DER FINDES situationer, hvor det ikke er forbeholdene og den usikre fremtid, der bør være i centrum. Det var tilfældet, da Egyptens præsident Anwar Sadat rejste til Israel og skabte fred. Det var tilfældet, da palæstinensernes leder, Yassir Arafat, opgav den væbnede kamp som eneste vej til at give palæstinenserne en ordentlig fremtid og mødte en fredspartner i Yitzak Rabin. Og det er tilfældet i disse dage, hvor Israels premierminister, Ariel Sharon, er ved at tvangsflytte 9.000 israelske bosættere for at kunne overdrage Gaza-striben til palæstinenserne. Det er 21 måneder siden, Ariel Sharon overraskede Israel og verden ved at sætte spørgsmålet om en ensidig israelsk tilbagetrækning fra Gaza på dagsordenen. Ideen har splittet Sharons parti og tvunget ham til at skaffe sig et nyt regeringsgrundlag sammen med det israelske arbejderparti. Opgøret med bosætterne og deres mange støtter har til tider sat sammenholdet i det israelske samfund på så hård en prøve, at nogle har talt om borgerkrig. Men i disse timer er Sharons plan ved at blive ført ud i livet, og selv om meget stadig kan gå galt, kan ingen længere betvivle hans vilje til at gennemføre sit forehavende. DER ER flere grunde til, at tilbagetrækningen ikke bare er en historisk begivenhed, men ligefrem kan gå hen og blive et afgørende vendepunkt i den israelsk-palæstinensiske konflikt. Det er første gang, Israel for alvor giver erobret land tilbage - ikke til en nabo, der allerede råder over et territorium og en stat, men til de palæstinensere, hvis skæbne har været så tæt og tragisk filtret sammen med israelernes egen lige siden statens oprettelse. Det er første gang, en israelsk regering for alvor ruller den bosætterbevægelse tilbage, der under påskud af at være Israels fremskudte bastion i så lang tid har gjort grundlaget for en varig fred svært at skimte. Det er første gang, den israelske hær er sat ind på en storstilet opgave, hvor det er israelere, der må bøje sig for dens vilje og effektivitet. Allermest løfterigt er det måske, at det er en af den israelske højrefløjs historiske ledere, der er nået frem til den erkendelse, som dagens tilbagetrækning er udtryk for. Israels højrefløj har - trods det meste af verdens modvilje - troet på drømmen om et stort Israel, omfattende alle de områder fra 1967-krigen, som landet har bevaret kontrollen over. I sin tale til nationen i mandags lagde Ariel Sharon ikke skjul på, at han selv har troet på, at en sådan ekspansiv magtpolitik kunne sikre Israels sikkerhed. At han ikke længere tror på det, er ikke bare et sjældent eksempel på en politiker, der åbent og modigt erkender at have taget fejl. Det er også et opbrud i israelsk politik, der giver håb om yderligere fremskridt på den lange vej mod varig fred. FORDI HANS navn er forbundet med både uforsonlighed og brutalitet, har mange svært ved at tro, at det er Sharon, der tager dette historiske skridt. Forståeligt nok er tilbagetrækningen blevet udlagt som et skaktræk, der til gengæld for tabet af Gaza skal garantere Israel varig kontrol med hele Vestbredden. Ingen kan med sikkerhed udgrunde, hvilke motiver der i sidste ende driver en mangeårig politisk leder og taktiker som Ariel Sharon. Men det er dog værd at notere, at hans opgør med bosætterne ikke kun omfatter Gaza. Når også et antal bosættere på Vestbredden skal tvinges væk, er det svært at se det som andet end en symbolsk markering af, at heller ikke bosættelserne her er hævet over, hvad hensynet til Israels sikkerhed og fremtidige forhandlinger måtte kræve. I betragtning af at mange i Israel har begrundet bosættelserne med en religiøst funderet nationalisme, er det en politisk markering af stor rækkevidde. Jord kan vitterlig veksles for fred - mener nu også Ariel Sharon, højrefløjens mest markante politiske leder siden Menachem Begin, der i sidste instans nåede frem til samme resultat. MEGET KAN endnu gå galt. Mest åbenlys er risikoen for, at vold og terror slår den nu politisk ganske sårbare Sharon ud af kurs. På lidt længere sigt er det afgørende, at Gaza får en fremtid, der fungerer, således at både israelere og palæstinensere kan opleve tilbagetrækningen som en succes. Listen over uløste problemer er lang. Derefter skal begge parter vise vilje og tålmodighed i den formentlig flerårige proces, der skal ende med, at palæstinenserne kan skabe en stat og et samfund i både Gaza og på Vestbredden. Sharons visionære skridt ændrer ikke ved, at han tidligere stædigt nægtede at give netop sådanne ensidige indrømmelser som den, der nu er ved at løfte ham op i statsmandsrollen. Men dialektikken i sådanne situationer må anerkendes: Det er netop Sharons mangeårige stålsatte kompromisløshed i kampen for Israels sikkerhed, sådan som han forstår den, der nu gør ham i stand til at forfølge sit mål med mere konstruktive og visionære midler. Som altid kan selv nok så historiske og revolutionære vendepunkter i denne endeløse konflikt blive efterfulgt af tilbageslag og lammelse. Men lige nu er der grund til at holde vejret og anerkende, at Ariel Sharon i disse dage ligner en statsmand, der har gjort sit land en stor tjeneste.