Danmark har fået et nyt parti. Det er ikke så sensationelt. Det er det derimod, at Ny Alliance har en ambition om at skabe en ny politisk kultur uden først at præsentere partiets politik. Mette Bock skriver i Kroniken 22. maj – lige efter partiets stormende start – at vi nu er inde i et videnssamfund, der stiller nye krav til demokratiets form og indhold – dets krop og sjæl, som hun udtrykker det. Vi står med den »postmoderne vælger, som føler sig tiltrukket af åbne, reformivrige politikere, der har deres meningers mod, herunder modet til at forhandle sig frem til løsninger med andre, der på den traditionelle målestok opfattes som politiske modstandere og fjender, der først og fremmest skal bekæmpes«. Ny Alliance har gjort en dyd af at starte uden program og forlader sig på værdipolitik, ikke på klassiske politiske ideologier. Hvor henter så det nye parti disse værdier fra? Hvad er det oppe imod i historien og dermed hos partier med dybe rødder? De fire gamle partier er slet ikke født og udviklet med industrisamfundet, som Mette Bock får det til at lyde. De bærer århundreder med sig. Ældst er Venstre fra 1870 og Socialdemokratiet fra 1871. Derefter kommer Det Radikale Venstre, udskilt fra Venstre i 1905, og Det Konservative Folkeparti fra 1915, en omskabelse af det gamle Højre. Disse fire partier har uafbrudt, men på skift, været regeringsbærende i Danmark i over 100 år, og ved valget i 2005 erobrede de 134 af 179 mandater. De er alle inde i en forandringsproces, ja, måske endda en forvandlingsproces, som præges af, at vi har forladt bonde- og industrisamfundet, hvorfra de klassiske ideologier havde deres udspring. Det er en udvikling, man ser overalt i Europa. Det New Labour, som Tony Blair har overladt til Gordon Browns lederskab, har ikke så meget tilfælles med Harold Wilsons arbejderparti i tresserne. På samme måde er Angela Merkels Kristelige Demokratiske Union et helt andet parti end det, Konrad Adenauer slap for 40 år siden. Europæisk demokrati er inde i en dynamisk udvikling, fordi den videnskabelige forskning er så dynamisk. Med et EU skabes nye strukturer og konstellationer, og globaliseringen haster frem med uanede udfordringer til nationalstater, som ikke alene kan klare pengevæsenet, de internationale spændinger eller nedbrydelsen af miljøet. Hvordan oplever jeg mit parti, Det Radikale Venstre, i dag i forhold til for 50 år siden, da jeg var opstillet til Folketinget første gang? Det er helt andre problemstillinger, vi har i samfundet nu, da den videnskabelige udvikling har ændret produktionslivet og fjernet fysisk tungt belastende arbejdsopgaver og erstattet dem med en truende psykisk nedslidning, fordi forandringstempoet er enormt. Vi har været igennem et ungdomsoprør, som var inspireret af Vietnamkrigen og tog farve af marxismen. Senere er fulgt individualisering, mens de store fællesskaber hvilende på højskolen, andelsbevægelsen og fagbevægelsen spiller en ringere og ringere rolle. I 1990’erne kom kommunismens sammenbrud og dermed en ny europæisk udvikling med mange nye lande i EU. Den største udfordring for demokratiet i fremtiden kommer fra multi- og transnationale selskaber med en voldsom kapitalkoncentration. Hvordan bliver demokratiets råderum? Vil disse store selskaber, som ejer kapitalen, kunne tvinges til at tage et ansvar for velfærdsstatens fornyelse? Der har været bærende værdier i mit gamle parti, som har gjort, at jeg også i dag kan finde mig hjemme i Det Radikale Venstre. Jeg kan følge nogle spor, som er formet af de værdier, der var grundlæggende helt tilbage i 1905, da partiet blev stiftet. Værdipolitik er ikke et nyt begreb. Værdier har været bærende i alle de fire gamle partier, og når jeg studerer partiprogrammet fra 1905, er der tre værdier, som den dag i dag er fundamentale for radikal tænkning og politisk handling: En social sikring af børn, gamle, syge og arbejdsløse. Støtte til internationale bestræbelser for fred og ret. Åndsfrihed og respekt for mindretal. Jeg har genkendt disse radikale værdier hele vejen, fra jeg sad i Folketinget med Bertel Dahlgaard og Jørgen Jørgensen til Hilmar Baunsgaard, Svend Haugaard, Niels Helveg Petersen og Marianne Jelved til Margrethe Vestager. Når Mette Bock skriver, at »medlemmer af et parti må naturligvis på industrisamfundets målestok være enige om alt. Ud på fineste decimal«, nærmer det sig en karikatur på, hvordan jeg har oplevet det. Der har aldrig været et landsmøde, hvor jeg har kunnet erklære mig 100 procent enig i program og vedtagelser. Aldrig. Men der har været bærende værdier, som har givet mit partitilhørsforhold mening, og jeg har følt det som i en familie: Udadtil står man sammen, der er en loyalitet, som viser et værdifællesskab, og som dermed er stærkere end individualiseringen og selvpromoveringen. Jeg tror overhovedet ikke på et parti, som ikke bygger på historisk forankring. Ethvert parti må bestemme sin politik ud fra, om den kan bestå partiets idemæssige og dermed historiske lakmusprøve. Det gælder for socialdemokrater og Venstre, for konservative og radikale, at folk har en opfattelse af, hvad hvert parti står for, og der opleves en kontinuerlig udvikling fra årti til årti i overensstemmelse med de udfordringer, verden byder på. De gamle partier har alle oplevet afskalninger i tidens løb. Dansk demokrati kendes på valglovens bestemmelse om forholdstalsvalg og på, at et parti efter godkendelse for opstilling skal opnå mindst to procents tilslutning ved folketingsvalget. 17 nye partier har således set dagens lys i de sidste 80 år – 17 partier, som har opnået repræsentation i Folketinget. Kun tre af dem er tilbage i den nuværende folketingssal: SF siden 1960, dannet af Aksel Larsen, efter at han i 28 år havde repræsenteret Danmarks Kommunistiske Parti i Tinget. Senere Enhedslisten, der kom til i 1994 som et nyt socialistisk parti med rødder fra kommunister og SF. Endelig Dansk Folkeparti fra 1998, efter at Fremskridtspartiet havde været der fra 1973. Men de fire gamle partier står urokket i den historiske sokkel. Efter krigen har vi set Dansk Samling indtil 1947. Derefter De Uafhængige, skallet af fra Venstre 1960-66, ligesom Liberalt Centrum 1966-1968, der dannedes af to Venstre-folketingsmedlemmer. På den socialistiske side har vi haft VS 1968-1987 og Fælleskurs 1987-1988. Centrum-Demokraterne var socialdemokraten Erhard Jakobsens bidrag. Danmarks Retsforbund, nærmest udgået fra de radikale, holdt med få pauser ud fra 1926 til 1981. Kristeligt Folkeparti 1973-2005 skabtes i opposition til en konservativ justitsminister om bl.a. abortspørgsmålet. En ting har disse partier tilfælles: De har haft et ideologisk grundlag og værdimæssig forbindelse til de fire gamle partier, kun Fremskridtspartiet undtages herfra. Vi vil komme til at se flere nye partier; men kan man tænke sig, at et parti kan blive levedygtigt ved at levere fornyelsen i kraft af partiets struktur. Det går ud over seriøsiteten, hvis man mener, folk kan have et halvt eller et fjerdedels medlemskab. Det er individualisering sat i system. Jeg tror, folk vil se på et partis helhed. Ingen forestiller sig at være 100 procent enig med et parti, de stemmer på eller melder sig ind i, men de ser på, hvilke komponenter der danner partiets politik. Holder vi ikke fast her, åbner vi for, at persondyrkelsen, som medierne forstærker, vil underminere partierne som de egentlige demokratiske redskaber. Jeg vender nu tilbage til Mette Bocks første Kronik 7. februar: ’Nye partier på vej’, hvor hun spår det nye partis dannelse, og hvor hendes udgangspunkt er, at vi får flere og flere politisk hjemløse individualister. Hun karakteriserer de traditionelle partier som værende flokdyrenes parade, men hun overser, at den udvikling, hun mener, et nyt parti – nu altså Ny Alliance – kan få, har været i gang længe. Man kan bare tænke på SF’s ændring af synet på EU, hvor netop medlemsdemokratiet gav dynamik til forandringsprocessen. Senest har vi set Det Radikale Venstre inddrage medlemmerne i forbindelse med skabelsen af det grundlag, Margrethe Vestager nu arbejder ud fra. Når Mette Bock beskriver, hvorledes nutidens partier insisterer på at være på den politiske midte – uden at definere midten – skyldes det efter min opfattelse en bestemt faktor: 70 procent af befolkningen har stadigt stigende indkomster og vælter sig i et større og større forbrug. Derfor bliver det omkring midten, partierne vil hente vælgere; men det indskrænker til gengæld mulighederne for at diskutere de kontroversielle og dybtgående værdier. Mette Bock opfatter temaer som ejendomsret, fordelingspolitik og velfærdsstat som sekundære i forhold til miljø, etik, globalisering og indvandring. Senere i Kroniken argumenter hun for et netværksdemokrati, hvor folk skal engagere sig i et enkelt politikområde som miljø, skat eller uddannelsespolitik – uden at være forpligtet på andre politikområder. Det efterlader sandelig spørgsmålet: Hvad er et parti? Edvard Brandes sagde i 1915: Der er dybere grunde, for at et parti skabes, end den, at man er misfornøjet med ledelsen i det parti, man tidligere har tilhørt. Og han tilføjer: »Man skaber aldrig et parti, undtagen at der er politik bagved, et program bagved, formål bagved, ønsker og drifter bagved«. Her er vi ved noget centralt: Et parti skal have visioner om samfundets indretning, idealer og drømme om, hvad der skal til i forandringsprocessen. Jeg tror ikke, at det er den postmoderne individorienterede vælgers målestok, vi kan bruge i udviklingen af en politik, der skal yde den enorme kapitalkoncentration i verden et modspil, uden at det sker i et parti, hvor medlemmerne sætter dagsordenen, skaber programmet og udvælger komponenterne. Men når det er til ende, indordner man sig under partiets overordnede formål og idé og finder fodslag i den kamp, der bliver nødvendig. Politik eksisterer i magtens verden og udfolder sig derfor kun i kamp. Velfærdsstaten kan ikke klare sig ved hjælp af indkomstskatten på arbejde. Kampen gælder de store firmaer og kapitalfonde, som sidder på magten og spiller verdens regeringer ud mod hinanden og placerer kapital og produktion, hvor den unddrager sig skattebetaling. De, der har kapitalen, glider udenom og lader aktionærerne hente udbyttet, men de unddrager sig finansieringen af verdens største projekter for velfærd og miljø. Her skal EU bruges som platform for fremtidig politik, akkurat som når det gælder handelsprotektionisme og ulandenes muligheder for at overvinde fattigdom og ydmygelse. Her er skellet klart mellem Dansk Folkepartis indkrogede nationalistiske tankegang og en global ansvarlighed, der ser nødvendigheden i øjnene af at afgive magt til internationale institutioner, som skal yde hovedbidraget til at mindske kløften mellem rig og fattig og skabe grundlag for fred. Skellet i samfundsdebatten dannes af andre emner, end da vi havde et bondesamfund eller et arbejdersamfund; men et parti er en levende organisme i stadig forandring. Det hviler altid på en sokkel af et værdisyn, som er partiets sjæl. Idéfundamentet er ikke til diskussion. De radikale har rødder tilbage til den franske revolution og til Grundtvig og Georg Brandes. Det giver partiet farve også i fremtidens politiske kamp. På samme måde har Venstre, de konservative og Socialdemokraterne forbindelse til klassiske folkelige bevægelser, ligesom SF, Enhedslisten og Dansk Folkeparti er yngre partier, som henter identitet i bestemte ideer. Ny Alliance er ny ved ikke at starte med en politik. Partiet er et produkt af computersamfundets nydannelse med debatfora og mødesteder på nettet. Men et parti er sin politik.