Vi vidste ingenting. Vi havde rejst rundt i Nordvestindien i et stykke tid uden mulighed for at læse aviser eller se tv, og uden at vi mødte nogen danskere, som havde kunnet fortælle os, hvad der fandt sted derhjemme. Det var først, da jeg senere på rejsens slappe af-afslutning i Goa satte mig til rette i et køligt konditori i byen Panjim for at læse alle de aviser, der var lagt frem, at jeg fandt ud af det. Og endda kun langsomt. Lokalt kørte der, forstod jeg af de mange blade, en diskussion om kvindelig anstændighed. Sagen var begyndt på et af de større universiteter i Bombay. Et par kvinder var blevet stærkt chikaneret af deres mandlige medstuderende, fordi de var mødt op til forelæsningerne iført T-shirt. »Kvinder er Satans redskab vendt imod mænd«, var der blevet sagt. Men de forsvarede sig, kvinderne. De var moderne og slog godt fra sig, da jeg om aftenen så dem på tv. Det var i denne stort opsatte artikel midt i alle ordene om de arabiske studerendes dress code, at jeg i hjørnet af en bisætning læste, at muslimerne havde det hårdt for tiden, fordi de i ét væk blev tvunget til at tage stilling til deres religions værdigrundlag, »... som nu f.eks. den danske cartoon controversy«. Jeg kunne sagtens regne ud, hvad der blev refereret til. Men jeg var forbløffet over referencens selvfølgelighed: at sagen var så alment kendt, at den kunne omtales sådan uden videre, uden formidlende forklaring. Et andet sted i The Times of India (13.2.) fik jeg så de chokerende nyheder hjemmefra serveret i selvstændig form. Artiklens forfatter Javed Anand fortalte om tegningerne. De blev ikke gengivet, men to af dem, den med bomben i turbanen og den med manglen på jomfruer, blev kort beskrevet ... og så kunne jeg tydeligt huske, hvad jeg ellers troede, jeg havde glemt. Forfatterens synspunkt var klart. Hvad der fandt sted i Danmark, var »ikke blasfemi, men dæmonisering af en hel kultur«. De ord ekkoede ned gennem den kroniklange artikel. Og så læste jeg mere og mere beklemt om afbrænding af ambassader og flag og om billeder af Anders Fogh, der sammen med Bush var afbildet som to hunde for så at blive forhånet og brændt. Der blev kastet med sten. Jeg hørte om de muslimske stemmer, som talte for indførelse af en verdenslov vendt imod blasfemi, så de ansvarlige, Jyllands-Postens tegnere, redaktører og avisejere, kunne blive hængt offentligt. Jeg læste mig ind i et voldsorgie. Men Javed Anand var imod volden. Han advarede imod at opføre sig på en måde, som afspejlede de danske tegninger og legitimerede dem. Med navns nævnelse spottede han bl.a. Hizb-ut-Tahrirs leder Abdul Latif for at forhåne det land, hvis gæstfrihed han nød. Det var et rystende konditorbesøg, og jeg fik end ikke spist kagen, jeg havde købt. Hjemme i Danmark igen. Det tog tid at komme gennem avisbunkerne. Og forvirringen både uden for mit hoved og inde i det tog til. Alt, hvad jeg læste, var rigtigt. Den ene dag mente jeg noget. Den næste noget andet. Jeg syntes, alle havde ret i det, de skrev. Jeg kunne ikke finde mine egne ben: Nej, vi skal ikke håne de andre. Men de skal nu heller ikke bestemme over os og forsøge at gøre deres alternative værdiforestillinger til vores norm. Jo, vi skal værne om retten til at ytre os og endog diskutere religion, når det falder for. Men ikke ytre os negativt om de andres allerhelligste værdier. Det er vigtigt at sikre et anstændigt debatklima, undgå racistiske nedgøringer og tale ordentligt om indvandrere og flygtninge. Vi skal lave integrationslove, som passer til den tolerance og anstændighed, vi altid har ment, vi selv besidder ... få religionerne væk fra det offentlige rum og for himlens skyld ikke mobilisere den ene tro imod den anden. Man kan ikke altid sætte sig ind i alting og mene noget om det hele. Under normale omstændigheder læser jeg min avis, og det er så det. Politiken har jeg jo valgt at abonnere på, fordi jeg hen gennem årene har erfaret, at jeg er enig med den i det meste - i hvert fald i det vigtigste. Men denne gang falder åbenbart uden for normale omstændigheder. For hver gang jeg (i mit forsøg på at indhente nutiden) havde læst et par aviser fra den store stabel, sad der en usikkerhed tilbage i mig - en tvivlrådighed, som hele tiden bare øgede min forvirring. Nået til 12.2. gik jeg tillidsfuldt i gang med chefredaktørens lille bagsideartikel: 'Hvem er nu kulturradikale'? Og som sædvanlig morede jeg mig og gav TS ret i de bærende synspunkter: Religion er en lidt finere form for overtro, der vil dø ud i takt med moderniseringens fremmarch. Og: Religiøse argumenter har ikke nogen særlig autoritet. Og: Gud eksisterer jo helt oplagt ikke. Så vidt, så godt. Men igen dukkede den lille orm frem. TS havde forladt det første af de tre bonmot'er, forklarede han. Og jeg tænkte, hvordan kan han så hævde religionernes »uomgængelige og respektable« plads i samfundet, al den stund religion er gudstilbedelse, og Gud »helt oplagt ikke eksisterer«. Jeg troede ikke på det: Respekterer Seidenfaden virkelig mennesker, som tilbeder noget, som ikke eksisterer. Mener han i fuldt alvor, at dette indholdstomme »er en kilde til både mening og værdier«, som ikke er eksistentielt ringere end andre kilder. Er 'respektabel' ikke en lige lovlig stærk glose? Brugt i denne sammenhæng trækker den jo sin bruger direkte over i de skinhelliges brigade. Var det den platform, min avis hvilede på? Var dette årsagen til min forvirring? Jeg læste videre. 17.2. begrundede Lars Bonnevie i Weekendavisen sin udmeldelse af Dansk PEN i en afstandtagen fra foreningens støtteerklæring til Jyllands-Posten. »Dansk PEN's erklæring«, skrev LB., efterlader det indtryk, at bestyrelsen og dermed foreningen opfatter forsvaret af ytringsfriheden som foreneligt med forhånelse af et religiøst mindretal. // Den har dermed valgt side i et indenrigspolitisk spil, hvor fronterne trækkes skarpt op mellem dem, der med Dansk Folkeparti i spidsen mener, at enhver brug af ytringsfriheden er tilladt«. Her er der også noget galt. Citatets udslaggivende synspunkter forekommer begge for lette. For det første står det endnu tilbage at bevise, at offentliggørelsen af Muhammedbillederne (og PEN's forsvar heraf) er udtryk for »en forhånelse af et religiøst mindretal«. Mindretal??? Den halve verden synes at være i gaderne. Når man som jeg har taget debatten i ét stræk, er det slående, at der intet steds er nogen muslimsk sorg at spore - og det hverken lokalt eller globalt. Det er had og krigeriskhed, som demonstreres - ikke sorg, som vel ville være svaret på en mindretalsforhånelse. I skrivende stund synes det at ligge klart, at det først var, da Fogh sagde nej til at mødes med de 11 ambassadører, og da den danske imamdelegation derefter tog på rundtur i Mellemøsten for at sætte lus i skindpelsen, at sagen tog fart. Og det var bestemt ikke noget »krænket mindretal«, som gav lyd. Det var hele den islamiske verden fra Atlanterhavet og østover gennem Pakistan og Indien helt over til Indonesien, som rejste sig i en voldsom (og voldsomt overraskende) voldsbølge af ild og sten og boykot og had og adskillige dræbte. Det var de diktatoriske regimer og de ekstreme fundamentalister, som for en stund indstillede de lokale stridigheder for at vende sig mod Danmark (og senere imod hele Vesten) i en aggressiv afbrænding af flag. Jeg er overbevist om, at tegningerne ikke har skadet en sjæl - en muslimsk sjæl vel at mærke. De har for mange tværtimod været en kærkommen politisk anledning til at overskride en kritisabel hverdag og tænke på noget andet. Som Javed Anand i The Times of India kan også jeg kun huske to af tegningerne: den, hvor profeten er afbildet med en bombe i turbanen oppe over de vildt opspilede øjne, og den, hvor han råber efter et par selvmorderbombemænd: »Hej stop! Vent! Vi har ikke flere jomfruer«. (Var det ikke sådan?). Igen. De to billeder er da ikke på nogen måde vendt imod hverken en religiøs minoritet eller majoritet. De har faktisk ikke meget med religion at gøre. Og jeg kan slet ikke forstå, hvordan nogen kan læse dem sådan. Billederne handler om terrorisme. Det er så banalt, at jeg er helt flov ved at skulle sige det. Billedernes emne er de islamiske terroristers misbrug af deres hellige ikoner til destruktive formål. Som sådan er tegningerne udtryk for en solid, effektiv og relevant ideologikritik vendt imod en forkrøllet og pervers voldsteologi. De kommenterer de tidligere begivenheder i New York, Madrid, Mellemøsten og London, og de advarer mod de kommende. Allerede i 1739 havde Ludvig Holberg fat på denne karakteristiske side af den muslimske kultur. Så man kan næsten tale om en dansk tradition for advarsler. Holbergs fortolkning af islams voldelige tilbøjeligheder kan læses i hans 'Helte- og heltindehistorier', hvor han fortæller, hvorledes araberne på Muhammeds tid krævede, at den kommende religionsstifter skulle bekræfte sin lære og profetstatus gennem mirakler, ligesom Moses og Kristus havde gjort det. Da han ikke hverken opvakte de døde eller fik »de stumme til at tale og de døve til at høre«, begyndte hans tilhængere at forlade ham. Så »greb han til sværdet«, skriver Holberg, »idet han påstod at Gud havde givet Moses og Kristus magt til at udføre mirakler da han sendte dem til verden, men da menneskene fremturede med at foragte deres lære, havde Gud omsider sendt ham for med sværdet at tvinge vantroende til den rette tro. Han befalede derfor sine tilhængere, at de i stedet for at indlade sig i orddyster skulle kæmpe for Guds sag med sværdet i hånden, for at de kunne erhverve martyrkronen. Herfra kommer den tro blandt muhamedanerne, at de alle er udset til at kæmpe for troen, og at den kun kan udbredes med sværdet. Derfor plejer deres prædikanter at have et draget sværd i hånden«. (Bd. 1, s. 309-10 i Henrik Stangerups genfortælling). Skal vi tro på Holberg? Skal vi tro på at islams hengivenhed til vold så at sige ligger gemt i generne? Bonnevie kender Holbergs ord, som han i en boganmeldelse i Weekendavisen (6.5.04) karakteriserede som »en nuanceret opfattelse af Muhammed«, der »viser et grundigt kendskab til islams religiøse skrifter«. Krumsablen er så bare, for at afspejle vores århundrede, blevet opgraderet og skiftet ud med en bombe. Ingen i Danmark har sat spørgsmålstegn ved Jyllands-Postens ret til at publicere billederne. Men heller ingen har sat udråbstegn ved kunstnernes pligt til at tegne dem. Hvor det første er en selvfølge, er det sidste en undladelsessynd. Det andet punkt i Lars Bonnevies citat, som jeg vil kommentere, er hans konstatering af, at Dansk PEN med sin støtteerklæring dermed valgte side »i et indenrigspolitisk spil«. Ja, jeg forstår virkelig godt, hvad LB mener. Mit eget ubehag, da jeg læste mig igennem 25-30 eksemplarer af Politiken på én gang, har at gøre med de samme forhold. For pludselig kunne jeg ikke længere holde med alle dem, jeg plejer at holde med. Med ét befandt jeg mig i et selskab, hvor jeg ikke brød mig om at være. Og selvfølgelig er det ikke uden betydning, hvilken sammenhæng en tekst anbringes i. Havde det dog bare været Politiken eller Information, som havde trykt tegningerne. Så havde det hele bestemt været nemmere. Men man må skære igennem. For det første er det ikke hensigtsmæssigt, at man hver gang, Dansk Folkeparti mener noget, føler sig tvunget til (for en sikkerheds skyld) at mene det modsatte. Det resulterer jo på en bagvendt måde i, at man lader netop det parti bestemme ens meninger. For det andet er det en både farlig og forkert politik (og etik) at agere sådan. Den kreative venstrefløj har både ret og pligt til, som Jyllands-Postens tegnere, at udøve en tilbundsgående ideologikritik, først og fremmest over for den totalitære islamisme, hvis volds rækkevidde er global; men også over for enhver religions undertrykkende funktioner. Hvis man som Lars Bonnevie siger: »Da jeg ikke vil identificeres med synspunkter, der støtter Jyllands-Postens forhånelse af det muslimske mindretal i Danmark, end ikke i ytringsfrihedens misbrugte navn ... nødsages jeg med stor beklagelse til at drage konsekvensen heraf«. Ja, det er beklageligt. Ikke fordi vores statsminister i disse dage og timer står og råber på assistance fra netop forfatterne. (Han kunne bare have holdt det møde dengang med de 11 ambassadører). Men fordi en sådan træden tre skridt tilbage både støtter og giver plads til lige præcis de højrekræfter og det populistiske fremmedfjendske folkeparti, Lars Bonnevie og andre med ham ikke ønsker at mænge sig med. Som nævnt er jeg overbevist om, at de to tegninger, som er dem, der omtales og huskes, hverken har såret én eneste from muslim eller én eneste muslimsk regering. Jeg er tværtimod sikker på, at både regeringerne og deres troende undersåtter (hvis de ellers får lov til at kigge med) er enige i tegningernes budskab: Ned med den terror, som føres i vores religions navn, og som går ud på at destruere og/eller (jf. Holberg) tvangsomvende både kættere og vantro. Hvis man ikke vil sige dette af angst for at virke fremmedfjendsk og racistisk, og hvis man tier på grund af et ubehag ved at kæmpe for en sag, som også føres af personer og grupperinger, man ikke er vant til at være forbundet med, så hjælper man ved sin tilbageholdenhed de højrekræfter herhjemme og de reaktionære og antidemokratiske voldsideologier derude, som bestemt ikke selv besidder samme fine fornemmelser.