Forleden var Vejle et skridt foran Bruxelles, da den kreative amerikanske økonom Richard Florida stod i byens musikteater og delagtiggjorde forsamlingen i sine betragtninger om kreativitet og forskellighed som drivkræfter bag økonomisk vækst i det 21. århundrede. Kreativitet skaber vækst i den globale vidensøkonomi, og kreativitet skabes af forskellighed, sagde Florida. Derfor er tolerance og nysgerrighed over for det fremmede en nødvendighed, hvis der skal tjenes penge. Kulturminister Brian Mikkelsen var blandt tilhørerne. 14. marts slog EU-kommissionen et slag for Floridas tese, da EU’s ledere mødtes til det årlige topmøde om Europas økonomi, hvor medlemslandenes (manglende) bestræbelser på at leve op til unionens Lissabon-reformprogram blev gennemgået kritisk. Sidste år lancerede kommissionen sin første europæiske kulturstrategi, og kommissionsformand José Manuel Barroso fastslog, at »kultur og kreativitet er væsentlige drivkræfter for personlig udvikling, social sammenhængskraft og økonomisk vækst«. Topmødet bekræftede den kreative melodi: »Realiseringen af europæiske borgeres potentiale for innovation og kreativitet, som bygger på europæisk kultur og videnskabelig dygtighed, er afgørende for vækst i fremtiden«, hedder det i mødets konklusioner. Kulturstrategien sigter på at samle EU’s institutioner, medlemslande og Europas kreative aktører omkring en fælles dagsorden: At fremme kulturel forskellighed og interkulturel dialog. Kulturen skal bruges som katalysator for kreativitet og dermed understøtte Lissabon-reformprogrammet økonomisk. Og så skal kultur være en integreret del af EU’s internationale relationer med tredjelande. Mere end nogen anden kommissionsformand har Barroso løftet kulturområdet ind på Europas politiske scene. Skønt kultur er undtaget mange af de bestemmelser i det indre marked, hvor EU har mest magt, hvorfor medlemslandene ikke kan pålægges særlig meget fra Bruxelles, er det alligevel lykkedes Barroso og kulturkommissær Jan Figel at få Brian Mikkelsen og hans kolleger med til at gennemføre kulturstrategien. Så fremover skal hvert land hvert tredje år give EU-kommissionen en tilbagemelding om dens gennemførelse punkt for punkt. Hvorpå kommissionen kommer med en rapport, der viser, hvor det går godt, og hvor det måske går knap så godt, og hvor det kan gøres bedre. Hvilket betyder, at den åbne koordinationsmetode for første gang i EU’s historie er indført på kulturområdet. Så nu har kunstnere og kreative aktører overalt i Europa fået en ny målestok til bedømmelse af, om deres regering lever op til europæiske målsætninger på kulturområdet. Lad os se, om Danmark er kommet godt fra start. Hvordan går det med at fremme den interkulturelle dialog? Hvad med kreativiteten, der skal skabe økonomisk vækst? Og er kulturen på dagsordenen i vores forhold til verden uden for EU? De tre spørgsmål knytter sig til kulturstrategiens tre målsætninger, og det er gennemførelsen heraf, Danmark vil blive bedømt på. Vil vi leve op til forventningerne? 15. februar dannede Europahuset i Gothersgade, København, ramme omkring lanceringen af året for interkulturel dialog i Danmark. »Jeg håber, at 2008 virkelig vil blive året for interkulturel dialog. Ikke bare i vores fine, politiske deklarationer. Men også ude i virkeligheden. At vi får sat gang i en reel dialog mellem unge mennesker. Produktive samarbejder mellem mennesker med forskellig baggrund. Ikke bare nogen, der sætter sig ned og snakker sammen, fordi deres lærer siger, de skal, men fordi de har lyst og er nysgerrige for at finde ud af, hvem hinanden er«, sagde Brian Mikkelsen i sin tale, før han udnævnte fem unge ambassadører, der skal fremme interkulturel dialog i Danmark. De fem er musikeren og sangeren Ms. Mukupa, Sara Hadra, der er aktiv i integrationsarbejdet i Danmark og medlem af Rådet for Etniske Minoriteter, tekstforfatter og skuespiller på Yallahrup Færgeby, Nanna West og Özlem Saglanmak, samt Maja Lee Langvad, dansk forfatter bosat i Seoul. Året for interkulturel dialog er dermed i gang, og kulturministeren er måske inspireret af Florida i sit ønske om en reel dialog mellem unge mennesker og produktive samarbejder mellem mennesker med forskellig baggrund. »Kunsten, idrætten og så videre er også fantastiske igangsættere af interkulturel dialog, fordi de trives så godt ved forskellighed«, betonede Brian Mikkelsen, hvilket synes at understøtte de kræfter, der fremhæver sammenhængen mellem kreativitet og forskellighed og forskellighedens potentiale. Det er nye toner i kulturkampen. Vil de fylde rummet ud? Den europæiske kulturstrategi opstiller en række delmålsætninger, der kan benyttes som parametre for, hvorvidt et land i praksis fremmer den interkulturelle dialog. »Det er kunsten, der kan forme unge menneskers personlighed, så de får et åbent sind med respekt for andre og ønsket om fred«, citeres Yehudi Menuhin for at sige. Violinisten og dirigenten Menuhin, amerikansk født af russisk-jødisk ophav, spillede for de allierede under Anden Verdenskrig og for de befriede fanger i Bergen-Belsen i 1945. Før sin død i 1989 drog han verden rundt ’som kunstner på rejse’. Og kulturstrategien har netop den rejsende kunstner som sit ideal. Derfor sigter den på at »fremme mobilitet for kunstnere og kulturarbejdere og formidling af alle kunstneriske frembringelser på tværs af landegrænser«. Europæiske kunstneres muligheder for at arbejde overalt i EU skal forbedres. Private og offentlige midler skal støtte den rejsende kunstner. Tværkulturelle kompetencer og dialog skal styrkes, kulturel bevidsthed udvikles, sociale kompetencer og sprogfærdigheder stimuleres og livslang læring fremmes, hvis et land skal leve op til strategiens målsætninger. Er Danmark på vej ad den vej? I sin tale i Europahuset kastede Brian Mikkelsen et blik tilbage til koldkrigstidens Europa, hvor jerntæppet mellem øst og vest skilte folkene. Kulturministeren glædede sig over det nye forenede Europa og europæeres samtale efter murens fald. Men i dag snart fire år efter EU’s historiske østudvidelse er Europa stadig delt på arbejdsmarkedet, hvilket betyder, at den interkulturelle dialog hæmmes, når en østeuropæisk kunstner måtte ønske at slå sig ned i Danmark. Den rejsende europæiske kunstner er ikke lige velkommen, uanset hvor han eller hun kommer fra. Mens Danmark i udgangspunktet derfor har svært ved at leve op til kulturstrategiens målsætning om interkulturel dialog, er billedet anderledes positivt, når det gælder strategiens anden målsætning om kulturen som katalysator for økonomisk udvikling. En uafhængig undersøgelse fra det belgiske konsulentfirma KEA underbygger mange af de økonomiske elementer i den europæiske kulturstrategi. 2006 begik KEA en analyse af ’The economy of culture in Europe’, hvori det fremgår, at 5,8 millioner europæere arbejder i de kulturelle og kreative sektorer. Hvilket betyder, at kunstnere og folk omkring dem – producenter, journalister, formidlere og reklamefolk – udgør 3,1 procent af EU’s arbejdsstyrke. Sammen skabte de mellem 1999 og 2003 en økonomisk vækst på 19,7 procent, hvilket er 12, 3 procent bedre end gennemsnittet. Kort sagt, Europas veluddannede og fleksible kreative klasse tjener gode penge til gavn for samfundsøkonomien. I 2003 bidrog de med 2,6 procent til det europæiske bruttonationalprodukt, hvilket gør de kulturelle og kreative sektorer økonomisk tungere end sværvægtere som ejendomsmarkedet (2,1 procent af BNP) og tobaks- og fødevareindustrien (1,9 procent af BNP). Og her er Danmark godt med. Ifølge Kulturministeriet bidrog kulturelle og kreative sektorer i 2003 med 62 mia. kr., eller 5,3 procent af nationalindkomsten. Den kreative klasse har godt fat i Danmark, hvor 170.000 mennesker arbejder frembringende og kreativt. Disse 12 procent af arbejdsstyrken står bag 16 procent af Danmarks eksport til en samlet værdi af 68 mia. kr. KEA fremhæver i sin rapport om den kreative økonomi i Europa Filmbyen i Avedøre som et eksempel på en »hub«, eller det, man på dansk måske kunne kalde for et kreativt fluepapir, der er med til at tiltrække inspirerende og dynamiske mennesker, som tænker endnu flere skæve tanker over kaffekopperne centralt på Zentropas torv. Det, der er anderledes, skaber noget forskelligt, og forskellighed er ifølge Florida mere indbringende end det konforme. Også rundt omkring i kommunerne er kulturens potentiale blevet spottet – Floridas besøg i Vejle er blot et eksempel, Horsens’ forvandling fra fængselsby til koncertby er et andet. København har fået en opera og et skuespilhus, og på Holmen findes endnu en »hub«, og måske bliver den gamle Carlsberg-grund et tredje sted for udklækningen af nye tanker. Men Christiania normaliseres, og der er ikke plads til et ungdomshus i København, kan kritikere måske indvende. Og mange danske kunstnere foretrækker at slå sig ned i Berlin, hvor der er billigere at bo og mere ’rustent’ som et fangstnet for tidsånden; ja, hvorfor ikke leve et sådant sted, når beskæftigelsesministeren begrænser kunstnernes muligheder for at virke på supplerende dagpenge? Og mens kulturministeren italesætter forskelligheden som et ideal, fremmes engelsk som universelt fremmedsprog, mens arabisk og tysk, eller tyrkisk og fransk er i lav kurs og svært tilgængeligt oven på værdipolitiske besparelser på aftenskoleområdet og i modersmålsundervisningen. Så spørgsmålet er, om det vil lykkes at blive ved med at tænke anderledes og dermed fastholde indtjeningen i den kreative økonomi uden alt det kasserede og uden større udsyn mod andre civilisationer? Konkret lægger kulturstrategien op til at nå de økonomiske mål ved at fremme uddannelsesområdets kreativitet gennem en inddragelse af kultursektoren. Spørgsmålet er så, om nedlæggelsen af den frie ungdomsuddannelse og fokus på test i folkeskolen understøtter det formål. Men strategien lægger også op til at uddanne kultursektorens aktører ved at gøre kunstnere bedre udi ledelse og iværksætterkultur og ved at skabe forståelse for værdien af sponsorater samt udviklingen af kreative partnerskaber med private virksomheder. Her har Brian Mikkelsen allerede været med til at levere varen og gødet jorden ved at give virksomheder mulighed for at trække kunstkøb fra i skat. Værdipolitikken gør det altså svært for Danmark at gennemføre kulturstrategiens første målsætning om interkulturel dialog fuldt ud. Til gengæld er det næsten umuligt for Danmark ikke at blive et foregangsland, når det gælder målsætningen om kulturen som katalysator for økonomisk udvikling. Selv om stramninger i skolepolitikken har trukket i en anden retning de seneste par år, så står årtiers fokus på bredde i uddannelse og kultur stadig til troende, de kreative konjunkturer er gunstige, og private aktører har et incitament til at være med. Her er vi på rette vej. Hvorvidt vi også er på rette vej, når det drejer sig om kulturstrategiens tredje og sidste målsætning – den om, at kultur skal være en integreret del af EU’s internationale relationer med tredjelande – ja, det er gået hen og blevet et meget politisk spørgsmål. »Al kultur opstår ved blanding, samspil og konfrontation. Og vice versa er det isolation der dræber civilisation«, citeres den mexicanske forfatter og diplomat Ocavio Paz. Karikaturtegninger og islamkritisk kunst i Berlin sætter kulturen på dagsordenen i Danmarks relationer med tredjelande på en måde, der ikke er diplomatisk, men som uomtvisteligt indeholder konfrontation, og dermed kultur og civilisation, som Paz skrev. Sammen med de øvrige EU-lande er Danmark på vej til at ratificere Unescos konvention om beskyttelse og fremme af de kulturelle udtryksformers mangfoldighed, hvilket nødvendigvis må indbefatte hver streg og hver krusedulle, uanset om nogen – eller måske netop fordi nogen – nogle gange bliver stødt på manchetterne. Uenigheden internt i Danmark om Muhammedkarikaturernes lødighed og den manglende opbakning til forfægtelse af den grænseløse ytringsfrihed i de fleste europæiske lande – med Frankrig og Holland som væsentlige undtagelser – anskueliggør imidlertid, at EU står over for en væsentlig udfordring, når kulturen fremover bliver en integreret del af unionens politiske dialog med sine internationale partnere i især EU’s naboområde. Globalisering betyder, at fremmede lande og forskelligartede kulturer tvinges ind i en ny sameksistens i en global offentlig sfære, og det bliver et fælles vilkår for alle, at vi vil opleve elementer af andre kulturer, som vi ikke bryder os om. Nogle stødes af religiøse symboler, mens andre stødes af manglende respekt for religiøse symboler. Kulturstrategien lægger ikke op til en løsning af den problematik, men den skaber en ramme for en civiliseret dialog omkring internationale kulturelle spørgsmål, hvis betydning er stigende ikke bare i Danmark, men i de fleste EU-lande. Kulturens potentiale i det 21. århundredes Europa er enormt på et kontinent, hvis nationale og europæiske institutioner på én gang fremmer nationalstatens kulturer og tværkulturelle mangfoldighed. Konfliktpotentialet er også stort, men hvis EU-landene følger de optimistiske tangenter, som den nye europæiske kulturstrategi slår an, er forskellighedens kreative og økonomiske potentiale endnu større. Her har Danmark et fantastisk udgangspunkt og er godt på vej til at realisere store gevinster i den kreative økonomi, mens den interkulturelle dialog har det sværere. Til trods for at året for interkulturel dialog er skudt i gang. København har taget fat på at realisere EU’s kulturstrategi, og Brian Mikkelsen har givet både den interkulturelle dialog og den kreative økonomi politisk opbakning. Samtidig er Danmark med helt i front, når det gælder om at sætte kulturelle spørgsmål på den internationale dagsorden. Dirigenten slår nye toner an. Men vil vi høre orkesteret spille?