Den danske indsats i Afghanistan handler om langt mere end krudt og kugler. Herhjemme hører vi mest om krig, kampe og ødelæggelse fra Afghanistan, og det er primært Helmand, som er i fokus. Slaget om Afghanistans fremtid står da også i høj grad i syd, og indsatsen under de hårde kampe i Helmand aftvinger den dybeste respekt for de danske soldater. Men også på andre fronter har Danmark været med til at gøre en forskel. I disse dage trækkes de danske soldater hjem fra Feyzabad i Badakhshan-provinsen i det nordlige Afghanistan. De har her været en del af den tyskledede styrke, der sørger for sikkerhed og udvikling. Soldaterne forlader en region, hvor situationen er bedre, end da de kom. Og der er opnået meget. Jeg har selv besøgt Feyzabad, og jeg har med egne øjne kunnet følge udviklingen. En af de største landvindinger i området er de mange børn, der nu går i skole. Indskolingsraten er i dag en af de højeste i Afghanistan. Endnu mere bemærkelsesværdigt er det, at næsten lige så mange piger som drenge går i skole. Dette står i skarp kontrast til, hvordan det var under Taleban-regimet, hvor disse drenge og piger ikke havde håb om en almindelig skolegang. Betydningen af dette kan næsten ikke overvurderes. Det er nemlig her, håbet for fremtiden virkelig skal findes. I et land, hvor kun en tredjedel af befolkningen kan læse, er vi virkelig med til at gøre en forskel. Forsvaret udfører som udgangspunkt ikke selve genopbygningen – det er en opgave, som Udenrigsministeriets folk løser på fortræffelig vis. Men soldater gør en stor indsats for at bane vejen og skabe rammerne for, at Udenrigsministeriets rådgivere og de store private bistandsorganisationer kan udføre deres arbejde med udvikling og genopbygning. Her spiller vores CIMIC-soldater en vigtig rolle. CIMIC betyder civil-militært samarbejde og udføres af soldater med en særlig uddannelse i samarbejde, identificering af projekter og lokale forhold. I Badakhshan-provinsen, hvor Feyzabad ligger, har soldaterne hjulpet med en lang række små projekter, der har været med til at danne grundlaget for den efterfølgende genopbygningsindsats. Som en dansk soldat i Feyzabad fortalte: »At se glæden i øjnene på en gammel mand som er ovenud taknemmelig, fordi vi har hjulpet med at reparere det lokale elektricitetsværk, så han kan få strøm til to 60 watts-pærer i sit hus. Det er det hele værd«. Selv om danske soldater trækkes ud, er indsatsen i Feyzabad og i Badakhshan-provinsen ikke slut. Der er stadig store udfordringer i dette fattige område på størrelse med Danmark, og sikkerhedssituationen er fortsat skrøbelig. Alligevel er der mange tegn på en positiv udvikling. Den afghanske hær og det afghanske politi er ved at etablere deres autoritet i provinsen, og indflydelsen fra de tidligere krigsherrer er aftagende. Provinsregeringen bliver løbende bedre til at klare de administrative opgaver, selv om reformeringen af den offentlige forvaltning kun lige er begyndt. Men det er samtidig helt klart, at der er brug for en international civil og militær tilstedeværelse i området i mange år fremover. Fattigdommen er omfattende, og infrastrukturen er rent ud sagt elendig. Man behøver blot at tænke på, at æsler fortsat er det foretrukne transportmiddel for at forstå, at der er et tydeligt behov for udvikling, og derfor bliver tyskerne i Feyzabad. Danmark er et lille land med begrænsede ressourcer. Vi trækker os ud af Feyzabad, fordi vi ønsker at opnå en større gennemslagskraft ved at koncentrere vores indsats. Der er ingen tvivl om, at udviklingen i det sydlige og østlige Afghanistan er vital, og jeg mener, at det netop er i disse områder, at de afgørende slag om Afghanistans fremtid står. I syd og øst er Talebans opbakning størst, og det er her, de bringer forsyninger ind og rekrutterer nye oprørere. De sikkerhedsmæssige udfordringer i Helmand er massive, og derfor er det godt, at vi fokuserer vores kræfter i syd. Danmark vil i højere grad bidrage til opbygningen af afghanernes egne sikkerhedsstyrker i dette område. Dermed bliver afghanerne – også i Helmand – gradvis i stand til selv at varetage flere og flere sikkerhedsopgaver, som i dag varetages af de internationale styrker. Det er netop en af prioriteterne i den danske Afghanistan strategi, som et bredt flertal i Folketinget støtter op omkring. Jo mere afghanerne selv kan tage ansvar for deres land, desto mere kan vores soldater spille en støttende rolle. Velfungerende afghanske sikkerhedsstyrker er også forudsætningen for, at vi på et tidspunkt kan trække vores soldater hjem. Derfor er det planen, at forsvaret snart sender en træningsenhed til Afghanistan, der skal være med til at oplære og træne afghanske sikkerhedsstyrker. Når man lægger en ny strategi, er det nødvendigt, at man gør status på den gamle. Det kan man gøre ved at se nogle år tilbage. Regeringen lancerede i 2004 en ny måde at sammenkoble den militære og den civile indsats på. »Samtænkning«, kaldte vi det, fordi det gjaldt om at få mest muligt ud af vores ressourcer ved at koordinere indsatsen og arbejde sammen på at nå det fælles mål. Den civile indsats skulle tænkes ind i de militære prioriteter og omvendt. Indsatsen i Feyzabad er på mange måder et godt eksempel på, hvordan samtænkning kom til at virke i praksis. Først ankom soldaterne og skabte sikkerhed og stabilitet. Samtidig begyndte CIMIC-soldaterne deres arbejde med at skabe gode relationer til befolkningen og begyndte så småt med de første små synlige projekter i området. Så snart der var sikkert nok, kom Udenrigsministeriets rådgivere og påbegyndte den egentlige genopbygningsindsats og lagde dermed grunden for den videre genopbygning. Og da forholdene i øvrigt tillod det, ankom de store bistandsorganisationer og ngo’erne og satte yderligere fart i genopbygningen. Vi er nået meget langt i dette samarbejde, og det er min opfattelse, at alle involverede parter – og ikke mindst det afghanske folk – nyder godt af det. De danske soldater nåede på deres patruljer ud i fjerntliggende områder af landet, der er stort set utilgængelige for andre. Den militære del af samarbejdet har mandskabet til rådighed og evnerne til at bevæge og beskytte sig selv i fjerntliggende egne. Den civile del af samarbejdet har ikke meget mandskab, men det er heller ikke tanken, da det jo netop er afghanerne, der skal udføre arbejde med rådgivning og finansielle bidrag fra Danmark. På den måde er der opstået et godt samarbejde mellem danskere og tyskere og mellem militære og civile aktører. Et samarbejde, der sammenlagt er til den afghanske befolknings bedste. Det oplever soldaterne i den goodwill, de møder hos afghanerne, der kan konstatere, at den internationale tilstedeværelse fører noget godt med sig. Samtidig udtrykker de stedlige ngo’er stor tilfredshed med det tætte samarbejde med den internationale styrke i Feyzabad. Ud over at identificere mulige projekter tilbyder soldaterne også ngo’erne uddannelse i, hvordan man eksempelvis forholder sig over for ueksploderet ammunition og laver nødreparationer af køretøjer. Soldaterne i Feyzabad beretter, at det, der betyder noget for dem, er at skabe kontakt til afghanerne – at tale med dem. Det betyder noget at skaffe strøm til deres huse og rent drikkevand til deres brønde. Og det betyder meget, at børnene kommer i skole. Fornemmelsen af, at man er med til at gøre en forskel. Når man kan se projekterne udvikle sig fra den første kontraktunderskrivelse – med fingeraftryk fra dem, der ikke kan skrive – til projekterne står færdige og betyder en reel forbedring af fattige menneskers kår. Det kan indimellem ærgre mig, at nogle hjemlige kritikere af indsatsen i Afghanistan stiller sig på sidelinjen og peger på problemerne uden at anerkende, at der er sket positive ting i Afghanistan. Landet har fået en forfatning, der har været afholdt præsidentvalg og valg til parlamentet, og der skal snart være valg igen. I landbruget er kornproduktionen fordoblet siden 2001. I 2001 havde kun 8 procent af befolkningen adgang til basale sundhedsydelser, i dag er tallet 82 procent. Børnedødeligheden er siden 2006 faldet med 25 procent. Vaccineprogrammer har betydet, at dødsfald som følge af tuberkulose siden 2006 er faldet fra 23.000 til 12.000 dødsfald om året. I 2001 gik ca. 1 million børn i skole, i dag er tallet 6 millioner. I 2001 gik næsten ingen piger i skole, i dag er ca. 40 procent af skolebørnene piger. Der er sket en syvdobling af antallet af lærere, og der er bygget 3.500 skoler. Disse fremskridt har Danmark en del i, og også det kan vi være stolte af. Det betyder ikke, at vi skal være blinde for de store udfordringer, vi stadig står overfor i Afghanistan, og som vi kommer til at arbejde med i mange år frem. Taleban forsøger af al magt at komme tilbage til magten, og det er fortsat nødvendigt med en massiv militær indsats for at bekæmpe forskellige voldelige grupperinger. De skyer ingen midler og tager ingen hensyn til deres landsmænd. De afbrænder skoler, henretter og terroriserer civilbefolkningen og bomber uskyldige for at vise, at deres regering ikke kan passe på dem. Sikkerhedssituationen er stadig skrøbelig, og de voldelige grupper kan i visse områder true den afghanske regerings autoritet. Taleban vil fortsat presse på i de sydlige og østlige dele af landet, og det må forventes, at de forsøger at øge deres indflydelse i nord og vest. Opium udgør et stort problem. Selv om der er små fremskridt, er den samlede opiumsindsats ikke en succes. Fattigdommen er stadig omfattende, og korruptionen i landet virker meget hæmmende for forbedringerne. Det betyder ikke, at den internationale indsats har fejlet. Man må dog hele tiden huske på det ekstremt ringe udgangspunkt, der var for sikkerhed og udvikling i Afghanistan i 2001. Man vender ikke situationen i et land på et øjeblik. Det kræver en omfattende og langvarig indsats. Påstande om, at det var forkert, at Danmark gik ind i Afghanistan, og at vi skal trække os ud hurtigst muligt, bunder ofte i forestillinger om, at Afghanistan ikke betyder noget for Danmark og dansk sikkerhed. Havde koalitionen ikke grebet ind, ville terroristerne have haft deres sikre tilholdssteder i et land, hvor styret holdt hånden over dem. Derfra kunne de i ro og mag have planlagt flere spektakulære terroraktioner. Og hvis vi trækker os ud nu, inden den afghanske regering og de afghanske sikkerhedsstyrker kan håndhæve deres autoritet i landet, risikerer vi, at Taleban med tiden vil genindføre deres middelalderlige regime i Afghanistan. Så vil vi være lige vidt. Vi skal ikke blive i Afghanistan for evigt. Vi har en strategi, der er bredt forankret i Folketinget, for, hvordan vi skal være med til at udvikle landet og opbygge de afghanske sikkerhedsstyrker, samtidig med at vi bidrager til etableringen af de nødvendige politiske og juridiske institutioner. Trods det hjemlige fokus på problemerne tror jeg, at vi i den større historiske kontekst vil kunne sige, at vores soldater har været med til at gøre en forskel. Det er jeg stolt af.