Ulykken ved sproget er, at vi tror, det er det eneste. Det talte og det skrevne: Det er det eneste, vi kan hænges direkte op på. Til nød kan vi medgive, at der også kan være tale om en slags sprog, når vi henvender os til hinanden gennem minespil, kropsholdning – eller gennem kunst. De øvrige sprog er det bedst at lukke sig for: magtens forskellige, altid ydmygende sprog (kaldet ’forventninger’, ’signaler’ eller ’budskaber’). Overvågningskameraets tale er f.eks. ikke til at tage fejl af. Det siger: Du er under mistanke som tyv eller terrorist. Reklamens sprog er lige så klart: Jeg anser dig for at være idiot. Muzakken: Dig kan man byde alt. Mens det grimme hus håner: Du er så vant til ikke at bruge øjnene, at du kan være ligeglad. Det er svært ikke at få øje på det, der sker for øjnene af os, og gøre os døve for de daglige bombardementer af ydmygende nedvurdering. Som købere og sælgere bidrager vi til det forbrug, der er målestokken for det rette liv, og opretholder således det samfund, der kalder sig selv en succes, så længe vi sælger og køber mere i dag, end vi gjorde i går. Når forbruget viser sig at have vokseværk af klodetruende art, kalder vi det for økonomisk vækst: et plusord fuldt af håb! For fyrre år siden protesterede det smukke ungdomsoprør mod alt dette humbug, eksploderede i munter respektløshed og livslyst og blev hentet ned på jorden. I dag er det klimaets tur til at protestere, og det savner enhver sans for humor. Denne naturens helt egen og uafhængige protestbevægelse har været kendt gennem en menneskealder, men også her har ørepropperne virket. Først nu synes budskabet uafviseligt: Naturen er mindre fleksibel end mennesket. Den reagerer på det, vi gør ved den: Den kan ikke tåle det. Det er ’en ny situation’. Den tvinger til at overveje, hvad det er for en verden, vi har skabt, og som har disse fatale klimatiske fremtidstrusler indbygget. Vi har overbevist hinanden om, at vor samfundsform er en succes, i det lille hyggeland Danmark endda en helt særlig succes. Hvis nu denne succes virkelig er fatal, en katastrofe i stil med de mange katastrofevisioner, fjernsynet bruger som hårrejsende underholdning, hvad skyldes det så? Kapitalismen med dens rovdrift på ressourcer, dens flotte økonomiske vækst og den usikkerhed og de konflikter, den spreder? Eller statsmagten, der kontrollerer os sønder og sammen i sit forsøg på at opretholde ro og orden? Skylden ligger hos dem begge, eller rettere, i selve samspillet mellem penge og stat. Økonomisk vækst og social kontrol er forbundne som yin og yang, de forudsætter hinanden, de balancerer hinanden, og de styrker hinanden. Ekspansiv og grænseoverskridende økonomi kræver bedre kontrol. Bedre kontrol baner vej for yderligere ekspansion. Det er dynamikken i dette samarbejde, der har lagt grunden for den rige verdens rigdom (mens statsmagten i de fattige er svag, kun nødtørftigt opretholdt med brutalitet og korruption). I vor del af verden forventes borgerne at være initiativrige og lovlydige på én gang. Men samtidig er der denne stadige mistro! Avisen har hver dag nye eksempler på, hvordan den økonomiske vækst ledsages af en tilsvarende vækst i forskellige former for kontrol, regulering og overvågning, af tilsyn og krav om dokumentation og faste standarder. Det eneste, al denne mistro er blind for, er, at det kan være den selv, der inspirerer til det, den mistænker os for. Den magt, som penge giver deres ejermand, uddyber og skærper de sociale og etniske modsætninger, avler overmod og frustration, undergraver en basal gensidig menneskelig tillid og truer adskillige økologiske balancer, og det bliver så det offentliges opgave at forebygge eller lindre de værste følger. Kontrol og overvågning skal berolige sindene, men holder samtidig uroen eller angsten i live ved at fokusere på truslerne, der lurer ude i mørket. I den fiktive spændingsfilm opsøger vi denne angst for at gennemleve den, i virkelighedens verden kværner den uforløst. Det private initiativ beriger samfundet og uddyber borgernes skepsis over for hinanden, og kun en fortsat vækst kan – koblet med statslige udjævninger og anden kontrol – udskyde eller lindre de konflikter og den utryghed, som den hensynsløse brug af pengene – og deres ulige fordeling – genererer, og som har så mange masker. Penge sætter både gang i samfundsnyttig produktion og i lyssky adfærd. Jo vigtigere de bliver som eneste gyldige fælles målestok, jo større bliver utrygheden og dermed kravet til statsmagten om kontrol og tryghed, når globaliseringen ophæver geografiske grænser, når tiggeren på Strøget er kommet i bus fra Rumænien, den ulovlige kopivare er fragtet i container fra Kina, mens cowboybuksernes bestanddele stammer fra 50 forskellige lande, og it-verdenen demonstrerer grænseløse muligheder for både fortjeneste og svindel. Når pengene – sorte eller hvide – står tilbage som det stærkeste globale sprog, det objektive vurderingskriterium og den enkeltes centrale mål og middel, og når disse penge uddyber eksisterende kløfter mellem rig og fattig, så vokser frygten for alle tænkelige former for forbrydelser, fra terror over momsunddragelse til knivstik, pædofili og tasketyveri, og forsøgene på at forebygge eller inddæmme uønsket adfærd gennem registrering, kontrol, overvågning og tyverialarmer bliver stadig vigtigere, mens der kræves dokumentation for udført arbejde og eksamenspapir og rent generalieblad ved stadig flere stillingsbesættelser, og ledige får pligt til at søge mindst fire job om ugen. Jo højere levefod, jo større del af bruttonationalproduktet må bruges til kontrol. I fattige lande opretholdes ordenen med vagtværn og mure rundt om overklassens villaer. I rige lande kan man ikke undvære Statistisk Årbog, hvis sidetal vokser fra år til år i takt med den økonomiske vækst. Nævn noget, der ikke findes tal på, kontrol med! Den politiske verden er ikke meget for at bemærke den snævre sammenhæng mellem det frie marked og den skærpede kontrol. Netop for en regering, der kalder sig liberal og engang talte om regelsanering, må det da også være flovt at iværksætte så megen dokumentation, registrering, overvågning og kontrol som den danske finder det nødvendigt at gøre (i samarbejde med EU, Interpol og CIA), og en sproglig analyse af gældende eufemismer vil vise, hvor ilde til mode den er ved det (når f.eks. klassificering kaldes smiley, tvangsbehandling af voldelige mænd kaldes kognitiv omsorgsbehandling, og kontoret for udsigtsløs opbevaring er omdøbt til udlændingeservice. Eller tænk på Bertel Haarders sprogbrug, når det gælder begrundelsen for prøver, test og karakterer. Hvornår får vi en ph.d. om politisk sprog?). Det er blevet noget af en sport for mig at læse den daglige avis med særlig opmærksomhed over for nye initiativer i retning af kontrol, registrering og overvågning. Søgningen skuffes sjældent, mens fantasien ofte overrumples. I min botanisering skelner jeg ikke mellem åbenlyst nødvendige og bizarre, grundløse eller fornærmende indgreb, det er selve den nervøse tendens mod stadig mere kontrol, der optager mig: dens mangfoldighed, fra tv- og politiovervågning og irisskanning over seerundersøgelser eller skjult kamera-kontrol til fitnesstræning og slankekure som former for selvkontrol. De daglige eksempler på skærpelser, den daglige vækst i antal af kontrollører og kontrolforanstaltninger må forbløffe den, der først er kommet på sporet. Det eneste, der liberaliseres, er dele af handelen. Alt andet strammes. Det drejer sig ikke kun om kontrol med indvandring fra elendighedens områder, med tilsætningsstoffer i maden eller proceduren for at få en byggetilladelse. Nu skal selv vanddybden i bassinerne i Europas zoologiske haver harmoniseres, det siger EU, som samtidig vil klargøre minimumkravene til makeup og opstille regler for, hvordan bivirkningerne skal indrapporteres (! – nej, de tænker ikke på kys, men på risiko for kræft og ufrugtbarhed). Jeg tager ikke stilling til fornuft eller ufornuft, men konstaterer kun fællesnævneren, når rygning forbydes på restauranter, når justitsministerens omkvæd er strengere straffe, når fedtprocent, holdbarhed og økologiske garantier er anført på salatens plastiklåg, når stadig flere mennesker er beskæftiget med at spørge os i telefonen om, hvad vi mener om et eller andet, eller med at registrere, hvad andre mennesker tjener, køber, sælger, foretager sig. Når skolelærere skal bruge mere tid på elevplaner og skriftlig evaluering af børnene, når universitetslæreres karriere afhænger af et avanceret pointsystem (afhængigt af, hvor mange normalsider de har fået trykt på engelsk, hvor mange kurser de har deltaget i m.v.), når der oprettes nye fængsler, indføres elektroniske fodlænker og foreslås indespærring af børn fra 12-års alderen, når kontrollen på plejehjemmene skal forbedres, og når vi overvåges af tv i butikker, på gader, i tog og skolegårde, vores biler af parkeringsvagter, og vi får trykte kvitteringer selv for det mindste beløb. En vanesag? Men fællesnævneren hedder mistro. Uden overflødige ord udnævner vi os selv og vor næste til utroværdig, så for en sikkerheds skyld ... Når en sådan mistillid institutionaliseres som almindelig omgangsform, sætter den onde cirkler i gang. Når vi f.eks. med et skuldertræk accepterer, at data om vore private mail og sms’er kan læses af en uniformeret tredjemand i op til et år efter afsendelse, eller når vi accepterer al den groteske personkontrol i lufthavnene, fartkontrollen i trafikken, eller tv-overvågningen i supermarkedet – når man ikke har ondt i sinde, kan man jo være ligeglad, ikke? – så accepterer vi at leve under mistanke i et land, hvis borgere hverken kan eller skal stole på hinanden, og som sikkert også arbejder sort. Men ved at acceptere disse grimme formodninger om os selv og vore indbyrdes forhold underbygger vi dem. Den mistænkte bliver mistroisk og får mistanken bekræftet. Med triumferende talent og en smule skadefryd på seernes vegne hænger forbrugermagasinet Kontant hver søndag aften en ny humbugmager ud. Men når et flertal af avisernes overskrifter er af foruroligende art, er det så, fordi verden er foruroligende, eller fordi redaktionssekretæren ved, at der er salg i foruroligelse? Det er ikke rart, hvis nogen vil snyde os for vore penge. Det er værre, hvis en utilregnelig person vil stikke en kniv i os. Men hvad er prisen for den overvågning, vi lærer at finde os i og vænne os til, og som ikke er hypotetisk, men virker her og nu? Den tjener ikke kun et objektivt formål som reel forebyggelse af reelle forbrydelser og som beroligelse af frygtsomme borgere, den har derudover en helt anden virkning, nemlig på vor selvforståelse. Den nedværdiger os, når vi finder os i den. Det er modbydeligt, når vi gør os blinde for følgerne af den voksende kontrol, overvågning og registrering, som den liberale regering udbygger uden protest. I virkeligheden er det en form for bestikkelse. En ydmygelse, der gør os til medvidere. Det ligger i sagens natur, at kontrol ikke kun kan sigte mod overtræderen, forbryderen, terroristen, som netop endnu er ukendt. Den må nødvendigvis ramme og derved fornærme samtlige sagesløse, når den insinuerer, at vi ikke har rent mel i posen. I overvågningssamfundet er vi skyldige, indtil det modsatte er bevist, og vi har kun to muligheder: Enten accepterer vi denne kontrol, lærer at leve som mistænkte og skaber eller udbygger derved underdanigheden eller skuldertrækket, apatien. Som det artige flertal. Eller vi afviser den vredt som sårende, en ondsindet mistænkeliggørelse: nærliggende for den sårbare. Kontrolsamfundet splitter os mellem lovlydige undersåtter, der lønnes med levefod for deres underdanighed, og mistænkte, der selv må tage følgerne. Rig og indforstået kontra fattig og vred. Lokalt og globalt. Kontrol er dragesæd, ligegyldigt hvor nødvendig den måtte forekomme. Kontrol, registrering, formynderi og skjult kamera, men også den selvkontrol, der ligger i forlængelse af den sociale eller kommer den i forkøbet: daglig kondi, højst 21 genstande om ugen, rygestop, ansigtsmaske, vægtvogtning, unge kvinder, der kontrollerer sig selv til skeletter. Selvkontrollen. Det daglige trafikhelvede er hvermands effektive indlæring i at opføre sig efter reglerne, med livet som indsats for afvigere. Kontrol og selvkontrol i højere enhed. Orwells kontrolsamfund, 1984, ligger lige så langt bag os som årstallet angiver. Og det er den faktisk eksisterende kapitalisme, der har nødvendiggjort det sofistikerede og kvælende spind, vi alle er fanget i, og som ikke kan afskaffes, når først det er indført. I al sin gru er det en anelse grinagtigt, når man husker, med hvilken forarget afsky borgerlige aviser gennem en årrække har afmalet skrækbillederne om kommunismens kontrolsamfund og dets usle lakajer og holdt den frie verden op som modbillede. I dag er det faktisk denne frie verden, pengestrømmenes frie samfund, der realiserer kontrolforanstaltninger af en sofistikeret mangfoldighed, som Orwell ikke kunne drømme om, og inddrager os alle som aktører, medvidere og mistænkte. Og gør det med god grund, som den til enhver tid sidste nye bankskandale eller plejehjemsafsløring belyser nok så relevant og væsentligt som de terrorister, der ellers er kontrollens foretrukne påskud. Et nervøst og rådvildt samfund, på vagt mod al tænkelig overtrædelse. Måske nervøsitetens dybere grund er dårlig samvittighed? Vi har stadig den protestantiske etik på rygmarven og ved godt, at det ender galt, at overforbrug er syndigt. Derfor er vi så modtagelige for truslerne om klimaforandring: Syndflod! Straf! Det, der er uden for vor kontrol, hævner sig på os, og vore indædte kontrolforsøg har desværre forkert adresse. Samspillet mellem vækst og kontrol har været en global succes uden fortilfælde, så det er forståeligt, hvis hverken kapital eller statsmagt har lyst til at se i øjnene, at hele dette globale spil, disse gigantiske investeringer, trods alle vidtløftige og velmente planer om en global klimakontrol stiler direkte mod et globalt klimatisk kaos, at den hellige økonomiske vækst er et forskønnende ord for livsfarligt vokseværk, og at den megen nødvendige kontrol har undergravet menneskelig værdighed og modstandsevne. Der ligger dramatiske år foran os. ’Væksten’ giver sig ikke frivilligt, og kontrollen bryder sig ikke meget om at falde denne sin gamle kumpan i ryggen. Hvordan får vi viklet os ud af dette spind?