Folk døde af kulde i februar i et af verdens brændpunkter, men det fremgik ikke af de internationale vejrudsigter. Under en debat om den humanitære og politiske situation i Kirgistan bemærkede en international ekspert lidt tørt, at Centralasien er det eneste område i verden, der aldrig figurerer på de internationale tv-kanaler CNN’s og BBC’s vejrudsigter. Man panorerer fra Australien til Kina og Vesteuropa og videre mod vest, men Kirgistan, Tadsjikistan, Usbekistan, Turkmenistan og Kasakhstan dukker aldrig op. De er ikke en del af den internationale medieverden. Men i Kirgistan og Tadsjikistan har man oplevet den værste vinter i 25 år. Og fra Afghanistan lige syd for de to lande kom der rapporter om, at 1.000 mennesker døde af kulde. I Tadsjikistan medførte frosten, at et vandbaseret elsystem, der i forvejen fungerede dårligt, stort set gik helt i stå. Der kom ikke vand til turbinerne, og millioner frøs. Kulden ramte også landbrugsafgrøderne. Priserne på mad eksploderede, og den krise, der er opstået, vil vare til næste høst. Centralasien var en gang på godt og ondt en del af Sovjetunionen. Det var centralistisk, det var autoritært, folk blev langt hen ad vejen styret udefra. Men alle svagheder til trods var der et system, der fungerede og gav en form for menneskelig og social sikkerhed og tryghed. Det er snart 20 år siden, Sovjetunionen opløstes, men det, der afløste unionen, giver stadig ikke hverken sikkerhed eller tryghed. Det betyder, at mennesker har det svært og dårligt. Men det betyder også, at kulden kun er en af mange faktorer, der truer. Og mange af faktorerne spiller sammen. Vi har været i Kirgistan. Vi mødtes med gamle og unge mennesker, og det var frysende koldt. Om natten minus 20 grader, om dagen minus 10 til 15 grader. Indendørstemperaturer omkring nul. For kirgiserne har ikke råd til varme. 74-årige Yuriy Mikailovich er bare et eksempel. Engang var han afdelingsingeniør på en gigantisk fabrik for landbrugsmaskiner i Kirgistans hovedstad, Bishkek. 12.000 ansatte producerede blandt andet mejetærskere til hele Sovjetunionen. Nu er han pensionist med 1.650 som (ca. 235 kroner) i månedlig pension. De fleste fyrer med kul, men Yuriy har en rigtig god gasovn. Den fyrede han i en time hver dag, og hvis natten er særlig kold også en time hver nat. Det koster ham hver måned 1.200 som eller mere end to tredjedele af pensionen. Vi kunne ikke få hans regnestykker til at gå op. Hvordan overlever han? Til sidst fortæller han, at datteren i Moskva sender penge, men det er ikke en mulighed, alle har. Han frøs. Og selv om han havde varmet ekstra op, inden vi skulle komme, frøs vi også, da vi sad i hans stue med frakker og halstørklæder, huer og lange underbukser inderst inde. Når kulden er så gigantisk et problem, er forklaringen imidlertid også, at evnen til at håndtere alle typer problemer er langt dårligere end tidligere, både på det overordnede og det individuelle niveau. Kirgistan slås med voldsomme økonomiske vanskeligheder, med politiske problemer og med religiøse og etniske modsætninger, der til dels er et resultat af de andre problemer. Kulden har tilføjet en dramatisk dimension denne vinter. Men det er kompleksiteten af vanskeligheder og den manglende evne til at løse dem, både i Kirgistan og flere af nabolandene, der gør, at Centralasien trods kulde er eksplosivt. Dette udkantsområde i det tidligere Sovjetunionen ligger mellem Kina, Rusland og Afghanistan. Den ældgamle silkevej går igennem. I dag går der også olie- og gasledninger, og Kasakhstan er på grund af sin energirigdom blevet et mellemindkomstland. Kirgistan og Tadsjikistan er blevet lande, der af FN defineres som fattige udviklingslande. Selvstændighed og øget fattigdom fulgtes ad i flere af regionens lande, og selv om Kasakhstan på det økonomiske område afviger positivt, har regionen også en form for nyt skæbnefællesskab som et strategisk vigtigt multietnisk område midt mellem stormagter. Kirgistans gigantiske fabrik for mejetærskere og de fleste andre store sovjetvirksomheder er for længst lukket. Og lukningerne åbnede vej for massiv arbejdsløshed for de unge generationer. Samtidig mistede pengene og gamle menneskers opsparing deres værdi. Veluddannede kirgisere, der både havde sparet op og havde ret til pension, var pludselig ekstremt fattige. Det er de stadig. De etniske kirgisere og de fleste andre etniske grupper i det etnisk blandede land er muslimer, men der er også et stort russisk mindretal, der bekender sig til kristendommen, nu hvor den sovjetiske ateisme er ved at være gået over. Vi får at vide, at islam i Kirgistan har været præget af sufistiske strømninger. Religion har altid været et fredsprojekt, og forskellige religioner har levet sammen uden problemer. Sådan er det stadig i store dele af landet, men der sker en radikalisering især i de sydlige områder og især blandt de unge. Ved et koldt møde i Kirgistans næststørste by, Osh, fik vi tal, der forklarer en del. Arbejdsløsheden er 20 til 30 procent i byområderne og 60 til 70 procent i mange af de små byer i landområderne. Det er en arbejdsløshed, der først og fremmest rammer de unge. De har ingen penge, og de har intet at tage sig til. Ufatteligt mange migrerer. Kirgistan har officielt 5 millioner indbyggere. Men det skønnes, at omkring 1 million migranter fra Kirgistan arbejder uden for landet. Nogle i nabolandet Kasakhstan, men mange i Rusland, i Tyrkiet, ja selv i Sydkorea. Det er godt både for Kirgistans vaklende økonomi og for arbejdsløsheden, at hundred tusinder af unge og midaldrende kirgisere arbejder uden for landet. De sender flere penge hjem end hele Kirgistans offentlige budget, og migrantarbejdet reducerer arbejdsløsheden, der ellers ville have været endnu større og endnu mere ødelæggende. Det typiske mønster er migration fra land til by inde i Kirgistan og migration fra Kirgistans byer til landene uden for Kirgistan. Alligevel føler tusinder af unge, at fremtiden er udsigtsløs, og at de ingen muligheder har. Kirgistan har et væld af universiteter, men ikke megen faguddannelse, og det er meget begrænset, hvad der kommer af jobskabende investeringer til landet. Lokale og internationale organisationer arbejder med mikrokreditprogrammer og selvhjælpsgrupper. De søger at skabe forudsætninger for en stimulering af iværksættere og selvbeskæftigelse, og der er positive succeshistorier om unge, der åbner frisørforretninger, kopierer ulovlige dvd’er og laver reparationsvirksomheder. Men det batter endnu ikke alverden i det store og triste billede. De internationale og nationale eksperter er ikke i tvivl. Et af de klareste budskaber er, at »arbejdsløsheden øger risikoen for radikaliseringen af de unge«. Der bygges i disse år flere moskeer end før, og de finansieres med støtte fra Mellemøsten. Der kommer også flere mennesker i moskeerne end tidligere. Og der er en kamp mellem forskellige islamiske retninger. Kirgiserne siger, at »ekstremisme« er noget, der »importeres fra Mellemøsten«, og at de radikale retninger er i strid med kirgisisk tradition. Bistandsarbejde i Kirgistan handler derfor både om beskæftigelse, selvhjælp og religionsdialog. Regeringen HAR ingen generelle overordnede ungdomsprogrammer. Og i det hele taget er der ikke stor tillid til, at det politiske system vil eller kan gøre alverden for at forbedre situationen. Siden Sovjetunionens fald har landet gennemløbet en slags politisk zigzagkurs. Det har i perioder været et af de mere åbne centralasiatiske lande med betydelig mediefrihed og debat, men der har også hele tiden været stærke autoritære tendenser. Præsident Askar Kayev var Kirgistans leder fra uafhængigheden i 1991, men han udviklede sig mere og mere i retning af en autoritær semidiktator. Manglende resultater i kampen mod fattigdom og omfattende korruption førte til en folkelig revolte, som i dag går under navnet 2005-revolutionen. Akayev blev sat på porten. Han afløstes af Kurmanbek Bakiyev, og et nyt politisk håb levede i nogle måneder. Siden har Bakiyev imidlertid vist lignende autoritære tendenser. Han har forsøgt at ændre grundloven, så præsidenten får mere og parlamentet mindre magt. De fleste mener desuden, at det seneste valg i december sidste år var præget af massiv svindel. Det gav præsidentens parti meget stort flertal i parlamentet. Man taler om, at det politiske rum igen er ved at lukke sig i Kirgistan. Der er mindre plads til dialog og mindre respekt for det civile samfund. Udenrigspolitisk balancerer Kirgistan mellem stormagter og undgår dermed alt for megen politisk kritik udefra. Rusland er den gamle partner og allierede, som man hverken politisk eller økonomisk kan leve uden. Men i lufthavnen i Bishkek lander og starter og parkerer vi civilister klos op og ned ad gigantiske amerikanske B 52-bombefly. USA lejer lufthavn og base af Kirgistan som led i krigen i Afghanistan. Kina er en tredje storspiller i regionen. Alle de store spillere er samtidig interesseret i energiressourcerne. Dem er der ikke så mange af i Kirgistan, men i den centralasiatiske region er der masser. Kirgistan blev et uland, da Sovjetunionen brød sammen. Derfor får Kirgistan også udviklingsbistand, i alt omkring 50 dollar pr. indbygger pr. år. Ifølge FN’s seneste Human Development Rapport lever mere end 70 procent af Kirgistans befolkning under en fattigdomsgrænse på 4 dollar om dagen. FN’s grænse for ekstrem fattigdom er 1 dollar om dagen, men alene varmeregningerne og behovet for tykke frakker, huer og sokker samt isolering (som ikke er der) forklarer, hvorfor en fattigdomsgrænse i Kirgistan må ligge højere. Kirgistan har klart behov for bistand, men er også et land med anderledes kontraster end typiske ulande. Mange – især i den ældre generation – er veluddannede. Meget i bysamfundene svarer til en beskeden vestlig standard for 25 år siden. Men kulde og fattigdom og et dårligt fungerende statsapparat gnaver, samtidig med at uddannelse og beskæftigelsesmuligheder forringes. Udviklingen er gået baglæns. Nogle gange kan man næsten forstå russisk. Vi spurgte til udviklingen og drømmene og problemerne, og en gammel bedstemor sagde »Sovjetica nostalgica«. Der er stor Sovjet-nostalgi. Mange kan godt finde på at sige som noget positivt, at der trods alt er lidt større frihed i dag, men dengang var der gratis skole, gratis medicin, rimelig pension og arbejde til alle. Man var noget. Det er man ikke mere. Rusland er i Centralasien efter energiressourcerne. Mellemøsten er der med moskeer og missionærer. USA er der med store bombefly. Kina er der med ufatteligt mange meget billige varer og givetvis med en dagsorden derudover. De internationale organisationer er der med konkret bistand for at afhjælpe nød og elendighed. Men også med en vision om at bygge på de ressourcer, der er i befolkningen, og om at bruge det til at styrke folks evne til selv at håndtere problemerne. Vi var på besøg, fordi Folkekirkens Nødhjælp gennem arbejde med lokale partnere søger at styrke civilsamfundet. Man gør det ved sammen med andre vestlige organisationer at fokusere på lokale grupper og foreninger, der arbejder med de ældres vilkår, vilkårene for de nybyggere, der rykker fra landet og ind i byerne, samt vilkårene for børn og unge (det sidste blandt andet via et Operation Dagsværk-projekt) Det handler om fattigdom og om store behov, men naturligvis også om, hvordan vilkårene vil være i denne region om nogle år. Det brændpunkt, der i februar var ekstremt koldt, kan i løbet af kort tid blive meget, meget varmt. Og uden at foretage direkte sammenligninger med andre vestlige og danske indsatser kan man spørge, om en veltilrettelagt og mere omfattende civil indsats i Centralasien ikke kunne gøre mere gavn end militære indsatser andre steder. Normalt er det bedst at forebygge.