Kære Claus Hjort Frederiksen! Tak for din Kronik i Politiken fredag 19. januar. Ved første gennemlæsning fik jeg pludselig et billede på nethinden: Jeg så min mexicanske svigerinde, der er havearkitekt og anlægsgartner. Hun kører hver morgen ned til kirken i sin store jeep, og der samler hun de arbejdere op, som hun skal bruge til dagens arbejde. Efter endt arbejdsdag betaler hun dem og kører dem tilbage til kirken. Og så kom tanken: Vil du ødelægge vores flexicuritysystem, som vi ellers roses så meget for? Det system, der sikrer både arbejdskraftens fleksibilitet og dens økonomiske tryghed. Er du virkelig ude på at ødelægge det, og vil det næste være, at ledige jobsøgende skal møde hver dag foran jobcenteret og få anvist arbejde ligesom i 1930’erne? Ved næste gennemlæsning blev jeg klar over, at jeg også i vid udstrækning er enig med dig. Jobcentertanken er en rigtig god idé. Det er godt med et center, hvor alle jobsøgere uanset forsørgelse kan komme og få kompetent hjælp til at få nyt job. Det er også godt, at arbejdsgiverne, hvis de vil have hjælp til rekruttering, kun behøver at gå ét sted hen. Det er godt, at stat og kommuner nu kan forene kræfterne om at fokusere på job. Jeg synes også, det er alle tiders, at job er blevet så synlige og let tilgængelige gennem Jobnet og andre jobdatabaser, at det er forholdsvis nemt for den enkelte jobsøgende at klikke sig ind på et job, der matcher hendes kvalifikationer. Blot synd, at hun som ledig er i konkurrence med alle dem, der allerede har et job, men mener, at græsset vil være grønnere på den anden side af hegnet. Arbejdsgivere tager helst jobsøgende, der allerede er i arbejde. Kan man lovgive om, at arbejdsgivere først og fremmest skal tage dem, der er på offentlig forsørgelse? Jobcentrene kan give nok så mange danskkurser og nok så meget »lidt faglig opkvalificering« og kickstarte nok så mange med løntilskud. Hvis arbejdsgiverne helst vil have den roterende arbejdskraft og ikke den, der er smidt af karrusellen, så kan jobcentrene være nok så skræddersyede til at få langvarigt ledige ud i job. Der er intet, der taler for, at jobcentrene skulle få større succes end den, AF og kommunerne havde før sammenlægningen. Så opstiller duti gode grunde til, at vi skal have jobcentre på trods af den lave ledighed. Det første, du peger på, får mig til at glippe med øjnene: myten om de 113.000 ledige, der kan tage et hvilket som helst job. Vil du virkelig nedværdige dig til at bruge det argument? Der er ikke 113.000 ledige i dag. Der er måske 600.000. De 113.000 er ikke personer, men årsværk. Det må du da vide. Der er i løbet af 1 år udbetalt forsørgelse, der svarer til 113.000 fuldtidsledige. Men nogle får kun udbetalt forsørgelse i få dage, andre i få uger, andre igen i nogle måneder. Kun 2 ud af hver 100, der bliver registreret som jobsøgende på offentlig forsørgelse, er ledige efter 1 år. (Kilde: Jobindsats, Arbejdsmarkedsstyrelsens hjemmeside) Det er jo netop en del af vores flexicurityordning. Rigtig mange mennesker bliver ledige i ganske kort tid. Arbejdsgiverne kan afskedige og ansætte uden store omkostninger, fordi arbejdskraften er sikret offentlig forsørgelse. Vort dagpengesystem er da i høj grad til gavn for arbejdsgiverne. Hvor megen larm fra håndværksmestrene tror du, du ville få, hvis murer Olsen ikke kunne gå hjem på dagpenge, når én opgave er fuldført – og være til rådighed igen fire uger senere, når den næste skal starte op? Hvor megen larm tror du, du ville få, hvis jobcentret i mellemtiden havde sendt ham ud med aviser? Også fra avisdistributørerne, der ville himle, hvis tre ud af fire var væk igen efter kort tid. Det andet, du peger på, er, at jobcentrene skal skaffe den arbejdskraft, som arbejdsgiverne har brug for. Det er der ikke noget nyt i. Det har altid været AF’s rolle. Og AF har faktisk klaret den rolle rigtig godt. Jobcentrene får det sikkert sværere, fordi arbejdskraftudbuddet er blevet meget mindre, hvilket jo ikke kan lastes dem. Du mener, at jobcentrene skal skaffe mere arbejdskraft, ved at de sørger for, at færre er ledige mere end 13 uger. Derefter skal de formidles arbejde. Nogle af mine kolleger kalder det råformidling. Så hvis arbejdsgiverne ønsker, at deres medarbejdere skal være til rådighed, når vejret bliver bedre, eller aftenskolerne starter sæsonen op, så må de finde andre måder at sikre sig arbejdskraftens tilgængelighed på end at sende den hjem på dagpenge. For gør de ikke det, er både stilladsarbejderne, folkeoplyserne og andre sæsonarbejdere ude med aviser, når der kaldes på dem. Det bliver interessant at følge. Så er der balanceproblemet – det, at der er butiksassistenter, sundhedspersonale o.a. på offentlig forsørgelse, samtidig med at der er ledige job som butiksassistenter og sundhedspersonale. Du bruger nogle tal, som givet er rigtige, og denne gang skulle det dreje sig om personer og ikke årsværk. Du siger dog ikke noget om, om der er tale om fuldtidsledige eller deltidsledige. Netop inden for butik og sundhed er der rigtig mange deltidsansatte, som får udbetalt supplerende dagpenge. Nogle har nedsat arbejdstid, fordi det er deres mulighed for at få arbejdsliv og familieliv til at hænge sammen. Andre, fordi arbejdsgiverne bedst kan få vagterne til at gå op ved at have flere medarbejdere på nedsat tid i stedet for færre på fuld tid. Dagpengesystemet kompenserer for en lønnedgang ved nedsat arbejdstid i op til ét år. Det er godt nok ikke intentionen med muligheden for supplerende dagpenge. Intentionen er, at det skal kunne betale sig at tage deltidsarbejde. Men hvor der er regler, bliver reglerne også brugt på anden måde, end det var hensigten. I dette tilfælde kompenserer muligheden for supplerende dagpenge dels for ubalancen mellem arbejdsliv og familieliv, dels for, at løn- og arbejdsvilkår i brancherne ikke tiltrækker arbejdskraft. Det, der sker, når medarbejderne i jobcentrene ’motiverer’ de fuldtids- eller deltidsledige til nyt arbejde eller fuldtidsarbejde inden for områderne, er, at de vælger helt andre brancher, og det løser ikke balanceproblemerne. Jobcentrene kan ikke bedre end AF og kommunerne bidrage til løsningen. Det skal løses i andet regi. Flaskehalsindsatsen er en rigtig god og velgennemprøvet indsats; også for dem, der ikke fik uddannelse i første omgang og nu øjner en mulighed herfor gennem voksenlærlingeordningen, meritordninger og rotationsordninger. Men den er ikke specielt afhængig af jobcenterstrukturen, og den er nødlidende, fordi den mange steder ikke får den prioritering, den burde have – simpelthen på grund af resursemangel. Og så tages der ikke højde for, at der også er flaskehalse, der kræver et videregående uddannelsesniveau. Mange voksne, der ikke kom på uddannelsesvognen i første omgang, skal omkring adgangsgivende eksamener for at blive optaget på videregående uddannelsesniveau – og det kan man kun i det ordinære uddannelsessystem og på SU. Jobcentrene må ikke længere støtte økonomisk, for det hedder kortest vej i job: »... gå ud og tag et af de job, der findes«. Det bliver flaskehalsene på de områder, der kræver længerevarende uddannelser, ikke tilgodeset af. Jobsøgende skal have hurtig og effektiv hjælp til at komme i job igen. Jeg vil måske formulere det som: hurtig og kompetent hjælp til at komme væk fra offentlig forsørgelse og over i job eller uddannelse. Det kræver tid til afdækning af kvalifikationer, normer og værdier, tid til målrettet information, tid og evne til at udfordre (coache), hvis det er nødvendigt, og tid og viden til at rådgive. Tid er ikke det, der er mest af i jobcentrene, og fokus er mest på de administrative procedurer for at overholde rettidighed og ikke på den voksenpædagogiske og differentierede indsats – det, jeg forstår ved den håndholdte indsats. Det er dejligt, at der er så megen fokus på job. Vi er mange fra det gamle AF, som altid først og fremmest har talt job med jobsøgende, og hvor mulighederne for en jobplan var – og er – et redskab til at nå målet. De år, hvor aktivering var et mål i sig selv uanset kvalitet, er gudskelov (måske næsten!) slut. Din viden om jobsøgende er dog meget forskellig fra min. Du hører om dem, der ikke vil. Jeg ved, at de fleste rigtig gerne vil og med glæde tager imod den hjælp, de kan få, når de finder ud af, at den findes (hvis de altså ikke lige tilhører en af flexicuritygrupperne). Jo mere jobsøgere oplever at blive administreret og ikke vejledt, informeret, coachet eller rådgivet, jo mere vil de skabe tilpasningsstrategier til det at være på dagpenge, og jo sværere bliver de at motivere, og til slut søger de kun job for at fastholde deres forsørgelse og ikke for at få job. Restriktive kontrolforanstaltninger kan være motiverende for nogen, men ikke på nogen positiv måde, og en varig tilknytning til arbejdsmarkedet sikres kun ved, at den jobsøgende selv ejer beslutningerne om de handlinger, han udfører for at komme i job. Vi er mange fra det gamle AF, der glæder sig til samarbejdet med de kommunale socialrådgivere, der kan give os hurtig information om den sociale støtte, jobsøgere kan få, hvis sociale aspekter er hindrende for et job. Desværre er jeg bange for, at det kræver ændringer, der ikke kan foretages i jobcenterregi. For kommunerne er sjældent interesseret i at stille resurser til rådighed, så længe folk er på dagpenge. Nogle kommuner arbejder mere ihærdigt på at få ledige på kontanthjælp væk fra kontanthjælpen end på at få dem i arbejde. Et grelt tilfælde er alle de mange revalidender, der får en kontoruddannelse i kommunen og dermed er væk fra kontanthjælp som nyuddannede. At der ikke er job til dem efterfølgende, er ikke så vigtigt. Uddannelse er bedre end ingen uddannelse. Men uddannelse direkte til ledighed er rigtig dårligt. Disse problemstillinger er i sidste ende økonomiske problemstillinger, der skal løses på politikerniveau. De kan ikke løses ved, at medarbejderne sidder tæt på hinanden. Vi glæder os også til at lære af de kommunale virksomhedskonsulenter, hvordan man får arbejdsgiverne overtalt til at skabe job til dem, der også bliver afvist til de såkaldte hotjob; job, der ikke kræver særlige kvalifikationer. Det kræver bare, at endnu flere arbejdsgivere begynder at tænke mere socialt og kan se en fordel i at ansætte de måske egnede. Kan og vil de mon tage sig tid til det? At du vil måle og veje indsatsen er jo bestemt ikke noget nyt. Problemet er bare, at rapporter kun bidrager til at gøre folk bagkloge. Arbejdsmarkedet ændrer sig så hurtigt, at når resultaterne foreligger, er toget kørt og problemerne nogle helt andre. Fint, at du har ambitioner om, at Sjælland og Nordjylland skal lære af hinanden. Synd blot, at de to arbejdsmarkeder dårligt nok kan sammenlignes, så det, der er godt i Nordjylland, ville være en katastrofe på Sjælland. Et eksempel er, at de beregninger, der blev foretaget sidste sommer på baggrund af ledighedsbilledet dengang for de enkelte nye regioner, og som har dannet grundlag for, hvor mange ansatte der skal være i de enkelte jobcentre, var forældede allerede 1. januar i år, da de skulle udmøntes. Hvis beregningerne blev lavet i dag, skulle der ansættes markant flere i Københavnsområdet og knap så mange i Aalborg (HK-beregninger). Surt at vide for alle de mange ansatte, der har fået flyttet deres arbejdsplads vest- og nordpå. Kære Claus! Hvis du gerne vil have succes med dine jobcentre, så skal du først og fremmest gøre op med dig selv, dine partifæller, regeringsfæller og fru Kjærsgaard, om du ønsker at fastholde flexicuritymodellen eller ej. Hvis I mener, at indsatsen skal skrues tilbage til tilstandene i 30’erne, så sig det. Hvis du derimod ønsker at videreføre den kontrakt mellem arbejdsgiver og arbejdstager, der ligger i flexicuritymodellen, så vil jeg foreslå dig at gøre jobcentrene til moderne serviceinstitutioner for en moderne arbejdskraft og moderne arbejdsgivere, der er oplyste, vidende og selvstændigt handlende og frem for alt supermotiverede for at være selvforsørgende i et udviklende arbejde. Det kræver, at du sideløbende arbejder med balanceproblemerne og med konflikten mellem arbejdsliv og familieliv f.eks. ved at følge udviklingen i tankerne om en helt anden måde at tænke arbejdstid på. Du behøver ikke fortælle mig, at arbejdstid er overenskomststof. Du skulle nok være i stand til at påvirke parterne. I jobcentrene kunne du effektivisere og bruge medarbejdernes ressourcer langt mere direkte, dvs. ’gøre kolde hænder varme’, hvis du overlod helt og aldeles til a-kasserne og ydelseskontorerne at rådighedsvurdere og derefter, som en del af rådigheden, pålagde jobsøgende på overførselsindkomster at gøre brug af jobcentrenes service i individuelt tilpassede kontaktforløb. Jeg vil også anbefale dig at opmuntre ledelserne til at reklamere for den EU-fastsatte opgave, det er at tilbyde erhvervsvejledning til beskæftigede. Den er indskrevet i lovgivningen for jobcentrene. Danmark er forpligtet til at tilbyde institutionsneutral og markedsuafhængig erhvervsvejledning til alle voksne. Det står i Lissabonaftalen fra 2004 om livslang læring og livslang vejledning til uddannelse og job. Hvis det blev taget alvorligt og givet de nødvendige resurser, kunne ledighed også forebygges. Hvis det skete, kunne medarbejderne i jobcentrene bruge deres tid på at udvikle tema- og rekrutteringsmøder, der kunne give jobsøgende uanset forsørgelse præcis de informationer, de har brug for om jobsøgning, kontakten med virksomheden, uddannelsessystemet etc., og/eller de kan møde virksomheder og lave et personligt match. Eller de kan tilmelde sig afklarende samtaler. De skal nok komme, når de selv kan/skal tilmelde sig til det, de har brug for. Hvis medarbejderne kan skippe alle de tidskrævende indkaldelsesprocedurer og blot skal registrere de jobsøgende, der kommer, kan de skabe sig den tid, der skal til for at yde den håndholdte indsats, nogle jobsøgere har brug for. Det er opskriften på nytænkning for jobcentrene. Det, som du lægger op til, er blot to kontrolsystemer i samme æske.