0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Lovende kriminalpolitiske initiativer

Godt at lade kommunerne hæfte for unge kriminelle. Vi kunne også gøre som Norge – sætte unge lovovertrædere over for et ’ungdomsstormøde’.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

I modsætning til strafforhøjelser, der kun er symbolpolitik, er der nu kommet to forslag af kriminalpolitisk karakter, der virkelig kan påvirke måden, vi behandler kriminalitet på.

Det ene forslag drejer sig om at lade kommunerne i Danmark betale en del af udgifterne for deres egne unge, der anbringes i fængsel. Det er et resultat af årets finanslovsforhandlinger mellem regeringen og Dansk Folkeparti og skal derfor nok blive til noget.

Det var noget, der var i brug i Californien for 40-50 år siden. Hvor vi dengang herhjemme i en periode kom ned på i alt omkring 2.500 indespærrede i arresthuse og fængsler, havde den fire gange så store befolkning i Californien dengang ti gange så stort et fangetal. Ganske vist er det som bekendt gået endnu meget værre i USA. Der var i Californien allerede dengang planer om et stort fængselsbyggeprogram, med åbning af et nyt fængsel hvert år. Men selv for en så rig stat som Californien forekom statens udgifter til dette byggeri uoverkommelige. Det var før, man greb privatiseringstanken. I stedet fandt man dengang på et nyt program: Probation Subsidy.

Det gik ud på, at man tilbød lokale myndigheder, at de fra delstaten kunne få en bestemt betaling for hver person, der efter den hidtidige ordning skulle være endt i et af de californiske fængsler, samtidig med at man overlod udgifterne til fængsling til det lokale niveau. Selv om man altså betalte, blev der en besparelse for delstaten, og de penge, de lokale fik, kunne rigeligt finansiere foranstaltningerne over for de lokale lovbrydere. Alt var billigere end fængselsstraffen.

Programmet var straks en succes for så vidt, som det fik fangetallet ned. Hvor man tidligere havde modtaget omkring 6.000 nye ungdomsfanger årligt, faldt tallet til 1.500.

Men så begyndte fangetallet igen at stige. Ikke fordi der dengang blev flere domfældelser, men fordi straftiderne blev længere. Før Probation Subsidy-programmet sad alene i San Quentin-fængslet ved San Francisco 6.000 fanger. Tallet kom ned på 1.500, før det igen begyndte at stige. Og allerede to år efter var det oppe på 3.000. Strafskærpelser er sandelig ikke ligegyldige for fangetallet. Men man havde vist, at økonomiske incitamenter også på dette område virker. Vi kan se frem til et meningsfuldt kriminalitetsforebyggende arbejde i kommunerne frem for et isolerende fængselsophold. Forsøget fortjener opbakning.

Det andet gode initiativ er desværre ikke fra Danmark, men fra Norge.

I lighed med de andre nordiske lande har man i Norge et veludbygget system af ’Konfliktråd’. Hver kommune er forpligtet til at oprette et sådant råd, med anvendelse af frivillige, fritidsbeskæftigede mæglere. Disse mæglere kommer fra mange steder i det lokale samfund, men der er mange lærere imellem. De mange kommunale konfliktråd ledes af et lille centralkontor i Oslo, der er en uafhængig afdeling af justitsministeriet.

Der er nu kommet en ny betænkning: ’Barn og Straf- udviklingsstøtte og kontrol’, ( Norges offentlige udredninger 2008/15), som den norske regering allerede har taget til sig og bebudet at ville give den nødvendige økonomiske støtte allerede i 2009. Det drejer sig om et millionbeløb ekstra til Konfliktrådene, som skal stå for de nye tiltag.

I Norge blev der i 2007 rapporteret i alt over 250.000 lovovertrædelser, heraf var små 7.000 begået af unge 15-18-årige, men af dem var over en tredjedel trafikforseelser. Den næststørste gruppe, over en femtedel, var berigelsesforhold, men her fyldte – bortset fra tyverier – også brugstyverier af biler godt op i statistikken. Kun 670, eller mindre end en tiendedel, var vold. Det lyder ikke af så meget, men man får nok et mere realistisk billede ved at se på statistikken over selvrapporterede lovovertrædelser. Man har lavet en undersøgelse med skolesøgende i alle de nordiske hovedstæder. Alle steder rapporterer de unge stort set ensartet, at omkring en fjerdedel har begået noget, men der er trods alt en forskel. Oslo ligger lavt med knap 25 procent, men til gengæld har de, der har lavet noget, gjort det mere ihærdigt. Enten er de usædvanligt lovlydige, eller også hører de til de mere forhærdede.

Som led i udvalgsarbejdet har man undersøgt et større antal af de sager, der har ført til varetægtsfængsel og straf for de unge. Et af resultaterne er, at sagerne hidtil er afgjort på et noget tilfældigt grundlag.

For eksempel refereres et eksempel, hvor en ung både er blevet undersøgt i slutningen af 2005 og i 2007. I den første undersøgelse hedder det: »Sigtede fortæller, at han kun indtager lidt alkohol, når han er til fest«. I den anden rapport står: »I perioder drak han en del alkohol, og han har røget hash. Han har prøvet piller og kokain. Når han brugte stoffer, var det som oftest efter at have drukket. I en periode i 2004 solgte han hash. Hashen havde han fået på kredit, og det førte til, at han fik gæld. Han blev truet med, at der kunne tilstøde ham eller familien noget. Beløbet han skyldte, blev forhøjet med 1.000 kr. om dagen, og han kom op på at skylde 45.000 kr. For at skaffe pengene måtte han begå tyveri og røveri. Han oplyser, at han på grund af dette fik mange verserende sager på kort tid«.

Undersøgeren bemærker, at det drejer sig om en traumatiseret ung, der selv har været udsat for meget vold. Han har nu været igennem en udvikling, der har vist ham, at vold og trusler faktisk virker til at opnå kontrol. Der er meget, der er uafklaret med hensyn til hans psykiske status, og hans moder mener, at han bør gennemgå en grundig undersøgelse, da nogle slægtninge har varierende grader af psykiske problemer.

Det var jo en noget fyldigere historie end den, der blev præsenteret i 2005. Allerede dengang burde man f.eks. have været opmærksom på den forudgående historie med gælden, der forfulgte ham.

Man konstaterer fra udvalgets side på baggrund af de sager, man har gennemgået, at de problemer, de unge må slås med, navnlig er aggression og rusproblemer. Det går igen, at det er slået klik for mange efter indtagelse af rusmidler.

Undersøgelsen viser også, at der er en stor risiko for, at unge, der har udstået en fængselsstraf, begår ny kriminalitet, der fører dem tilbage til fængslet. For de undersøgte sager drejede sig om to tredjedele, der hurtigt kom tilbage.

Udvalget overvejer derfor, om frihedsberøvelse helt kan undværes for de unge, men kommer til det resultat, at der findes overtrædelser, der er så grove, at andre reaktioner ikke vil kunne accepteres af samfundet. Der nævnes her drab og andre grove voldstilfælde, overfald med voldtægt og seksuelle overgreb mod små børn. Der foreligger imidlertid som sagt også tilfælde, der i dag resulterer i fængselsstraf, men hvor en ikke frihedsberøvende foranstaltning kunne hjælpe den unge til fremtidigt at leve inden for samfundets rammer og derfor må anses for mere hensigtsmæssig.

For at opnå dette foreslår udvalget indført en ny sanktionsform, der kaldes ’ungdomsstormøder’. Det er et møde, der foreløbigt tager sigte på 15-18-årige, der har begået alvorlig kriminalitet. Det skal ikke være i småtingsafdelingen.

Den nye reaktion siges at være todelt. Den ene del er selve det møde, der skal finde sted. Her skal den unge møde parter, der er berørt af lovovertrædelsen. De vil få lejlighed til at fortælle, hvordan de er berørt. Det kan være krævende for den unge at deltage. Men udvalget mener, at det er vigtigt, at den unge ser konsekvenserne af sine handlinger og gives mulighed for at gøre op.

Den anden hoveddel er den såkaldte ungdomsplan, der skal udarbejdes i enighed mellem de mødende. Indholdet skal, siges det, være af både rehabiliterende og straffende karakter. Domfældte bør tilbydes tiltag og behandling baseret på hans behov. Disse betingelser kan være direkte kriminalitetsforebyggelse – f.eks. ’psykiatrisk behandling’, netværksskabelse, opfølgning af skolegang, beherskelse af rusmidler, økonomisk rådgivning og bistand eller andre tiltag, der skal til for at mestre dagliglivets udfordringer.

I den norske betænkning gengiver man, hvorledes man i Danmark har forsøgt sig med ungdomskontrakter, hvor det bliver nedskrevet, hvilke forpligtelser den unge (og forældrene) påtager sig, men hvor også de sociale myndigheder forpligter sig med deres underskrift. Men det har, siges det, ikke været nogen ubetinget succes. Bedømmelsen fra Justitsministeriets forskningsenhed tyder på, at der kun er en lille forskel på tilbagefal