbet 'følg mig'. Konspirerede mod regeringen
Sharon synderegister er langt. I 1982 som forsvarsminister i Menachem Begins højreorienterede Likudregering gennemførte Sharon noget, der kan sidestilles med et militærkup, idet han fejlrapporterede om den første Libanonkrigs forløb. Regeringen havde autoriseret en 40 km dyb invasion af det sydlige Libanon, der dengang var besat af palæstinensiske guerillastyrker under Yassir Arafat. Sharon og den israelske hærchef konspirerede mod regeringen og holdt den i uvidenhed om fremrykningen, der endte med besættelsen af Libanons hovedstad, Beirut.

Det var under denne besættelse, at kristne falangister begik massemordet på palæstinensiske civile i de to flygtningelejre Sabra og Shatillah. Som chef for besættelsesmagten var Sharon ansvarlig. En israelsk militærrapporter fik nys om massakrerne, der varede to dage. Efter den første dag ringede reporteren til Sharon fra Beirut og fortalte han om forlydenderne. Sharon spurgte ham, om han havde set det med egne øjne. Dertil måtte reporteren svare nej. Dermed sluttede samtalen. Sharon foretog sig intet. Den senere regeringskommission holdt i en delvis hemmelig rapport Sharon ansvarlig med den begrundelse, at han havde »set bort fra den mulighed, at falangisterne ville begå 'acts of bloodshed'«. Han blev tvunget til at forlade forsvarsministeriet, men forblev minister uden portefølje. Hans reaktion var: »Hvis I ikke vil have mig som forsvarsminister, vil I en dag få mig som statsminister«. Provokation uden sidestykke Denne forudsigelse skulle gå i opfyldelse i 2001, da han vandt valgene og efterfulgte den daværende arbejderpolitiker Ehud Barak. Kort inden valgene - og måske medvirkende til hans sejr - aflagde Sharon et provokerende besøg på Tempelbjerget, et af islams tre helligste steder, omgivet af 1.000 bevæbnede politifolk. Denne handling udløste den anden palæstinensiske intifada mod den israelske besættelsesmagt, og den kostede 1.200 israelske og flere tusinde palæstinensiske civile livet og tog samtidig livet af den israelske fredsbevægelse. Sharon så helt bort fra sin provokation og beskyldte den palæstinensiske leder, Yassir Arafat, for i hemmelighed at have planlagt intifadaen. Ledende israelske medlemmer af hæren og sikkerhedstjenesterne har i en tv-dokumentar afvist dette. LÆS OGSÅNekrolog: Den mellemøstlige fredsproces De mener, intifadaen udbrød spontant, og at Arafat, der i øvrigt to år før på den palæstinensiske befrielsesbevægelses vegne havde anerkendt Israel, hoppede med på vognen. Sharon var regeringschef under intifadaen og opslugt - fortæller folk, der var tæt på ham i disse frygtelige år - af had til Arafat og til palæstinenserne. Et had, der voksede med hver palæstinensisk selvmordsaktion mod israelske civile, mod restauranter, busser, hoteller osv. Han sendte hæren tilbage til de palæstinensiske byer, som Israel havde rømmet under Osloaftalen i 1994 i et forsøg på at undertrykke terroren. Han burede Arafat inde i Mukaataen i Ramallah, det palæstinensiske selvstyres hovedkvarter. Dag for dag bombarderede israelske styrker under direkte opsyn af Sharon Mukataaen, indtil det eneste, der ikke lå i ruiner, var Arafats kontor.
Amerikanske ordrer Den amerikanske præsident George W. Bush delte Sharons aversion med Arafat og opfordrede palæstinenserne til at vælge en ny leder. På et tidspunkt blev det selv Bush for meget, og han gav Sharon ordre - ikke en venlig henstilling, men en brysk ordre - om at rømme de palæstinensiske byer. Den militære aktion var formålsløs, for antallet af israelske ofre for selvmordsaktionerne var lige så mange før som efter aktionen. Efter to års isolation i Ramallah døde Arafat i 2004. Intifadaen ebbede ud, og Mahmoud Abbas blev året efter valgt til posten som det palæstinensiske selvstyres præsident. Abbas, også kendt som Abu Mazen, er og var en fredspolitiker, der afsvor militær kamp mod Israel. Han var manden bag Arafats erklæring i 1988 om at anerkende Israel på 7-8 procent af Palæstinas areal. I militærstrategen Sharons opfattelse var Abbas fredspolitik farligere for Israel end Arafats militante holdning under intifadaen. LÆS OGSÅSharon fældet I 2005 besluttede Sharon at slå to fluer med et smæk. Han besluttede at evakuere flere tusinde israelske bosættere fra landsbyer i det palæstinensiske Gazaområde. En fuld division var afsat til at forsvare bosætterne. Det fandt Sharon var for stor en belastning for det israelske forsvar. Han gennemførte evakueringen på en sådan måde, at den ikke kunne komme fredspolitikeren Mahmoud Abbas til gode. Sharon foretog en ensidig evakuering uden at koordinere med Abu Mazen for at forhindre, at denne noterede det som en politisk sejr, der ville styrke hans anseelse blandt palæstinenserne. Derimod styrkede det den fundamentalistiske Hamasbevægelse i Gaza, der gav det udseende af, at Israel, på grund af pres fra Hamas, var blevet tvunget til at flygte fra Gaza. Året efter overtog Hamas kontrollen med Gaza fra Abbas. En militant, antiisraelsk Hamasbevægelse, der truede Israel med udslettelse, var set med Sharons øjne at foretrække frem for en mand som Mahmoud Abbas, der truede med fred. Det sprog forstod han. Ødelagde fredsbevægelsen 17. december 2005 blev Sharons sønner sigtet for at have modtaget bestikkelse fra et russisk firma, der satte 3 mio. dollar ind på deres konto som betaling for rådgivning i forbindelse med russiske landbrugsprojekter. Dagen efter fik Sharon sit første slagtilfælde. Kort efter fulgte det andet, og siden har han været i koma. Ehud Olmert blev udnævnt til stedfortrædende ministerpræsident og vandt de følgende valg. Bondesoldaten, for hvem konflikten med palæstinenserne slet og ret var en kamp om jord, jo mere, jo bedre, anså det arabiske fjendskab for permanent. Enhver indrømmelse til araberne anså Sharon for at være et nederlag for Israel. LÆS OGSÅAt dø i fred Bag det vennesæle bedstefarimage, som Sharon dyrkede, gemte sig et brutalt indre, der i chokerende grad - fortæller vidner fra hans nærmeste kreds - kom til udtryk under den anden intifada, hvor han gav ordre til at dræbe palæstinensiske civile, uanset om de deltog i aktioner mod Israel eller ej. »Hver morgen« - er han citeret for at sige - »skal de tælle deres døde, som vi tæller vore«. Sharon har været Israel en dyr mand, både da han var levende og nu, da han på ottende år ligger i koma. Han ødelagde den israelske fredsbevægelse, der mistede mælet under den palæstinensiske selvmordsoffensiv under intifadaen. Den israelske befolkning vendte den ryggen. Den mistede troen på, at den havde en partner for fred på den anden side. En holdning, der fortsat er fremherskende. Det er arven fra 'Sions Løve'.