0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Et parti er idé og en politik

Ny Alliance starter uden en politik. Det afspejler en medieforstærket persondyrkelse, der kan svække partierne som de egentlige demokratiske redskaber.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Danmark har fået et nyt parti.

Det er ikke så sensationelt. Det er det derimod, at Ny Alliance har en ambition om at skabe en ny politisk kultur uden først at præsentere partiets politik.

Mette Bock skriver i Kroniken 22. maj – lige efter partiets stormende start – at vi nu er inde i et videnssamfund, der stiller nye krav til demokratiets form og indhold – dets krop og sjæl, som hun udtrykker det. Vi står med den »postmoderne vælger, som føler sig tiltrukket af åbne, reformivrige politikere, der har deres meningers mod, herunder modet til at forhandle sig frem til løsninger med andre, der på den traditionelle målestok opfattes som politiske modstandere og fjender, der først og fremmest skal bekæmpes«.

Ny Alliance har gjort en dyd af at starte uden program og forlader sig på værdipolitik, ikke på klassiske politiske ideologier. Hvor henter så det nye parti disse værdier fra? Hvad er det oppe imod i historien og dermed hos partier med dybe rødder?

De fire gamle partier er slet ikke født og udviklet med industrisamfundet, som Mette Bock får det til at lyde. De bærer århundreder med sig. Ældst er Venstre fra 1870 og Socialdemokratiet fra 1871. Derefter kommer Det Radikale Venstre, udskilt fra Venstre i 1905, og Det Konservative Folkeparti fra 1915, en omskabelse af det gamle Højre.

Disse fire partier har uafbrudt, men på skift, været regeringsbærende i Danmark i over 100 år, og ved valget i 2005 erobrede de 134 af 179 mandater. De er alle inde i en forandringsproces, ja, måske endda en forvandlingsproces, som præges af, at vi har forladt bonde- og industrisamfundet, hvorfra de klassiske ideologier havde deres udspring.

Det er en udvikling, man ser overalt i Europa. Det New Labour, som Tony Blair har overladt til Gordon Browns lederskab, har ikke så meget tilfælles med Harold Wilsons arbejderparti i tresserne. På samme måde er Angela Merkels Kristelige Demokratiske Union et helt andet parti end det, Konrad Adenauer slap for 40 år siden.

Europæisk demokrati er inde i en dynamisk udvikling, fordi den videnskabelige forskning er så dynamisk. Med et EU skabes nye strukturer og konstellationer, og globaliseringen haster frem med uanede udfordringer til nationalstater, som ikke alene kan klare pengevæsenet, de internationale spændinger eller nedbrydelsen af miljøet.

Hvordan oplever jeg mit parti, Det Radikale Venstre, i dag i forhold til for 50 år siden, da jeg var opstillet til Folketinget første gang?

Det er helt andre problemstillinger, vi har i samfundet nu, da den videnskabelige udvikling har ændret produktionslivet og fjernet fysisk tungt belastende arbejdsopgaver og erstattet dem med en truende psykisk nedslidning, fordi forandringstempoet er enormt.

Vi har været igennem et ungdomsoprør, som var inspireret af Vietnamkrigen og tog farve af marxismen. Senere er fulgt individualisering, mens de store fællesskaber hvilende på højskolen, andelsbevægelsen og fagbevægelsen spiller en ringere og ringere rolle.

I 1990’erne kom kommunismens sammenbrud og dermed en ny europæisk udvikling med mange nye lande i EU.

Den største udfordring for demokratiet i fremtiden kommer fra multi- og transnationale selskaber med en voldsom kapitalkoncentration. Hvordan bliver demokratiets råderum? Vil disse store selskaber, som ejer kapitalen, kunne tvinges til at tage et ansvar for velfærdsstatens fornyelse?

Der har været bærende værdier i mit gamle parti, som har gjort, at jeg også i dag kan finde mig hjemme i Det Radikale Venstre. Jeg kan følge nogle spor, som er formet af de værdier, der var grundlæggende helt tilbage i 1905, da partiet blev stiftet.

Værdipolitik er ikke et nyt begreb. Værdier har været bærende i alle de fire gamle partier, og når jeg studerer partiprogrammet fra 1905, er der tre værdier, som den dag i dag er fundamentale for radikal tænkning og politisk handling:

En social sikring af børn, gamle, syge og arbejdsløse.

Støtte til internationale bestræbelser for fred og ret.

Åndsfrihed og respekt for mindretal.

Jeg har genkendt disse radikale værdier hele vejen, fra jeg sad i Folketinget med Bertel Dahlgaard og Jørgen Jørgensen til Hilmar Baunsgaard, Svend Haugaard, Niels Helveg Petersen og Marianne Jelved til Margrethe Vestager.

Når Mette Bock skriver, at »medlemmer af et parti må naturligvis på industrisamfundets målestok være enige om alt. Ud på fineste decimal«, nærmer det sig en karikatur på, hvordan jeg har oplevet det. Der har aldrig været et landsmøde, hvor jeg har kunnet erklære mig 100 procent enig i program og vedtagelser. Aldrig. Men der har været bærende værdier, som har givet mit partitilhørsforhold mening, og jeg har følt det som i en familie: Udadtil står man sammen, der er en loyalitet, som viser et værdifællesskab, og som dermed er stærkere end individualiseringen og selvpromoveringen.

Jeg tror overhovedet ikke på et parti, som ikke bygger på historisk forankring.

Ethvert parti må bestemme sin politik ud fra, om den kan bestå partiets idemæssige og dermed historiske lakmusprøve. Det gælder for socialdemokrater og Venstre, for konservative og radikale, at folk har en opfattelse af, hvad hvert parti står for, og der opleves en kontinuerlig udvikling fra årti til årti i overensstemmelse med de udfordringer, verden byder på.

De gamle partier har alle oplevet afskalninger i tidens løb.

Dansk demokrati kendes på valglovens bestemmelse om forholdstalsvalg og på, at et parti efter godkendelse for opstilling skal opnå mindst to procents tilslutning ved folketingsvalget.

17 nye partier har således set dagens lys i de sidste 80 år – 17 partier, som har opnået repræsentation i Folketinget. Kun tre af dem er tilbage i den nuværende folketingssal: SF siden 1960, dannet af Aksel Larsen, efter at han i 28 år havde repræsenteret Danmarks Kommunistiske Parti i Tinget. Senere Enhedslisten, der kom til i 1994 som et nyt socialistisk parti med rødder fra kommunister og SF. Endelig Dansk Folkeparti fra 1998, efter at Fremskridtspartiet havde været der fra 1973.

Men de fire gamle partier står urokket i den historiske sokkel.

Efter krigen har vi set Dansk Samling indtil 1947. Derefter De Uafhængige, skallet af fra Venstre 1960-66, ligesom Liberalt Centrum 1966-1968, der dannedes af to Venstre-folketingsmedlemmer. På den socialistiske side har vi haft VS 1968-1987 og Fælleskurs 1987-1988.

Centrum-Demokraterne var socialdemokraten Erhard Jakobsens bidrag. Danmarks Retsforbund, nærmest udgået fra de radikale, holdt med få pauser ud fra 1926 til 1981. Kristeligt Folkeparti 1973-2005 skabtes