Glyptoteket er en dansk samlers vision om et tempel med kunstglæden i centrum, uden tvang og uden skoleridt – men også et moderne museum, der netop er blevet støvet grundigt af.

Det er et museum for alle, hvad de 350.000 gæster, der årlig besøger det, er et godt vidnesbyrd om. Glyptoteket er et kulturelt samlingssted i kraft af sin mangfoldighed. Vinterhave, café, samlinger, koncerter og udstillingslinje skaber sammen en enestående oplevelse. I 2006 kunne museets antiksamling fejre 100-års jubilæum, og Ny Carlsbergfondet og Carlsbergfondet i forening forærede museet 100 millioner kroner til en gennemgribende fornyelse af samlingens præsentation. Men gaven risikerer at blive udhulet, fordi det offentlige ikke vil være med til at trække det basale årlige driftsbudget igennem. Det er en udbredt misforståelse, at Carlsberg betaler driften af Glyptoteket. Fra starten i 1888 var både staten og hovedstaden med i planerne, da brygger Carl Jacobsen gav sin privatsamling til København. Byen gav grunden, så museet kunne bygges, og staten skød penge i projektet – 500.000 kroner, under forudsætning af, at bystyret gjorde det samme. ’Glyptoteksloven’ blev vedtaget af Rigsdagen 22. marts 1888, og Borgerrepræsentationen fulgte trop fire dage senere. Museets bestyrelse blev nedsat med ligelig fordeling af posterne til stat og by – to mand hver – der sammen med stifteren skulle varetage Glyptotekets administration. Da næste gavebrev fra bryggeren kom i 1899, nu på hans og hustruen Ottilias antiksamling, blev en tilbygning til museet vedtaget på nøjagtig samme vilkår. Ved tilføjelsen af denne fløj i 1906 skrev bygherren og hans partnere stolt på muren over indgangen til antiksamlingen, at bygningen var rejst og skulle drives af de tre i fællesskab. Efter bryggerens død overtog Ny Carlsbergfondet hans forpligtelse og har holdt fast i den lige siden – under stadig videreudvikling af Glyptotekets rammer og tilbud til publikum. I takt med øgede driftsomkostninger er glyptoteksloven siden blevet justeret flere gange, indtil den ny museumslov i 1976 fastlagde statens og kommunens tilskud til driften. Ny Carlsbergfondets andel blev samtidig fastfrosset, dels i erkendelse af at museet var støtteværdigt på linje med andre offentlige museer, dels for at friholde fondet for tunge driftsudgifter og sikre, at dets midler bruges til det, fondets fundats fastlagde: at gavne kunsten i Danmark. Men Glyptotekets driftsgrundlag har altså været tilvejebragt af fond, by og stat i forening. Med strukturreformens nylige gennemførelse er det desværre ikke længere sådan, idet Københavns Kommune fra i år fralægger sig sit ansvar. Op til Strukturreformen gennemførte Kulturministeriet en revision af museumsloven for at lave en ny bevillingsnøgle. Glyptoteket fik i den forbindelse Brian Mikkelsens ord for, at det er et af landets få såkaldte fyrtårne med både regionalt og internationalt format. Glyptoteket er fortsat en selvejende institution, men fik forhøjet sin statsbevilling med 2 millioner årlig på dette grundlag. Statens tilskud til museets drift udgør nu 85 procent af budgettet. Ministeriets skulderklap var vi lykkelige for. Men det har vist sig at blive dyrt. Desværre er strukturreformens lovtekst nemlig blevet fortolket sådan, at kun Kulturministeriet fremover er forpligtet økonomisk på museet, og da staten overtog andelen i museets drift fra det nu nedlagte Hovedstadens Udviklingsråd, HUR, på 5,4 millioner, fjernede embedsmændene også de 3,6 millioner, som Københavns Kommune hidtil har bidraget med årlig. Både HUR-midlerne og byens bidrag kom fra statskassen som et samlet tilskud til kommunen; og når tilskuddet er væk, mener Ritt Bjerregaard sig ikke mere forpligtet – man kan ikke give penge væk, man ikke har, som overborgmesteren sagde til os. En separat forhandling med kommunen samt en ansøgning til kultur- og fritidsforvaltningen om at komme med i budgettet for 2008 har ikke ført til noget, og den politiske holdning til Glyptoteket på rådhuset synes at række fra ophøjet ligegyldighed til aktiv modvilje. Kulturministeriets smukke tanker om museet deles åbenbart ikke af alle, og det får være – men den kulturfornærethed, der ligger i den totale afvisning af Glyptoteket som et aktiv i hovedstaden, kan hverken by, stat eller museum leve med. Og så drejer det sig endda kun om 2,2 millioner kroner årlig, ud af museets samlede budget på 41 millioner. Det er de 2 millioner, Glyptoteket har valgt at ansøge kommunen om, i en prøveperiode på to år fra 2008, hvis detaljer vi inviterede Københavns Magistrat til at formulere. Beløbet var vi nået frem til ved at vende og dreje alle muligheder for alternativ finansiering uden at lade det gå ud over publikumsoplevelsen. Vi har med andre ord ikke forlangt hverken mere eller bare det samme støttebeløb, museet tidligere har modtaget, idet vi har fundet, at selve princippet om at have kommunen med om bordet var væsentligt. I hele 2007 har vi da også været glade for tilstedeværelsen af repræsentanter for byen. Museet og Ny Carlsbergfondet har altid været fornøjede ved samarbejdet med kommune og Borgerrepræsentation, og de fælles opgaver inden for kultur, turisme og museumsliv består jo. Det turde være åbenbart for alle, der kender Glyptoteket, hvad museet yder til København hvert år, i form af oplevelser og eftertanke. Men ydelsen er blevet anderledes kontant på det seneste. Fra 1995 har museet skullet betale en ejendomsskat, der for længst er nået op i millionbeløb årlig. En kulturministeriel ekstrabevilling blev hurtigt ædt op af pristallet, og museet måtte lade den stadig stigende skat indgå i driften som fast udgiftspost. Til næste år har vi modtaget varsel om en ejendomsværdistigning på 112 millioner, og det vil betyde en ejendomsskat på 2.029.000 at erlægge til – Københavns Kommune. Man vil nok straks modargumentere, at de ting ikke hænger sammen, og det er da også teknisk set rigtigt – men se på beløbene igen: museet får 2 millioner af staten, men skal betale 2 millioner til byen, som så ydermere ikke længere bidrager til museets driftsgrundlag. Hvor quid pro quo altid har været god latin, er money for nothing nu trådt i stedet. Hvorfor er netopGlyptoteket så vigtigt i bybilledet? Blandt andet fordi vi har nogle særlige muligheder – et potentiale, der er opbygget gennem lang tid, ikke mindst via det commitment, som de tre oprindelige parter gennem hundrede år har lagt i museet. Glyptoteket kan efter den seneste fondsgave byde på endnu mere i form af særudstillinger, bogudgivelser og formidling. I slutningen af denne måned lancerer vi f.eks. projektet ’Fælles fortid, fælles nutid – Europa & verden’, hvor vi fra museets samlinger stiller spørgsmålet: Nationalkultur eller verdenskultur? Glyptoteket egner sig nemlig fortrinligt til at demonstrere den europæiske kulturs sammenhæng. Udgangspunktet er den udveksling mellem lande og folkeslag, der altid har præget Europas historie så afgørende. I udstillingsområdet Middelhavshorisonten kan man opleve antikkens kulturer fra Egypten og Mellemøsten omkring år 6000 f.Kr., videre til Grækenland og Etrurien, frem til det romerske imperiums undergang omkring år 400. De gensidige påvirkninger mellem folkeslag betød en udveksling af viden, kunst og filosofi, som der stadig trækkes på i europæisk kultur. Samlingen af dansk og fransk kunst fra 1800-1945 viser Vestens kunst- og kulturopfattelser – fra 1800-tallets nationalstaters skiftende fortolkninger af begrebet ’os og de andre’ til modernismens fascination af det fjerne og ’det primitive’. Vi placerer os med andre ord i centrum af en påtrængende samfundsdebat med dybe rødder – Glyptoteket kan være med til at fokusere på såvel nogle historiske forudsætninger for Vestens opfattelse af ‘de fremmede’ som på de talrige fantasmer, der spøger i europæisk bevidsthed om ’vores helt egen’ kultur og dens angivelige overlegenhed. Det er sådanne emner, der vælges fra, når man som Københavns Kommune nu melder sig ud; ingen samling formidler sig selv, det koster penge – driftspenge, man ikke hver eneste gang kan få af selv de mest velvillige private sponsorer. Det er skuffende, at byen ikke anlægger et nytteværdifokus på Glyptoteket. Og snæversynet, at man altid skeler i retning af et privat fond som Ny Carlsbergfondet, så snart noget koster penge; både stat og by har nu i 105 år nydt godt af samme fonds ekstreme gavmildhed, når et monument skulle rejses, et menighedsråd savnede en skilling til en altertavle, eller et museum brændende ønskede sig lige netop det rette billede til samlingen. Med en vis selvfølgelighed har det offentlige peget på fondet, hver gang der skulle ske noget ud over det sædvanlige på kulturområdet, og dét over hele landet. ARoS var næppe blevet til noget, havde Ny Carlsbergfondet ikke været der. Statens Museum for Kunst kan takke skiftende fondsdirektioner for over 600 kunstværker til samlingerne. Det nye Fuglsang ved Maribo ville aldrig have løftet sig fra tegnebrættet uden starthjælp fra fondet, og Glyptoteket kan kun kippe med flaget som tak for et stort antal smukke kunstgaver samt to udvidelser og ombygninger, alene på de sidste ti år. Men man kan åbenbart have det for godt – så godt, at det ikke falder én ind, at forkælelse ikke er evigt givet. Selv den mest generøse giverglæde må indimellem kunne alliere sig med en vis grundstøtte, om end bare i det små; en velvillighed, der matcher gavegiverens overskud – til fælles nytte. Ingen vil i sidste ende stå sig ved, at Ny Carlsbergfondet tvinges til at trække sig ud af alle andre forpligtelser end Glyptoteket, for nytten af et sådant fond skulle gerne fortsat kunne mærkes i hele landet, ikke kun ét sted i hovedstaden. Museerne har mærkelige kår p.t. Aldrig har kultur været mere en vogue (i vælten, red.) i Vesten, aldrig har pengerigeligheden været større – og alligevel skal man sidde og fedtspille om den klatskilling, der nogle gange er så nødvendig, men som dog er så lille at bede om. I den forgangne uge bragte JP-København et debatindlæg fra en læser, der tørt konstaterede, at trods væksten i samfundet er kulturbevillinger til teatre, museer og kulturinstitutioner stagneret. Dette, skrev han videre, er så meget mere besynderligt, når alle analyser – f.eks. Wonderful Copenhagens, kunne man tilføje – viser, at kultur skaber meromsætning, økonomi og turisme. Hver gang der bruges 2 kr. på kultur, kommer der 3 igen. Kulturens nytteværdi er høj. Paris har for længst fattet det, London levet af det i sekler, men herhjemme tror man, at alting kommer af sig selv. Det er nærmest perverst, at en borgerlig regering og en by med vækst og ambitioner som København tillader sig et så nonchalant syn på erhvervslivs og fondes vilje til det usædvanlige. Vi har nu i årevis lagt øre til, at kultur og erhvervsliv skal mødes og udrette fantastiske ting – og det er faktisk sket i Glyptotekets tilfælde. Stor velvilje fra ikke bare Carlsbergfondene, men også Augustinus Fonden, OAK Foundation Danmark, Montana A/S og Nørgaard på Strøget har vist lysten til at støtte det ekstra, som Glyptoteket står for. Stat og by har sikkert hilst den slags velkomment, men det går ikke at glemme grundlaget. Driften og dagligdagen må fungere, så der er ordentlig grobund for det ekstraordinære – der så gerne kan være bekostet af Carlsbergfondene eller andre glade givere. Den grobunds jord er voldsomt eroderet nu, hvor byen har trukket sig og statens særtilskud fra næste år end ikke dækker museets ejendomsskat. Skal Ny Carlsbergfondet nu også give til museet, så vi kan betale en skat, der kun kan undre, når man tænker på, at museet er en nonprofit-organisation uden mulighed for at kapitalisere på grund- og ejendomsværdistigning. Vi kan jo ikke trække friværdien fra og låne i den – men det skulle vi måske forhandle med Skat om? Man skal nok ikke trætte nutiden med, hvad en gammel stabejs som Carl Jacobsen gik og fandt på – og dog. Hans museumstanke var baseret på oplysning om det fremmede, det fjerne; folk rejste ikke som nu, og Jacobsen fragtede bjerget til Muhammed ved at indrette museet på Dantes Plads som Middelhavslandenes hus, med alt fra mumier og palmer til romerske kejsere og franske billedhuggere. Men trods vores befarenhed lever vi i en verden, der først netop har opdaget, at den er global, og i en næsten historieløs tid er der stort behov for oplysning om alt, hvad der nogensinde er foregået på den anden side af Valby Bakke. Også dét gør bryggerens ideer mere aktuelle end nogensinde. De stadig forhøjedeudgifter til den almindelige drift, den fredede bygnings vedligeholdelse og kravene til sikring af samlingen betyder, at driftsgrundlaget ganske længe ikke har svaret til de reelle udgifter. Bedres Glyptotekets bevillingssituation ikke fra næste år, vil konsekvensen være en reduktion af kulturbegivenheder på det høje niveau, man traditionelt har kunnet tilbyde sine gæster. Det kan blive nødvendigt at skære i antallet af åbningstimer og reducere koncerttilbud såvel som præsentationen af museets samlinger. Det er ikke tanken, at Københavns Kommune skal være med til at finansiere særudstillinger eller andre midlertidige begivenheder – hertil arbejdes der naturligvis med forskellige sponsorater – men alene til at sikre dét almene driftsgrundlag, uden hvilket museet ikke kan tiltrække nødvendig opmærksomhed og vitale sponsormidler. Museet som institution må ikke reduceres til opbevaringssted for glemte sager. De sidste hundrede års drift på Dantes Plads har netop handlet om atter og atter at reaktualisere samlingen, passe og pleje den i forhold til et stadig større publikums ønsker og tidens behov. Derfor har museet sin nuværende særstatus – der nok berettiger til at anerkendes som fyrtårn, men som ikke forpligter økonomisk. Forhåbentlig vil andre end vi på museet synes, at det egentlig er en skam.