0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Paris ’68 - den store frigørelse

Hvad var der dog ikke sket, hvis revolten i Paris i maj ’68 havde været en revolution? I dag, fyrre år senere, er politisk magt blevet et mummespil ... Giv din kommentar til dagens kronik nederst på siden.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Det er fyrre år siden, en flok styrvoltske studerende i Paris overdøvede en minister med slagord.

Han var kommet for at indvie en svømmehal på fakultetet i forstaden Nanterre. De unge protesterede mod et campusreglement, der forbød mandlige og kvindelige studerende at være sammen efter mørkets frembrud.

Indvielseshøjtideligheden blev afkortet. Ministeren forlod i hast universitetet, smækfornærmet. Den heroiske happening 22. marts viste sig at være lunten til et masseoprør, en veritabel samfundskrise.

Snart bølgede latinerkvarteret med demonstrationer. Sorbonne blev besat, brostenene fløj, biler brændte, tåregassen flød, og barrikaderne groede op på boulevarderne. Det hele kulminerede 10. maj.

De voldsomme sammenstød med ordensmagten blev rigeligt dækket af den franske og internationale presse, der kedede sig ved de stillestående, parisiske fredsforhandlinger om Vietnam. Paris brænder! Begivenhederne, som journalisterne mere udglattende sagde senere, udløste 13. maj en generalstrejke. Krisen inden for det arkaiske universitet antog nu en social dimension. Det endte med en politisk krise.

Strejken lammede hele den franske økonomi. De Gaulle gik fra snøvsen. Men præsidenten fulgte så sin rævesnu premierministers råd.

Han genåbnede Sorbonne og forhandlede løn og arbejdsvilkår med fagforeningerne, der aldrig havde forlangt noget magtskifte. Hvorefter det nationale, franske højre, det vil sige gaullisterne, vandt parlamentsvalget stort.

Situationen ... maj ’68 var revolutionær, men det blev kun til en revolte. Præsidenten blev ikke styrtet. Man undgik et blodbad – som det i Mexico. Regeringen vandt tid, studenter- og arbejderbevægelsen var splittet. Folkestemningen svingede, da man kunne få benzin igen. Der kom heller ikke bagefter nogen rød terrorisme som hos italienerne og vesttyskerne. Alting blev som før – og intet lignede sig selv.

De oprørske akademikeres talsmand, den tysk-franske sociologistuderende Daniel Cohn-Bendit, i dag formand for De Grønne i Europaparlamentet, har udsendt en tynd bog med titlen ’Forget 68’.

Den aldrende reformpolitiker gider ikke høre mere om maj ’68. Fortid, hvæser han på utallige kollokvier, vi skal se fremad, sukker han i alenlange interview, lad os vende bladet, skriver han nu. Men han fortryder ingenting.

’Røde Danny’ fra dengang er helt naturligt ved at være træt af at symbolisere maj ’68. Og historikerne ikke alene står parate, de har i anledning af jubilæet produceret en bølge af studier og analyser. Sagen er, at maj ’68 var vigtig.

Det drejede sig i de dage om magt og begær, på fransk ’pouvoir’ og ’désir’. Det første ved vi, hvad er, i det mindste siden Machiavelli.

Det andet er lidt uhåndterligt på dansk. Det tager sit udspring i afdelingen for kønsdrift, men skal vi oversætte det til sanselighed, lyst, hu, brunst, lidenskab eller liderlighed? Eller bare livsappetit? Når nu alle er klar over, hvad vi taler om, og vi trods alt heller ikke vil bruge ordet forårsfornemmelser, vælger vi at bevare ordet begær.

Magten, den politiske først og fremmest, men i virkeligheden al myndighed, skulle falde. I al fald udfordres. Hele det gamle, hierarkiske system i familierne (faders vilje), i skolen, på arbejdspladsen og ikke mindst inden for statsapparatet, hvor faderskikkelsen de sidste ti år havde heddet Charles de Gaulle, skulle ryste i sin grundvold.

De unge ville have luft, de ville høres, være med til at bestemme tingene. De talte Roma midt i mod. I grunden var det et krav om demokrati. Selv om det var vagt formuleret og snart blev vildt ulogisk. »Det er forbudt at forbyde«, skrev de studerende på plankeværkerne. Det var i sig selv et forbud. »Fantasien til magten!«, lød det også. Selv om man siden faraonerne ved, at er der noget sted, al fantasi bliver kvalt, så er det ved magten.

Frankrig var på det tidspunkt stadig det stive, autoritære samfund, hvor en borgerlig elite arvede både stillingerne og formuerne. Al ordentlig stræben gik ud på at efterligne de toneangivende burgøjsere. Få gode karakterer, børn når man var blevet gift, bankkonto og forstadsvilla.

Det var et facadesamfund, men den pilrådne indmad blev så nogenlunde holdt under lugtegrænsen. Den frihedsberøvende magtkoncentration og manglen på ucensureret information dækkede over bjerge af korruption og selvtægt. I fyrstens skygge foregik der en trafik uden lige.

Den 5. Republiks leder og symbol var en uantastelig nationalhelt, der i 1940 havde reddet Frankrigs ære og nu vedblev at redde en fransk befolkning, der snarere trængte til at handle selv og få ansvar.

Generalen udskrev ganske vist folkeafstemninger, så det lignede noget demokratisk, men han forsynede dem altid med truslen om at gå af, hvis vælgerne sagde nej. Det var for resten sådan, man endelig kom af med ham. Men det var først året efter revolten i ’68, hvor gaderne genlød af »Adieu, de Gaulle, adieu de Gaulle, adieu ...«.

Begæret var ikke direkte samfundsrettet. Det var en febril vækst i det enkelte individ, der længtes efter kroppens frihed og kønnenes naturlige samkvem. De studerende, men for resten også lærlinge, arbejdere og kontorister, drømte om et seksualliv uden moralske barrierer, dem som et rødmende katolsk samfund anså for uundværlige, hvis jorden ikke skulle gå under.

Den gaullistiske minister, som de studerende piftede af banen 22. marts, symboliserede underkuelsen af seksualdriften – som af al resten. Den nævnte drift skulle ikke længere organiseres på samme måde som jernbanedriften. Med fast afgang og ankomst, forud bestemte endemål ... og klassedelt.

Det har været fristende for mange kommentatorer at koge ungdoms- og studenteroprøret ned til én stor horefest, et sorgløst bakkanal. Tolke de unges oprør som et udslag af deres båndlagte erotiske instinkter. Så var deres politiske budskab om en ny og mere folkelig definition af samfundet ligesom nemmere at feje til side.

Men tanken om fri kærlighed var dels ikke så løssluppen, som de chokerede og misundelige snerper forestillede sig, dels fra begyndelsen kædet sammen med kravene om en åben debat og reel medbestemmelse.

Retten til at bestemme over sin egen krop (’habeas corpus’ i den franske version) var det samme som retten til at blive hørt i politik og samfund. Wilhelm Reich havde i ’Den seksuelle revolution’ og andre bøger forklaret, at