Ingen KAN sige, hvor det kommer fra. Med tsunamier kan man – de kommer fra jordskælv, som måles på richterskala og kan forudses – men dansk films undergang dukker med mellemrum op i aviserne som kulturelle vejsidebomber, når man allermindst venter det. Man svæver op gennem luften i slowmotion, gennem trådløse ætere og hører stemmer: vigtige filmfolk i Sturm og Drang og Bachske toccataer – der synger om, hvor skøn dansk film var engang, og hvor dyster den bli’r, og verden helt uden mening! Først noterer man sig det med undren – sådan lidt, mens man bukker sig for lige at samle noget op – over en kop te ved frokostbordet, når filmholdet smalltalker om artiklen i Politiken, hvor endnu en filmmand har ladet sig interviewe på toppen af minareten og til alle fire verdenshjørner trækker vejret stakåndet. Siden bli’r man forskrækket, fordi det går op for én, at der er folk, som bli’r seriøst tynget af det. Nogle SIGER, at Triers Golfvogn er punkteret. At alt er ved at blive mainstream (læs: ondt), at overfladiskheden truer – at vovemod er borte og kunsten død – thi hvad blev der af det gyldne årti? Det er jo sådan set et spørgsmål, man med god ret altid kan stille til al fortid: Hva’ blev der af den? Selv den dygtigste teoretiske atomfysiker vil ikke kunne sige, hvor fortiden går hen, når den forsvinder! Men så meget kan jeg sige: Jeg tror ikke, den kommer igen – lissom jeg i øvrigt heller ikke tror, at Triers vogn er punkteret. Man kan kun have den største respekt for den mærkelige mand – som startede med at svine kritikerne til og fik dem til at elske sig – for derefter at introducere Art House på dansk med sådan et brag, at selv en ordinær anti-cineast i Struer fik øje for, at der fandtes andre film i sort/hvid end den, han havde set med Poul Reichhardt. Også selv om han aldrig så dem. Og i kølvandet på dét – et eksperiment, der hed dogme – som gav genlyd i kritikerverdenen – for det var kun en intellektuel konstruktion – og som satte Danmark på kunstkortet i den akademiske filmverden. Der kom gode film ud af det – men de havde nu også været gode, hvis de havde været lavet uden dogmeregler (som jo blev overtrådt) – for den gode film ligger under alle omstændigheder i manuskriptet. Dogme og Trier var et koncept, der udviklede konceptet Trier og dogme, og som slog igennem. Et par film gik rigtig godt – og det gik endnu bedre med idioter op og ned ad croisetten og ’Internationale’ på rød løber og høj cigarføring. Respekt for galskaben – respekt for for meget! Respekt for provokationen, vodka på saunaen og journalister i pool. TV bragede frem med serier og havde fået lavet en konstruktion, der gjorde det muligt, at skiftende unge instruktører blev udfordret på de lange serier – og derfor kom hovedkulds på arbejde. Sådan havde det aldrig været før. Det gav en enorm rutine, og både filmen og tv-drama voksede af det. Mængden af talenter i dansk film var stor og blev større. Og landet svømmede over i begejstring over, at udenlandske kritikere havde øje for dansk film. Nogle af filmene klarede sig oven i købet – i gennemsnit ganske beskedent – men alligevel pænt derude og blev set. Medierne forstørrede det nok lidt. Det har altid været dansk vane – at blev en film solgt til Tjekkiet, så var den så godt som solgt til hele verden – og så skulle Hollywood nok lige passe lidt på. Lissom en dansk håndboldspiller solgt til Liechtenstein en overgang kunne få overskrifter svarende til Ronaldinhos skift til Barcelona. O.k. En lille nation har behov for store succesoplevelser – det har vi alle, men indimellem blev der altså anvendt lige lovlig mange anabolske steroider for at få overskrifterne store nok. Nu var dansk film på alles læber i hele verden (også selv om verden ikke vidste det) og det danske publikum – ikke mindst – var ved at vende tilbage til biograferne for at se film med danske stjerner på! Så nu måtte vi til at lave mange af dem. 20-25 spillefilm om året – og der blev oprustet og købt ny bygning og design til Filmhuset i Gothersgade og med kongelig udsigt. Ikke noget galt med udsigt. Tværtimod. Al kunst skabes på det – opstår ud fra et overmod, en trods, en gal improvisation – men lader sig også nogle gange kun svært afhente eller gider bare ikke den dag, har hovedpine og vil hellere sove, er nogle gange en rigtig svær kæreste og oven i købet troløs. Netop derfor er det også svært at sætte tal på, hvor mange kunstbabyer der kan undfanges om året. For problemet med spillefilm er jo, at hvis man vil, kan man jo lave hundrede film om året eller tusinde! Det behøver jo ikke være svært: Man skal bare bruge et manuskript, nogle regibemærkninger og replikker, der fylder godt 100 sider, noget udstyr og nogle skuespillere. Spillerne skal helst kunne det udenad. Så filmer man dem – og når de har sagt det, der skal siges, sender man det ned til en klipper og beder hende sætte det sammen til noget, der varer ca. 100 minutter. Hvis filmen bli’r lige så sær og kedelig, som læseren nok vil frygte efter den her lakoniske og rasende satiriske beskrivelse – så vinder den en førstepris på filmfestivalen i Ljubljana, hvilket bli’r omtalt over to spalter på side 2 i Politiken. Det, AT DER var sprunget mange filmfolk ud i dansk film, var jo ikke beviset på, at det flød med talenter!? At man bare kunne ønske sig til flere. Forfattere og instruktører er jo på en eller anden måde: individer. Ikke et gospelkor, der søger flere medlemmer. Måske kunne dansk film simpelthen ikke bære den voldsomme opgradering på antal og palmeambitioner? Og måske var der bare få instruktører til at lave virkeligt gode film – undskyld, men er det ikke en sandhed, også i kunsten – at der findes store kanoner og så andre, der står på spring i anden og tredje række? Eller er det helt forbudt at sige højt? Jeg er absolut ikke ude i at forklejne kolleger, som klarer sig mindre godt – eller afskære kommende talenter chancen for at gå ind og henrette den etablerede filmkunst i Danmark, men det er altså bare sådan, at nogle kan – andre kan ikke. Nogle bli’r bedre – nogle bli’r aldrig bedre. Måske HAR den her tsunami af pessimisme derfor noget med alt for spændte forventninger at gøre? Journalister keder sig jo også indimellem, og så kommer de til at tænke nostalgisk tilbage på dengang, de var i pølen med Aalbæk – et pittoresk billede, de fleste af os kun kan drømme om ... og så ringer man op til Ib Tardini, som måske også er lidt trist den dag – og så kører møllen. Der har været gode film i Danmark siden midthalvfemserne – men der har altså hele tiden også være crap. Fordi dansk film ikke har hentet en gylden palme hjem for nylig, så er det vel ikke den helt store katastrofe, og en oscar har vi jo ikke set, siden Bille hentede den hjem (en i øvrigt helt glemt figur i filmsnakken i det her land – en dygtig og interessant filmkunstner, hvis film man kan være uenige i, men som var den absolut første, der skabte international fokus på dansk film – men det glemte vi lige i forbifarten). Men det var, som om kritikken – den dengang begejstrede tsunami – ikke kunne få nok. Danmark var død og pine verdensmester – og selv et håndholdt halvhumoristisk stykke naturalisme med bart kunne få et sepia-farvet køkken i Greve til at blive verdenskunst i steroid begejstring både her og i Ljubljana. Imens tæskede interessante udenlandske film ind over grænserne. Især amerikanske. Coen-brødrenes mesterværker – del Toros magiske visualitet – Amenábars dystre sjælemørke – Eastwoods spændte eksistenser – Raimis eventyrfortællinger – Pixars grænseløse 3D-fantasier – Mangolds musikalske virtuositet – Tarantinos vanvid og Rodriquez’ dobbeltløbede eksperimenter. Først da det gik op for den danske verdenspresse, at Ljubljana ikke holdt, og filmene måske ikke altid havde tøj på – så ebbede det ud i tavshed, og festen sluttede. Lyset slukkede, serpentinerne faldt til jorden, og en enkelt lille fejemand gik rundt inde i salen mellem kridtstregerne. Der er nu engang orgasmens dramaturgi: Først spiller Gladiatorernes Indtogsmarch – siden kvidrer gråspurve næsten uhørligt. Min pointe er, at der egentlig ikke er nogen krise i dansk film – men at festen, der blev holdt, måske var for forblændet. Herom dagen læste jeg en artikel i Politiken, som begræd, »at det er nu kommet så langt ud i dansk film, at man ikke i dag ville producere en film, der handler om en kommissær, der efterforsker pigedrab i Københavns kloakker – i tintet brunt og skaldede mænd i udspring fra tårne med reb om anklerne!«. Jeg tvivler på, at det er sandt. Temaet, historien, er jo god, hvis manuskriptet er godt – og måden, det bli’r lavet på, er ganske fri – afhængig af naturligvis med hvilken overbevisning et nyt eller gammelt talent kan tale en nysgerrig producent eller konsulent ind i historien. Som Lars T. gjorde det dengang, og som en anden måtte gøre det i dag. Hvorfor skulle det være nemmere dengang end nu? Konsulenterne på Filminstituttet i dag er begavede – vil gerne kloge og seriøse og fortællende film, og 60/40-ordningen er egentlig ikke mindre seriøs – for læserne her ved også, at der ikke findes noget begreb, som bare plat mainstreamunderholdning. Det er en konstruktion at tro, at den ene er god med engel på skulder og den anden med ond dæmon og kapitalistcigar. At tv-stationer og Filminstitut er begyndt at tage begrebet ’publikum’ med ind i deres vurderinger af en spillefilms evne til at kommunikere, ødelægger ikke nødvendigvis alt. Det kan være irriterende – men ikke ødelæggende. Det ødelagde i alle tilfælde ikke hverken ’Godfather’, ’Gøgereden’ eller andre mesterværker – at de film blev skabt i et system, som tog publikum alvorligt. Man får en fornemmelse af, at nostalgien og mismodet måske udspringer af afsenderens egen træthed? Når voksne mænd snakker om deroute, er det måske bare, fordi de selv synes, festen er for kedelig – eller måske slet ikke gider feste mere? Det har man jo lov til. Men jeg oplever, at der også er brændende og visionær filmkunst i Danmark, som består af nye og gamle talenter, og som hver dag går på arbejde og vil skabe film, som verden ikke har set. Som ganske vist ikke spiller ’Internationale’ op og ned ad den røde løber – men som banker publikum i biograferne og giver dem oplevelser, som rykker deres forståelse af virkeligheden det lille ryk – som er det ryk, der legitimerer kunsten. Der findes dygtige og markante instruktører – ikke mange, relativt få – men i forhold til landet størrelse: mange. Instruktører, som dels får folk i biografen, og som også høster enorm anerkendelse blandt udenlandske kritikere – også i Ljubljana. Og bagved står en flok sultne nye ulve og venter på at flå huden af kraniet på dem. Og sådan skal det være – for det her gudsbenådede job er ikke for tøsedrenge. Det kalder på vovemod og hårdt arbejde og ikke rallende nostalgi og mænd, der smiler nedad. Jeg hader billedet af islamistiske grædekoner og det der, de kan med tungen, der roterer skrigende rundt i munden, mens de kaster støv ned over burkaen. Det er både skræmmende og upænt – også selv om man kan have forståelse for smerten over, at deres dogme er død. At tro, at dansk film ’kommer op igen’, ved at man laver billige ryste-ryste-film, er jo skingrende vanvid – lisså vanvittigt, som det ville være at lave ’Titanic’ i Øresund. Jørgen Ramskov er en klog mand. Han kommer fra Jylland, smiler opad og har arbejdet på havnen i Århus – så ham kan man stole på. Og når han lyder nedadvendt, siger han, at film nu bare skal være billige, men når han taler opadvendt, taler han om en differentiering i støttebeløbene, og det gør direktøren for Filminstituttet heldigvis også. Det har de nemlig ret i – men straks bli’r det til overskriften: ’Nu skal danske film være billige!’. Nej. Danske film har hele tiden været billige. Danske film skal være dyre! Nej. Nogle skal være billige – og nogle skal være dyre. Alting handler om manuskriptet – alt handler om fortælleren og hendes drift efter at nå ud med sin historie, og om den fortælling er dyr eller rasende billig – det har intet med sagen at gøre. Problemet er bare, at skal man lave 20-25 film om året, så bli’r støttebeløbene udjævnet, næsten alle film kommer til at koste det samme, og så er der en række faktorer, der bli’r låst. Man kan f.eks. stort set ikke rejse med sit filmhold. Tage til Skagen f.eks. og filme Krøyer dér. Man kan ikke lave scenografi og kostumer i noget større omfang. Man kan kun lave meget begrænsede computereffekter, CGI – noget, som er et væsentligt redskab i moderne filmkunst. Derfor ligner danske film ofte hinanden. Foregår i og omkring København og har svært ved at bevæge sig ud over den tvistede naturalisme, som er blevet dansk films varemærke. Jeg tror egentlig ikke, det er, fordi et hav af manuskriptforfattere synes, det er på toppen altid at skrive om København og omegn – men nok mere, fordi de bevidst eller ubevidst ved, at det kan lade sig finansiere. Hvis noget er blevet til dansk films svaghed, er det netop dette dogme: Manglen på muligheden for at sprænge fortællingerne og lade fantasierne få frit spil – frem for en grå masse af ensartethed. Østtyskland findes jo ikke mere. Den brutale film om den danske nations nederlag i 1864 – ’Bombardementet på Shellhuset’ – ’Lykke-Per’ – ’Danske jøder til Theresienstadt’ – store og svære fortællinger, som kræver ressourcer (lissom ’Flammen og Citronen’ gjorde det), men som nu skal umuliggøres i en debat, der konkluderer strammere livrem og skånekost. Så vil der måske indimellem komme et år, hvor der kun produceres tolv danske film, og hva’ så? Distributionen kan jo i forvejen ikke finde plads til alle de film, der udkommer. Frie film laves hverken på cølibat eller nostalgi, men fordi talentet svinger sig op i lianerne sammen med onde producenter og onde folk på tv og onde folk på Instituttet, som helt sikkert gerne vil bevise, at de ikke er ude på kun at ville lave onde underholdningsfilm for hele familien, men også elsker den store danske filmkunst lige så højt som os andre og derfor kun lider under godhedens dogme. Der er trods alt flest, der smiler opad – ambitiøse instruktører og producenter, som gerne arbejder uden akkompagnement af sørgende blafrende tunger – men som har en klar fornemmelse af, at vejen fremad ikke går gennem nostalgien. Hvordan ville det også være muligt?