VELKOMMEN til vores nye socialminister, Karen Jespersen. Hvis visioner og realiteter skal nå hinanden – så er der nok for hende at tage fat på. For nylig talte jeg med en socialrådgiver, som fortalte mig om en sag, som hun var meget optaget af. På et tidspunkt i samtalen spurgte jeg hende, hvorfor hun ikke lavede en underretning til kommunens familieafdeling, når nu hun var så bekymret for børnene, og hendes svar var: »Det gør jeg måske også, men lige nu vil der ikke komme noget ud af det. Forvaltningen vil spørge moderen, om hun vil have hjælp, og når hun så siger nej, så lukker de sagen, fordi moderen på overfladen gør det, hun skal, og fordi forvaltningen godt ved, at den hjælp, der i virkeligheden vil være behov for, rækker langt dybere og derfor formentlig ikke matcher med de tilbud, som kommunen har«. REGERINGENS nyeste udspil for at hjælpe udsatte børn blev præsenteret på det nys afholdte socialpolitiske årsmøde. I invitationen til mødet stod der: »Et af de helt centrale elementer i velfærdssamfundet er ... at vi sikrer de udsatte børn og unge lige så gode chancer, som andre har, for at gribe de muligheder, samfundet tilbyder«. Regeringen er meget ambitiøs på området – det skal den have! Politikere skal jo gå efter visionen – det er det, der gør dem til politikere. Vi andre er henvist til at leve med realiteterne! En indsats over for et udsat barn eller ung vil per definition altid være for sen i forhold til det optimale – alene på grund af det faktum, at samfundet jo først kan begynde at betragte dem som udsatte, når skaden er sket. Indtil da kalder vi dem slet ikke udsatte. Forældrene ejer og har ansvaret for deres egne børn – sådan er reglerne, og sådan er de af indlysende retssikkerheds- og samfundsmæssige grunde nødt til at være. Hvem skulle ellers tage ansvaret for dem? Når det er udgangspunktet, kan man dele de udsatte børn op i fire grupper. 1. Dem vi tvinger til at få en indsats 2. Dem der frivilligt går med til en indsats 3. Dem der selv beder om en indsats, men ikke får det 4. Dem der siger nej til en indsats DEN FØRSTE gruppe er de børn, hvor forholdene i hjemmet er så ringe, at reglerne giver mulighed for at bruge tvang over for forældrene. Altså iværksætte foranstaltninger, typisk en anbringelse uden for hjemmet, på trods af eventuel modvilje og modstand fra dem, der har forældremyndigheden. Men der skal rigtig meget til, før vi gør det. Reglerne siger, at der skal være en åbenbar risiko for, at barnets sundhed eller udvikling lider alvorlig skade på grund af utilstrækkelig omsorg, vold eller andre alvorlige overgreb, misbrugsproblemer, kriminel adfærd eller andre svære sociale vanskeligheder eller andre adfærds- eller tilpasningsproblemer hos barnet, før samfundet kan iværksætte en indsats mod forældrenes vilje. I praksis griber vi kun til tvang, når forældrene er seriøse misbrugere, og her taler vi (heldigvis) ikke om almindelige normaldanske rødvinsdrankere eller: Når forældrene er alvorligt psykisk syge, ikke ’almindelige’ stress- og depressionsramte eller: Når forældrene er meget udviklingshæmmede, altså med meget nedsat begavelse eller: Når forældrene af andre årsager er helt uden eller kun har et minimum af forældreevne. Men årsagen til forældrenes dårligdomme er i praksis faktisk ikke så afgørende. Det afgørende, når myndighederne skal bruge tvangsparagrafferne, er, at der er synlige beviser på omsorgssvigt og/eller mishandling, og det skal forstås ret bogstaveligt! Kun i meget sjældne tilfælde tvangsfjerner man børn på forventede begivenheder, og hvis man gør det, er det typisk, hvis f.eks. forældrene tidligere har mishandlet eller svigtet et eller flere børn, og intet ser ud til at have forbedret sig i mellemtiden. Børnene har typisk, tidligt eller lidt senere, været udsat for en eller anden form for mishandling eller omsorgssvigt, som de bærer med sig resten af livet – uanset hvad samfundet gør. Spørgsmålet er naturligvis, hvordan samfundets indsats kan komme til at kompensere mest muligt for deres oplevelser og ringe start i tilværelsen. Men fjerne det skete kan man ikke, og det er nok lidt naivt at tro, at samfundet kan lave en indsats, der (i forhold til arbejde, uddannelse og familieliv) ligefrem kan ligestille dem med børn, der er vokset op i en almindelig tryg og velfungerende familie (som i øvrigt kan se ud og fungere på ganske mange forskellige måder). Vi skal prøve at gøre alt, hvad vi kan, men et system kan aldrig helt reparere eller helt kompensere for den følelsesmæssige udvikling, der kun foregår i de første nære relationer mellem børn og forældre, eller for ødelæggelse af barnets basale tillid til sig selv og omverdenen. DEN ANDEN gruppe af udsatte børn, som samfundet kan gøre noget (og somme tider ganske meget) for, er dem, hvor forældrene både har en (større eller mindre) erkendelse af problemet og en åbenhed over for at modtage hjælp fra samfundet til at gøre det bedre! For dem er der faktisk en del muligheder inden for den nuværende lovgivning. Først og fremmest kan man lave en indsats, der sigter mod at beholde barnet i hjemmet, f.eks. i form af pædagogisk og praktisk støtte i hjemmet, man kan yde familiebehandling, man kan give særlige dagtilbud til barnet eller den unge og så videre. Man kan lave frivillige anbringelser uden for hjemmet og man kan også anbringe forældre og børn sammen uden for hjemmet i en periode, for at forældrene kan lære at blive bedre til opgaven. Mange børn og familier får god hjælp efter disse regler, men det er et problem, at der ofte gives for dårlige foranstaltninger – og her spiller økonomien en afgørende rolle. De forebyggende foranstaltninger, der kan afhjælpe et barns vanskeligheder i sådan en grad, at det får lige muligheder i forhold til andre børn, er ofte meget langvarige og skal rette sig mod hele familien, ellers er det kun krusninger på overfladen. Der vil ofte være brug for langvarige pædagogiske og familieterapeutiske forløb, hvis man vil skabe forandringer, der vitterlig gør en forskel. Der findes sådanne foranstaltninger – men de er dyre. Der er lange ventelister, og der er langtfra nok – og det er ikke noget, som kommunerne er glade for at bruge. DEN TREDJE gruppe er dem, der selv beder om en indsats, men ikke får det! Der er desværre mange eksempler på forældre (og sågar børn/unge), der rent faktisk selv beder om hjælp og ikke får den, f.eks. fordi forvaltningen simpelthen har for få hænder til at behandle sagen i tide – eller fordi myndighederne vurderer, at problemerne ikke er alvorlige nok til, at det er »noget, kommunen skal gå ind i«, som det hedder i forvaltningssprog. Det betyder: at det ikke er noget, kommunen behøver/vil betale for! Nogle af de sidstnævnte sager får lov at vente/ligge, til problemerne bliver store nok til, at kommunen er nødt til at gøre noget. Det er typisk, når samarbejdspartnerne (ikke børnene og forældrene selv) begynder at røre på sig. Det er, når pædagoger, lærere, psykologer, læger, naboer, krisecentre eller andre fra det omgivende samfund begynder at brokke sig for meget over, at der ikke sker noget, og den mekanisme understøtter jo mildt sagt ikke socialministerens intentioner om en tidlig og forebyggende indsats. Her er klart et problem! Hvor meget eller hvor lidt skal der til, for at kommunerne skal gøre noget? Det er i høj grad en vurdering, kommunerne selv laver, hvilket vel er rimeligt nok, hvem skulle ellers lave den? Når talen falder på ’bekymringsbørnene’, hører jeg ofte reaktionen, både fra sagsbehandlerne selv og fra andre fagfolk: Det der er slet ikke nok til, at kommunen vil gøre noget! Resten af de her sager – altså fra den gruppe, hvor forældrene og/eller børnene selv gerne vil have hjælp, men ikke kan få det – kommer der aldrig til at ske noget i! Hvor de børn havner, og hvordan deres liv former sig, ved vi selvsagt ikke noget om. Man kan jo ikke forske i eller lave statistikker på de familier, der ikke får hjælp. I relation til at bryde den negative sociale arv er det en gruppe, der er grund til at være bekymret for. Ikke mindst i lyset af, at forældreevne i meget høj grad handler om, hvad man selv fik fra sine egne forældre, da man var lille, og hvordan ens eget hjem fungerede. Forældreevnen kan forbedres, og noget kan læres senere i livet – men det er altså langt nemmere, billigere og med langt større succesrate, hvis man har forældrene, fra de er små – altså fra forældrene selv er børn! SÅ er der den fjerde gruppe, nemlig alle de børn, der er rigtig god grund til at være bekymret for og til at målrette en tidlig indsats mod, men hvor det ikke kan lade sig gøre, dels fordi forældrene ikke ønsker denne hjælp og indblanding fra myndighedernes side, og dels fordi der ikke er ’nok til en tvang’ – som man siger i fagsproget! Det betyder frit oversat, at man mangler blå mærker eller andre lignende tydelige beviser på, at der foregår overgreb på barnet, og/eller at der slet ikke bliver udøvet nogen omsorg for barnet. For nylig talte jeg – som nævnt allerførst – med en socialrådgiver, der arbejder i en foranstaltning for kvinder, som skal gøres arbejdsmarkedsparate, som det så smukt hedder. Socialrådgiveren var i kontakt med en ung kvinde, der er alene med tre mindreårige børn. Socialrådgiveren er meget bekymret for disse børn. Moderen er fysisk og følelsesmæssigt meget dårligt kørende og har intet netværk. Den familie, der skulle have været hendes netværk, er dem, der har mishandlet hende under hendes egen opvækst. Jeg spurgte, hvorfor socialrådgiveren ikke lavede en underretning til forvaltningen, når nu hun var så bekymret for børnene, og hendes svar lød akkurat: »Det gør jeg måske også, men lige nu vil der ikke komme noget ud af det. Forvaltningen vil spørge moderen, om hun vil have hjælp, og når hun så siger nej, så lukker de sagen, fordi moderen på overfladen gør det, hun skal, og fordi forvaltningen godt ved, at den hjælp, der i virkeligheden vil være behov for, rækker langt dybere og derfor formentlig ikke matcher med kommunens tilbud«. Som reglerne er i dag, er kommunerne i deres fulde ret til at lukke sagen. Moderen vil ikke have hjælp, og der er ikke nok til en tvangssag. Børnene ville formentlig heller ikke få det bedre af at blive tvangsfjernet. De har i den grad brug for deres mor – men hun kan ikke magte opgaven alene. Børnene får ikke dét fra hende, som skal gøre dem livsduelige. Så det rigtige ville være at lave foranstaltninger i hjemmet. Både noget, der behandlede moderen for hendes egen traumatiske opvækst, og noget, der støttede børnene og deres relation til moderen i deres hverdag. Hvis det skulle gøre en forskel, ville det være dyrt og langvarigt – men ikke nær så dyrt som at anbringe de tre børn om 5-10 år, når moderen frivilligt eller ufrivilligt er nødt til at smide ’håndklædet i ringen’. I alt 45 procent af alle anbringelser er af børn over 15 år ... Enhver kan sige sig selv, at risikoen for, at disse børn vokser op og bliver forældre med nedsat forældreevne, er enorm. Det er den negative sociale arv. Hvorfor siger kvinden ikke ja til at få hjælp nu? Tja – hvis folk altid gjorde det, der er bedst for dem selv, så ville meget jo være anderledes. Kvinden har aldrig fået en chance for at opdage, at andre mennesker er noget, man kan have tillid til. Denne kvinde er i kontakt med kommunen, fordi hun er på kontanthjælp – men ikke med afdelingen for udsatte børn. SOCIALFORVALTNINGERNE er totalt specialiserede. En afdeling tager sig af kontanthjælp, en anden af sygedagpenge og en tredje af at hjælpe de truede børn. Hvert enkelt område er efterhånden så kompliceret og krævende med hensyn til regelopdateringer, kontrol, dokumentation og antallet af sager, at man i alt for ringe grad forholder sig til noget så eksotisk som at motivere en kontanthjælpsmodtager eller en sygedagpengemodtager til at åbne sig over for en indsats fra en helt anden afdeling – på et helt andet område. Fokus i disse afdelinger er selvforsørgelse, selvforsørgelse og selvforsørgelse. På det område er regeringen nemlig også meget ambitiøs. I øvrigt er langtfra alle familier, der har behov for hjælp, i kontakt med forvaltningen, så også af denne grund er det vanskeligt at motivere forældre, der ikke ønsker hjælp. Men praksis er altså mange steder, at hvis forældrene siger nej tak til undersøgelse og hjælp, når kommunen kontakter dem, fordi de har fået en underretning, så bliver sagen lukket, og der sker ikke mere. De fleste kommuner er nødt til at lave en benhård prioritering af ressourcerne – også på det her område. De ved, at der er mange børn og familier, de ikke kan hjælpe på de givne forudsætninger, enten fordi forældrene ikke vil have hjælp, eller fordi det, de kan hjælpe med, ikke er godt nok til eller ikke passer til familiens problemer. Nogle kommuner har i praksis ændret fokus fra, ’hvor godt kan vi gøre det?’, til ’hvad er vi nødt til at gøre?’ Eller hvor lidt kan vi nøjes med uden at gøre noget forkert? Forkert vil i denne sammenhæng ofte sige: at man ikke har gjort noget, der kan kritiseres af revisionen og ankestyrelsen. HVIS regeringens ambitioner om en tidlig indsats og lige muligheder skal efterleves i praksis, så er vi nødt til at satse meget, meget mere på motivationsarbejdet og forebyggelse i normalsystemerne. Det vil sige, at jordemødre, sundhedsplejersker, vuggestuer, dagplejere, børnehaver og skoler skal involveres meget mere, og den slags er tidskrævende – og dermed dyrt. Vi skal også satse langt mere og tidligere på seriøse (ofte langvarige) foranstaltninger inden for hjemmets fire vægge, og her tænker jeg især på flere reelle muligheder for langvarige pædagogiske indsatser og familiebehandling, og det er også dyrt. Der er altså ikke mange smutveje. Men vi er også nødt til at se på, om det i nogle sager skal være muligt at iværksætte en indsats i hjemmet mod forældrenes ønske, selv om der ikke er synlige beviser på vold og omsorgssvigt. Det sidste vil give både etiske og metodemæssige udfordringer og retssikkerhedsmæssige problemer. Men så længe vi ikke gør det, svigter vi masser af børn og også deres forældre, som ofte selv engang har været børn, der blev svigtet!