Alderdommen kommer med årene. Blot ens hjerte bliver ved med at slå, er man sikker på at nå frem til den. Endnu med fuld førlighed, og en del roterende tanker i kuplen, fristes jeg til at dele ordet: alder-dom. Jamen, velkommen så til slap tissestråle i prostataens skær. Velkommen til jagende smerter, som leder efter passende steder i skelettet at stramme skruen om. Okay – lad mig indrømme, at disse indledende linjers morbide humor søsættes i kølvandet på min 60-års fødselsdag. Fest og åndelige taler, himmelsk mad og vin, musik og sang, og så det lange HURRAAA. Men nu er jeg alene igen. Nu er der ingen skønne omskrivninger, men kun mig selv og min bærbare til at bære det hele. F.eks. synet af ældreboligerne et stenkast fra min lejlighed, som jeg bilder mig ind rykker en lille smule nærmere, hver gang jeg stiller mig ved vinduet og glor. Skal vi flette vore rollatorer sammen? Det sker faktisk, at rollatorer mødes, og sød musik opstår i gamle hjerter. For år tilbage rullede jeg som bibliotekar bogvognen gennem plejehjemmet her i Frederikshavn. Mejeristen Holger, en mand sidst i 80’erne, havde så godt som mistet kontakten med sin kone. I et hjørne af sofaen sad hun indhyllet i tæpper, så kun det afpillede hoved stak op. Hun stirrede frem for sig med rædsel i blikket, lignede mere en høne end et menneske, og mumlede hele tiden noget om, at nu blev mælken og ostene fra universet hældt ned over hende. Holger lånte stakkevis af bøger, verdenslitteratur med stor skrift. Få dage efter den stakkels kones død stødte Holger sin rollator ind i et stort, spraglet fruentimmer, som havde det med at stikke af. Hjem til Bangsbostrand eller på café i midtbyen. Men efter den påkørsel holdt hun op med at stikke af. Det var langt mere givende at dele sofa med Holger. Hver gang jeg rullede bogvognen ind på hans stue, så jeg dem sidde hånd i hånd. Og fra nu af lånte han kun et par romaner ad gangen. Han betroede mig, at han læste højt for sin elskede. Ja, det kaldte han hende, skønt hun ikke kaldte ham Holger, men Knud – navnet på hendes for længst afdøde mand. Jeg er vokset op som købmandssøn i landsbyen Ormslev ved Århus. Da jeg var i seks års alderen, gik jeg til ’sang og klaver’ hos den klaverboksende Rigmor. Jeg elskede den folkekære charmør Poul Reichhardts repertoire og sluttede hver undervisningstime med, stående i Rigmors sofa, at synge ’Den leende vagabond ’, ’Er du dus med himlens fugle’ , ’Liechtensteiner Polka’ – you name it. Få år senere meldte Rigmor mig til en talentkonkurrence i Pingklubben. Jeg kom blandt de fem bedste og kvalificerede mig til at synge i Folkeparken Friheden til Alex Hartmanns Orkester. Sangtalentet Per Gammelgaard sad på ladet i købmandens Lloyd-varevogn. Vandkæmmet og iført matrostøj skulle han optræde på Folkeparken Frihedens store scene med den liflige ’Liechtensteiner Polka’. Købmandens fingre trommede på rattet. Hans kone røg den ene cigaret efter den anden. Selv den lille Lloyd syntes at dirre mere end normalt. Den eneste, der hverken trommede, røg eller dirrede, var Per Gammelgaard med den gyldne sangstemme. Med rank ryg i matrostøjet og et hårnet spændt stramt ud over den vandkæmmede høstak sad han og stirrede roligt ind i fremtiden. Folkeparken Friheden var kun starten. Næste stop København. Pladekontrakt. Måske et kunstnernavn i stedet for Per Gammelgaard. Eller bare Per. Lige bag varebilen rumlede en Opel Rekord med fans fra Ormslev. Ved rattet sad Bent Søballe, fodboldtræner i Ormslev Boldklub. Og fra bagsædets åbne bilruder viftede Pers kammerater, Birger og døvstumme Palle, med dannebrogsflag. Det lignede et triumftog. Fornuftigt nok havde Birger og Palle sikret sig sangsolistens autograf, så de slap for at stå i kø senere på dagen. »Er du slet ikke nervøs?« spurgte købmanden med vibrerende stemme. »Nej, det lader jeg andre om«. »Jeg er simpelt hen hunderæd«, kom det fra købmandskonen. »Er du nu sikker på, at du kan teksten udenad?« Per sad på ladet som en ørn på sit guldæg. De to biler fra Ormslev ankom til forlystelsesparken flere timer før, deres lokale helt skulle optræde. Sammen med de andre udvalgte skulle han nemlig til prøve med orkesteret. Dirigenten Alex Hartmann slog tonen an, rækken af messingblæsere blæste forspillet til ’Liechtensteiner Polka’, og Per, som måtte stå på en taburet for at nå mikrofonen, sang flot og klart igennem. End ikke døvstumme Palle, som heppede og forsøgte at klappe i takt lige ved scenekanten, lod han sig distrahere af. Per lagde mærke til, at violinisterne smilede og kippede med buen. Hvad det skulle betyde, var han ikke helt klar over. Men trommeslageren råbte bravo og slog et par ekstra slag på stortrommen, så det var nok noget i den retning. Han steg ned fra taburetten, gik med faste skridt hen til manden med dirigentstokken og sagde: »Jeg vil gerne hedde Pedro New«. SØNDAGSMATINÉMed Folkeparken FrihedensPROMENADE-ORKESTERUnder ledelse af A. Hartmann. De stod foran en plakat og ledte forgæves efter navnet på sangsolisten fra Ormslev. Bent Søballe og købmanden mente, det måtte være en fejl, men købmandskonen bad dem lægge mærke til, at heller ingen af de andre optrædende var nævnt, kun A. Hartmann. »Og hvorfor så lige ham?« ville Birger vide. Han så vild ud i øjnene, og stubbene på hans aflange hoved slog gnister. »Fordi hans navn er kendt«, sagde købmandskonen som det naturligste i verden. »Kendt!« skreg Birger. Han knyttede sine næver mod plakaten. »Jeg har sgu aldrig kendt ham, den blæreskid! Men Per, ham kender jeg. Ham kender vi alle sammen!« Døvstumme Palle nikkede og vrinskede, og Birger råbte op om, at de blev nødt til at klage til direktøren. Det her skulle han ikke slippe godt fra! I det samme kom sangsolisten ned fra scenen ad en lille trappe. Birger pegede på plakaten og gjorde opmærksom på fadæsen. »Det er, fordi jeg har skiftet navn«. De andre måbede. Men sangeren løftede sit intense blik mod Folkeparken Frihedens sommerhimmel, som havde han fået en åbenbaring. »Jeg hedder Pedro New«. »Hvad skal det tosseri til for?« spurgte købmandskonen. Hun lukkede sin dametaske op og knipsede en cigaret ud af pakken. De andre ligesom smagte på navnet, Pedro New, og helt automatisk trak de sig lidt væk fra den kommende grammofonstjerne. »Hvad med Pat Boone, ville det ikke være klart bedre?« kom det fra Bent Søballe, mens hans øjne gled fra den ene til den anden. »Nej, han findes i forvejen!« sagde købmanden. »Men hvorfor er det så lige, at Pedro News navn ikke står på plakaten dér?«, blev Birger ved. »Fordi Pedro New er søndagsmatinéens store overraskelse«, slog Pedro New selv fast. Folk begyndte at bænke sig. Snart gik tæppet for A. Hartmanns festklædte promenadeorkester. ’In the Mood’, ’Satin Doll’, ’Quando quando’. En jonglør kastede rundt med tennisbolde, som revnede og blev til tørklæder. En bugtaler hostede penge ud af munden på sin dukke. Og på midterbænken foran scenen steg spændingen fra minut til minut. To lange blege tvillinger fra Mundelstrup sang ’Lille frøken Himmelblå’. En tyksak fra Brabrand brølede ’La Paloma’ på et sprog, som ingen nogen sinde havde hørt før. »Og nu, mine damer og herrer, vil vi præsentere Dem for en lille, musikalsk dreng fra Ormslev. Indtil for en time siden hed han Per Gammelgaard, men nu kalder han sig Pedro New, og det lover jo godt for fremtiden. Mine damer og herrer: PEDRO NEW!« Kapelmesteren snurrede rundt, svingede taktstokken til en fanfareagtig velkomst, og i det samme gik bænken med fans fra Ormslev amok. Købmanden kyssede sin kone, Bent Søballe råbte op om en stor sejr, og Birger og Palle kastede sig brølende ud i luften. Pedro New mødte dem med et dybt buk. Så steg han op på taburetten og sang med forandret stemme. Han sang, så himlen åbnede sig, solen nejede, og folkedansere fra Liechtenstein fejede hen over forlystelsesparken på et gulv af mælk, ost og nykærnet smør. Han sang, så får og geder på toppen af Liechtensteins bjerge brægede, og det tunge malkekvæg i dalene blev let til bens. Aldrig havde hans fans på den midterste bænk foran scenen hørt noget lignende. Og da sangen sluttede, og han bredte sine arme ud, kastede de sig ned på knæ, som var det Frelseren selv, der velsignede dem. Fjorten dage efter triumfen gik stemmen i overgang, og Pedro New blev igen Per Gammelgaard. Fremtiden og karrieren lå i ruiner. Birger havde læst noget om, at man kunne få sin lyse stemme tilbage, hvis man lod sig kastrere. Det var ikke noget særligt, mente han, et snit med lommekniven og ud med klokkeværket. At den kastrerede ikke kunne få børn, var en mindre biting, man slap så også for al svineriet med skrig og skrål, bleskift og yverbetændelse. Birgers far kørte rundt i en gammel lastbil hele dagen, og garagen blev udpeget til operationsstue. Jeg skulle ligge på et bord, som Birger fik rykket ud af bjerget af skrammel for enden af rummet. Birger kunne godt se, at bordpladen var møgbeskidt, men da rengøringsarbejde i større omfang var ham så inderligt imod, nøjedes han med at dække skidtet med gamle aviser. »Hvad laver du?« Jeg lå hvid og nøgen på operationsbordet, følte mig ikke helt tryg ved situationen. Birger holdt en tændt lighter mod sin lommeknivs blad og forklarede, at han dræbte bakterier. Hvis bakterierne fik held til at hoppe ned i såret, kunne de nemlig blive til stafylokokker. Og stafylokokker var nogle livsfarlige bæster. Flammen gav hans ansigt en gul og glødede kulør. Jeg kom til at tænke på udhulede roer med stearinlys i. »Skal jeg ikke bedøves?« »Bedøves?« »Ja, det kommer vel til at gøre ondt«. Birger flyttede lighteren ganske langsomt frem og tilbage, knivsæggens skarpe streg skinnede, som var daggryet på vej op over den. Det med bedøvelsen havde han ikke skænket en tanke, men så sagde han: »Du kan få den gamle skurebørste dér og bide i, hvis det gør lige så ondt på dig som på kaninerne«. Et vindstød hylede ned gennem garagens hullede tag og rundt om patienten på operationsbordet. Peter Krones kaniner! Pludselig blev jeg klar over, at det, vores nabo Peter Krone gjorde ved sine kaniner, var nøjagtig det samme, som Birger havde tænkt sig at gøre ved mig! Og Peter Krones kaniner skreg, så det kunne høres rundt om hele Ormslev. »Nå, men skal vi se at komme i gang? Spred benene!« »Nej, lad mig være! Jeg vil ikke!« Mens jeg hoppede rundt og samlede mit tøj sammen, råbte Birger, at nu havde han lige glædet sig til at gøre sin bedste kammerat en tjeneste, så han igen kunne blive Pedro New og komme til at synge på verdens store scener. Jeg fik fumlet bukserne og skjorten på, knappede skævt, sprang i gummiskoene og løb ud af garagen med snørebåndene slaskende om mig. »Jeg husker så let / og glemmer så tungt / at hovedet svæver / af erindring / og kroppen synker / dybt i borthed«, hedder det i Poul Borums digtsamling ’Lykkelige digte’. Og det er en lykketilstand, en svævende lethed på brændstoffet erindring, der beskrives. Men det, man erindrer og eksponerer i mere eller mindre sammenhængende glimt i den svævende ballonhjerne, kan have en bagside af lyssky glemsel og fortrængning. Så er det i yderste nødstilfælde op på briksen og ud med sproget. Tæl kun de lyse timer, og det skal nok gå galt! Med sproget kan vi gribe erindringsglimtene og rulle dem ud i sætninger på skærm og papir. Og ikke mindst fylde mellemrummene ud, skabe sammenhæng. At arbejdet punkterer den svævende tilstand af ballon, så kroppen på ny dukker op af ’borthedens’ dyb, er stensikkert en del af omkostningerne. Men for mig er skriveprocessen ikke bare en vej belagt med glasskår – nej, den er sandelig også bestrøet med roser næsten uden torne. Okay, som skønlitterær forfatter er det måske også en noget speciel bane, jeg befinder mig på, idet jeg bruger erindringsstoffet som springbræt til fiktionen. Dermed være ikke sagt, at sandheden kommer i anden række. Nej, jeg vil da gerne så tæt på den som muligt. Og jeg har altså stået på scenen i Folkeparken Friheden som gryende barnestjerne med ’Liechtensteiner Polka’ og Alex Hartmanns orkester. Slutningen af historien er sådan, som jeg gerne vil huske den. Den foregår i en drengeverden, hvor næsten alt kan ske, og er uden tvivl overdrevet. Det må gerne være underholdende. Det er logisk og banalt, at der hober sig mere og mere erindringsstof op i hjernen, og at det i den sidste del af livet fylder det meste. Alle har vi brug for at lægge livets store puslespil og få overblik. Hvor mange eufemistiske brikker, der ryger med i spillet, er ikke godt at vide, men vi er uden tvivl dygtige til at arbejde med vore fejltagelser, så det ser ud, som om de er begået med vilje. Tja … Måske er det trods alt også bedre at bortilluminere fejltagelser og fortrydelser end at lade dem gå ned som bomme, der spærrer for fremdriften. Men gud, hvor står disse fortabelsens situationer alligevel skarpt, fatale sekunder med tavshed eller bare et forkert ord, situationer hvor modet og selvsikkerheden svigtede. Come on! Når mine forældre og jeg tog afsked med mormor i Bogense, sagde hun farvel for altid, snart var det hele forbi, hun skulle dø. Da hun begyndte at sige farvel på den måde, havde hun fået det første tegn i form af en hjerneblødning. Men hun var kommet over den så helt og aldeles. I ti år, op gennem hendes 80’ere, gik hun formentlig og ventede på det afgørende hug, men på en munter og ligefrem måde, idet hun var underkastet Vorherres milde ordensregler. Vi smilede og kyssede hendes fine kinder og forsikrede hende om, at det nok skulle gå. Og det gjorde det jo også i temmelig mange år. Da tiden var inde, dejsede hun om i min mors arme. Mor sad med hende et minut eller to, åh, hun følte sig bare en smule svimmel. Så døde hun med et smil på læben. Mormor var med tiden blevet temmelig tyk, hverken sovs eller kartofler måtte gå til spilde. Hun havde giftet sig med en nøjsom hønseavler, som satte en ære i at spare på både æg og salt. Afholdsmand, ikke-ryger, gymnast. Engang så jeg ham tage imod en cigar med mavebælte. Mange tak! Hvorefter han maste den og smed den ind i kakkelovnen. Han døde som 64-årig af mavesår. Det er sådan en blank og fin sommerdag i dag, den sjette i mit nye runde år. Selv ældreboligerne på den anden side af vejen ser helt tilforladelige ud. Der står buketter på mit skrivebord og en 16 år gammel whisky, som endnu ikke er pakket ud. Lagavulin. Jeg kender den godt. Forestil dig, kære læser, at du stikker tungen ned i våd aske. Sådan smager den. Og den burde drikkes på en brandtomt, umiddelbart efter at brandmændene har gjort deres arbejde.