Det er fyrre år siden, en flok styrvoltske studerende i Paris overdøvede en minister med slagord. Han var kommet for at indvie en svømmehal på fakultetet i forstaden Nanterre. De unge protesterede mod et campusreglement, der forbød mandlige og kvindelige studerende at være sammen efter mørkets frembrud. Indvielseshøjtideligheden blev afkortet. Ministeren forlod i hast universitetet, smækfornærmet. Den heroiske happening 22. marts viste sig at være lunten til et masseoprør, en veritabel samfundskrise. Snart bølgede latinerkvarteret med demonstrationer. Sorbonne blev besat, brostenene fløj, biler brændte, tåregassen flød, og barrikaderne groede op på boulevarderne. Det hele kulminerede 10. maj. De voldsomme sammenstød med ordensmagten blev rigeligt dækket af den franske og internationale presse, der kedede sig ved de stillestående, parisiske fredsforhandlinger om Vietnam. Paris brænder! Begivenhederne, som journalisterne mere udglattende sagde senere, udløste 13. maj en generalstrejke. Krisen inden for det arkaiske universitet antog nu en social dimension. Det endte med en politisk krise. Strejken lammede hele den franske økonomi. De Gaulle gik fra snøvsen. Men præsidenten fulgte så sin rævesnu premierministers råd. Han genåbnede Sorbonne og forhandlede løn og arbejdsvilkår med fagforeningerne, der aldrig havde forlangt noget magtskifte. Hvorefter det nationale, franske højre, det vil sige gaullisterne, vandt parlamentsvalget stort. Situationen ... maj ’68 var revolutionær, men det blev kun til en revolte. Præsidenten blev ikke styrtet. Man undgik et blodbad – som det i Mexico. Regeringen vandt tid, studenter- og arbejderbevægelsen var splittet. Folkestemningen svingede, da man kunne få benzin igen. Der kom heller ikke bagefter nogen rød terrorisme som hos italienerne og vesttyskerne. Alting blev som før – og intet lignede sig selv. De oprørske akademikeres talsmand, den tysk-franske sociologistuderende Daniel Cohn-Bendit, i dag formand for De Grønne i Europaparlamentet, har udsendt en tynd bog med titlen ’Forget 68’. Den aldrende reformpolitiker gider ikke høre mere om maj ’68. Fortid, hvæser han på utallige kollokvier, vi skal se fremad, sukker han i alenlange interview, lad os vende bladet, skriver han nu. Men han fortryder ingenting. ’Røde Danny’ fra dengang er helt naturligt ved at være træt af at symbolisere maj ’68. Og historikerne ikke alene står parate, de har i anledning af jubilæet produceret en bølge af studier og analyser. Sagen er, at maj ’68 var vigtig. Det drejede sig i de dage om magt og begær, på fransk ’pouvoir’ og ’désir’. Det første ved vi, hvad er, i det mindste siden Machiavelli. Det andet er lidt uhåndterligt på dansk. Det tager sit udspring i afdelingen for kønsdrift, men skal vi oversætte det til sanselighed, lyst, hu, brunst, lidenskab eller liderlighed? Eller bare livsappetit? Når nu alle er klar over, hvad vi taler om, og vi trods alt heller ikke vil bruge ordet forårsfornemmelser, vælger vi at bevare ordet begær. Magten, den politiske først og fremmest, men i virkeligheden al myndighed, skulle falde. I al fald udfordres. Hele det gamle, hierarkiske system i familierne (faders vilje), i skolen, på arbejdspladsen og ikke mindst inden for statsapparatet, hvor faderskikkelsen de sidste ti år havde heddet Charles de Gaulle, skulle ryste i sin grundvold. De unge ville have luft, de ville høres, være med til at bestemme tingene. De talte Roma midt i mod. I grunden var det et krav om demokrati. Selv om det var vagt formuleret og snart blev vildt ulogisk. »Det er forbudt at forbyde«, skrev de studerende på plankeværkerne. Det var i sig selv et forbud. »Fantasien til magten!«, lød det også. Selv om man siden faraonerne ved, at er der noget sted, al fantasi bliver kvalt, så er det ved magten. Frankrig var på det tidspunkt stadig det stive, autoritære samfund, hvor en borgerlig elite arvede både stillingerne og formuerne. Al ordentlig stræben gik ud på at efterligne de toneangivende burgøjsere. Få gode karakterer, børn når man var blevet gift, bankkonto og forstadsvilla. Det var et facadesamfund, men den pilrådne indmad blev så nogenlunde holdt under lugtegrænsen. Den frihedsberøvende magtkoncentration og manglen på ucensureret information dækkede over bjerge af korruption og selvtægt. I fyrstens skygge foregik der en trafik uden lige. Den 5. Republiks leder og symbol var en uantastelig nationalhelt, der i 1940 havde reddet Frankrigs ære og nu vedblev at redde en fransk befolkning, der snarere trængte til at handle selv og få ansvar. Generalen udskrev ganske vist folkeafstemninger, så det lignede noget demokratisk, men han forsynede dem altid med truslen om at gå af, hvis vælgerne sagde nej. Det var for resten sådan, man endelig kom af med ham. Men det var først året efter revolten i ’68, hvor gaderne genlød af »Adieu, de Gaulle, adieu de Gaulle, adieu ...«. Begæret var ikke direkte samfundsrettet. Det var en febril vækst i det enkelte individ, der længtes efter kroppens frihed og kønnenes naturlige samkvem. De studerende, men for resten også lærlinge, arbejdere og kontorister, drømte om et seksualliv uden moralske barrierer, dem som et rødmende katolsk samfund anså for uundværlige, hvis jorden ikke skulle gå under. Den gaullistiske minister, som de studerende piftede af banen 22. marts, symboliserede underkuelsen af seksualdriften – som af al resten. Den nævnte drift skulle ikke længere organiseres på samme måde som jernbanedriften. Med fast afgang og ankomst, forud bestemte endemål ... og klassedelt. Det har været fristende for mange kommentatorer at koge ungdoms- og studenteroprøret ned til én stor horefest, et sorgløst bakkanal. Tolke de unges oprør som et udslag af deres båndlagte erotiske instinkter. Så var deres politiske budskab om en ny og mere folkelig definition af samfundet ligesom nemmere at feje til side. Men tanken om fri kærlighed var dels ikke så løssluppen, som de chokerede og misundelige snerper forestillede sig, dels fra begyndelsen kædet sammen med kravene om en åben debat og reel medbestemmelse. Retten til at bestemme over sin egen krop (’habeas corpus’ i den franske version) var det samme som retten til at blive hørt i politik og samfund. Wilhelm Reich havde i ’Den seksuelle revolution’ og andre bøger forklaret, at orgasmen var midlet til at løsrive sig fra al undertrykkelse. Men ret få af de franske maj-68’ere havde nu læst Reich hjemmefra. Heller ikke Herbert Marcuse med det »endimensionelle menneske« i det blinde forbrugersamfund. Eller andre sociologer, filosoffer og psykoanalytikere, i Frankrig især Edgar Morin, Lacan og Althusser, Sartre ikke at forglemme. Det var bagefter, man greb til dem for at finde en teoretisk forklaring på den anarkistiske samfundseksplosion. Kristin Ross fra New York University har i en bog fra 2005 sat de tumultariske uger ind i et længere perspektiv. Hun beskriver de studerendes oprør og generalstrejken som kulminationen på ti års protest og samfundskritik. Perioden fra Algierkrigens afslutning (1962) til begyndelsen af 70’erne toppede i maj ’68, mener den amerikanske historiker. Ungdomsoprøret med den efterfølgende sociale protest kom ikke som et lyn fra en klar himmel. På samme måde er man i Frankrig begyndt at sætte maj ’68 ind i en større idémæssig sammenhæng. »De eneste regler, vi anerkender, er at leve uden døde tider og nyde (komme) uden hæmninger«, slutter en situationistisk pamflet fra 1966. Tråden kan også føres tilbage til surrealismen i 1920’erne. På det politiske plan hedder nogle af kilderne til oprørslysten den ufordøjede franske Algierkrig (Franz Fanon er helten), USA’s gerninger i Vietnam (My Lai-massakren er i marts 1968), de latinamerikanske revolutioner (Che Guevara blev dræbt i Bolivia i oktober 1967), mordet på Martin Luther King i Memphis (4. april 68), studenterrevolterne i San Francisco og Berlin (attentatet på Rudi Dutschke 11. april ’68), de fortvivlede antistalinistiske bevægelser i Warszawa, Budapest og Prag (Dubcek, det sidste forsøg på at give socialismen et menneskeligt ansigt), foruden afkoloniseringen i Afrika og maoismen i Kina – eller det, man så i den. Et slags alkymistisk mirakel gjorde, at Paris i foråret ’68 blev knudepunktet for alle disse aspirationer efter fornyelse. Den franske hovedstad var skueplads for en ubændig, men også munter vilje til at bekæmpe ’den gamle verden’ og dens ormstukne værdier. De studerendes og arbejdernes aktion var måske konfus, men festlig. Den var dybest set også storslået og ædel. Maj ’68 handlede om frigørelse. Af ordet, af mennesket. Nu siger Cohn-Bendit, at revolten i kulturel forstand var en succes, men rent politisk et nederlag - og heldigvis da! De revolterende karakteriserede dengang demokratiske valg som et slags forræderi, ren folkeforførelse. I virkeligheden ikke stort bedre end stalinisme og gaullisme! Hvad kunne der ikke være kommet ud af det, hvis revolten havde været en revolution? Frankrig har tidligere kendt til tyranni. I det perspektiv blev forhandlingsfreden på arbejdsmarkedet den afgørende faktor, der holdt landet tilbage på randen til afgrunden. Men samtidig førte den politiske fallit til en enorm skuffelse, da gaullismen bare kørte videre. Det er den, der op til i dag har gjort franskmændene mere aggressive, kyniske og illusionsløse end nogensinde. Problemerne er måske nok andre end dengang – samfundet smuldrer i mindre, ofte etniske, fællesskaber eller socio-økonomiske særkategorier, indvandringen og udsmidningerne er et rent statistisk produkt, der bare skal realiseres, forstæderne er hundrede gange mere eksplosive i dag, inflationen står for døren, skolernes værste hovedpine er volden, etc. Men de fattige er der endnu, de rige også. Afstanden mellem dem øges. Ingen forestiller sig for alvor, at nye tider er på vej. Hvor ungdomsoprøret kom, så og snublede, venter franskmændene i dag på sommerferien – og efterårsferien og juleferien og påskeferien og forårsferien. Bagefter på pensionen. Folk demonstrerer stadig, det er ligesom en tradition. Men hvor de Gaulle i al fald begyndte med at kridte støvlerne og stå fast, viger dagens ledere, lige så snart uroen vokser til noget, der ligner en bevægelse. Den politiske magt er blevet en elastik. Man sætter kursen efter meningsmålingerne, lurer på de truende skyer, bøjer så af. Reformforslagene fyres af i serier, men er for det meste kun prøveballoner. Hvor ungdomsoprøret i 1960’erne var præget af en vis naivitet på den ene side, en vis realitetssans på den anden, der foregår debatten (skænderiet) nu som en fægtekamp i et mørkekammer. Politisk overbevisning er en plet på månen. Republikken er blevet et mummespil. Min personlige erindring handler skiftevis om varm begejstring, bekymring og frustration. Selv om Den 5. Republik efter generalen fik mere jordnære præsidenter og blev shinet lidt op med årene, vedblev den med at være, hvad Pierre Mendès France havde kaldt den fortabte republik. En republik, der frygter og hader de unge, indtil de en dag holder kæft og tjener penge, har dømt sig selv på forhånd. Jeg lå og turede i det sydlige Frankrig, da bølgerne gik højt på det parisiske bolværk. Det var ikke tåregas, jeg fik i næsen, kun permanentkrøllerne på damen foran i køen efter mel, sukker, smør, olie og lokumspapir. Revolten blev så langt væk oversat til hamstring. På tv kunne man se, hvordan hele Paris stod i flammer. Det sørgede informationsministeren for. Der bliver nok borgerkrig. Vi tager for en sikkerheds skyld nogle flere ruller ... Frankrig er ude at skide. Sic transit gloria mundi – således fik Gloria endelig munden på gled.