Journalistik er ikke bare journalistik. Der findes forskellige journalistiske specialer – med dertilhørende forskellige journalistiske metoder. Og de er meget, meget forskellige. Det må jeg sande efter at have været opstillet som folketingskandidat for Ny Alliance ved det netop overståede valg. Under valgkampen fik jeg nemlig lejlighed til at stifte bekendtskab med de af mine kolleger, der arbejder med politisk journalistik. Det har jeg egentlig altid troet var de rigtig gode journalister. Dem, der for alvor får sandheden frem. Fagets fremmeste folk. De rigtig kritiske journalister. Rend og hop. De såkaldt kritske journalister er naturligvis forskellige. Nogle af dem hører til de spidseste blyanter i hele penalhuset. Men langt de fleste af dem, jeg mødte under valgkampen, bedrev en ærligt talt ret mærkelig form for journalistik. Selv er jeg ikke uddannet journalist fra Journalisthøjskolen – jeg har nøjedes med at gå på universitetet og på Forfatterskolen – og dermed er der visse dele af journalistfaget, jeg ikke har beskæftiget mig synderligt meget med. Jeg har for eksempel kun meget sjældent lavet en forsidenyhed. Jeg har i det hele taget slet ikke lavet ret mange nyheder. Jeg har heller ikke foretaget mange kritiske interview. Eller lavet store afsløringer. Eller fået overlæger fyret. Nej, kulturjournalister er sådan nogle hyggelige nogen. Vi laver selvfølgelig ond i sulet-kritik sommetider. Men oftest laver vi jo bare opklarende foromtaler, indlevede reportager og nysgerrige interview. Og det kunne måske være et meget godt sted at starte. Alene tonen, når man taler med kritiske nyhedsjournalister og kritiske politiske journalister, er helt anderledes, end når man taler med de bløde kulturjournalister. Kulturjournalisterne stiller nemlig opklarende spørgsmål. Den slags, der begynder med hv-ord. Hvad handler din bog om, hvornår bliver filmen sat op, hvordan har I egentlig fået Terkel til at se sådan ud, hvorfor synes I, at det var på tide at lave en julekalender med dukker igen? De spørger ind til tingene. De vil gerne vide mere. De vil gerne være klogere. Og derfor er tonen tillidsfuld, venlig og næsten helt venskabelig. Der skal jo åbnes op, tungen skal på gled, informationerne skal have lov at komme ud – som hele forløb, lange forklaringer uden afbrud – så man kan formidle de dybere meninger ordentligt. Det er helt, helt anderledes, når man taler med politiske journalister. De er konsekvent mistillidsfulde, vildt mistænksomme og ret kølige. Nogle ville måske ligefrem kalde dem tarvelige. Og hvorfor er de så det? Jo, for de skal jo finde sandheden. Sandheden bag løgnen, som offeret – hver gang, altid, dag ind og dag ud, det må man gå ud fra – kommer anstigende med. Journalistik går i sin inderste kerne ud på at fortælle sandheden. Det er sådan, man skelner den journalistiske diskurs fra for eksempel den skønlitterære. Romanforfatterne skal faktisk lyve, så det står – det er sådan set det, de får deres betaling for. Men på samme måde skal journalister også skrive det, der er sandheden. Det er nemlig deres job. De gør det bare ikke altid. På kulturredaktioner er der den regel, at man ikke må anmelde et værk, hvis man også har lavet et interview med kunstneren bag værket. For man kan jo ikke blande tingene sammen. Der er den opklarende del, interviewet, og den evaluerende del, kritikken, og de må holdes adskilt, fordi de dybest set er modstridende. Den ene del er tillidsfuld, den anden er kritisk. Og en elevator kan nu engang ikke køre op og ned på samme tid. Det er sådan set også en rigtig god grund til, at man ikke gør begge dele samtidig. For tænk, hvis man lavede et såkaldt kritisk interview med en romanforfatter om hans seneste roman. Tankeeksperimentet er faktisk ret sjovt. »Ja, hallo, det er Kristian Ditlev«. Forfatteren Kristian Ditlev Jensen? »Ja, ham selv«. Nu skal du høre, jeg ringer fra Politiken. Jeg har hørt en lille fugl synge om, at der udkommer en ny bog snart fra dig? »Det er også rigtigt«. Aha. Hm. Nå. Siger du det, siger du det. Men hør, sig mig lige engang, du. Har du egentlig selv skrevet den? »Hvad mener du?«. Har du selv skrevet den nye bog? »Øh, ja. Det er jo min bog. Og, øh ... Jamen, altså. Jeg er jo forfatteren ... «. Nå, ja, men jeg mener ... Du har ikke nogen, der, sådan, skriver dem for dig, bøgerne? En sekretær, en studerende, en ghostwriter, sådan noget i den stil? »Nej, da. Altså, hør nu her, jeg skriver da alle mine bøger selv. Jeg kan godt lide at skrive, faktisk. Det er jo derfor, jeg er blevet forfatter«. Skriver du så af efter andre forfattere, når du laver bøger, eller er dine bøger dine, skal vi sige, egne bøger? Altså, er de, sådan, helt originale? »Skriver af!? Jeg er 36 år gammel! Ligner jeg Anne-Grethe Rasmussen på omslagsfotoet? Hvad fanden bilder du dig ind?«. Små slag, små slag. Okay, okay. Hm. Hm. Hvad så med researchen? »Ja, hvad med den?«. Laver du den selv også så? »Ja, for fanden! Jeg siger jo til dig, at jeg laver alle mine ting selv. Sig mig, hvor vil du egentlig hen med det her?«. Jeg ville bare lige høre. Tak for hjælpen. Hej igen. Dagen efter kan man så læse overskriften i avisen: Kristian Ditlev Jensen benægter, at samtlige hans romaner er plagiater! Og på den måde kan man så læse både sit eget navn og ordet plagiater i en og samme sætning – alligevel. Ikke et ord om, hvor interessant skriveprocessen faktisk er. Ikke et ord om, hvor vanskelig den er. Ikke et ord om den nye bogs indhold. Kun en historie, der handler om, hvordan verden lige præcis ikke er. Eller sagt på dansk: en løgnehistorie. Eksemplet er naturligvis tænkt, men det er i grunden slet ikke så langt fra virkelighedens verden. Jeg oplevede personligt flere gange under valget, at der blev skrevet usandheder, unøjagtigheder, fordrejninger om mig og mit parti. Eller også blev der bare lavet setups, der skulle skabe historier, som slet ikke var der. Jeg har ærligt talt aldrig tidligere set folk fra min branche opføre sig så plat. En dag ringede TV 2-nyhederne for eksempel til mig. Jeg talte længe med journalisten, der i grunden var meget venlig. Men der var sådan en lidt snedig tone i hans stemme. Han ville bare gerne liiige høre, om jeg ikke syntes, at Naser Khader skulle skiftes ud. Han lod mig forstå, at der var flere andre kandidater, der mente det. Så jeg fortalte ham sandheden: Nej, det synes jeg ikke. Naser er en god leder, også selv om hans tosprogethed måske gør ham en tak langsommere i spyttet, når han duellerer på tv. Jeg synes egentlig bare, at det er med til at gøre ham mere menneskelig. Journalisten blev ved og ved med at spørge om præcis det samme på forskellige måder. Jeg blev ved og ved med at svare benægtende. Til sidst sagde jeg det, som det var: »Prøv nu at høre. Du får mig altså ikke til at sige, at han skal skiftes ud. Vi taler om en mand, der som en af de helt få stod oprejst under hele Muhammedhysteriet. Som ligefrem har sat sit liv på spil for danskernes ytringsfrihed. Han er faktisk en sjældent god politiker«, forklarede jeg. Journalisten grinede og sagde, at han ville ringe tilbage, hvis jeg skulle på tv. Det kunne jo være, sagde han, at jeg kunne bruges til at repræsentere den anden side af debatten så. Genren er en klassiker hos de politiske journalister. Den hedder ’splid i partiet’, og den er ret let at lave. Man ringer bare en masse kandidater op og påstår, at der er andre, der hader lederen. På et tidspunkt er der så en, der falder i. Og så er der jo faktisk pludselig én, der hader lederen. Sådan bliver man ved. Hvis man får tilstrækkeligt mange åndssvage udtalelser, rydder man forsiden. Eller tv-nyhedernes sendeflade. Journalisten ringede aldrig tilbage. Der var ingen historie i virkeligheden – den var kun i hans eget hoved. Men i dagene efter kom der flere historier af samme skuffe både i tv og i aviserne. Pludselig var baglandet »splittet omkring Margrethe Vestager«. Ligesom baglandet var »splittet omkring Bodil Kornbek«. Det, der fascinerer mig ved den type journalistik, er, at journalisten reelt fabrikerer sin nyhed. Han designer en led løgn foran skærmen. Han går ikke ud i verden og erkender, hvordan verden er. Han går ud med en totalt forudindtaget mening om den og forsøger så at få den mening bekræftet. Og kun, når han får bekræftet noget, der er »kritisk« – og det vil i virkeligheden bare sige: noget negativt – så skriver han historien. Ellers finder han lige på en anden løgn. Avisen skriver jo ikke sig selv. Jeg oplevede det engang, da jeg freelancede for Berlingske Tidende. Hans Hellighed den 14. Dalai Lama var på vej til Danmark, og en af mine endog meget kritiske kolleger ville skrive en fed historie om ham. Journalisten brugte en hel uge på at læse bøger og artikler om det tibetanske overhoved. Han så endda film. Måske tændte han ligefrem en røgelsespind, for at komme i stemning? Uanset hvad, så var han ved næste redaktionsmøde nedslået. »Jeg har fundet ud af, at der slet ikke er noget at komme efter. Alle taler godt om ham. Han har aldrig gjort noget forkert. Han er ikke for alvor involveret i politiske stridigheder. Han kan ligefrem godt lide kineserne. Så ... Der er simpelthen ingen historie«. Jeg var fuldkommen målløs. For en kulturjournalist ville det være en kanonhistorie. For kulturjournalister må nemlig gerne fortælle gode, rare, dejlige – og helt sande – historier. Og det var det, der undrede mig mest. Sandheden om Dalai Lama er altså, at han er en gennemført good guy. Men det kom jo slet ikke frem nu. For mig var det ganske enkelt elendig journalistik. Fordi det ikke var sandheden, læseren fik. Og sandheden var jo i dette tilfælde interessant. For den var, så at sige, kontroversielt ukontroversiel. At sandheden ikke altid kommer frem, det oplevede jeg som sagt flere gange under valgkampen. Flere af de journalister, jeg talte med, løj eller fordrejede det, jeg sagde. Men det, der undrede mig mest, var, at det skete helt bevidst, overlagt – og stort set hver gang. For eksempel blev jeg ringet op af en journalist, der ville skrive om, at Ny Alliance ville gøre en bedre indsats for at begrænse pædofiles overgreb mod børn. Jeg fortalte journalisten to ting, som jeg lagde meget vægt på, at hun forstod. For det første sagde jeg, at jeg som tovholder for Ny Alliances socialpolitik slet ikke var færdig med at udforme partiets socialpolitik endnu. For det andet sagde jeg, at vi, ved nu at offentliggøre denne del af den samlede socialpolitik, gerne ville vise en lille flig af vores kontante tilgang til sociale problemer. Kort efter stod der på Politikens netavis i en underrubrik, at »et forslag om at øge bekæmpelsen af pædofili er en væsentlig del af Ny Alliances socialpolitiske udspil«. Jeg var nærmest rystet. Jeg havde lige brugt en halv time på at understrege, igen og igen, at forslaget om at øge bekæmpelsen af pædofili var en meget lille del af Ny Alliances socialpolitiske udspil, som ingen altså endnu overhovedet kendte den samlede ordlyd af – eller størrelse på – fordi det slet ikke er færdigt endnu. Journalisten? Hun skrev da bare det stik modsatte. Fordi? Hm. Jeg ved det faktisk ikke. Opgaven for journalister er jo at få sandheden frem. Men et skud kunne jo være, at hun ville være »kritisk« over for sandheden? En helt særlig teknik i politisk journalistik og kritisk nyhedsjournalistik er fordrejningen. Som da Fyens Stiftstidende pludselig havde mig på forsiden: »Pædofilioffer klar for Khader«. En af mine venner er redaktør i samme hus. Han var fnysende forarget. »Hvor svært er det egentlig at stave til forfatter?«, spurgte han retorisk. Fordrejningen kan også være mere subtil. Den kan for eksempel netop ligge i, hvordan man fabrikerer sin historie. Og hvem man laver den om. Politiken bragte efter valget en lille artikel, hvori der stod, at det bestemt ikke havde været en succes for mig at stille op til Folketinget, fordi jeg kun havde fået 49 personlige stemmer. Det kan man da godt sige. Men når man tager i betragtning, at jeg slet ikke førte nogen valgkamp, synes jeg da, det er meget fint. Der var ikke ophængt én eneste valgplakat med mit navn eller kontrafej på, jeg medvirkede ikke i ét eneste valgmøde, jeg optrådte kun yderst sporadisk i medierne, og på de hjemmesider, hvor kandidaterne kunne profilere sig, havde jeg de fleste steder slet ikke deltaget. Desuden stillede jeg op på Fyn, hvor jeg ingen som helst rolle har spillet i hverken lokalmiljøet eller landsdelen. Men jo, jo. Man kan da godt sige, at det ikke var en succes. Man kan også skrive det i avisen, hvis man synes, det er en meget vigtig historie. Jeg forstod nu aldrig, hvorfor lige netop en forfatter og journalist skulle hænges ud som fiasko. Der var i min opstillingsgruppe faktisk flere af de andre kandidater, der havde fået færre stemmer end mig. Men måske var det ikke nær så interessant, at der var en anden journalist, der kun fik 22 personlige stemmer? Kulturjournalister bliver ofte skudt i skoene, at de ikke er kritiske nok. Det kan da godt være. Men det er da trods alt bedre at være mikrofonholder for sandheder end at være kritisk løgner. Eller som min farmor ville have sagt: I skulle skamme jer, skulle I!