0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Iskoldt brændpunkt - kan blive varmt

En civil indsats i Centralasien kunne udrette mere gavn end militære indsatser andre steder. Rapport fra Kirgistan.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Tegning: Mette Dreyer

Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Folk døde af kulde i februar i et af verdens brændpunkter, men det fremgik ikke af de internationale vejrudsigter.

Under en debat om den humanitære og politiske situation i Kirgistan bemærkede en international ekspert lidt tørt, at Centralasien er det eneste område i verden, der aldrig figurerer på de internationale tv-kanaler CNN’s og BBC’s vejrudsigter.

Man panorerer fra Australien til Kina og Vesteuropa og videre mod vest, men Kirgistan, Tadsjikistan, Usbekistan, Turkmenistan og Kasakhstan dukker aldrig op.

De er ikke en del af den internationale medieverden.

Men i Kirgistan og Tadsjikistan har man oplevet den værste vinter i 25 år.

Og fra Afghanistan lige syd for de to lande kom der rapporter om, at 1.000 mennesker døde af kulde. I Tadsjikistan medførte frosten, at et vandbaseret elsystem, der i forvejen fungerede dårligt, stort set gik helt i stå.

Der kom ikke vand til turbinerne, og millioner frøs. Kulden ramte også landbrugsafgrøderne.

Priserne på mad eksploderede, og den krise, der er opstået, vil vare til næste høst.

Centralasien var en gang på godt og ondt en del af Sovjetunionen.

Det var centralistisk, det var autoritært, folk blev langt hen ad vejen styret udefra. Men alle svagheder til trods var der et system, der fungerede og gav en form for menneskelig og social sikkerhed og tryghed.

Det er snart 20 år siden, Sovjetunionen opløstes, men det, der afløste unionen, giver stadig ikke hverken sikkerhed eller tryghed.

Det betyder, at mennesker har det svært og dårligt. Men det betyder også, at kulden kun er en af mange faktorer, der truer. Og mange af faktorerne spiller sammen.

Vi har været i Kirgistan. Vi mødtes med gamle og unge mennesker, og det var frysende koldt.

Om natten minus 20 grader, om dagen minus 10 til 15 grader. Indendørstemperaturer omkring nul. For kirgiserne har ikke råd til varme.

74-årige Yuriy Mikailovich er bare et eksempel.

Engang var han afdelingsingeniør på en gigantisk fabrik for landbrugsmaskiner i Kirgistans hovedstad, Bishkek. 12.000 ansatte producerede blandt andet mejetærskere til hele Sovjetunionen.

Nu er han pensionist med 1.650 som (ca. 235 kroner) i månedlig pension. De fleste fyrer med kul, men Yuriy har en rigtig god gasovn.

Den fyrede han i en time hver dag, og hvis natten er særlig kold også en time hver nat. Det koster ham hver måned 1.200 som eller mere end to tredjedele af pensionen.

Vi kunne ikke få hans regnestykker til at gå op. Hvordan overlever han?

Til sidst fortæller han, at datteren i Moskva sender penge, men det er ikke en mulighed, alle har.

Han frøs. Og selv om han havde varmet ekstra op, inden vi skulle komme, frøs vi også, da vi sad i hans stue med frakker og halstørklæder, huer og lange underbukser inderst inde.

Når kulden er så gigantisk et problem, er forklaringen imidlertid også, at evnen til at håndtere alle typer problemer er langt dårligere end tidligere, både på det overordnede og det individuelle niveau.

Kirgistan slås med voldsomme økonomiske vanskeligheder, med politiske problemer og med religiøse og etniske modsætninger, der til dels er et resultat af de andre problemer.

Kulden har tilføjet en dramatisk dimension denne vinter. Men det er kompleksiteten af vanskeligheder og den manglende evne til at løse dem, både i Kirgistan og flere af nabolandene, der gør, at Centralasien trods kulde er eksplosivt.

Dette udkantsområde i det tidligere Sovjetunionen ligger mellem Kina, Rusland og Afghanistan.

Den ældgamle silkevej går igennem. I dag går der også olie- og gasledninger, og Kasakhstan er på grund af sin energirigdom blevet et mellemindkomstland.

Kirgistan og Tadsjikistan er blevet lande, der af FN defineres som fattige udviklingslande.

Selvstændighed og øget fattigdom fulgtes ad i flere af regionens lande, og selv om Kasakhstan på det økonomiske område afviger positivt, har regionen også en form for nyt skæbnefællesskab som et strategisk vigtigt multietnisk område midt mellem stormagter.

Kirgistans gigantiske fabrik for mejetærskere og de fleste andre store sovjetvirksomheder er for længst lukket.

Og lukningerne åbnede vej for massiv arbejdsløshed for de unge generationer. Samtidig mistede pengene og gamle menneskers opsparing deres værdi.

Veluddannede kirgisere, der både havde sparet op og havde ret til pension, var pludselig ekstremt fattige.

Det er de stadig.

De etniske kirgisere og de fleste andre etniske grupper i det etnisk blandede land er muslimer, men der er også et stort russisk mindretal, der bekender sig til kristendommen, nu hvor den sovjetiske ateisme er ved at være gået over.

Vi får at vide, at islam i Kirgistan har været præget af sufistiske strømninger.

Religion har altid været et fredsprojekt, og forskellige religioner har levet sammen uden problemer. Sådan er det stadig i store dele af landet, men der sker en radikalisering især i de sydlige områder og især blandt de unge.

Ved et koldt møde i Kirgistans næststørste by, Osh, fik vi tal, der forklarer en del.

Arbejdsløsheden er 20 til 30 procent i byområderne og 60 til 70 procent i mange af de små byer i landområderne.

Det er en arbejdsløshed, der først og fremmest rammer de unge. De har ingen penge, og de har intet at tage sig til.

Ufatteligt mange migrerer. Kirgistan har officielt 5 millioner indbyggere. Men det skønnes, at omkring 1 million migranter fra Kirgistan arbejder uden for landet.

Nogle i nabolandet Kasakhstan, men mange i Rusland, i Tyrkiet, ja selv i Sydkorea.

Det er godt både for Kirgistans vaklende økonomi og for arbejdsløsheden, at hundred tusinder af unge og midaldrende kirgisere arbejder uden for landet.

De sender flere penge hjem end hele Kirgistans offentlige budget, og migrantarbejdet reducerer arbejdsløsheden, der ellers ville have været endnu større og endnu mere ødelæggende.

Det typiske mønster er migration fra land til by inde i Kirgistan og migration fra Kirgistans byer til landene uden for Kirgistan.

Alligevel føler tusinder af unge, at fremtiden er udsigts