Jeg har arbejdet som civil rådgiver for den danske bataljon i Basra i Irak gennem knap et år i 2005 og oplevede i den sammenhæng både de militære og de civile vagtværns funktion i øjenhøjde.
Jeg har derfor med stor interesse fulgt diskussionen om brugen af private vagtværn og/eller soldater i indsatsen i Afghanistan og helt generelt.
Det er ingen nem diskussion, for der er så vældig mange hylder med argumenter, og det er lidt forvirrende og frustrerende at høre, hvordan der hives ned fra disse hylder, så æbler og pærer sammenlignes, og vi ender uden værdige konklusioner i denne vigtige debat. For ikke at bidrage til at øge forvirringen vil jeg bl.a. springe hylden med etiske argumenter over, og jeg vil lige så grundigt smyge mig uden om rækken af juridiske komplikationer. Jeg lægger begge dele i filosoffernes og juristernes hænder. I stedet vil jeg koncentrere mig om den virkelighed, som de civile, militæret og de private vagtværn opererer i. Lad mig lige tage afstand fra brugen af den nedgørende betegnelse ’Lejesoldater’ om private vagtværn. Nej, private vagter er ikke soldater! De skal ikke i krig, ikke bekæmpe terrorister. De er bodyguards: De er muligvis uddannede som soldater, men de opererer ikke under soldatens kendetegn og krigens love. De er ikke uniformerede og dermed ikke genkendelige for civilbefolkningen i deres funktion. De kører i mørke 4-hjulstrækkere med tonede ruder, uden nummerplader og signalerer i både udseende og adfærd, at de er uden for landets lov og ret. Og altså ikke som de militære køretøjer, der markerer deres mandat, nationalitet og dermed også, at de er underkastet et retssystem; om end ikke landets egen lov, så dog deres egen nations ret og de internationale konventioner. Ja, de er til leje, de får hyre for deres arbejde ligesom jeg selv: De er loyale overfor dem, der betaler dem for opgaven. I betragtning af den seriøse hyre, de betales, må interessen for bibeholdelse af opgaven nødvendigvis indtænkes i vurderingen af deres funktion.
