I folkerepublikkens hemmelige tjeneste

Globaliseringen er over os. Og sådan gik det, da en dansk journalist tog job på en kinesisk radiostation, som sender på engelsk og fransk og nordiske sprog – fra Finland Giv din kommentar til dagens kronik nederst på siden.

Kroniken
FOR ABONNENTER

Tag med til Tampere.

Finlands tredjestørste by og med godt 200.000 indbyggere den største by i Norden, der ikke er beliggende ved havet. Dér, i Mumi-troldenes baghave, hvor Tammerkoski-elven slynger sig brusende mellem renoverede fabriksbygninger og industriskorstene, boede jeg i godt tre måneder fra januar til maj i år.

Jeg arbejdede som journalist for et kinesisk firma, Futuvision, og nåede på kort tid at få gjort op med en del fordomme om både den finske og den kinesiske kultur. Jeg nåede også at få en hel del bekræftet.

Tampere. Alene navnet klinger for mange danskere mørkt og fremmed og vækker øjeblikkeligt en række fordomme. Og lad mig sige det med det samme: Mange af dem viser sig ved nærmere eftersyn at være fuldstændig korrekte.

Lad os lige gå dem igennem fra en ende af: Nej, finnerne går ikke med kniv – eller de trækker den i hvert fald yderst sjældent. Ja, de drikker en hel del vodka, men de drikker også øl og Salmiakki – den finske pendant til ’små grå’ – og Koskenkorva brændevin, og en gang imellem kan man sågar se en finsk mand i fosterstilling på hovedgaden med en tom flaske Blå Aalborg mellem de frostbidte hænder – et smukt vidnesbyrd om Aalborg Akvavits fortsatte styrke på eksportfronten. Nej, finnerne snakker ikke så meget – selv om vodkaen plejer at løsne godt op for stemmebåndene. Ja, de går ualmindeligt meget i sauna. Ja, de pisker med mellemrum hinanden med birkeris. Og ja, ja, ja, ja – vinteren er uendeligt lang og tung og mørk og kold.

Det var den også, da jeg en mandag morgen i midten af januar mødte op til min første arbejdsdag i firmaet Futuvision, der er ejet af den kinesiske forretningsmand Zhao Yinong. Firmaet rummer en række afdelinger, blandt andet en mediedivision, der under navnet Radio86 producerer nyheder og features på web og radio til Danmark, Sverige, Finland, England og Frankrig.

Jeg havde fået ansættelse som journalist i mediedivisionens danske redaktion, og det var med spændt forventning, jeg begav mig i kast med at producere stof om Kina fra mit skrivebord i det åbne kontorlandskab på Pinninkatu 55.

Men arbejdet i Futuvision handlede, viste det sig, om andet og mere end journalistik.

Det kunne for eksempel handle om at skrive opdigtet læserrespons om den kinesiske Folkekongres årlige mødeserie. Eller om at producere en radioreportage med et live interview fra en kinesisk festival i Eskildstuna i Sverige – 24 timer før festivalen løb af stablen.

Ja, det lyder mærkeligt, det var også min første tanke. Men da jeg efter nogle uger første gang oplevede, at opgaver som disse landede på mit eller en af mine kollegers bord, begyndte det at gå op for mig, at Futuvision ikke blot var kinesisk ejet, i den forstand at ejeren var kineser – det var rent bogstaveligt ejet af Kina.

Ovennævnte opgaver blev bestilt af det statsejede kinesiske medie CRI, China Radio International, og når de sådan bare lige kunne bestille den slags opgaver, skyldes det, at Futuvisions mediedivision ikke tjener penge på at sælge reklameplads på hjemmesiderne eller content radio til stationerne i de nævnte lande. Tværtimod. Futuvision køber en times ugentlig sendetid af de respektive radiostationer i Sverige, Finland, Frankrig og Danmark.

Det vil vel at mærke sige en times sendetid eksklusive reklametid. Futuvisions indkomst hidrører udelukkende fra firmaets ’sponsorer’.

Altså de sponsorer, der ikke reklamerer for sig selv i radioprogrammerne, heller ikke på hjemmesiderne og heller ikke – i hvert fald ikke eksplicit – igennem programmerne og artiklerne. Med andre ord: Pengene stammer fra CRI, der er drevet og finansieret af den kinesiske stat.

Denne interessante struktur sikrer Zhao Yinong og Futuvision en pose penge, der er stor nok til at holde mediedivisionen kørende på lavt blus, og formodentlig stor nok til at en søsætte en række af firmaets øvrige projekter. Radiostationerne, der skal sende de ugentlige programmer, tager sig godt betalt for deres sendetid, så de er ligeglade, om der er mange eller få lyttere.

Futuvision har fået deres penge af ’sponsorerne’, så de er også glade. Og sponsorerne, altså den kinesiske stat – ja, den har fået en række hjemmesider og radioprogrammer, der producerer stof om Kina til fem europæiske lande.

Desuden har de fået noget fabrikeret læserrespons, en falsk reportage fra en festival i Eskildstuna og en række andre små tjenester af ringe konsekvens. Men mest interessant af alt har de – tilsigtet eller utilsigtet – fået oprettet en lille planøkonomisk ø i Tampere i Finland.

Svagheden i en sådan struktur er naturligvis, at der, når man ser bort fra de ansatte, der naturligvis ønsker at gøre deres arbejde bedst muligt, ikke rigtig er noget incitament for at skabe et godt produkt. Det prægede da også hverdagen i Futuvision, at hverken redaktøren eller den øvrige ledelse var specielt interesseret i, hvad der blev produceret, endsige hvordan det blev modtaget.

Desuden gik der ikke mere end tre uger, fra jeg startede i jobbet, før Radio Valde, der sendte vores ugentlige program, gik i betalingsstandsning. Dermed var min vigtigste grund til at drage til Finland forsvundet – nemlig muligheden for at arbejde med radio.

Ifølge min chef var der dog blot tale om et mindre tilbageslag. Zhao Yinong var, forklarede han selv, allerede langt inde i forhandlingerne med en anden radiostation, der dækkede hele Københavnsområdet. Han forventede en afklaring i løbet af den kommende uge. Bare rolig.

Så jeg tog det roligt, koncentrerede mig sammen med min danske kollega om arbejdet med hjemmesiden og kastede mig over, hvad jeg kunne opstøve af fritidsbeskæftigelser i den finske provins. Sauna syntes at være et oplagt valg. Sauna er det mest udbredte fænomen i Finland. En kulturel grundsten, ja, selve arnestedet for den finske folkesjæl. Mens det er ualmindeligt svært at opdrive et boligbyggeri i Tampere med vaskemaskiner i kælderen, er det nærmest utænkeligt, at der ikke er en fællessauna.

Hvis man går gennem gården i et tilfældigt boligkompleks i Tampere, er det ikke sjældent, man støder på et par venner eller familiemedlemmer, der lige nyder en kold øl eller sodavand i en pause fra saunaens skoldhede dampe. Det er med andre ord et fænomen, man bør forsøge at tage til sig som nytilkommen i Finland.

Heldigvis var flere af mine kolleger indædte vinterbadere, et koncept, der naturligvis inkluderer sauna. Og da jeg først én gang havde prøvet at sænke min krop ned i søens iskolde vand for derefter at søge tilflugt i saunaens hede, var jeg solgt.

Og følelsen af at stå uden for saunaen og sludre, uberørt af kulden, mens sneen fyger hen over den blegt lysende sø, er ganske enkelt magisk.

Saunaen er også det sted, hvor social interaktion med finnerne falder mest naturligt. Saunaen er deres hjemmebane, og det bliver gerne markeret med nogle ekstra skålfulde vand på de glohede sten, så de indfødte med frejdige smil kan betragte de fremmede vride sig i smerte i de skoldhede vanddampe, hvis man da ikke ligefrem – oh fryd! – må lide det ultimative nederlag og fortrække ned på et af saunaens lavere sæder, hvor varmen er mere menneskelig.

I dette forum, fornemmer man, har finnerne det godt med sig selv og er afslappede over for fremmede. Det synes ikke altid at være tilfældet, ikke umiddelbart og ved første øjekast i hvert fald. Snakkesalige er de altså ikke, det er ganske vist. I den første måned til halvanden i Futuvision vekslede jeg stort set ikke et ord med nogen af finnerne på min arbejdsplads, undtaget dog i festligt lag, hvor særlig nogle af it-gutterne i løftet stemning genvandt stemmens brug og forvaltede den løsagtigt under støvledans, fælleskrammere og massivt indtag af Salmiakki, Koss øl og tequila shots.

Nu er Futuvision som nævnt nok mere kinesisk end finsk. Kontoret er indrettet efter principperne i Feng Shui, og særlig gulvet springer i øjnene med dets store grå overflade, der kun brydes af en rød ’sti’, der løber fra hoveddøren og snor sig igennem lokalet forbi alle skrivebordene og de tilstødende kontorer.

Futuvision har ikke flere ansatte, end at der er en hel del ledig gulvplads, og jeg fandt det derfor altid naturligt at skrå ind over det grå ’arbejdsområde’, hvis jeg skulle i køkkenet eller på toilettet. Som for eksempel en eftermiddag, da jeg havde bedt min kinesiske kollega Sofia (et navn, hun havde valgt af nemheds skyld), om at guide mig i køkkenets sortiment af kinesisk te.

Men i det øjeblik jeg ville sætte foden på det grå område, greb Sofia mig i armen og rev mig tilbage på ’stien’. »No, we must follow the road. It is important, that we do not disturb those working«, forklarede hun mig med alvor i øjnene. Jeg gjorde naturligvis, som der blev sagt, men ikke uden en vis undren.

Sofia var i begyndelsen af fyrrerne, gift med en finsk mand og havde boet i Tampere i 16 år. Mens hun på mange måder var fascineret af og satte stor pris på den frihed, hun oplevede i Europa, var hun stadig præget af en opvækst i Kina under ekstremt autoritære forhold, hvor pigerne havde været adskilt fra drengene i skolen, og hvor hendes valg om at gifte sig med en udlænding havde været upopulært og tillige blev set som en ansvarsforflygtigelse i forhold til familien.

Hendes baggrund gav sig desuden udtryk i en meget stærk loyalitet over for firmaet. En fredag aften efter arbejdstid var jeg sammen med Sofia og nogle andre kolleger taget på en klub på hovedgaden for at få lidt mad og et par øl. Det udviklede sig, som den slags nogle gange gør, og hen på natten sad vi stadig og snakkede livligt.

Pludselig hev Sofia fat i mig og sagde, at det var dejligt, at vi kolleger kunne have det så rart sammen uden for arbejdstiden. Det var også meget positivt for Futuvision, mente hun. Derfor foreslog hun, at vi sammen forfattede et memo til vores chef og fortalte ham, hvor positivt et samvær vi havde i Futuvision.

Jeg blev noget overrasket over forslaget og sagde, at jeg syntes, vi skulle koncentrere os om at have det rart for vores egen skyld og måske tænke knap så meget på firmaet. »Oh, I know, I am always too Chinese«, sagde Sofia og så ud, som om hun var blevet taget i butikstyveri.

Historien tjener på ingen måde til at latterliggøre Sofia. Vi talte siden mange gange om hendes splittelse mellem europæisk og kinesisk mentalitet. Hun var altid meget åben omkring det, men også ude af stand til rigtig at ændre på det. Og forskellen i væsen og mentalitet mellem hende og så vores fælles kollega Lancy (endnu et kunstnernavn), der ligeledes var kineser, men 25 år og af sind og udseende meget europæisk, stod altid for mig som et billede på forskellen mellem det Kina, Sofia var vokset op i i 70erne, og det, Lancy voksede op i 20 år senere.

Futuvisions direktør, Zhao Yinong, var vokset op i endnu et helt andet Kina under Mao og den kommunistiske magtovertagelse i 1949. Det havde formodentlig også indflydelse på hans ledelsesstil. Futuvision var en slags familie og Zhao det ubestridte overhoved; ham, der traf alle beslutninger, tog og gav. Jeg tror, han opfattede virksomheden lidt som en fabrik, og derfor var det ham altid magtpåliggende, at der var mange arbejdere ved samlebåndene.

I den ånd indførte han også regler, som at vi ikke måtte gå samlet til frokostpause, for det tilfælde at han fik forretningsforbindelser på besøg. De skulle kunne se, at produktionen var i gang – og helst med så mange flittige hænder som muligt.

Og så var der lige den fabrikerede læserrespons, som jeg nævnte tidligere. Den kræver nok en ekstra forklaring med på vejen. At CRI gerne ville have noget respons fra Radio86’s læsere og lyttere om de nyheder, vi bragte, er der jo intet odiøst i.

At der opstod et problem, skyldtes alene, at Radio86 ikke har specielt mange læsere, samt at de, der er, kun meget sjældent skriver respons på historierne. At den guldrandede løsning på denne problematik skulle være at opdigte noget respons og sende det til Kina, havde jeg som uddannet journalist meget svært ved at acceptere. Det ønskede jeg kort sagt ikke at medvirke til, og det gjorde jeg ved flere lejligheder min chef opmærksom på, hvilket øjensynligt ikke faldt i specielt god jord.

I hvert fald blev jeg efter godt tre måneders ansættelse fyret. Ledelsen ønskede, med henvisning til gældende finsk lov, ikke at uddybe, hvorfor de fyrede mig. Men jeg er ikke i tvivl om, at det var direktørens beslutning, og at det hovedsagelig drejede sig om, at jeg havde sagt min mening.

Det var ikke stilen i Futuvision, og set i bakspejlet er jeg ikke i tvivl om, at alle var bedst tjent med den udgang. Desuden havde Zhao Yinong efter to måneder fortsat ikke fået en aftale i stand med en dansk radiostation – hvad jeg i øvrigt ikke er helt sikker på, han har husket at fortælle til sin ’sponsor’.

Men det var i hvert fald ikke nogen ulykkelig skilsmisse set fra mit synspunkt. Jeg kommer hverken til at savne Zhao Yinong eller Futuvision – der for øvrigt kunne prale af mottoet ’Business is People’. Men mine fantastiske kolleger vil jeg bestemt savne.

Og så kunne timingen have været bedre. Efter at have gennemlevet tre måneders trøstesløs finsk vinter, var jeg lige begyndt at fornemme en snert af forår i luften. Pigerne havde smidt vinterfrakkerne.

Birketræerne var efter otte måneders nøgenhed pludselig begyndt at blive blufærdige og dække sig til med spæde knopper her og der. Og studenterne var begyndt at søge mod elvens bredder med sixpacks, vodka, lavtaljede bukser, højt hår og en smittende glæde i forårssolen.

Men man kan ikke få alt. Mine tre måneder i Tampere var rent professionelt nok nærmest et tilbageskridt. Men menneskeligt var det en kæmpe oplevelse. Det var som at være i et fremmed land i en stor verden. Jeg kan kun anbefale det.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Få fuld adgang i 3 måneder for 299 kr

Eller prøv én måned for 1 kr.

Se tilbud

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce