En meget DYGTIG lærer kommer i december ind og fortæller mig, at hun er ved at løbe tør for muligheder med sit tyskhold i 7. klasse. Eleverne laver ikke lektier, de kommer for sent til undervisningen, sidder med jakker på og bliver naturligvis meget fornærmede, hvis nogle af overtrædelserne påtales. Sammen med tysklæreren beslutter vi, at jeg skal observere undervisningen i en måned. Der bliver skrevet til forældrene, hvor læreren og jeg fortæller om problemerne og orienterer om observationen. Observationen går i gang. Eleverne agerer præcis, som læreren berettede. Læreren gør et fortrinligt stykke arbejde. Møder op velforberedt med masser af energi, smil og godt humør og ikke mindst en faglighed, mange vil misunde hende. Det lader ikke til, at eleverne er voldsomt imponerede. De værste af eksemplarerne undlader at lave lektier uden overhovedet at have det bare lidt dårligt med det. Selv meget simple oversættelser bliver ikke lavet. Utallige henvendelser til forældre har hjulpet lidt i perioder, men ikke rigtig battet. En elev sidder henslængt på stole og spiser æbler. Det er ganske vist sundt, men ikke skide smart i en undervisningssituation. Læreren beder eleven fjerne æblet. Det bliver accepteret, men æblet bliver fundet frem igen tre – fire minutter efter – eleven er jo sulten og nåede ikke at spise i pausen, da han skulle spille bold, sende sms eller hvad ved jeg. Det samlede indtryk er, at læringsniveauet var lavt hos eleverne. Der sad selvfølgelig nogle elever, som utroligt nok formåede at blive meget dygtige på trods af larm, uforberedte kammerater etc. Men der sad også en bred mellemgruppe, som måske gerne ville lære, men ikke fik et ben til jorden i selskab med resten af flokken. Den BESKREVNE situation er et billede på en undervisning, som er gået i hårdknude. Ikke på grund af læreren, men på grund af en gruppe elever, som på ingen måde agerer ansvarlige i forhold til læringssituationen. Det viser imidlertid også et billede af et skolesystem, der i perioder spiller fallit. Medansvar for egen læring er helt essentielt for elevens andel af læringssituationen, men det kræver, at eleven har den nødvendige faglige og sociale kapital til at varetage dette ansvar. Har eleven ikke det, bør der fra skolesystemets side være andre måder at tilrettelægge undervisningen og processen på. ’Bekendtgørelse nr. 27 af 12. januar 1995 om foranstaltninger til fremme af god orden i folkeskolen’. Det er den, der giver skoleledelsen mulighed for at udøve konsekvens overfor elever, som på den ene eller den anden vis ikke overholder skolens ordensregler om bl.a. at være velforberedte, komme til tiden, tale respektfuldt til hinanden etc. En af de lidt finurlige detaljer ved bekendtgørelser er, at alle tiltag altid sker i samarbejde med forældrene. Dette er jo en sund tanke. Men hvis man bl.a. påtænker at give en elev en times eftersidning/ekstra lektielæsning, eller hvad vi nu skal kalde det, skal det aftales med forældrene. Som der står: »Paragraf 6. Eftersidning i medfør af paragraf 5, nr. 1, er betinget af forudgående meddelelse til hjemmet og af, at eleven er under fornødent tilsyn. Eftersidning må ikke hindre eller væsentligt forsinke en elevs hjemtransport«. Man kan jo trække på smilebåndet og tænke, at det er godt nok, men i praksis betyder det, at forældre/elever i princippet selv kan bestemme, om de vil acceptere den af skoleledelsen foreslåede konsekvens. Et tænkt eksempel: En elev går op til afgangsprøven i engelsk. Ved det grønne bord begynder vedkommende at rode i sin taske. Først finder han en matematikbog frem, dernæst tysk. Læreren spørger om eleven ved, hvad han skal op i? Svaret er nej. Men eleven går alligevel op. For det har han ret til. Og han gennemfører med -3 og har gennemført folkeskolen – tillykke. Jeg har lige været i Finland, hvor eleverne skal leve op til nogle faglige krav for at bestå grundskolen. Her blev der gået til den, og eleverne vidste, at det var vigtigt at dygtiggøre sig. I Danmark gennemfører alle elever folkeskolen – hvadenten de kan sige deres navn på tysk, lægge to og to sammen eller hvad der nu kræves. Det finder jeg demotiverende for alle parter. I EN artikel i Politiken 17. juni, ’Sund pædagogik eller et levn fra fortiden’, diskuteres det nyopståede fokus på en konsekvent folkeskole med disciplin. I artiklen giver bl.a. Marianne Jelved og formand for Danmarks Lærerforening, Anders Bondo Christensen, udtryk for, at eftersidning som konsekvens er et onde. Marianne Jelved siger: »Flere eftersidninger og bortvisninger af elever må anses som tom demonstration, hvis eleven virkelig har problemer«, og Anders Bondo Christensen siger, » at man skal løse de disciplinære problemer ved at give eleverne den undervisning, de har brug for – ikke omvendt«. Jeg fik ondt i maven, da jeg læste dette. Jelveds udsagn ser jeg som et udtryk for manglende indsigt i folkeskolen anno 2008. Problematiske elever bliver der taget hånd om. Der sættes ’AKT’ (adfærd, kontakt, trivsel) på disse elever, så de får støtte og sparring. Lærerne tager samtaler med eleverne, der lægges et stort arbejde i forældresamarbejdet etc. At sætte ind med eftersidning udelukker jo ikke hele det apparat, der i forvejen kører på folkeskolerne. Selvfølgelig har Jelved ret, hvis det forholdt sig sådan, at en eftersidning var det eneste tiltag fra skolens side, men det vil det jo aldrig være. En eftersidning kan være en konsekvens, der overfor eleven gør det klart, at adfærden ikke bliver accepteret. Både i forhold til elevens egen læringssituation og i forhold til resten af klassen, hvis problemet skyldes urolig adfærd. Anders Bondo Christensens udtalelse har jeg sværere ved at gennemskue. Måske forsøger han at råbe politikerne op (endnu engang) og bede om flere hænder og flere ressourcer? Måske prøver han at fortælle lærerne, at de skal blive bedre til at undervisningsdifferentiere, da en manglende differentiering måske er årsag til, at eleverne ikke opfører sig ordentligt? Måske giver han bare udtryk for en grundholdning i den skolepolitiske elite, der handler om, at alle problemer ville løse sig med flere penge til skolerne og gulerødder til eleverne? Det eneste, jeg er sikker på, er, at Anders Bondos udtalelse ikke medfører konstruktive forbedringer i folkeskolen. Når vi VENDER tilbage til skolen efter sommerferien, bliver det med en langt strammere linje over for eleverne end hidtil. Jeg er afdelingsleder for udskolingen (7.-9. klasse), og lærerne og undertegnede har lavet en klar beskrivelse af samværsregler og konsekvenser på skolen. Vi mener, at alle elever skal være klar over, hvad der tolereres som god opførsel, og være klar over, at der er konsekvenser forbundet med overtrædelser. Eleverne har også været inde over projektet. Især pigerne har givet udtryk for, at larm og voldsom pauseaktivitet er et stort problem i hverdagen. Grundtanken er: Alle overtrædelser skal have en konsekvens. Det kan være eftersidning, oprydning foran skolen, at hjælpe pedellen etc. Og meget vigtigt – alle konsekvenser skal efterfølges af en forældrekontakt, hvor problemerne diskuteres. En anden grundholdning er, at disse konsekvenser aldrig må stå alene. Når elevers adfærd er et resultat af sociale eller faglige problemer, sættes der naturligvis ind som hidtil med specialundervisning, AKT, psykolog eller anden relevant bistand. Det pædagogiske tiltag har været diskuteret i udskolingen, på lærermøder og i skolebestyrelsen og er i denne sammenhæng blevet spidset til, så alle interessenter har fået deres aftryk på tiltaget. Synlighed omkring samværsregler og konsekvenser finder vi helt afgørende i processen hen imod at skabe et gunstigt læringsmiljø. Det er FANTASTISK at møde på arbejde hver morgen. Man bliver mødt af glade børn, glade lærere og glade forældre. Det er i hvert fald det dominerende indtryk. Vi har dog også forældre, der betragter skolen som et produkt, de har købt. Hvis deres datter ikke kan finde toppunktet i en parabel, må der være noget galt med læreren, skolen, klassekammeraterne eller ledelsen. Det er forældre, man kan betragte som kun brugere af skolen. Det er forældre, der tit ender med at foretage et skoleskift pga. den dårlige kvalitet. Heldigvis er det er fåtal, der har denne tilgang til skolen. Langt de fleste forældre benytter skolen som medborgere og tager det medansvar, der er helt afgørende for at få undervisningen og skoleforløbet til at blive godt. Det er forældre, som går aktivt ind i problemstillinger og kommer med konstruktive løsningsforslag. Et tæt, respektfuldt samarbejde mellem ledere, lærere, forældre og elever er super spændende og danner grobund for et godt arbejdsmiljø på skolerne. Folkeskolen er en attraktiv arbejdsplads, men den er i hård konkurrence med et bedre betalt og mere anerkendende privat jobmarked. Min generation har nogle meget skarpe holdninger til, hvad et godt arbejde er. Vi vil have frihed, ansvar, løn, udvikling, anerkendelse etc. Vi vil gerne have chefer, der respekterer og anerkender det, vi gør – hvis vi gør det godt. Og i forhold til lærergerningen vil vi ikke stå alene. At være lærer kan være en ensom fornøjelse uden særlig meget kontakt til andre voksne. Derfor er det helt essentielt, at skolen bygges op omkring tætte teamstrukturer, hvor der er forum for faglig debat, sparring, udvikling. Altså i det hele taget at se undervisning som en opgave, der skal løftes af et team af lærere og ikke kun som en relation mellem elev og lærer. Det frie SKOLEVALG har bl.a. medført, at skolerne i højere grad skal profilere sig. Nogle mener, det er en forfærdelig udvikling. Jeg ser det egentlig som et sundhedstegn. Et strejf af konkurrence får skolerne til, om ikke andet, at reflektere over, hvad de er gode til, og hvad de er mindre gode til – og dermed er der skabt grundlag for udvikling på skolerne. Ulempen er skolezapperne, som shopper rundt mellem skolerne og har problemerne med i rygsækken hver gang. Når man som skole stiller sig selv spørgsmålet: »Hvordan kan vi tiltrække elever til skolen?«, kaster man sig ud i en gråzone. Skal man profilere sig på at være for de stærke elever, de svage elever eller for det brede gennemsnit? Eller skal man profilere sig som den rummelige skole, hvor mangfoldigheden er i centrum? Personligt er jeg stærk modstander af stærkt brandede skoler, der f.eks. gør alt for de stærke elever. Jeg tror på en rummelig folkeskole, der tilgodeser mange forskellige elevers læringsforudsætninger. Men skolen skal være rammesættende. Og det mener jeg er vigtigt at signalere overfor forældre og elever. Det er en central dimension i skolevalg – vil man som forældre støtte op om en konsekvent linje – eller vil man ikke? Fortidens eller fremtidens skole? Helt klart fremtidens. Skolen har de faglige forudsætninger for at blive en fantastisk læringsinstitution. Lærerne skal have muligheder for at undervise og ret til at styre klassen og være konsekvent i pædagogikken. Og de regler, læreren stiller op i klasseværelset, skal følges af eleverne – hvis ikke skal det have en konsekvens. Skolen skal sætte krystalklare rammer for eleverne. Skolen er ikke et værested, men lærested, som en af dansklærerne i 7. klasse så rammende udtrykker det. Selvfølgelig! Det skal naturligvis ikke tolereres, at der spilles bold i klassen, at mobilen er tændt, at man hyggesnakker osv. Tillader vi denne adfærd, får eleverne og samfundet for alvor et problem, når eleverne forlader den trygge skole og begiver sig ud i verden, hvor man jo ikke kommer langt, hvis man ikke respekterer de demokratisk besluttede regler og normer. Og i øvrigt lægger denne destruktive adfærd pres på arbejdsmiljøet på skolerne. Jeg kan KUN på det stærkeste anbefale unge studerende at søge ind på lærerseminarierne. Skolen er et fantastisk spændende sted at være. Og man vil som aktør få stor indflydelse på udformningen af fremtidens skole. Der er brug for dygtige folk. Det kræver sin mand/kvinde at uddanne 25 børn med vidt forskellige faglige og sociale forudsætninger – men det kan lykkes og er fantastisk spændende. Dygtige unge lærere er helt essentielle for fremtidens skole. Den fælles folkeskole er et godt projekt, men uden de rette hjerner bliver projektet svært. Derfor er det helt centralt, at kommende læreraspiranter ikke bliver skræmt væk af årelang negativ debat i medierne.